Dag 40, 41 og 42.San Ignacio De Mini-Puerto Iguazu-Foz Dó Iguacu.

Dag 40.
Mens Carina sov sødt i teltet, stod jeg meget tidlig op og løb en morgentur. Under løbeturen endte jeg helt ude i junglen, på små mudrede veje. Jeg løb forbi en del huse, som var bygget af bambus og strå. Jeg vil gætte på at husene var beboet af meget fattige Argentinere. Det er utroligt, så stor forskel der er på rig og fattig i dette land:-(

Da jeg kom tilbage fra løbeturen hjalp jeg Emma med at lave morgenmad, og da maden var klar gik jeg tilbage til teltet for at vække tornerose:) Sammen fik vi pakket teltet ned, inden vi spiste morgenmad. Jeg behøver vel ikke skrive hvad morgenmaden bestod af? :-( Men som en tilføjelse til de normale usunde morgenmadsprodukter, havde jeg sørget for at vores gruppe havde indkøbt et fibrerigt morgenmadsprodukt, hvilket Carina var yderst begejstret for, idet hun så kunne lave et "lidt" sundere måltid. :-)

Efter morgenmaden hoppe vi ombord på trucken, og kørte i 4 timer inden vi ankom til en mindre argentinsk by, som lå kun 10 km fra Iguazu vandfaldene. Her blev vi indlogeret på en campingplads, som havden en svømmepool. Desværre var vejret ikke det bedste badevejr. :-( Der var overskyet, og temperaturen lå på ca. 18 grader. Det dårlige vejr stoppede os dog ikke for at hoppe i poolen, da teltene var slået op. Da vi først kom ned i vandet, kunne man sagtens holde varmen, men da vi efter 30 min. skulle op af vandet føltes de 18 grader som en dansk vinter dag:-(. Heldigvis var der gode badeforhold på campingpladsen, og efter et langt varmt bad, havde vi genvundet varmen. :-)

Eftermiddagen brugte Emma, Ilse og Carina og jeg på en vandretur. Planen var at vi ville gå ned til en stor flod, som fungerede som grænse mellem Argentina og Brasilien. Sam havde udpeget en retning for os, men han havde aldrig selv været der, så han vidste ikke hvor langt væk den lå. Vores gåtur førte os ind gennem junglen af en lille mudret skovvej. Her inde i junglen lå en del mindre huse, som var opført af alverdens matrialer. Det var tydeligt, at det ikke var de mest velhavende, som boede i disse huse. Carina ville have mig til at tage nogle fotos af deres huse, men vi kunne ikke finde et hus, hvor der ikke var mennesker i nærheden af, og jeg ville ikke tage et foto, når beboerne var i nærheden. Jeg ville selv føle mig krænket, hvis der kom turister hjem til mig, og tog fotos af mig uden at spørge. Så i må altså undvære at se disse "fantastiske" huse. Da vi havde gået i ca. 45 min måtte vi opgive at finde floden og istedet vende om. :-(. Selvom vi aldrig fandt floden var det alligevel en hyggelig tur, og undervejs fik vi set en papegøje blomst, hvilket var et rigtig smukt syn. :-) Der lå også en død hund på vores vandrerute. Den havde vist været død længe, for den lugtede bestemt ikke godt:-( Pigerne gik i en KÆMPE bue uden om dyret, hvilket jeg fandt ret underholdende. Det var jo trods alt bare et dødt dyr. :-(

Da vi nåede tilbage til lejre kørte vi alle ind til byen, hvor vi fandt et supermarked, og shoppede til de næste dages måltider. Min gruppe skulle handle ind til et morgen måltid og en frokost, og jeg måtte derfor trave rundt i butikken sammen med 3 damer i ca. 30 min:-( Bestemt ikke min ynglings aktivitet. For første gang nogensinde lykkedes det min gruppe at holde sig til budgettet. Faktisk havde vi næsten 5 kr. i overskud:-) Der blev også tid til personlige indkøb. Jeg købte en flaske rødvin til den nette sum af 8 kr, mens Carina købte en flaske Pina Colada. Party time. :-)

