<!-- /* Font Definitions */ @font-face {font-family:Wingdings; panose-1:5 0 0 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:2; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:0 268435456 0 0 -2147483648 0;} @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1107304683 0 0 159 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1073750139 0 0 159 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin-top:0in; margin-right:0in; margin-bottom:10.0pt; margin-left:0in; line-height:115%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri","sans-serif"; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-ansi-language:DA;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-ansi-language:DA;} .MsoPapDefault {mso-style-type:export-only; margin-bottom:10.0pt; line-height:115%;} @page Section1 {size:595.3pt 841.9pt; margin:85.05pt 56.7pt 85.05pt 56.7pt; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.Section1 {page:Section1;} -->

Så blev det igen tid til at fortælle lidt om hvad der er sket siden sidst, da vi nu igen er kommet i nærheden af noget internet, hvilket er ret sparsomt her på Filippinerne eller i hvert fald de steder vi befinder os. Vi valgte at tage bussen videre fra Puerto Princesa efter vi igen var på toppen, hvor vi skulle til en by der hedder Taytay og derfra videre med båd til en ø, der hedder Icadambanuan.(Billederne fra øen er allerede oppe).Turen som foregik med minibus var en oplevelse i sig selv. Efter først at have set hvordan de alm. busser blev proppet fuldstændig (og det ikke er unormalt med 30-40 folk på taget imellem tasker, rygsække og papkasser) var vi godt tilfredse med vores 11 personers minibus med aircondition, som vi skulle bruge de næste 4 timer i. Vi blev dog hurtige klogere, efter der var mast 18 personer ind i vognen som var beregnet til 11 plus baggage... Men frem kom vi da, selvom vi måtte have skiftet dæk 2 gange på turen, (selvfølgelig med alle siddende i vognen samtidig), og en aircondition der var ved at stå af det meste af tiden.Fremme i Taytay fik vi en tricykel, en lille knallert med tilbygget sidevogn til at køre os ned til havnen, eller hvad man nu kunne kalde det.Vi havde intet booket på forhånd, så det var lidt knald eller fald hvordan vi skulle komme videre. I vandet lå kun 1 båd, men til alt held skulle den ud til den ø, som vi var på vej til.Et mindre lykketræf at det lige flaskede sig, og efter lidt snakken frem og tilbage var vi på vej mod den ø, i håb om der var plads på det eneste ressort, som lå på øen, ellers var vi lidt på herrens mark. Men en del af eventyret J Da vi var fremme gik det hurtigt op for os, at det ikke var noget problem med et værelse, da vi var de eneste der overhovedet var på det her ressort, som var ejet af en tysker, (Frank).Selve stedet lå i sin egen bugt med en lille lækker hvid sandstrand og hængekøjer imellem palmerne, som vi havde helt for os selv. Super skønt. Samtidig blev vi forkælet med virkelig lækker mad, som var med i prisen da der ligesom intet var af restauranter på øen.Hans kone lavede så lækker mad, som vi virkelig værdsatte efter vores ophold i Kina. Dagene gik med at lave mere eller mindre ingenting, kun afbrudt af en gåtur på øen som skabte en del opmærksomhed da vi var de eneste 2 hvide udover ejeren af resortet på øen, og en kortere kajaktur til en nærliggende ø.Aftnerne blev brugt i selskab med Frank, som udover at kunne fortælle masser af underholdende historier, gerne hev backgammon spillet frem.Helst i selskab med et større glas rom.Efter filippinsk målestok vil man nok mene han var rimelig tørstig, efter danske forhold ville man nok nærmere betegne det som direkte alkoholiseret. De sidste 2 dage inden vi tog videre til El Nido, fik vi selskab af 2 englændere som vi fulgtes med til El nido og mødte igen senere i Coron (nordlige Palawan)

