Profile
Blog
Photos
Videos
At rejse er at leve!
Dagene i lejligheden i Phnom Penh var talte og vi havde nu ti dage til at få det sidste med i Cambodia. Vi rejste rundt i tre vidt forskellige byer på de ti dage vi havde. De første dage blev tilbragt i Battambang, de efter følgende i Siem Reap og de sidste i Sen Monorom i Mondulkiri provinsen.Det var dage der bød på afslapning og en overflod af gode oplevelser, det var skønt at rejse rundt i det land jeg næsten havde tilbragt tre måneder i. Kufferten stod pakket i hjørnet og vi var klar til at tage af sted til Battambang, det meste af den første dag blev tilbragt i bus, turen til Battambang tog ca. 6 timer og var temmelig hård da airconditionen ikke rigtig virkede og en mand sad rigtig tæt op af mig. Da vi kom frem fandt vi et rigtig lækkert hotel og fandt en tilmed rigtig lækker cafe og fik noget frokost der. Herefter vadede vi lidt rundt i byen, som virkede rigtig død og forladt. Til trods for at Battambang er den anden største by i Cambodia. Da vi gik rundt i byen begyndte det at blæse rigtig vildt, alt blæste rund og jordet fløj om ørerne på os.Det begyndte tilmed at lyne og det var tydeligt at der var regn på vej. Vi nåde lige akkurat ind på et marked, hvorefter det begyndte at regne rigtig voldsomt i den næste time. Da vi løb de ca. 100 meter hjem nåde vi at blive drivvåde, det er tydeligt at regnsæsonen er ved at begynde, hvilket betyder at der ca. 4 gange om ugen regner ca. en time, og det er ikke bare stille og dryppende regn. Det er stråler der gør enhver drivvåd. Jeg kan allerede nu fornemme at regnsæsonen ikke rigtig er mig og at jeg lige skal vende mig til at der er en time eller mere hver dag omkring gud ved hvornår hvor man skal holde sig inden døre. Ved aftenstid tog vi ud på en skole, som hjælper både fattige familier med give deres børn skolegang og mad, menogså en slags børnehjem for børn uden forældre. På skolen er der helt normal skolegang, men for at aktivere børnene så de ikke begår kriminalitet eller bruger deres tid på gaden. Er der forskellige linjer, hvor det er muligt at vælge underholdning eller kunst. Først var vi inde at se børnenes kreative kreationer igennem billeder, det var lidt som en lancering med drinks og snacks. Herefter var vi inde at se cirkus, hvor børnene optrådte med musik, akrobatik og dans. Det var et rigtig flot show, selvom de bedste akrobater var på turne i Europa. Stedet sørger for at, få børnene kan komme til at leve af deres kreative evner og forsøger at få så mange som muligt sendt ud til cirkusser rundt omkring i verden. Det var et rigtig godt projekt, som virkelig var et besøg hver. Bagefter fik vi aftensmad derude, hvor alle artisterne også spiste. En franskmand som havde arbejdet derude de sidste tre år, gik rundt og fortalte om stedet. Aftensmaden var ægte cambodiansk og super lækker, vi fik 7 retter for kun 6 dollar og med hjemtransport. Det var en forrygende aften, som gjorde synet på Battambang noget bedre end vores tur rundt i byen tidligere. Efter vi er blevet færdige med at arbejde er jeg virkelig kommet til at tage tiden på arbejdet til efter tragtning. Det har været en god oplevelse at være på VCAO, men jeg føler på ingen måde at vi er blevet værdsat for det arbejde vi har gjort, hvilket godt kan skuffe og gøre mig ked af det. Der er kun en der har takket og rost os for det arbejde vi har gjort og det var en hollænder der var på besøg derude en halv dag. Jeg må indrømme at jeg havde forventet lidt mere taknemmelighed inden jeg tog af sted, fra de mennesker vi skulle arbejde for.