Da vi var færdig med indkøbene pakkede vi vores indkøbte vare i de grå kasser, som er placert under truckens kabine. Da vi efterfølgende kørte fra stedet bemærkede jeg at to betjente som gik på fortovet lavede fagter med armene mod trucken. Jeg kunne ikke umiddelbart regne ud, hvad fagterne betød, men da fagterne, blev vildere og vildere indså jeg, at der måtte være noget galt. Jeg råbte derfor til Sam og Steve, at de skulle stoppe, hvilket de gjorde. Da vi kom ud af trucken kunne vi konstatere, at der ikke var blevet lukket for lågen, hvor de grå bokse, blev opbevaret, og at boksene derfor hang halvvejs ude af trucken. Havde vi kørt meget længere, var de helt sikkert faldet ud, og vi ville have mistet alle vores madvarer, gryder og pander og bestik m.m :-(

Da vi nåede hjem til lejren løb jeg 14 km mens Carina tilberedte aftensmaden. Vi skulle have grillmad, og Steve havde udnævnt sig selv som grillmaster. Det betød, at Carinas gruppe "kun" skulle lave salat og hvidløgsbrød. Selvom den yougurt de havde købt viste sig at være sødet fløde, lykkedes det Carina at lave en fantastisk Taziki. Min løbetur, blev lidt længere end planlagt, fordi jeg håbede jeg kunne nå helt ud til vandfaldet inden jeg vendte om. Til sidst måtte jeg dog opgive og vende om, da jeg var bange for at gå glip af maden. :-( Det viste sig efterfølgende, at jeg kun var ca. 500 meter fra at nå helt derud. :-(

På løbeturen løb jeg på en stor asfalteret vej, som var omgivet af tæt jungel. Jeg følte mig ikke helt tryg, og mine øjne afsøgte hele tiden jorden foran mig, i håb om at jeg ville kunne nå at løbe uden om en evt. slange i græsrabatten. Men mine øjne døjede med at følge med, da jeg næsten løb så hurtigt som jeg kunne. Det var egentligt ikke min plan at løbe så hurtigt, men jeg løb jo i et Jaguar område, og derfor blev farten ubevidst sat op, da jeg bestemt ikke havde lyst til at møde sådan en missekat. Specielt ikke efter at jeg tidligere på dagen havde læst, at en jaguar i dette område 10 år tidligere havde dræbt en person. :-( Heldigvis nåede jeg hjem uden at møde hverken slanger eller jagauarer.

Da jeg kom tilbage til lejren var maden slet ikke klar, og jeg havde derfor ikke behøvet at skynde mig tilbage:-( Carinas gruppe var klar med salaten, men kødet var kun lige lagt på grillen. Faktisk brugte Steve næsten 2,5 time inden maden var helt færdig. Ved ikke lige hvordan man kan bruge så langtid på at grille, men det gjorde han altså. Jeg havde derfor god tid til at få et bad:-) Resten af ventetiden, blev brugt på at drikke rødvin og hyggesnakke med de andre. Vi var alle derfor små beruset, da maden endelig blev serveret, og måske var det derfor at alle syntes det smagte fantastisk:-) Carina fik også drukket det meste af hendes Pina Colada inden vi var færdig med at spise, og hun var derfor i et rigtig godt humør, og hyggede sig gevaldigt med Kate og Ilsr. Jeg brugte tiden på en lidt mere seriøs snak med Emma og Ann. Emma mistede sin lillebror i en trafikulykke ca. 2 år tidligere, og Anns lillesøster på 35 år var hårdt ramt af knoglekræf, og havde derfor kort tid tilbage:-(. De var derfor begge lidt triste.

I ren eufori over at vi havde genfundet vores kamera dagen før, havde jeg valgt at medbringe kameraet denne aften, da jeg tænkte det kunne være meget sjovt med nogle fest fotos. Det skulle jeg dog aldrig havde gjort for under opvasken ville jeg tage et foto af Emma og Ilse, som udførte en lille dans mens de viftede med servicen for at tørre den. Kameret lå i Carinas jakkelomme, og jeg bad derfor om at få kameraet. Hvad der helt nøjagtigt skete efterfølgende bliver mellem Carina og jeg, men en af os tabte kameraet ned i en opvaskebalje, og kameraet ville efterfølgende ikke tænde :-(.Det eneste jeg kan røbe om personen som tabte kameraet er at hans/hendes fornavn startet med disse 3 bogstaver:Car, og at følgende bogstaver indgår i personens efternavn: S,T,R,A,E,K.

