Dag 31 og 32. Cafayet-Recereo-Estancia.

Dag 31
Da vi skulle forlade lejren alleredde kl. 7:15 måtte jeg stå op kl. 0530 og påbegynde min morgen løbetur. Solen var på dette tidspunkt ikke stået op endnu, og jeg måtte derfor løbe med en lommelygter i den ene hånd. Jeg må indrømme, at jeg var lidt bange for at rende ind i en slange i mørket:-( Det er jo her i Sydamerika, at de har anakondaer, der er så store, at de så let som let som ingenting ville kunne spise mig som en lille snack. Heldigvis mødte jeg ikke nogen slanger:-) Tilgengæld mødte jeg en masse argentinske mænd, som var på vej på arbejde i vinmarkerne. De cyklede ud af den samme vej som jeg løb på, og jeg kunne derfor løbe om kap med dem. Når jeg løb lige bagved en cykel, føltr jeg også, at jeg var bedre beskyttet mod slanger. :-) Det var sikkert frygten for slangerne, der gjorde, at jeg kun brugte 23:45 min på de første 6 km. Selvom jeg løb hurtigt føltes det ikke specielt hårdt, og endnu engang blev jeg bekræftet i at formen nok slet ikke er så dårlig endda:-)

Da jeg nåede til 6 km mærket var solen begyndt at stå op, og jeg tog derfor en pause og nød solopgangen over vinmarkerne. Det var super flot, og jeg fortrød inderligt at jeg ikke havde medbragt mit kamera. Da solen var helt oppe begyndte jeg at løbe hjem mod lejren. Denne gang løb jeg knap så hurtigt, men nu hvor jeg kunne se hvor jeg trådte, behøvede jeg jo heller være bange for slangerne mere, og derfor kunne jeg bedre nyde turen.

Da jeg nåede tilbage til lejren fik jeg badet og pakket mine ting sammen. James overraskede mig positivt, og pakkede vores telt ned mens jeg spiste morgenmad. :-) Efter maden måtte jeg igen op på taget af trucken og pakke teltene ned. James pindarme er blevet helt gode til at række mig teltene, så det går efterhånden ret hurtigt at pakke trucken. :-)

Herefter kørte vi mod næste lejr. Da vi havde kørt i ca. 2 timer gjorde vi holdt ved en gamel ruinby ved en mindre bjergkæde. De indfødte i denne byen havde først modstået inkaerne, og efterfølgende spanierne. De havde faktisk modstået Spanierne i 130 år, inden de til sidst blev nedkæmpet. Spanierne tvang de resterende ca 2000 indfødte(kvinder og børn)til at vandre ca. 3000 km uden ret meget vand og mad. Da de nåede frem var der kun ca. 200 overlevende tilbage, og deres kultur er derfor uddød Idag. Selve ruinen vi besøgte havde på sin storhedstid omkring år 1500 ca. 5000 indbyggere. Byen lå i en lille bjergkløft mellem to mindre bjerge, og byen lå i nærheden af en floddal. Byens beboere havde derfor levet af at dyrke jorden, og man kunne stadigvæk se spor efter de mange marker og vandkanaler. Det var kun murene fra de mange bygninger, som var tilbage, og rundt omkring i byen voksede talrige kaktusser, alligevel kunne man nemt fornemme, hvor stor denne by havde været engang. Der var en lokal guide, som gav os en rundvisning i byen samtidig med at han fortalte os hvordan folkene havde levet. Han var nu ikke specielt underholdende, og jeg var derfor lykkelig over at rundvisningen kun varede 20 min. Bagefter fik vi tid til selv at udforske området. Jeg valgte selvfølgelig at vandre til toppen af det ene af bjergene. Herfra var der en fantastisk udsigt udover ruinerne og floddalen nedenfor.

Frokosten blev spist på en rasteplads og bestod igen igen af sandwich, men denne gang var der indkøbt pølser som pålæg, så det føltes da en lille smule anderledes.:-)

Omkring kl. 15 ankom vi til vores campingplads, som utroligt nok var udstyret med en swimingpool og wifi internet:-) Teltet blev derfor sat op på rekordtid, og jeg tilbragte efterfølgende det meste af eftermiddagen i poolen:-). Den kølige pool var helt perfekt, da solen bagede fra en skyfri himmel. Jeg vil tro der var ca. 30 grader i skyggen. James og jeg plantede vores telt lige op ad poolen. Det er jo ikke hver dag? at man kan prale af at have en pool i baghaven.

Til aftensmad fik vi spagetti carbonarda, og efter aftensmaden spillede vi kort og terningspil.Ilse lærte os et hollandsk terningspil, som minder meget om 10.000, bare kedeligere:-( Det hjalp dog lidt på underholdningeb da vi fik selskab af en lokal dreng på 10 år, som hed Handro. Han var ret underholdende, og ret lærernem. Det lykkedes os faktisk at lære ham spillet uden at nogen af os kunne spansk. Til sidst havde han forstået alle reglerne, og behøvede ikke længere hjælp.