Anden dag tog vi med tuk tuk ud for at se på de små landsbyer. Jeg er helt vild med bare at køre rundt ude på landet og se hvordan folk bor og hvordan deres dagligdag er. De fleste mennesker her i Cambodia bor i små skure, da halvdelen af befolkningen lever under fattighedsgrænsen. Vi besøgte først en familie, der havde deres egen lille rispapir "fabrik". Rispapiret bruges til at lave forårsruller af."Firmaet" bestod af en familie på fire der laver rispapir dagen lang, de kan lave ca. 1000 rispapir pr. dag alt efter vejret. Familien starter tidligt om morgen med at koge ris til en masse som derefter bliver kogt over på en plade og bliver tørret i solen.Herefter pakkes de og sælges på marked, familien tjener på en god dag kun omkring 10 dollar. Herefter kørte vi videre til en fiskeindustri, det lugtede helt vildt ulækkert og der var fisk over det hele. Nogen lå til tørre ude i solen, for at blive til fiskesnacks. Andre lå i saltlager, så de kunne holde sig og sælges på marked. Mens andre blev mast til en slags fiskepasta, som bruges som smagsforstærker til sovser og supper. Mest af alt ligner og lugter dette som katte gylp, fy for pokker. Herefter kørte vi over til bambustoget, som er et tog der er bygget af bambus og kører ud i landskabet. Det var en rigtig hyggelig tur, selvom det var umuligt at kommunikere under hele turen pga. af larmen fra skinnerne når toget buldrede af sted. Motoren der trak toget var på så lille og skulle trækkes op af et snørebånd. Mens vi rullede af sted kunne man blot sidde og nyde naturen, og se på det cambodianske landskab rulle forbi. Da vi kom til endestationen var vi ude at se en murstensfabrik, hvor vi kunne se hvordan man lavede mursten helt fra bunden og kun ved hjælp af håndkraft og minimalistiske maskiner. Herefter skulle vi tilbage med tog og ud at se et hinduistisk tempel, de fleste templer er buddhistiske her i cambodia og vi ville derfor se om der var forskel, men egentlig ligner det hele det samme i mine øjne. Efter 385 trin op, er man altså ikke mere interesseret i et tempel, end man ellers ville være, selvom der godt nok var nogle små børn der gik med op for at vifte luft i ansigtet for os. Dagene i Battambang var slut og nu ventede Siem Reap.
Vi stod tidligt op, da vi skulle med en båd kl. 7. Men da vi stod op, piskede regnen ned det var måske ikke lige den mest oplagte dag til at bruge mellem 9 og 12 timer på en båd. Lidt slukøret fik vi bestilt noget mad til hele dagen og var klar til at skulle af sted. Da vi havde betalt, fik vi også tre stykker kage og tre bananer med. Cambodianere er så søde, det drømmer man ikke om, hvor tit får man noget gratis i Danmark? Da vi kom over for at tjekke ud, fortalte hotelejeren at det var en dårlig ide at tage på sejlturen mellem Battambang og Siem Reap i dette vejr. Så han hjalp os med at få afbestilt og booket en bus i stedet. Da vi havde tjekket ud, gav han os alle tre et tørklæde, og vi kunne endda selv vælge farven. I Siem Reap fandt vi et guesthouse der hed Garden Village. Lonely planet, er en kæmpe hjælp når man rejser rundt på den her måde. Der står pris, og en lille beskrivelse af stederne, det gør det lidt mere overskueligt at vælge et sted at bo. I stedet for at komme ud af en bus og så står der 20 tuk tuk chauffører der alle har et sted de synes man skal bo. Så fungere det nemmere når man ved hvor man vil hen og hvad prisen er. Senere på dagen tog vi ud for at se en silkefarm. Her kunne vi se hvordan den cambodianske silke bliver fremstillet, af små laver der spinder silken og hvordan den herefter bearbejdes for til sidst at blive til et tørklæde eller