Det ødelagte Kamera, ødelagde desværre også stemningen. :-( Jeg var helt knust ved tanke om at alle mine fotos fra Chile, Argentina og Uargay var ødelagte:-( Der var derfor ikke mere partystemning over os denne dag, og vi gik kort tid efter i seng:-(

Dag 41
på grund af den megen rødvin jeg havde drukket aftenen før, måtte jeg på toilettet et par gang i løbet af natten:-( Det var virkelig besværligt og ubehageligt, at skulle ud af soveposen og teltet midt om natten, og det hjalp bestemt ikke, at man havde drukket lidt for meget aftenen før. Specielt den første gang var jeg svimmel, og havde trang til at kaste op. Det lykkedes mig dog at overvinde denne trang og næste gang jeg skulle på toilettet havde jeg det meget bedre.

Kl. 6 begyndte regnen at tromme mod teltet. Vi håbede, at det bare var en byge, og at der ville være tørvejr, når vi skulle op kl. 07:30. Sådan gik det desværre ikke, og vi måtte pakke teltet ned i regnvejr :-( Dagen før havde vi hængt en del tøj til tørre under et halvtag, men vi måtte desværre konstatere, at det slet ikke var tørt, selvom det havde hængt der i 15 timer:( Vi måtte derfor pakke det våde tøj ned i vores rygsække.

Kl. 9 kørte vi til den Argentinske side af Igazua vandfaldet. Da vi nåede til indgangen begyndte det at regne voldsomt. Dette fortsatte det med uafbrudt indtil vi forlod nationalparken ca. 8 timer senere :-(. Vi blev sendt ind i parken i små grupper, idet vi ville have været tvunget til at betale for en guide, hvis vi var kommet som en stor gruppe. Carina og jeg havde bestemt os for at gå alene denne dag, så det passede os fint, at vi blev sendt ind i små grupper. Så behøvede vi ikke at bruge tid på at forklare de andre, at vi bare gerne ville være alene denne dag.

Da vi kom ind i parken tog vi et minitog til det første udkigspunkt. Da vi nåede frem med toget skulle vi gå ca. 1,5 km på en gangbro, som førte et godt stykke ud i floden. Floden var på dette sted ca. 4 km bred, og der var virkelig en kraftig strøm i floden. Da vi nåede ud til enden af gangbroen, havde vi en fantastisk udsigt ud over et kæmpe vandfald som hed djævlens kløft. Det er nærmest en stor kløft, hvor vandet vælter ca. 150 meter ned af 3 af klippesider. Udsigtspunktet lå oven over vandfaldet, og herfra kunne man se de utrolige mængder vand der væltede ud over kanten. Regnen samt vanddamp fra vandfaldet gjorde, at det var meget svært at tage fotos. Om morgenen havde vi igen forsøgt at tænde kameraet, men der var slet ingen liv. :-( I stedet havde vi medbragt min Iphone, men den var heller ikke så glad for vand, så derfor blev det ikke til særlig mange fotos denne dag. Havde der været højt solskin var vi sikkert blevet på udsigtspunktet en time, og nydt det fantastiske vandfald, men det dårlige vejr gjorde, at vi max var der i 5 min inden vi gik videre:-(

I stedet for at tage toget retur valgte vi at gå, idet vi alligevel var gennemblødte, og vi frygtede derfor at det ville blive koldt at sidde stille i toget. Vi havde dog fejlbedømt togets hastighed, og gåturen endte derfor med at blive en del længere end vi troede :-(

Næste stop var en vandresti, som gik oven over en lang række af vandfald. Hele vandfaldet var ca. 3 km bredt, men man kunne ikke gå langs hele kanten. På vandrestien var der en del udsigtspunkter, hvorfra man kunne beundre de vilde vandmasser, som væltede ned over bjergsiderne. Efter vandrestien spiste vi vores medbragte sandwich på en picknick plads. Steve havde lovet os, at der på disse steder ville være en masse vilde dyr, som ville forsøge at stjæle vores madpakker, men vi så desværre ingen:-(. Der gik dog ikke længe inden vi fik set disse søde dyr som på engelsk hedder Coati. Dyret ligner en blanding mellem en myreslugere og en vaskebjørn. Den har en lang snude og en lang hale, og er ca. på størrelse med en middelstor hund. De er ret nysgerige, og skulle eftersigende kunne blive ret aggresive, hvis de ønsker at stjæle en madpakke. På de forskellige stier mødte vi 4 stk., og vi fik taget nogle gode fotos af dem.