Om aftenen prøvede jeg også at komme i kontakt med Carina på skype, men hun var desværre ikke online. Det er blevet lidt sværre efter hun har smidt sin iPhone i vaskemaskinen:-( Det har heller ikke hjulpet, at jeg den sidste uge ikke har haft noget mobilsignal:-(

Omkring midnatstid gik jeg iseng. Inden jeg faldt i søvn lykkedes det mig dog at færdiglæse min bog nr. 3, så nu har jeg kun 2 bøger igen til resten af turen Mon ikke også det er nok, nu hvor Carina kommer og underholder mig på de lange busture.

Ej jeg døjer godt nok med den inteligente ordbog på denne telefon. Den har lige ændret underholder til underbukser ovenfor. Så hvis der engang imellem står noget vildt underligt, så er det sikkert fordi ordbogen har været igang uden jeg har bemærket det::-)

Dag 32.
Kl. 0630 mødtes jeg med Kate, og sammen løb vi mod centrum af den by vores lejer lå tæt på. Det lykkedes os dog aldrig at finde centrum, men tilgengæld fik vi hilst på alle byens hunde. :-( Tror samtlige hunde jagtede os:-( Det virker som om hundene har fået lidt mere energi nu hvor vi har forladt bjergene :-(. Da vi havde løbet i 25 min var vi tilbage ved lejren, og Kate ønskede ikke at løbe længere. Jeg løb derfor yderligere 20 min alene. Denne gang løb jeg væk fra byen, og her slap jeg for de irriterende hunde:-)

Da jeg kom tilbage til lejren afsluttede jeg løbeturen med en tur i poolen. Jeg var ked af, at jeg ikke havde medbragt mine svømmebriller, ellers ville jeg havde svømmet et par baner.
Brook og Jo havde lavet scramble egs til morgenmad. Det så ret godt ud, og lugtede fantastisk. Alligevel holdt jeg mig til en skål cornflakes. Jeg skal jo se ordentlig ud når Carina kommer, så det duer ikke at jeg fylder mig med alle de usunde ting:-(

Efter maden blev trucken læsset, og vi kørte mod Estancio. Da vi havde kørt i 2 timer gjorde vi holdt i en mindre by, hvor der lå et rigtig supermarked. Her shoppede vi til de næste 3 dages måltider. Min gruppe skulle handle ind til frokosten samme dag og til morgenmaden den følgende dag. Det var ikke noget problem at handle ind til morgenmaden, da den altid blot består af cornflakes og langtidsholdbar mælk. Frokosten var straks værre. Vi ville gerne lave noget anderledes til frokost, da alle er ved at være træt af sandwich. Efter 30 min måtte vi dog kapitulere, og sande, at vi heller ikke kunne finde på andet end sandwich. :-(
Da Emma og jeg skulle købe ost bad vi ekspedienten om 10 skiver ost, hvorefter vi begyndte at snakke om de mærkelige varer vi havde set i butikken. Mens vi stod og snakkede, blev vi afbrudt af ekspedient som sagde noget med "uno mass". Hverken Emma eller jeg snakkede spansk, så vi troede, at hun spurgte om de ti skiver hun havde skåret var det hele vi skulle have, hvorfor vi svarede "Si". Herefter fortsatte vi vores snak uden at kigge på ekspedienten. Kortefter blev vi afbrudt igen, og hun stillede det samme dumme spørgsmål. Igen svarede vi "Si Si " denne gang med en smule irritation i stemmen. Da hun spurgte 3. gang gik det op for mig, at bunken af osteskivet var blevet 3. Gange så stor som den havde været førstegang hun spurgte. Vi kunne derfor regne ud at "uno mass" åbenbart betød mere. Det lykkedes os da heldigvis at få hende standset inden hun skar yderligere 10 skiver. På grund af den megen ost lykkedes det os igen ikke at overholde vores budget:-(

Frokosten blev holdt på en parkeringsplads tilhørende en tankstation på hovedvejen. Det var min gruppe, det skulle gøre maden klar, og jeg fik til opgave, at lave tunsalat. Jeg tror desværre kun at det var mig der syntes det smagte godt:-( Jeg havde vist kommet for meget mayonæse i tunsalaten iforhold til hvad de syntes var normalt. Dette fandt jeg underligt, da nogen af dem der brokkede sig mest, alligevel smurte deres brød ind i mayonæse inden de fyldte det med tunsalat.