andet. Herefter blev vi kørt ud til den flydende landsby. Landsbyen ligger ude i Tonle Sap søen og bevæger sig rundt alt efter om det er regnsæson eller tørkesæson. Vi sejlede rundt i en båd med to cambodianske drenge, det er ikke til at forstå at nogen kan bo i små skure ude i vandet. De har deres lille skur med lidt urter og så videre udenfor. Byen er del op i den vietnamesiske del og den cambodianske og muslimerne som bor sammen. I den flydende landsby bor der ca. lige så mange mennesker som der gør i hele Aars, og hele området er virkelig lille. Det er helt utroligt at så mange mennesker kan bo så tæt sammen og tilmed leve ude i vandet, så man hele tiden bliver kold eller beskidt af det ulækre vand der er helt brunt med en helt masse grønne alger, eller skal have fat i en båd for at komme ud at huset. Tilmed lever de uden elektricitet, menneskerne der bor sådan her er meget fattige og nogen børn bor uden deres mor og far da de sejler ud i deres små både for at fiske og mister livet pga. vinden der sætter vandet i oprør.Da vi sejlede rundt, spurgte en af drengene om vi ville se den flydende skole og det ville vi da rigtig gerne. Så sejler de os over til en butik og siger så kan i lige gå ind og købe nogle hæfter og blyanter til dem. Vi kiggede underligt på hinanden, men kunne på ingen måde få os selv til at sige nej. Da vi kom ind i den flydende butik, tog hun selvfølelig vild overpris. Det lykkedes os at få hende ned på en nogenlunde pris, men vi følte os virkelig snydt da vi kom ud med 20 hæfter og 20 blyanter. Da vi kom hen til skolen sad alle eleverne klar, men bordene var allerede stakkede op med nudler, hæfter og blyanter. Det var tydeligt at alle turister blev kørt igennem denne mølle. Herefter blev vi sejlet over for at se nogle krokodiller og fisk, som blev holdt fanget i nogle bure, og to store slanger. Hvor vi fik holde den ene, den var helt vildt stor og det overraskede mig virkelig hvor stor den var. Derfor har jeg nogle billeder hvor jeg ser noget skræmt ud over at holde dens hoved, som den hele tiden prøvede at sno rundt om min arm. Da vi skulle tilbage fik jeg lov at sejle.. Drengene var ikke helt stolte ved det, da man skal sejle lige midt i for ikke at sætte sig fast på bunden, men det lykkedes mig selvfølelig at sætte mig fast på bunden. Det var ikke så godt, og jeg havde ret dårlig samvittighed. Da vi skulle ud af båden, begynde drengene at spørge om vi ikke kunne give dem nogen penge, nu de havde sejlet rundt med os og så de havde penge til at betale deres skole. Og endnu engang måtte vi hoste op med penge, til trods for at vi havde betalt 15 dollar for at komme ud at sejle. Men jeg ved efterhånden godt at ingen af disse penge ender hos drengene, det er bare regeringen der har fundet ud af at man kan tjene mange penge på at få turister ud at se den flydende landsby. Det er så forfærdeligt at se på, men de fleste penge vi betaler når vi er ude at se noget går ikke til dem de reelt burde.Det er kun toppen der får noget ud af dem og de høster til gengæld rigtig godt på det. Da vi kom ud af båden var der flere der ville tjene penge, 10 unger ville hjælpe os med at komme op af trappen og derefter have penge. Men den gik ikke, heller ikke da en pige viser os tre tallerkner med et billede af os hver på. Selvom jeg blev temmelig overrasket over at der var en der havde en tallerken med et billede af mig. Da vi kom hjem var det ret sent og vi slappede lidt af, for derefter at tage ned i byen for at spise på barstreet, som minder helt vildt om Jomfru ane gade. Der er barer og restauranter over det hele og der er en helt vildt god stemning.