Den sidste vandrerute førte os ned af en masse trapper indtil vi var helt nede ved floden under vandfaldene. Her nedefra kunne man rigtig fornemme hvor meget vand der røg ud over de forskellige klipper. Det så helt vildt ud, og dette sted fortjener helt sikkert at blive udnævt til et af jordens naturlige 7 vidundere. Der foregår pt. en offiiciel afstemning på nettet, omkring hvilke stedder der skal bære titlen som verdens 7 vidundere. Dette vandfald skulle sammen med Gran Canyon være blandt farvoritterne. :-)

Nede ved floden skulle vi have været ombord på en lille gratisfærge, som skulle have transporteret os til en lille ø, som lå ude midt i floden, mellem alle vandfalene. Herfra skulle der have været en fantastisk udsigt, men desværre sejlede færgerne ikke da vandstanden var for høj:-( Vi kunne i stedet tage en bådtur i en stor speedgummibåd, som sejlede helt ind under nogle af de mindre vandfald. Det så ret morsomt ud, men det ville betyde, at vi ville blive helt gennemblødte. Vi var godt nok meget våde i forvejen, men vores regnponcho havde holdt vores overkrope nogenlunde tørre, og det ønskede vi at de forblev ved med at være. Derfor droppede vi denne sejltur. Flere af de andre i gruppe prøvede sejlturen, og de syntes alle, at det var vildt fedt, men de syntes ikke, at det var så fedt bagefter, da de ikke kunne holde varmen i det gennemblødte tøj.:-(

Istedet for sejlturen valgte vi at gå en tur i junglen af en ca. 2 meter bred mudret vej. På vejen var der en masse store vandpytter, som fyldte hele vejen. I starten forsøgte vi at udgå at få alt for våde sko. men til sidst var alt vådt, og vi vadede derfor bare direkte igennem de store vandpytter. På et tidspunkt gik vi i vand til midt på skinnebennet. :-( Vi var helt alene i junglen, hvilket både var spændende og skræmmende. Vi kunne høre alverdens lyde fra fugle og aber, men ud over nogle få fugle så vi ikke rigtig nogle vilde dyr. Alligevel var vi nervøse for at møde en slange eller en Jaguar, og vi aftalte hvad vi ville gøre, hvis der skulle komme en jaguar. Planen var at vi ville stille os tæt på hinanden og brede vores ponchoer ud, og derved forsøge at virker meget større end vi var. Jeg tvivler dog lidt på at vi ville have kunnet holde os til planen, hvis vi lige pludselig stod ansigt til ansigt med en jaguar. :-)

Da vi havde gået i en time og stadigvæk ikke havde fundet vandfaldet for enden af stien, ønskede Carina at vende om. Jeg ville dog rigtig gerne se vandfaldet, og havde på fornemmelsen, at vi måtte være rigtig tæt på. Vi lavede derfor et kompromis om at vi ville gå til næste sving på vejen og hvis vi ikke kunne se vandfaldet derfra ville vi vende om. Da vi nåede derhen kunne vi se vandfaldet blot 200 meter væk, og vi var derfor rigtig glade for at vi ikke var vendt om;-).

Det var et ca. 100 meter højt vandfald, og fra toppen af vandfaldet var der en fantastisk udsigt ud over junglen og floden. Det var helt sikkert den lange tur værd. Da vi havde nydt udsigten i ca. 10 min begyndte vi den lange tur tilbage, og hjemturen virkede dobbelt så lang. Mens vi gik og snakkede, blev jeg pludselig opmærksom på en bevægelse i beplantningen ca. 1 meter til venstre for mig. Jeg tror ikke, at jeg nåede at opfatte hvad det var, før jeg skreg som en lille tøs. Mit skrig forskærkkede Carina, så hun også nåede at blive skræmt. :-) Det viste sig at være et af de søde Coati dyr, som var på vej ud gennem busken, men den blev så bange for mit skrig, at den stak halen mellem benene, og løb tilbage ind i junglen. Den løber sikkert endnu, for den så meget skræmt ud:-) Det er på grund af min reaktion over for et lille sødt uskyldigt dyr, at jeg tvivler på at vi ville kunne have holdt os til planen hvis vi havde mødt en Jaguar :-)

