Hej igen derhjemme.

Efter San Ignacio vendte vi igen tilbage til civilisationen, da vi ankom til byen FLores. HEr var hverken selvmordsbiller eller skorpioner, saa vi kunne med ro i sjaelen sove med aaben mund igen. Fra denne by er det oplagt at tage til de beromte ruiner. Selvom gamle bygninger ikke er det der faenger noget af vores interesse mest, vurderede Sarah alligevel at hun hellere maatte se bare en enkelt ruin, mens Stine stadig havde ruin traumer fra hendes forrige tur i Mexico. Turen til Tikal var heldigvis langt fra saa kedelig som det maaske umiddelbart lyder. Ruinerne var nemlig placeret midt i junglen, og bod paa en rigtig fed naturoplevelse. Guiden fortalte, at der ofte blev set jaguarer paa stedet... yaiks! Vi slap dog med at se en tukan og masser af andre fugle. Ruinerne var skyhoje, og knap saa sjove at klatre ned fra, naar man omsider var kommet op. Udsigten fra toppen gjorde dog det hele vaerd. Man kunne se ud over hele junglen og folge de mange maekelige lyde, mens dyrene saa smaa vaagnede op. Pludselig var det dog som at sidde midt i Jurassic Park, da vilde abeskrig og brol afbrod den meget fredfyldte stemning. Faktisk er lydene til filmene optaget netop dette sted. Selvom vi fik at vide, at det var aber, lod det bestemt til at vaere nogle helt andre dyr der befandt sig under os, hvilket gjorde at man ikke ligefrem skyndte sig at kravle ned igen. Guiden mente dog, at vi bestemt skulle folge disse vanvittige lyde fra Spider aberne, trods det, at han i sidste uge maatte flygte fra disse agressive dyr med hele sin gruppe af dumme turister. Super ide amigo... Og dermed fulgte vi de andre dumme turisters tidligere faerd. Paa vejen begyndte man at tvivle paa hvorvidt man helst ville mode jaguarer eller disse aber. Valget blev dog hurtigt taget for os, da vi inden laenge kunne se op til flere af samme type aber. Denne gang med taet folgeskab af to smaa unger, hvilket efter naermere omtanke nok ikke gor den i forvejen agressive dyreart mindre hormonforstyrret. Heldigvis var de ikke i turistjagtede humor i netop denne uge, og vi slap med synet af dem.

Naeste stop var byen Rio Dulce/Guatamala. Her blev vi igen indlogeret i primitive hytter, da ogsaa dette sted var meget miljobevidst. Dog var det verdens hyggeligste omraade, saa det gjorde os ikke det mindste. Hytterne var placeret i junglen over en sump, hvor de var forbundet af lange trae stier en meter over vandet. Indeni var de hyggeligste prinsessesenge med myggenet, og dertil kom privat terasse lige ud til selveste krokodillesumpen, som den blev navngivet efter forste ojekast. Det bedste af det hele, var dog den store swimmingpool med tilhorende jacuzzi´s. wuhuuu... Virkelig verdens hyggeligste sted, hvor vi til aften kunne sidde og spise med udsigt over soen, hvor lyn og torden satte prikken over iét. Den folgende dag tog ud til hot waterfalls. Saa maerkeligt at sidde med fodderne i iskoldt flodvand, og maerke det cirka 40 grader varme vand fra vandfaldet hamre ned paa ens skuldre. Super laekkert sted, hvor vi da ogsaa brugte adskillige timer, da vi hurtigt fandt ud af, at stedet faktisk var en ren skonhedsklinik. Vi fiksede hurtigt vores helt egen full body muddermaske og kunne dermed lege hulemaend for en dag. Den lokale transport tilbage til byen foregik med hojt humor. Vi sorgede for der blev sat gang i faellessangen, mens vi dronede op og ned af ekstremt primitive veje, og blev indhyllet i kaempe stovskyer. Efter denne tur folte vi os nodssaget til at tye til bruseren, saa vi igen kunne skelne mellem skidt og solbrun hud. Bedst som vi fik saebet hele parykken ind opstod der et totalt stromsvigt. Her stod vi saa i bar rov og med saebetuba, og kunne ikke se vores egne haender. Skiftevis mellem grinekrampe over den absurde situation og frygt for hvilke kryb der kunne befinde sig lige ved siden af os, fik vi fumlet os frem doren. Vi havde haabet af vi ved at aabne den kunne faa bare det der mindede om en lysstraale, men uden held. Alternativt fandt vi frem til vores haandklaede og begav os ud paa den tynde sti af braedder, i haab om at naa hytten med lommelygten, uden at falde i sumpen eller blive oplyst af en pludselig tilbagevendende lyskilde. Heldigvis undgik vi begge dele, og bedst som vi naade frem med den vaerdsaate lygte i haanden til badevaerelseshytten, vendte strommen selvfolgelig tilbage.typisk! Aftenens begivenheder havde dog sat sit praeg paa Stine. Natten bod paa en vanvittigt uvejr, og Stine vaagnede op, og saa til sin raedsel at det lynede i vaerelset. Det vidste sig selvfolgelig, at det blot var sarahs meget uskadelige mobiltelefon, der blinkede, for at symbolisere at der var modtaget en besked..haha.

Den efterfolgende dag begav vi os afsted mod byen Panachjel. Transportmidlet var de meget lokale chicken busses, som levede op til navnet i allerbedste stil. Man folte sig helt bestemt som en dansk skrabehone i alt for traenge omgivelser, som blev fragtet ned at den vildeste riverrafting flod. I bussen blev selv de mest alternative pladser taget i brug, og der var ingen graenser for hvor mange mennesker og kyllinger der kunne klemmes ind. Ingen problem at sidder ammende kvinde, mand, 2 born og spaedbarn paa et halvandenmands saede. Vi blev hurtigt enige om, at forsteklasses pladserne maatte vaere at finde paa bussens tag, hvor flere dog ogsaa sogte op. Det var noget af en oplevelse, og vi var undervejs taet paa at miste tiltroen til baade buschaufforens evner og bussens holdbarhed, da der kom en kaempe rogsky fra dens bremser. Yaiks. Vi naaede dog frem til det beromte chichicastenango marked uden alvorlige mén, og med samtlige gruppemedlemmer, selvom en af drengene maatte lobe efter bussen og hoppe ind ad bagdoren for at naa med.

Paa markedet blev vi modt af utallige saelgere og tiggere og en stor forvirring af farver og mennesker. Men selvom en meget vedholdende gammel dame, naer havde skraemt Sarah vaek i hendes forfolgelse, endte vi da alligevel ud med at have en pose eller 5 i haanden, da vi gik derfra. Aftenen bod paa en faelles fodselsdags fest for Stine og en af drengene i gruppen. Vi fejrede hele herligheden paa taget af vores hotel, som vi havde helt for os selv. Pizza, festhatte, billig sprut, dans, fodselsdagssang, og en indkobt pinata til at udleve eventuelle frustrationer paa, gjorde hele aftenen til en stor succes. Ikke mindst fordi vi afsluttede den med at hente vores lagener og putte under stjernehimmelen, med synet af op til flere shooting stars. wuhuuu....

to be continued...