Dagen efter tog vi ud for at se på templer kl.9, alt turisme er bygget op omkring disse templer og flere 1000 turister valfarter for at se templerne i Siem Reap og især Angkor Wat hver eneste dag. Jeg har ikke helt styr på hvor mange templer vi så, men vi så i hvert fald nok efter min mening. Efter de første fem stoppede jeg ligesom med at tælle, da det steg mig lidt til hovedet, jeg kunne godt se at det var vældig flot. Men nogen af dem mindede bare om gamle ruiner, og sten og sten. Bayon var ret flot, det er en helt masse ansigter der sidder og kigger ud i junglen og Wat phom, som er et tempel hvor der vokser træer inden i. Ellers var de andre ret ens. Efter at have kørt rundt der en hel dag, tog vi hjem for at slappe af i hotellets bar. Her mødte vi Him, en helt almindelig cambodianer efter vores mening som bare havde drukket for meget og var venlig som alle andre cambodianere, Han begyndte at snakke helt vildt og købte to kander øl til os, herefter forlod han hans selskab for at sætte sig ned hos os. Da vi skulle betale vores egen regning fortalte personalet at Him havde betalt det hele for os. Flink mand ellers, han begyndte at fortælle at han var manager på et fem stjernet hotel i Siem Reap. Først troede vi ham ikke helt, og udspurgte ham om alt muligt, men det var rigtig. Beviserne kommer senere.Senere på aftenen mødtes vi nogle af pigerne fra lejlighederne der også var i Siem Reap denne weekend.Anden dag med templer begyndte uhyre tidligt vi tog allerede ud for at se på templer igen kl. 5 om morgenen. Det virker ret dumt, men det var et smukt syn der ventede os. vi skulle se solopgang over Angkor Wat. Hvilket var et smukt syn. Herefter flere templer og et landmine museum. Templerne var igen ret hårde at komme igennem og vi sprang da også over nogle stykker, til vores chaufførs store forundring. Landmine museet var ret godt, det er lavet af en mand der tager rundt og hjælper landet med at rydde landet for miner. Det er ret vildt at tænke på at miner der blev spredt for så mange år tilbage stadig er til så stor fare for befolkningen her i cambodia. Parret der har museet driver også et børnehjem for børn der har været ofre for landminerne.Da vi skulle ud at spise senere fandt vi et sted med danseshow, rigtig cambodiansk dans. Der var 8 danse, dansene er enten brugt til forskellige begivenheder eller blot som en form for underholdning ved festlige arrangementer. Da vi havde set dans i ca. 2 timer, gik vi over for at få fodmassage. Det var ikke blot normal fodmassage, men et bassin med fisk der æder alt det overskydende hud på fødderne. I starten kildede det helt vildt, men efter et stykke tid vender man sig til den kriblende bevægelse der er på ens fødder. Det var en ret underlig oplevelse, men samtidig også ret behagelig. For da det hele var færdig mærkedes ens fødder helt lette, selvom man ikke kunne se nogen forskel på ens fødder. Man kunne dog mærke at ens fødder var helt silke bløde.
Den sidste dag i Siem Reap Lejede vi nogle cykler og cyklede herefter bare rundt det meste af dagen. Vi cyklede rundt uden for byen og bare kiggede os rundt, så holdt vi lidt pauser hist og her. Vi cyklede forbi en dragefrugt farm hvor vi lige var inde og kigge og så videre igen. Da dagen var omme havde vi ca. cyklet tyve kilometer. Hvilket vi selv var ret stolte over, det kunne til gengæld også godt mærkes i benene dagen efter at jeg havde siddet så lang tid på en cykel og at det ikke lige er det jeg har gjort mest i herovre. Efter frokost cyklede vi ud for at Så Angkor royal hotel, hvor Him havde fortalt os at han var manager og at vi kunne komme ud at besøge ham og prøve nogle af hotellets faciliteter. Vi trak vores lejede cykler ind på parkeringspladsen på hotellet, og det var tydeligt at der nok ikke var så mange der, der kom på cykel på disse kanter. Men vi fik da lov at komme ind, og da vi spurgte efter Him, blev vi henvist til et andet sted. Hvorefter manden sagde "det min chef", jeg varlige ved at være bange for at han havde taget røven på os og at der nu kom en vildt fremmet mand ud af døren, men det gjorde der ikke. Ud af døren kom Him, og sagde pænt goddag og undskyldte fordi han havde været lidt fuld sidst vi havde ses. Han er en tro kopi af alle cambodianere altid smilende og ønsker at give alle folk omkring dem det bedst. Efter en fin velkomst blev vi vist rundt på hotellet, han viste os nogle af deres forskellige værelser der kostede for alt mellem 150 dollar 15000 dollar pr.nat. Det er en ret stor forskel i forhold til at vi har betalt for alt mellem 5-12 dollar pr. nat, for de steder vi har boet i Cambodia. Hotellet var virkelig lækkert og havde en kæmpe stor pool, desværre havde vi ikke taget badetøj med. Så den kunne vi ikke rigtig benytte, selvom Him ringede til en butik på hotellet for at høre om de havde nogle bikinier vi kunne købe. Herefter viste han os spa og massage området. Inge og jeg fik massage, og det hele var ganske gratis. Herefter spurgte Him om der var nogen af os der ville klippes af hans nye frisør, mine spidser var ved at være lidt slidte så det kunne jeg ikke sige nej til. Imens jeg sad der og blev klippet tænkte jeg da godt nok mit, men lige efter synes jeg faktisk ret godt om resultatet. Men nu kan jeg godt se at det ikke just er det bedste frisørarbejde der er blevet udført. Undskyld Mia, jeg håber det kan reddes.Hvor mange kan prale af at være blevet vist rundt på et femstjernet hotel af manageren og fået lov at benytte alle deres faciliteter? Ikke mange, og det var helt vildt sjovt. Da vi var færdige med hotel besøget, cyklede vi hjem hvorefter vi spiste aftensmad ved en lille madbiks på gaden. Der er en helt række madboder der ligger op af hinanden hvor man kan bestille alt muligt cambodiansk mad for kun ca. 2 dollar, maden er lige så god som på restauranter og der er en helt vildt hyggelig stemning og atmosfære i disse boder. Hvor man nærmest sidder inde i køkkenet og spiser.Herefter tog vi på nightmarked, som er det mest vestlige vi har set her i cambodia, der var meget rent og det hele var meget overskueligt.
