Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en meget omstændig krydsning af grænsen mellem Thailand og Laos, halvanden times ventetid, samt en tretimers lang bustur befandt jeg mig endelig i Luang Nam Tha. I bussen mødte jeg en pige fra Seattle, der ligesom mig rejser alene, så for at spare pengepungen lidt besluttede vi at slå os sammen om et værelse på et guesthouse, da der ikke var nogle dorms i byen. Vi fandt et nydeligt et for 60.000 Kip (svarer til knap 40 DKK). Efter et tiltrængt bad gik vi ud for at finde os et spændende trekkingprogram for de følgende dage, og faldt hurtigt over et tredages-program hos virksomheden Forest Retreat, der overvejende har fået gode anmeldelse på diverse forum såsom TripAdvisor.
Jeg havde en aftale om at mødes med Chiang Mai-drengene lørdag aften for at fejre den enes fødselsdag, så jeg skulle med en bus fra Luang Nam Tha lørdag morgen klokken 9. Derfor ville jeg ikke kunne deltage i den sidste dags aktiviteter, men fik til gengæld to fulde dage med trekking samt to overnatninger i hhv. junglen og hos en lokal familie i en lille landsby. Jeg var meget tæt på at tilmelde mig en anden tur, der praktisk og økonomisk set ville have været bedre, men de andre fik mig overtalt, og jeg tog på turen med Forest Retreat. Det nåede jeg at fortryde og bande over minimum 20 gange i løbet af de næste to dage!!
Programmet lød på 6-7 timers trekking hver dag, men vi var på intet tidspunkt blevet gjort opmærksomme på, at man skulle være vant til at hike eller trekke for at kunne gennemføre programmet. I løbet af den første dag var jeg ved at bryde sammen tre gange, men holdte igen. Allerede halvanden time inde i andendagens trekking var jeg sat til tælling; jeg kunne ikke mere, og jeg brød hulkende sammen lige midt i en kæmpe stigning midt på bjerget - hver eneste centimeter i mine fødder, ben og balder smertede! Jeg var virkelig tæt på at kaste håndklædet i ringen, men så igen: vi befandt os midt i junglen, og min bedste mulighed for nogensinde at komme ud var ved at følge med de andre. Jeg tudede færdig, fik pusten og en slurk vand og forsatte.
En anden ting, der haltede fra kontorets side, var de informationer, de gav, omkring overnatningsmåden de to dage. Vi blev lovet én nat i en Jungle Camp og én nat hos en lokal families hjem. Da jeg var ved at fryse til is under vores trekking i Cambodja, var jeg meget skeptisk over overnatningen udendørs, men Forest Retreat forsikrede mig om, at de ALDRIG havde hørt, at nogen havde frosset før, og at de desuden ville medbringe madrasser til os alle sammen. Løgn + løgn. Da vi ankom til Jungle Campen efter den første dags trekking, så vi, at vi alle ville komme til at ligge på jorden med et tyndt, tyndt underlag under og kun med sovepose som skjold mod kulden. Guiden havde selvfølgelig et telt! De første timer af natten gik OK, men jeg sad våden ved bålet fra klokken 24-02 og igen fra klokken 04-05, fordi jeg var så gennemkold og ikke kunne falde til ro. Til sidst fik jeg en plads i guidens telt, så jeg nåede at få et par timers søvn, inden vi skulle op igen. Næste morgen viste det sig, at jeg ikke var den eneste, der havde frosset. Alle uden undtagelse havde været vågne i længere eller kortere perioder natten igennem pga. kulden.
Da området er kendt for sin skønhed og gode trekkingmuligheder, havde jeg regnet med at få én på opleveren også udsigtsmæssigt. Her blev min næste endnu en gang lang! Kun en enkelt gang befandt vi os et sted med en slående udsigt, og her gjorde vi kun et kort ophold på bare 5 minutter! Resten af tiden befandt vi os i den tætte skov. Det er ikke meget ud af 14 timers trekking!
Umiddelbart lyder det som om, at jeg netop har været igennem de to værste dage i mit liv. Og jeg må også indrømme, at turen hverken var pengene (530 DKK!!) eller tiden værd. MEN. Da vi endelig kom til den lille landsby, der skulle være vores hjem den sidste nat, fik jeg én af de mest berigende oplevelser, jeg har fået, siden jeg forlod Danmark før nytår. Familien, der husede os, var åbne og hjertelige og gjorde alt i deres magt for at få os til at føle os hjemme. Resten af landsbyens befolkning var en blanding mellem nysgerrige, imødekommende, generte og skeptiske. Sidstnævnte gjaldt hovedsageligt teenagerne, der måske lige er begyndt at forstå det skel, der er mellem "os" og "dem". Men alt i alt var folk søde og rare, og jeg gjorde alt for at vise dem min ydmyghed, taknemmelighed og hjælpsomhed. Jeg hjalp bl.a. med at passe familiens baby på bare 2 måneder, og så hjalp jeg nabokonen med at slæbe brænde, efter hun havde knoklet med at save det i lige store stykker hele eftermiddagen.
Jeg fik en soveplads i familiens opholdsstue, og der var redt så fint op med tæpper, puder og myggenet. Så snart jeg trådte ind i rummet, blev TV'et slukket (Ja, sådan ét har de!) og børnene genet i seng, så jeg kunne sove. Et kort øjeblik troede jeg, at mine ørepropper ville være overflødige for natten, men der tog jeg fejl. Så snart børnene var lagt i seng - og konerne med - samledes landsbyens mænd i netop "vores" stue for at ryge og drikke. Den fik ikke for lidt, og selvom det var skægt at overvære, var jeg glad for, at jeg var så træt, at søvnen overtog min krop kort tid efter.
Næste morgen, efter at have sagt farvel til både guide, trekking-kammerater og vores værtsfamilie i landsbyen, blev jeg hentet og kørt til busstationen. Turen herfra går til Luang Prabang.
Billede: Ungerne i landsbyen leger
- comments
Mor Fantastiske beskrivelser kære Stine <3 Glæder mig til du sidder overfor mig og fortæller <3 Kram Mor
rie plasmann Hej Stine Bevar mig vel, hvor du oplever meget. Jeg synes godt nok du er sej, men pas nu på dig selv,håber du har nogen at følges med.Glæder mig til at høre mere. Knus B-mor
Mor Du ER så SEJ Stine-Mus <3 Kram