Da vi endelig nåede ud af junglen var vi trætte og havde ømme ben. Vi havde også næsten vandret uafbrudt i 7 timer, så det var vel ikke så mærkeligt, at vi var trætte:-) Inden vi forlod parken brugte vi vores sidste Argentiske penge på en sodavand og nogle empenadas :-)

Herefter kørte vi mod den Brazilianske grænse. Det var en køretur, der kun tog 15 min, men vi var stadigvæk iført det gennemblødt tøj, så turen var ikke særlig behagelig:-). Ved grænsen fik vi stemplet ud af Argentina og ind i Brazilien. Brooke endte dog i problemer, da hun ikke havde noget visum til Brasilien. Det havde jo været planen, at hendes ferie skulle have endt i Argentina, men på grund af Steve havde hun forlænget rejsen til Rio. De havde bare ikke tænkt over at hun som Australier skulle bruge et visum for at komme ind i Brasilien. Hun måtte derfor stige ud af bussen og forblive i Argentina i 48 timer inden hun kunne få sit visum. Planen er at hun efterfølgende selv skal finde noget transport gennem Brasilien, så hun på et eller andet tidspunkt igen kan tilslutte sig gruppen. Bestemt ikke en sjov situtation, og hun var da også helt grædefærdig, da hun sagde farvel til os:-(

Da vi var igennem grænsen kørte vi yderligere 15 min før vi ankom til vores Campingplads. Sam havde lovet, at han ville gøre alt for at skaffe os værelser istedet for telte. Det lød fantastisk, og vi håbede på det bedste, da han begav sig ind i receptionen. Da han kom tilbage 5 min. senere kunne han meddele os, at der kun var 7 ledige senge på en 7-mands stue. Gruppen begyndte straks at diskutere, hvem der skulle have disse pladser.
Carina og jeg besluttede os dog hurtigt for at vi nok skulle melde os frivilligt til at sove i telt denne dag, da det vigtigste for os bare var at få et langt varmt bad og efterfølgende få noget tørt tøj på. Desuden ville vi også bare gerne igang, hurtigst muligt, og vi kunne fornemme, at der ville gå lang tid inden det blev afgjordt hvem det skulle sove hvor. Vi gik derfor straks igang med at sætte vores telt op, og fik efterfølgende badet. Efter badet havde vi det meget bedre, og så meget lysere på det hele. Gruppen var på dette tidspunkt stadigvæk ikke færdig med at afgøre, hvem der skulle sove hvor, og vi blev derfor endnu mere glad for at vi havde meldt os frivilligt. Det regnede heller ikke mere, og efter det varme bad føltes luften lun. :-) Det hjalp ekstra meget på humøret, da vi brugte Carinas føntørrer til at tørre vores kamera med, og at vi efterfølgende kunne konstatere, at det igen virkede. Vi blev endnu mere glade, da vi fandt ud af alle billederne stadigvæk var på kortet:-). Jubii.

Aftensmaden blev spist på hostlet, og for at fejre at vores kamera igen virkede, blev der også råd til en lille dessert:-). Vi fik også afleveret alt vores vasketøj, 12 kg totalt, og vi havde derfor udsigt til rent tørt tøj den følgende dag, hvilket også var tiltrængt, da jeg kørte på de sidste underbukser og strømper:-) Humøret var derfor højt, da vi lagde os til at sove:-)

Dag 42.
Da vi stod op kunne vi med stor glæde konstatere, at vejret var bedre end den foregående dag. Der var dog overskyet, men det så heldigvis ikke ud til at det ville regne:-) Det var Carinas tur til at lave morgenmad, så denne dag var det mig, som kunne sove lidt længere end hende:-) Jeg nåede dog ikke at falde i søvn efter hun havde forladt teltet, men alligevel var det dejligt, at jeg bare kunne rulle over på den anden side, da hendes vækkeur ringede:-) 30 min efter kunne jeg stå op til nylavet morgenmad, hvis man ellers kan kalde cornflakes og guldkorn for nylavet:-)

