Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har jeg været iskold og afvisende! Jeg benyttede mig af hotellets gratis tuk-tuk til Grand Palace og var der så lige før åbningstid, kl. 8.30. Der var ikke vildt mange besøgende til trods for, at det nok er Bangkoks største turistattraktion. Egentlig er det sådan et sted, man bør have en guide, og jeg havde da også overvejet at booke én, men gik så fra det igen.
Der er masser af bygninger og templer, når man først kommer inden for murene. De to virkelige trækplastre er Wat Phra Kaew (den smaragdgrønne Buddhas tempel) fra 1700-tallet og så selve kongeslottet, som er fra 1782, og som er i vestlig stil, bortset fra taget. Kong Bhumibol bor der ikke, han bor i et slot i Dusit Park. Nu, hvor jeg ikke havde en guide, så gik jeg bare lige så stille rundt og tænkte "ih, åh og neeej...", så rigt og så velholdt. Det var af og på med sandalerne hele tiden, men jeg slap dog for at bruge de medbragte strømper. Jeg havde ellers læst, at man ikke måtte gå ind i templerne med bare fødder.... Selve kongeslottet var lukket (lørdag og søndag), men det gjorde nu ikke så meget. Entreen var knap 100 kr.
Bagefter gik jeg videre til templet Wat Pho (den liggende Buddhas tempel), som ligger næsten ved siden af Grand Palace. Det var ikke mindre flot! En enorm forgyldt buddhafigur, liggende, fylder simpelthen hele templet! Entreen var knap 20 kr., inkl. en flaske vand.
Jeg gik ned til floden og tog en båd til den anden bred. Pris 3 bath eller 50 ører. Så er det, man lige skal overveje, om man har plads til det i sit feriebudget...... Derovre ventede endnu et storslået tempel, Wat Arun (morgenrødens tempel). Man kunne gå op ad trapper uden på templet, men de var meget stejle og til dels uden gelænder, og så aktiveres min højdeskræk. Så jeg nøjedes med at kigge nedefra. Tilbage med den dyre færge opdagede jeg, at der også var en "holdeplads" for den offentlige flodbus. Den måtte jeg også lige prøve - den kostede hele 2,50 kr. Jeg sejlede til søfortet, som jeg også så i går aftes. Derfra tog jeg en rigtig, officiel tuk-tuk til Thai Factory, hvor jeg skulle have tilpasset mit nye tøj. Han havde godt nok ramt lige plet den skrædder, og det så indtil videre pænt og nydeligt ud.
Nu trængte jeg til lidt kulde, så jeg tog hjem og fik et hvil. I har nok bemærket, at jeg tager en del taxa og tuk-tuk. Ofte er det jo ellers sjovt at udforske en storby til fods, men det er ganske enkelt for varmt. Det erfarede jeg, da jeg besluttede mig for at gå til Dusit Park. Jeg har det med at undervurdere afstandene i denne by - der viste sig nok at være ca. 4 km. Jeg mødte en "krokodille" på min vej, se selv billedet! Hvis nogen ved, hvad det er for et dyr, så skriv det lige. Den var ca. 1 meter lang og havde en fisk i gabet. Undervejs var jeg også ved at rende ind i en mand, som var stoppet op for at hilse på en Buddha, han havde fået øje på på den anden side af gaden. Han spurgte mig, hvor jeg var på vej hen, og han bedyrede, at Dusit Park var lukket i dag. Den var god med ham, tænkte jeg, belært af gårsdagens erfaring, men det skulle så faktisk vise sig, at han havde ret. Da jeg var fuldstændig gennemblødt af sved (igen!), tog jeg en taxa hjem til et svalende brusebad, hvorefter jeg iførte mig dagens tredje T-shirt..... Jeg har opgivet at gå med kasket, fordi den også bliver helt sveddryppende. Jeg har altid syntes, det er lidt komisk med de asiatere, som bruger paraply i tørvejr, men det er jeg også gået over til. Her stikker man jo heller ikke ud.
Da klokken var 18 tog jeg endnu en taxa de ca. 12 km mod øst til det sted, hvor jeg skulle se forestillingen Siam Niramit. Der er en hel lille park, hvor man blandt andet kan se forskelligt håndværk og få sig lidt at spise! Jeg fik nogle rejer, som jeg ikke blev særligt mæt af. Og så var der også dans, nærmest som en slags appetitvækker til forestillingen. Jeg lavede nogle videoer, som jeg smider på YouTube/Facebook i morgen. Selve forestillingen var fantastisk flot. Teater er jo i østen ikke som hos os - forestillingen skildrede bl.a. de forskellige kulturer, som gennem tiden er mødtes i Siam - ikke med tale, men med dans, symboler, kustymer og sceneshow, herunder rigtige elefanter og en flod med både! Det siger sig selv, at scenen var enorm, og der medvirkede over 100 personer. Et stort show at sætte op for en sal, der nok kun var 1/10 fyldt. Men alligevel en stor oplevelse! Ingen fotos fra forestillingen - det måtte man ikke.
Nu skal jeg til køjs, - jeg skal tidligt op i morgen!
- comments
Mor og Far Vi må hellere kalde dig Sorte Sambo - han brugte også paraply! Du oplever meget! God tur i morgen! Vi skal hilse og gratulere med de 50 år fra din kusine Birgitte. Kh
Stine Imponerende og smukke billeder!! fra din gode dag. Uha den ser lidt bidsk ud det der dyr... Gråvejr og regn i DK 18 grader og HELT stille nu. Det er vist noget med en fodbold :-) Sov godt og tempereret knus Stine
Søren Tak, mor og far! Jeg ved nu ikke, om jeg fortsætter med paraplyen ude i junglen. Måske jeg skal købe en kineserhat. Fodbolden gik også min næse forbi, Stine, - jeg sov! Mysteriet med dyret er opklaret: det er en monitor lizard, som er den største varan efter komodovaranen. Den lever bl.a. ved bangkoks kanaler, hvor jeg netop så den.
Søren Læste også lige, at de kan bide ret alvorligt, hvis de føler sig truede. De kan godt gøre det af med en hund, men spiser ellers mest fugle.