Profile
Blog
Photos
Videos
Flyveturen til Koh Samui tog 50 minutter (700 km). Alligevel nåede det smilende kabinepersonale fra Bangkok Airways at servere både frokost og kaffe, hvilket var dejligt, da det var ved frokosttid. Jeg havde på forhånd bestilt en bil til at hente mig i lufthavnen og køre mig til mit hotel i Lamai Beach, ca. 12 km fra lufthavnen. Der var by hele vejen, eller rettere mest hoteller og pensioner. Jeg havde godt læst, at især den østlige del af øen er ret tæt befolket af turister.
Koh Samui er på størrelse med Møn, og alligevel er det Thailands næststørste ø, - størst er Phuket. Turistmæssigt blev den opdaget af hippierne i 70'erne. Indtil da levede befolkningen af kokosnødder, og øen var nærmest én stor uvejsom jungle. Nu er der en god vej hele vejen rundt langs kysten, men inde i landet er der stadig jungle. Øen besøges årligt af ca. 1 mio turister, mens der kun er omkring 55.000 fastboende. Højsæsonen er februar til april, hvor det regner mindst. Monsunen kommer her fra oktober til december.
Jeg blev meget vel modtaget på Bonny Hotel af damen, som jeg nu har glemt navnet på. Hun tog mig til mit værelse og var nærmest lammet af chok, da hun konstaterede, at det ikke var gjort klar. Det var nu ikke det store problem, jeg gik da bare en tur. Byen er gennemskåret af en relativt smal vej, hovedgaden, som løber parallelt med kysten, og som er fyldt med restauranter, barer, souvenirbutikker og turoperatører. Det vrimler også med massageklinikker, altså rigtig massage. Kvinderne sidder ude foran og råber "Hellooo, massazzz...". Jeg gik ned til stranden, som så god ud. Restauranter og barer kappes dér om gæsterne ved at tilbyde gratis wifi og liggestole. Så jeg lagde mig og bestilte en cola, men så åbnede himlen sine sluser, og jeg søgte straks indenfor.
Da regnen var hørt op, gik jeg tilbage til mit hotel, hvor jeg fik en nøje introduktion til alle de overmåde komplicerede faciliteter på mit værelse.... :-) Her er aircondition, køleskab, wifi og altan. Tilmed en god hård madras og rigtig dyne. God skabsplads og et stort badeværelse. Her er ikke moderne, og der er ingen havudsigt eller swimmingpool, til gengæld bor jeg for 120 kr. pr. nat! Og her er rent og pænt, hr. Stein. Det tager nok 5 minutter at gå til stranden.
Nu har jeg afleveret næsten alt mit tøj til vaskeservice, jeg har spist en pizza, idet jeg trængte til noget andet end ris, og så vil jeg bare slappe af på mit værelse resten af aftenen. Der er ellers thai-boksning på torvet i aften, men det er først sent, og det trækker heller ikke rigtigt i mig.
I morgen vil jeg se, om jeg kan mobilisere min indre charterturist og tilbringe noget tid ved stranden, under en parasol vel at mærke. Måske vil jeg også få noget massazzz.... Hvis ikke der sker noget uventet dramatisk, vil jeg ikke skrive blog i morgen.
- comments
Mor og far God fornøjelse, herr turist. Sov sødt
Stine Tænk at leve af kun kokosnødder......
Steffen God fornøjelse med sidste stop på rundrejsen - tropeøer er en glimrende opfindelse, så nyd det! :-)
Søren Ja, Stine, og de spiste dem med skal på!!!! :-) Tak til jer alle!