Profile
Blog
Photos
Videos
I dag er der kun to steder i verden, man stadig kan opleve vilde orangutanger; Borneo og Sumatra. Junglen omkring Bukit Lawang huser stadig de menneskelignende aber, og før det er for sent, besluttede jeg mig for at gøre det til et stop på min rejse.
Med Franziska ved min side tog vi afsted med båd fra Pulau Weh dagen efter min fødselsdag for at fange natbussen videre til Medan. Jeg var en smule skeptisk efter vores sidste rejse i bus, da vi nærmest ingen søvn fik grundet aircon og ekstrem høj musik natten igennem. Denne gang gik det dog noget mere smertefrit og med både madpakke og wifi fik vi os en nogenlunde nattesøvn. Minibus fra Medan var det sidste step, inden vi nåede frem til Bukit Lawang. Her forsøgte chaufføren at presse 100.000 rupia ud af os hver (50 DKK), men vi så at alle de lokale kun betalte 15.000, så det var hvad han fik!
I Bukit Lawang checkede vi ind i en toetagers bungalow med to verandaer og udsigt til junglen hvorfra vi kunne spotte aber dagen lang. Det lyder umiddelbart ikke som noget for en backpackers budget, men vi fik det til 50 DKK pr. nat!!
Første dag i Bukit Lawang var vi noget sløve, så den stod på massage og badning i floden. Dagen efter stod den på jungle trek med målet om at finde de berømte orangutanger. Vi startede klokken 8 om morgenen og allerede efter et par få kilometer så vi vores første orangutang-mor med hendes baby, årh! Der er et overtal af hunner i junglen, og det er derfor ikke så ofte, man ser hannerne. Men efter et par timer i junglen, fik jeg øje på en stor skikkelse svinge sig fra træ til træ langt væk. Vores guide udbrød, at det var en han, og lur mig om han ikke slog lejr i et træ kun 10 meter fra os! Han var virkelig lad og kedede sig tydeligvis ved vores selskab; han gabte, støttede sit hoved på sin arm og kløede sig i håret en gang imellem. Det siges at orangutanger deler ca. 95 % af det samme DNA som mennesker - det kom virkelig til udtryk her!
Efter 7 timer i junglen havde vi set 11 orangutanger, 1 næsehornsfugl og 1 påfugl - alle vilde. Det var en virkelig god trekkingoplevelse, og vi gik trætte i seng efter et ordentligt regnskyl, der varede det meste af aftenen og efterlod området uden strøm.
Billede: Gabende han-orangutang
- comments
Rie Hej Stine. Det bliver mere og mere utroligt hvad du opleve. rDet var en meget interessant oplysning om orangutangernes DNA, Kasn du huske sangen Åh abe- gid jeg var lissom dig ?-MEN alligevel ? Forøvrigt kunne jeg godt tænke mig en ønskeseddel fra dig. Vi må jo fejre din fødselsdag, når du kommer hjem, men jeg kan godt se, at det bluiver svært at overgå alle dine mange oplkevelser, Knus bedstemor