Efter morgenmaden blev vi kørt til den Brasilianske side af vandfaldene. Her tilbragte vi sammen med Ilse, Emma og Kate 4 timer med at nyde udsigten over mod vandfaldene, som hovedsalig ligger på den Argentinske side. Forskellen på de to sider var, at vi på Argentina siden gik rundt oven for vandfaldene, hvorimod vi her på den brasilianske side befandt os lidt mere på afstand, men havde nogle fantastiske udsigter over mod vandfaldene.

Det bedre vejr gjorde oplevelsen helt anderledes end dagen før, og nu gav vi os virkelig tid til at nyde dette van(d)vittige naturfænomen:-) Vi fik også taget en masse fotos med vores kamera, og vi håber at et af billederne er godt nok til at komme op på væggen i lejligheden:-) Det mest imponerende var en gangbro som førte rigtig tæt på bunden af helveds kløft(beskrevet den foregående dag) Når man stod helt ude for ende af gangbroen fornemmede man virkelig naturkræfterne i de enorme vandmasser, som konstant væltede ned af det flere km brede vandfald. Vanddampene på dette sted gjorde, at man blev gennemblødt, hvis man opholdt sig her ret længe, men fordi vejret var så meget bedre end dagen før betød det ikke så meget, da tøjet hurtigt tørrede:-)

Da vi var færdige med at se vandfaldene fandt vi en cafe, hvor de andre drak kaffe, mens Carina og jeg fik den obligatoriske Coke Zero :-) Vi fik også en lille kødpie, som åbenbart var Brasiliens svar på empanadas. Selv om jeg altid vil elske empanadas, så må jeg indrømme, at disse små kødpies måske er endnu bedre. Det kræver dog et par smagsprøver før jeg tør afsige min endelig dom:-)

Inden vi forlod parken mødte vi 6 af de søde Coati dyr, som gik og roddet i jorden lige uden for cafeen. Da Ilse raslede med sit regnslag kom en af dem straks løbende for at finde ud af om det var noget spiseligt hun stod med. Vi fik optaget en god video, hvor det lille dyr står og snuser i luften med sin lange griseligende snude, for at finde ud af om hendes regnslag lugtede spiseligt;-) Den besluttede sig dog til sidst for, at plastik nok ikke kunne spises og luskede efterfølgende slukøret tilbage til græsplænen:-)

På vej ud gennem parken så Ilse og Emma en tucan, som sad i toppen af et træ. Desværre lykkedes det hverken Carina eller jeg at se den, før den var væk:-( Uden for parken kunne man tage en helikoptertur hen over vandfaldene, men turen kostede 600 kr pr. mand, og ingen af os var villige til at betale så meget for en 10 min lang tur. I stedet tog vi en bus ind til den nærmeste by, hvor vi spiste frokost på en burgerbar der serverede durum kebabs. :-)

Efter frokosten splittede vi gruppen op, og Carina og jeg gik videre i byen alene. Det havde oprindeligt været vores plan at bruge eftermiddagen på et besøg i Paraguay, men glemsomme som vi var havde vi glemt at få vores pas ud af pengeskabet i trucken tidligere på dagen:-( Uden pas kunne vi jo ikke så godt tage ind i et nyt land:-( I stedet fandt vi en gågade i byen, hvor vi kiggede på butikker. Carina fandt et par solbriller, som hun kunne lide, så dem købte vi selvfølgelig. Så manglede vi bare at solen kom frem igen:-). Dagen efter skulle vi heldigvis køre 800 km nærmere mod ækvator, så mon ikke der skulle være en chance for at vejret et lidt bedre deroppe:-)

Inden vi forlod byen fandt vi en frisør, som klippede mit hår, og han gjorde det så godt, at Carina "næsten" var tilfreds, hvilket vil sige, at han sikkert var en af verdens bedste frisører, for hun er ALDRIG tilfreds med min frisure:-( Hun skulle da også lige selv klippe lidt i mit hår senere på dagen, inden hun var helt tilfreds.

