Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 11.
Den 5. februar 2013. Dar Es Salam-Stown Town/Zanzibar.
Det var fantastisk at vågne op til lyden af havets brusen. Oplevelsen blev ikke dårligere, da vi åbnede telte og samtidig kunne nyde udsigten ud over havet og den hvide sandstrand. Det havde været mørkt, da vi var ankommet aftenen før, så vi havde ikke helt forstået hvor smukt et sted vi faktisk havde slået teltet op. Stranden var vildt lækker med store palmer og hvidt strandsand. :-)
Desværre havde vi ikke tid til at nyde stedet, da vi alleredde skulle køre 45 minutter senere. Vi skyndte os derfor at slå teltet ned, og pakke vores grej. Da det ikke var muligt at medbringe alt vores grej til Zanzibar, måtte jeg pakke det allermest nødvendig i min lille rygsæk, mens det øvrige blev efterladt i vores lastbil. Det var ikke helt let, at få plads til tøj og udstyr til 4 dage i en lille skoletaske, og jeg måtte derfor opgive at få plads til en del, som jeg ellers gerne ville have haft med. Løbetøjet skulle der jo være plads til, så derfor måtte jeg nøjedes med at medbringe 1 par shorts, og 1 stk. T-s***s og 1 par underbukser, hvilket umiddelbart ikke virkede af meget til 4 dage. Heldigvis medbragte jeg også vaskemiddel, og da der altid er sol og varme på Zanzibar, burde det jo ikke være et problem at få vasket og tørret noget tøj :-)
Da jeg vågnede havde jeg haft en underlig fornemmelse i maven, hvorefter jeg straks havde indfundet mig på toilettet. Fornemmelsen havde desværre ikke været falsk, idet min afføring sprøjetede ud af mig. På et tidspunkt blev jeg faktisk nødt til at kigge ned i toilettet for at se, om jeg sked eller om jeg blot tissede. I løbet af de 45 minutter fra vi stod op, og til vi forlod lejeren var jeg på toilettet 3 gange, og alle gange med samme resultat.:-( Jeg var derfor noget nervør for den lange transporttur til Zanzibar.
Det eneste underholdende ved de toilet besøg, var de advarsels skilte der hang på indersiden af toilet døren. Skiltene havde følgende tekst:
Indside camp=safe(sikkerhed)
Outside camp=danger(fare)
Området som campingpladsen lå i, var åbenbart ikke så godt og sikkert. Der var da også bevæbnet vagter ved indgange, men det havde der nu været ved alle de campingpladser jeg havde boet på i Afrika, og jeg havde derfor ikke tænkt over at denne campingplads skulle være ekstra farlig. Men det kunne jeg jo så sidde og tænke over, mens jeg sad på tønden og legede det menskelige springvand:-)
Efter morgenmaden blev vi afhentet af 7 stk små tuktuk'er(Trehjulet knallerter), som kørte os til en mindre færge, der skulle sejle os til havnen i Dar Es Salam. Færgen var total fuld da vi ankom, men ved hjælp af lidt bestikkelse lykkedes det tuktuk chauførren at overbevise færgemanden, om at der godt lige kunne blive plads til yderligere 7 tuktuk'er. Efterfølgende skete der yderligere en sammenstuvning af køretøjerne på færgen, og vupti, så var der plads til vorest tuktuk. Køretøjerne holdt så tæt, at hvis færgen sank, ville de ikke være istand til at komme ud af deres køretøjer. Det var ret imponerende, at færgemanden havde været istand til at få dem gennet så tæt sammen, hvilket dog også have krævet lidt omrokeringer af køretøjerne:-) Jeg kunne forestille mig, at han ville være rigtig god til tetris :-)
Færgeturen tog kun 5 minutter, hvorefter vi i Tuktuk'en blev kørt til en ny færge terminal, hvorfra vi skulle vi med færgen til Zanzibar. Færgen var en hurtigefærge af samme type, som sejler mellem århus og odden, hvilket var ca. 100 gange bedre end den første færge vi havde sejelt med :-) Heldivis var der et toilet på færgeterminalen, som i sidste sekund redder mig fra at skide i bukserne :-) Endnu engang sprøjtede det ud af mig som en flydende væske uden klumper. :-(
Færgeturen som varede ca. 2,5 timer blev brugt på at slappe af, og forsøge at sove. Desværre var der store bølger på hele turen, hvilke min mave bestemt ikke brød sig om. Har aldrig forstået hvordan jeg kunne komme fra en famile med søfolk(farfar), og så alligevel have så let ved at blive søsyg. Jeg var nu ikke den eneste der døjede, og personalet begyndte at dele brækposer ud, da vi var nået ca. halvvejs. :-(
På færgen var der heldigvis også toiletter, hvilket igen redder mig fra at få våde brune bukser :-) Det lykkedes mig heldivis også at holde søsygen til et minimun, og jeg kunne derfor forlade båden uden at have hverken lort eller bræk på mit tøj :-)
Da vi var fremme i Stowntown blev vi mødt af vores lokale guide "Amor". Han førte os efterfølgende igennem paskontrollen, og ud til en afventende bus. På vej igennem paskontrollen mødte jeg Steve, som havde været guide på min rejse i Sydamerika ca. 1 år tidligere. Han forklarede, at han nu arbejde i Afrika, og at han var guide på en tur fra Cape Town til Nairobi. Det var rigtig hyggeligt, at se ham igen, selvom vi kun havde tid til at snakke i et par minutter:-) Utroligt, hvor lille verden sommetider er :-)
Vi blev efterfølgende kørt til vores hotel, som viste sig at have nogenlunde standard med Aircon og varmt vand i bruseren. Heldigvis havde vi eget toilet på værelset, hvilket jeg straks indvigede. Dette var så 6 gang jeg var på toilettet denne dag. Alle med den samme flydende væske sprøjtende ud af mit rektum :-( Jeg var nu ikke så bekymret, da jeg jo trods alt selv havde været istand til at bestemme, hvornår jeg ville tømme tarmen. Hvis jeg blot holdt mig i nærheden af et toilet, ville det derfor ikke været et problem.