Fremme i El Nido, efter en bustur i en smadderkasse uden lige, var det rart at komme tilbage til en by med en smule liv i, efter vores 5 dage på Icadambanuan fuldstændig afskåret fra resten af verden. Vores "plan" var at blive her en 3-4 dage, hvor man tager på 1 dages ture til de nærliggende paradis øer, og så videre mod Coron for at bruge et par dage på at se området på samme måde der. Vores første dag, der tog os til flere forskellige øer, snorkling i grotter, skulle give os et peg om hvad vi havde i vente det næste stykke tid. Det var virkelig paradis man var kommet til. Vores tid i El nido blev kortere end forventet, da vi hørte om en tur hvor man sejlede til Coron på 5 dage/4 nætter i stedet for de 7 timer som strækningen tager med båd direkte. Så allerede dagen efter var vi på vej videre, men det er det fede ved at rejse med rygsæk, at man kan gøre som man vil, og ændre planen når man vil.

Jeg ved ikke helt om vi egentlig var klar over hvad der ventede os de næste 5 dage i selskab med 9 andre på turen. 6 englændere, 2 canadiere, en nordmand og så os. Men her bagefter vil det være svært kortfattet at beskrive hvad vi oplevede på de 5 dage, da den bød på så mange oplevelser. Derfor bliver det kun en mindre bid, af hvad de 5 dage bød på.Selve turen var lavet til at se en masse af de øer som normalt ikke var hvad folk så, og samtidig se en masse af de landsbyer som levede stort set isoleret fra resten af verden og som kun var muligt at komme til via havet. Turen var ren ud sagt 5 dage i paradis, hvor vi stoppede på den ene ubeboede paradis ø efter den anden, snorklede i det klareste vand med fisk og koraller i alverdens farver, og så små landsbyer hvor vi købte fisk til middag og aftensmaden. Al overnatning foregik i små landsbyer, i hytter på stranden eller direkte på stranden på madras med myggenet over sig mens bålet brændte ved siden af. Hele turen var uden den store planlægning og gjorde at det hele var så afslappet og vi bare gjorde stop når vi ville. Samtidig med at personalet via deres erfaring kendte masser af små perler i området som ingen andre kendte til. Da denne tur kun arrangeres af dette lille firma, er der ingen andre turister overhovedet, ingen ødelagte koralrev, affald på stranden eller hvad turister nu kan lave… Det kan ikke anbefales nok at tage den tur, hvis folk en dag skulle komme forbi disse kanter. Samtidig fik man også mødt en masse super mennesker fra andre dele af verden.

Fremme i Coron, valgte vi alle at mødes om aften for at gå ud og sige ordentlig farvel til hinanden, man havde allerede på de 5 dage knyttet en form for bånd til hinanden. Selve byen havde ikke det store og byde på hvad angik nattelivet. En restaurant med poolbord, et luderhus, og en transvestit bar. Ikke det mest interessante udvalg for en afsluttende aften. Vi valgte så det første sted og sluttede på transvestit baren, hvilket var en oplevelse i sig selv. Især da vores norske ven fra turen valgte at slå sig løs med electric boogie på dansegulvet blandt 20% transvestitter 10% kvinder og 70% af udefinerbart køn, til stor morskab for os andre. Selve vores gruppe svingede utrolig godt, og var med til at turen bare blev så meget federe.

Dagen efter fløj vi via Manila til Bacolod på øen Negros. En by som ikke er værd at nævne ud over vi spiste os fuldstændig mætte på en super lækker japansk sushi restaurant for 75 kroner. Vi tog hurtig videre og er nu på Sugar beach ved byen i Sipalay. En 300 meter lang lækker sandstrand hvor igen der næsten ingen turister er på de få overnatningssteder som ligger her. Vi tog bussen hertil, blev "smidt" af i ingenting i pis regnvejr (eftermiddagsregn; faktisk det første af slagsen vi har oplevet, men normalt her) og fulgte rådet fra vores rejsebog, om at finde en tricykel. Han kørte os så ca.4 km til en flod, som viste sig kun at være 4 m, sådan ca. (hvorfor fanden ikke en bro!!!) Nå men det er så her vi er nu, slapper bare af og nyder at vi igen er os selv. Vi bliver her et par dage inden vi tager videre mod Dumugete, hvor planen er at sejle ud til øen Siquijor.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi det super super godt og slapper så meget af!!!

Mange tanker fra de varme lande

Stine&Kasper