Efter frisøren fandt vi en lokal bus, som kørte os tilbage til Campingpladsen. Deres bussystem virkede umiddelbart lidt underligt, idet chaufføren, blot kørte busen, og ca. midt i bussen sad der en billetdame og tog imod betaling. Da vi havde betalt hende 8 kr. kunne vi gå gennem en biletmølle, som var så smal, at jeg var nervøs for om jeg ville være i stand til at presse min røv igennem:-) Heldigvis gik det lige og vi befandt os nu i den del af bussen, hvor bagdørene var. Det var derfor ikke muligt at komme ud af bussen uden først at skulle gå igennem betalingsanlæget. Det lyder måske lidt besværligt, men det gjorde, at bussen sparede en masse tid ved de forskellige stoppesteder, idet chaufføren begyndte at køre lige så snart, at alle folk var ombord. Jeg ved bare ikke hvad de gjorde, hvis der kom en stor tyk person ind i bussen, for hvis man vejede meget mere end 100 kg, ville man ikke være i stand til at presse sig igennem billetmøllen. Det brugte Carina og jeg lang tid på at diskutere, og hver gang der kom en kraftig person ind i bussen sad vi og gættede på om de ville kunne klemme sig i gennem eller ej. :-) Det lykkedes dog alle at komme igennem, selvom der var en enkel dame, som måtte kæmpe hårdt for at få maven med. Måske vidste fede mennesker bare, at de ikke skulle køre med bus i dette land:-) En enkelt ydmygende situtation hvor man måtte skæres fri af en billetmølle, kunne sikkert også kurere ens lyst til at køre bus:-)

Da vi kom hjem på campingpladsen, iklædte vi os løbetøjet, og løb en tur ad de små mudrede markveje. Det orange/røde mudder satte sig fast under løbeskoene og til sidst vejede de flere kg. :-( På løbeturen troede vi, at vi så en flok flamingoer, men da vi kom tættere på, fandt vi ud af, at det i virkeligheden bare var hvide gæs, som var helt lysserøde af at gå rundt i det røde mudder:-) Vi så også et underligt dødt dyr, som lå i vejkanten. Det var et rovdyr på størrelse med en kat, og det havde nogle rigtig skarpe tænder, og en rigtig lang skaldet hale med krølle på:-) Jeg vidste ikke hvad det hed, og jeg havde bestemt heller ikke lyst til at møde det på en af mine løbeture. :-(

Da vi kom hjem fra løbeturen hoppede vi i bad, og da vi var færdige med at bade stod aftensmaden på bordet. Inden badet var jeg lige en kort tur i hotellets pool. Man kan nok ikke kalde det en svømmetur, for da jeg hang i luften og mine tæer rørte vandet fortrød, jeg at jeg var hoppet, og jeg nåede dårlig nok at blive våd, før jeg igen lå oppe på kanten :-(

Efter maden hentede vi vores vasketøj, som vi havde indleveret dagen før. Vi havde indleveret 12 kg ialt, og det kostede 15 kr pr kg. Vi skulle derfor forvente at skulle betale den vilde sum af 180 kr. Det var blevet indleveret i to poser a 6 kg, og i hver pose havde vaskefirmaet lagt en regning på 90 kr. Manden i receptionen kunne dog kun finde den ene regning. Han bad efterfølgende mig om at gennemsøge tøjet for at finde den ande regning, men jeg mente jo ikke at jeg skulle gøre hans arbejde, så selvom jeg så regningen med det samme lod jeg som om jeg ikke kunne finde den. Til sidst sagde han at det blev 90 kr. Ialt, og vi sparrede derfor 90 kr. Jeg syntes nu også, at 90 kr. var et rimligt beløb for to poser vasketøj. Jeg havde derfor ingen dårlig samvittighed over at han havde snydt sig selv:-)

Det var fantastisk at vi igen havde rent og tørt tøj:-) Jeg tror også Carina satte stor pris på at jeg igen kunne skifte underbukser og strømper. :-). Da vi havde lagt alt vores tøj sammen gik Carina i seng, mens jeg gik op til poolen for at oplade min telefon. Mens jeg opholdt mig her, brugte jeg tiden på at spille pool med Danny, og da telefonen var helt opladt gik jeg i seng.