Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det i morgen at vi starter på University of Technology Sydney. Det er først så småt ved at gå op for mig, at vi (min veninde Karoline og jeg) rent faktisk ER i Sydney, for ikke at tale om at vi skal være her i knap 5 måneder.
Vi tog fra Danmark i onsdags (21/7) og lagde ud med 10½ times flyvetur på et fly uden de helt store underholdningsmuligheder (storskærm meget langt væk med mærkelige gule farver, der lagde ud med et par timers sammendrag fra VM….), MEN så var det godt, at Karoline havde husket alltime-klassikeren "professorterningen" - turens redning! DTU-nørder.. Naarj da!!
Da vi landede i Bangkok ræsede vi gennemlufthavnen for at nå vores fly videre til Sydney. Vi var dog ikke helt skarpe i konverteringen til lokal tid, så da vi kom frem til gaten, var de slet ikke klar til at tage i mod os og vi kunne roligt sætte os til at vente en times tid (igen med god hjælp fra professorterningen).
Da vi kom til Sydney torsdag aften gik det hele nemt, vi var lige et smut forbi en velkomst-stand for internationale studerende og fik derefter hurtigt en shuttle til vores hostel (Rooftop Travellers Lodge) i Glebe. Da vi ankom, var der lukket, men der var lagt en nøgle til os under måtten, med et lille velkomstbrev - så føler man sig jo næsten allerede hjemme! Stedet er ganske fint med eget toilet/bad og et lille "køkken" i vores 4personers værelse. Allerede samme aften startede vi boligjagten på nettet. Der var masser af ledige lejligheder at finde, mange med store altaner eller terrasser med pool og det hele - og de var selvfølgelig totalt ubetalelige for vores studiebudgetter! Hvor bor de australske studerende mon??
Første dag i Sydney var det fint vejr (om end noget køligere end den gode danske sommer vi kom fra) og vi gik en tur til Operaen og Harbour Bridge (disse turistikoner burde måske have fået os til at indse hvor vi befandt os… Men det virkede stadig helt fjollet at det var nu). Her stødte vi helt tilfældigt ind i en af mine gamle venners familie - hvad er odds'ne for det?! På vej tilbage fandt vi en Thai-restaurent hvor vi fik en bogstavelig talt tåre-frembringende stærk chiliret.. meget autentisk! Vi blev noget overraskede da vi ved 18-tiden kom ud fra et supermarked og det i mellemtiden var blevet helt mørkt - hvad skete der lige med de lange lyse sommernætter??! Dem har vi nok til gode :)
Lørdag var en meget begivenhedsrig dag! Vi brugte hele dagen på at prøve at finde på hvad vi skulle lave, hvilket resulterede i at vi ikke forlod vores hostel før ud på aftenen, hvor vi gik i biffen og så ToyStory 3.. da vi kom hjem var de andre på vores værelse allerede gået i seng (de sover usandsynlig meget!!) og vi spiste vores aftensmad mens vi så en gammel James Bond film på meget lav volumen.
Formålet med idag var at anskaffe os nogle aussie-telefonnumre, da vi havde fundet ud af, at boligjagten var så godt som umuligt uden. Vi fandt ingen telefonnumre, men i stedet stødte vi tilfældigt ind i en "Aroma Festival" ved Darling Harbour. Det var slet ikke dårligt, for der var mange smagsprøver på chokolade, the og andre gode sager; lige noget for to mad-ører (er der andre end Palvig'er der bruger det udtryk?) som os! Eneste ulempe var at vores madglæde gjorde os ude af stand til at sige nej tak - selvom vi havde spist så mange søde sager, at vi havde det helt dårligt..
Nu sidder vi herhjemme og hygger, mens det tordner og regner helt vanvittigt derude!
- comments