Da vi var blevet indlogeret bestemte Sebastian, Haiden, Ray og Damion og jeg os for at gå ud og opleve den kaotiske by. Alle på nær Damion har jeg beskrevet tidligere. Damion var ca. 35 år gammel, og kom fra australien. Han arbejde til daglig som landmand på en stor farm som hans familie ejede. Han kunne godt være lidt svær at forstå, da han ikke snakkede så højt, og sommetider mumlede lidt, men ellers var han rigtig flink..
Byen Stowntown var bygget af muslimer fra Oman, som havde haft hererdømmet over byen i mange hundrede år. Gaderne var derfor lagt i et mærkeligt mønster, som umuliggjorde navigation. Kortet som vi havde fået udleveret var også ubrugelig, da der ikke stod gadenavne på kortet. Vi besluttede os derfor for at følge guidernes råd om bare at "get lost ind the city". Midt i kaoset fandt vi en indisk restaurant, hvor vi spiste frokost. Valgtet faldt på en Karry ret med ris, som smagte helt fantastisk.
Efter frokost begav vi os videre ud i byen, hvor vi bla. fandt et marked, som solgte alverdens ting. Haiden købte en lokal dragt bestående af en hvid skjorte og hvide trekvartlange bukser. På både bukserne og skjorten var der røde blomster, hviket umiddelbart så lidt for tøset ud efter min smag.
Vores ankomst tilbage til hotellet var perfekt timet med mit behov for et nyt toilet besøg. :-( Jeg vidste ikke om, jeg måske havde spist noget, jeg ikke kunne tåler, eller om det bare var det varme vejr, som voldte mig problemer. Der havde nemlig været ca. 35 grader de to foregående dage, hvilket var en del mere, end da vi havde befundet os i bjergene omkring Kenya og Serengetti.
Jeg besluttede mig dog for, at min mave ikke skulle have lov til at dikterer min livsstil, så istedt for at forblive på potten, pakkede jeg noget toiletparpir og iførte mig løbetøjet. Jeg løb efterfølgende 35 minutter i den bagende hede. Utrolig nok oplevede jeg ingen problemer med maven under løbeturen, og var derfor en glad mand, da jeg kom tilbage til hotellet.
Om mødtes vi alle 24 for at spisr aftensmad sammen. Haiden dukkede op i hans nyindkøbte dragt samt et par sandaler ned perler af guld og sølv. Selve farven og mønstret af guld og sølv burde nok havde givet ham en ide om, at der var tale om en damesandal, men, størrelsen på skoen burde have overbevist ham 100 procent han havde nemlig købt en str. 40, og ca 5 cm af hans hæl stak bagud ud over sandalen. Han forklarede, at han havde købt de mest mandige sko han kunne finde, og at han havde valgt str.40 fordi han ikke kebdte de europæiske størrelser. Det fritog ham selvfølgelig ikke for at blive moppet hele aftenen:-) heller ikke selv om han straks smed skoene ud, og købte nogle nye:-)
aftenensmade spiste vi på en tagterrasse med udsigt ud over hele byen. På restauranen havde de mohijtos til 20 kr, hvilket var min ynglingsdrink. Det lykkedes derfor Sebastian og jeg at drikke 6 stk. mohijtos under maden. Restauranten havde ikke ret godt styr på serveringen, så nogle i gruppen fik kun 1 ret, mens jeg heldigvis fik de 4 retter, som jeg havde bestilt. Damionen fik en forret og 2 deserter, men ingen hovedret. Det gjorde nu ikke så meget, da de fleste af os var blevet små fulde.
Efter maden gik vi til et natmarkede, hvor de solgte alverdens mad. Guiderne rådede os dog til ikke at spise noget seefood, som de ellers solgte i mange forskellige former på diverse spyd. De fra gruppen, som ikke havde fået al det mad som de havde bestilt, valgte istedet at stillet sulte med pandekager med nutella. Jeg kunne dog ikke spise mere, da de 4 retter lå ret tungt i maven.
Sebastian og Jeg overvejde kort, om vi skulle tage videre i byen, nu hvor vi alligevel var blevet halvfulde, men bestemt os dog for at gå hjem og sove. Hjemme på hotellet fik jeg skypet med Carina inden jeg lagde mig til at sove.
- comments