Onsdag tog vi med bussen hjem til lejligheden da vi ikke kunne finde nogen måde man kunne komme fra Siem Reap til Mondulkiri province, sen monorom. Da vi kom hjem fik vi pakket tasken ud og fik vasket lidt tøj, herefter skulle vi på jagt efter nogle billetter til mondulkiri og Ho Chi Minh, (Vietnam), billetterne til Ho Chi Minh fik vi nemt. Hvorimod vi måtte styrte hele byen rundt efter billetterne til Mondulkiri, fordi mange busselskaber har droppet denne rute.Til sidst fik vi dem da endelig skaffet. Da vi havde spist og sagt farvel til de frivillige vi ikke skulle se igen, var det kokken Niet's tur. Hun sagde at vi ikke måtte tage hjem og at vi skulle blive hos hende, samtidig med at hun klamrede sig til min hånd. "No go home, Niet cook", hvor sødt er det lige. Herefter gav hun os alle tre et tørklæde og gav en kæmpe knuser. Torsdag brugte vi igen næsten en hel dag i bus, turen tog ca. 8 timer til Sen Monorom. Da vi skulle med bussen var der overproppet med cambodianere der skulle med bussen og en helt masse tiggere, vi har været vand til at tage busser fra de lidt mere centrale og turistede busstationer der er i byen og denne var meget lokal. Vi havde nok lidt frygtet at vi ville blive proppet ind i en lokal minibus med alt for lidt sæder. Men vi kom med en rigtig fin bus, og vi var slet ikke de eneste vestlige, der var nemlig også en dansk børnefamilie med. Busturen var ret hård især efter airconditionen stoppede med at fungere omkring halvvejs. Da vi kom til frokost var vi nødt til at prøve at få noget på en lille restaurant vi stoppede ved. Vi plejer ellers at købe sandwich eller andet at tage med, men det kunne vi ikke nå da vi skulle af sted så tidligt. Vi kom ind et sted hvor der stod en helt masse skåle og så kunne man kigge i hvad man havde lyst til og så få ris til, for 1 dollar.Helt ærlig det jo for billigt og det smagte rigtig godt, måske skulle jeg have valgt at lade være at gå på toilettet bagefter, da man skulle igennem køkkenet og det var bestemt ikke lækkert. En mand stod under åben himmel og hakkede kød, og på skærebrættet var der flere fluer end der var kød. Men alt det er man nødt til at lukke øjnene for, ellers er det ret svært at leve i Cambodia. Og egentlig tvivler jeg på at mange af restauranterne rundt omkring i byerne ser meget bedre ud. Da vi kom frem til byen, tænkte jeg hvad gør vi nu. Når vi står ud af busserne rundt omkring i landet står der altid folk og hiver i os for at få os til at vælge deres hotel eller bare køre i deres tuk tuk, men her var der helt øde og ingen mennesker.Vi var dog ikke mere end kommet ud af bussen før der stod en helt flok uden for. På den ene side var byen som var lidt huse og jord og på den anden var flyvepladsen som bare var en jordbane med lidt flag. Efter at have tjekket ind på et værelse, gik vi en tur for at se lidt på byen og få bestilt elefantrideture til dagen efter. Selvom byen var meget øde, så var der nogle hyggelige steder hvor man kunne få noget at drikke og spise og her var der faktisk en del rejsende lige som os. Først fandt vi en bar hvor man skulle gå ned igennem en bananpalme plantage før man kunne komme derned, men da vi kom derned vendte vi om da to hunde løb efter os. Herefter fandt vi et sted hvor de ikke helt forstod at vi ville have sodavand, men efter nogen tids kommunikation frem og tilbage fik vi da endelig det vi ville have. Til aften spiste vi på en rigtig hyggelig restaurant hvor de rent faktisk forstod hvad vi sagde og havde en rigtig hyggelig stemning, samtidig var der proppet med rejsende og cambodianere.