Efter maden kørte vi videre mod Estansio. Vi var nu kommet ned fra Andesbjergene, og landskabet havde ændret sig meget. Istedet for store ørkenagtige bjerge, kørte vi nu igennem små rullende græsbeklædte bakker. Vi befandt os nu på den Argentinske pampas ( højslette). Det var her alle de søde køer gik rundt og hygger sig inde, inden de blev slagtet og serveres for mig:-)

Omkring kl. 15 nåede vi frem til Estansio, som var en stor kvægrance. Rancens område bestod af endeløse græsarealer, hvorpå der græssede ca. 6000 køer. Vi blev indlogeret ved nogle bygninger, som lå et par km væk fra selve rancen. Dog var der ikke plads i selve bygningerne, da vores "søster" gruppe alleredde havde boet på stedet de sidste 2 dage. Istedet måtte vi sætte vores telte op på græsplænen udenfor. Dette var nogle af tøserne noget sure over, men det gjorde nu ikke mig noget, da jeg syntes man sovet kanont i et telt.:-(

Eftermiddagen brugte vi på at spille kongespillet. Da vi ikke havde et originalt spil måtte jeg jo lave et ud af plastik flasker fyldt med vand. De andre var dog lidt skeptiske i starten, men da vi først kom igang med spillet ville alle pludselig spille:-)

Om aftene havde vi en stor grilfest med den anden gruppe. Det var deres sidste nat på ranchen. Dagen efter skulle de køre mod sydspidsen af Sydamerika, hvorimod min gruppe skulle overnætte 3 nætter på rancen, og efterfølgende køre mod hovedstaden. Dette ville derfor blive sidste gang vi skulle være sammen med den anden gruppe. Dette skulle selvfølgelig fejres.

De lokale gauchos ville sørge for, at vi ikke kom til at sulte. Derfor grillede de det meste af en ko, og man kunne spise al det kød man ville. Til forret blev der serveret empanadas, som jeg jo er blevet min ynglingsspise på denne tur :-) Hele aftenen var der fri vin ad libitum, hvilket vi alle benyttede os af. Ejen af Ranchen, Kevin, holdt en tale under middagen, hvor han bød os alle velkommen. Han var super flink, og han havde en mandschauvenistisk humor. Derfor syntes jeg straks, at han var en fantastisk fyr :-) Han var Argentiner, men havde gået på kostskole i England, så han talte flydende engelsk. Han var iklædt et typisk gaucho(cowboy) uniform, som bestod af cowboybukser, hvid skjorte, tørklæde og en underlig rød hat som mindede om en barat. Mest af alt mindede han om en fjollet franskmand, som var blevet malplaceret på en ranche :-)Der var desuden 4 andre gauchos med til festen. Det var disse gauchps som skulle hjælpe os med at ride og fange kvæg de følgende dage. 2 piger og 2 fyre. Pigerne snakkede flydende engelsk, mens fyrerne kun snakkede spansk. De var alle utrolig venlige, forsøgte ihærdigt at lærer alle vores bavne udenad. De to mandlige gauchos havde dog meget svært ved at udtale mit fornavn. Måske skulle jeg bare begynde at anvende mit mellemnavn istedet. Det ville helt sikkert spare mig for at skulle gentage mit navn heletiden.

Efter maden, som var blevet serveret i haven, rykkede vi ind i en lille bjerghytte, hvor man kunne spille diverse spil. Bla. Bordfodbold. Behøver jeg at sige, at jeg brugte en del tid på dette spil, og underligt nok vandt jeg hver gang. Syntes ellers ikke jeg plejer at være super god til det spil, men det sagde nok mere om mine modstandere end det gjorde om mig:-)

I rummet var der også et klaver og en guitar. Sam var kanon god til at spille klaver, og en af gauchoerne var ok til at spille på guitar. Hele aftenen underholder de os med deres musikalskespil, mens forskellige piger forsøgte sig som sangerinder. Specielt en af gaucho pigerne gjorde det ret godt. Dog var hun næsten ikke til at få ned fra senen, da hun først var kommet der op. De andre syntes det var helt fantastisk, hvorimod jeg syntes at hendes skrigende stemme var lidt anstrengende i længden. Klokken 2 kunne jeg ikke holde ud af høre på hende længere, og gik derfor i seng.

Det var dog ikke specielt let at finde mit telt i mørket, da jeg ikke havde medbragt en lommelygte:-( Under mit forsøg på at finde vej overraskede jeg den kvindlige guide fra den anden gruppe og en af vores Chauchos. De gjorde ellers deres bedste for at skjule sig under en busk. Først troede jeg det var et vildtdyr der larmede i busken, og lyden skræmte mig vildt meget. Jeg var derfor glad da jeg fandt ud af, at der bare var en elskovssyg cowboy og en kvindelig guide. :-) Det lykkedes mig heldigvis at finde teltet uden at stødde på andre "farlige dyr".