Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der gået 3 måneder, og vi er halvvejs med vores praktikperiode. Den sidste månedstid er mest af alt blevet brugt på vores praktik. Der er kommet et nyt hold danske pædagogstuderende herned, og jeg har fået en sød pige ud på mit praktiksted som hedder Sidsel. Vi er begyndt at lave en plan for hver uge for, hvad der skal ske i ugens løb. Vi har fokus på forskellige ting hver dag. I denne uge er fokus bl.a. på sociale relationer, hygiejne, motorik, rytmik og kreativitet. Vi vil evaluere hver uge, for hvordan det er gået, og hvad der kan forbedres til næste uge.
Til Feeding sætter vi forskellige aktiviteter i gang med børnene hver dag. Dette kan fx være sjipining, tegne med farvekridt eller forskellige lege.
I sidste uge blev Sidsel og jeg inviteret hjem til en familie, og se hvordan de bor. Det var en meget rørende oplevelse. De bor i et slags blikskur de selv har bygget. Jeg kunne ikke stå oprejst derinde, så lavt var der til loftet. Men deres hjem bestod af 2 rum, hver især på ca. 5 kvadratmeter. Det ene rum var deres køkken. Det eneste de havde her var et par tallerkener. De har ikke noget køkkenbord, køleskab, vandhane, osv. De har ingenting. Kun et par tallerkener (hvad vi lige kunne se i hvert fald). Det næste og sidste rum var soveværelset. Her var en reol med noget legetøj, og ellers lå der 3 puder på gulvet, som var dækket af pap for at blødgøre det lidt, og ellers lå der noget tøj. Det er denne families hjem, som består af mor, far og deres 7 børn, hvor den yngste er 2 og den ældste er 19. hvis de skal på toilet eller vasket, foregår det udenfor på gaden lige ved siden af deres køkken. Vi er til dagligt sammen med denne familie - og hver dag kommer de hen til os med et smil på læben med tomme tallerkener, som vi fylder op med mad. Dette er det eneste mad de får i løbet af dagen, men hvis der er mad til overs, giver vi dem noget ekstra mad med hjem, som de kan spise til aftensmad.
Det var med blandede følelser at se deres hjem - men jeg ville ikke have været det foruden. Man finder virkelig ud af hvordan vi har det i Danmark i forhold til mange andre steder i verden, og for pokker hvor skal vi være taknemmelige for det vi har!
Den 31 januar var vi til Prison Dance, hvor vi var oppe på fængslet og se fangerne danse.
Den 14 februar er det jo valentinsdag, og dette er noget Filippinerne går meget op i. Vi hyggede os på dagen til maskebal, og om aftenen hyggede vi os i hinandens selskab.
Den 21 februar tog vi en smuttur ned sydpå - lige under Moalboal. Her så vi Kawasan Falls, som er et stort og meget smukt vandfald. Vandet var helt krystalklart - Vi badede i vandet, og var oppe på en tømmerflåde, som sejlede os ind under vandfaldet. Vi skreg alle op, fordi det gjorde så ondt når vandet ramte os. Men samtidig var det så morsomt og fed en oplevelse! Alle pigernes bikinidele og drengenes shorts sad nede under knæene, fordi der var så meget kraft i vandfaldet, at det simpelthen rykkede vores badetøj af! Da vi var færdige her tog vi til stranden. Her opholdte vi os i en lille åben bambus hytte og hyggede ved stranden. Vi fik masser af god mad, som 3 søde lokale piger som var med os, havde lavet til os. De havde arrangeret det hele - så sødt af dem! Men vi hyggede os med god mad og drikke, højt musik, høj solskin, lækkert vand og hinandens gode humør. Ved 23 tiden besluttede vi at tage hjem, da chaufføren var ved at være godt træt - Så vi var hjemme ved 2-halv 3 tiden, og var godt brugt dagen efter
I dag d. 24 februar var vi med Frank fra arbejdet ude og se en kirkegård, hvor der bor 50 familier med børn. Det var en meget overvældende og hård oplevelse! Folk boede op og ned af gravene, og nogle af dem sover sågar oven på gravene! 3 af børnene fra mit praktiksted bor på kirkegården. De bor i et telt! De har sat træpaller ind i teltet, som de kan sidde og evt. sove på. Ellers er der ikke så meget andet. Lige ved siden af deres hjem, ligger graven hvor deres afdøde familiemedlemmer befinder sig. Da vi så børnenes hjem, forklarede moren til børnene fra mit praktiksted noget omkring hendes datter. Jeg forstod ikke helt hvad hun forklarede, men det var noget med hendes afdøde datter på 21 år. Imens hun forklarede det, var hun ved at bryde ud i gråd. Det var rigtig hårdt at stå og snakke med hende - Følelserne kørte igennem kroppen på en! - På trods af denne oplevelse, var alle børnene på kirkegården så utrolig glade og smilende, trods deres hårde vilkår i livet. Da jeg for et stykke tid siden, blev inviteret hjem til den familie jeg ser til Feeding dagligt, troede jeg, at jeg havde set det værste af det værste. Men nej. Denne familie har trods alt råd til at betale en smule husleje, og bor på en gade, hvor der er mange boder hvor de kan købe mad og drikke. Ud over det får de gratis mad hver dag når vi kommer, hvilket er rigtig godt! Derimod familierne der bor på kirkegården, har absolut intet. Det er gratis at bo der, og de har ingen midler at gøre godt med. Så jeg er overbevist om, at jeg nu har set det fattigste af det fattigste af Filippinerne!
Status for nu.
- comments