Fredag var det blevet tid til det jeg længe havde ventet på at prøve, at ride på elefanter i den cambodianske jungle. Vi blev hentet i en minibus som kørte os ud til en lille landsby, hvor der boede en familie med tre elefanter. Elefanterne vadede bare rundt uden nogen snor eller noget da vi kom, tre drenge mellem otte og ti hoppede op på elefanterne og red dem rundt. Det viste sig senere at det var dem der var mahoutter der skulle styre elefanterne hele turen. Først sadlede de elefanterne op, med noget bark fra palmetræer som underlag og herefter de små kurve som vi skulle sidde to personer i. Herefter fik vi lov at give elefanterne nogle bananer, og hold da op hvor er sådan en tre elefanter bare store når de pludselig omringer en. Deres fødder på størrelse med jeg ved ikke hvad og deres afføring på størrelse med bomber. Drengene havde bare hoppet op og ned af elefanterne ved at sætte fødderne i siden på elefanten og kaste sig op, så jeg gruede lidt for hvordan de havde tænkt sig at vi skulle komme de ca. 3 meter op på ryggen af elefanten. heldigvis fandt de en stige vi kunne kravle op af, men det var elefanterne ikke helt tilfredse med, de hoppede og dansede rundt, så det var sin sag at komme op på ryggen af den.Da alle var sikkert oppe, begynde vi at ride ind i junglen, jeg var dog en smule skuffet over junglen da den mere lignede en skov end en jungle. Der var en masse flotte planter og træer, men det levede ikke helt op til min forventning. Vi startede med at ride rundt her i ca. 2 timer, og det var helt fantastisk at kunne opleve det hele så langt oppe fra. Selvom det gjorde afsindigt ondt i både bagdel og ben at sidde i den lille kurv, som jeg delte med en spanier. Da vi havde redet i to timer var der ca. 2 timers pause ved et vandfald, hvor der var frokost. Efter at have spist var vi ude at bade i det dejligt kolde vand og lå herefter og varmede os på klipperne. Det var et ret flot område, men vandfaldet var temmelig lille, da der ikke er kommet så meget regn i år og at regnsæsonen ikke helt er begyndt endnu. Efter at have ligget og daset et par timer gik vi ind i "junglen" for at finde elefanterne der havde holdt hvil på et åbent område. Herefter så vi mahoutterne vaske elefanterne i floden, man måtte egentlig gerne prøve at hjælpe, men da jeg havde set hvor meget de havde skidt i vandet efter 5 minutter, havde jeg ikke rigtig lyst alligevel. Elefanterne nød virkelig at blive kølet ned og sprøjtede rundt i vandet. Selvom der sikkert er mange "turister" der har prøvet denne tur, så var det bestemt ikke fordi at, elefanterne bare gik rundt efter en lille sti, og lignede nogen der havde gjort det samme i årevis, de hoppede og sprang rundt mellem træerne og virkede overhovedet ikke som om de kunne styres, men alligevel lykkedes det drengene at styre dem både ud og hjem.Selvom det da blev til et par væltede træer, som elefanterne bare tog fat i og rykkede op med snablen, med rod og det hele. Efter to timer tilbage på en elefant der var godt træt og skod snot og jord ud af snablen, som heldigvis for det meste lykkedes at ramme min sidemand var jeg godt træt og øm i både lår og baller. Lørdag gik turen hjem til lejligheden, så turen til Vietnam kunne starte søndag.
/Stine
- comments
Mor Sikke en oplevelse. Det er dejligt at læse om alt det I oplever. Vi glæder os til næste del af jeres rejse. Pas på dig selv. Knus og kys Mor - Savner dig efterhånden rigtig meget