Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Allesammen!
Så kom vi til USA, og her er virkelig skønt. Vi oplever en masse, men det er jo helt anderledes i forhold til Indíen. Vi har dejlig solskin, men vi er jo også i Californien, hvor solen altid skinner. Håber i vil nyde læsningen...
Onsdag d. 27/6
Vi ankom til LAX ved 15-tiden og kom hurtigt gennem både immigration og tolden. Vi tog en taxi til vores hostel Banana Bungalow i West Hollywood. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var rigtig mange andre unge mennesker og nogle rigtig flinke medarbejdere. Vi boede på 6-mands værelse sammen med fire andre piger. Den ene af dem var en tysk pige, der hed Eva-Maria og hun skrev sig op sammen med os til at tage på city tour næste dag. Vi var ret trætte efter flyveturen, så vi gik bare tidligt i seng selvom, der var nogle der tog til fest på et andet hostel.
Torsdag d.28/6 L.A. city tour
I dag tog vi på city tour sammen med ca. 10 andre heriblandt Eva-Maria og en dreng fra New Zealand, som hed Daniel. Vi startede med at køre op til Hollywood Hills for at se Hollywood skiltet tæt på. Det var fedt at se det i virkeligheden, når man har set det så mange gange i film. Vores guide var en rigtig sjov en, der var helt vild med Hollywood og havde en Hollywood kasket med similisten. Da vi havde set Hollywood skiltet kørte vi til Hollywood Boulevard for at se Roosevelt Hotel, Walk of Fame, Graumanns Chinese Theatre og Dolby Theatre. På Roosevelt Hotel så vi the Blossom room, hvor den første Oscar uddeling blev afholdt. Vi så også Dolby Theatre hvor Oscar uddelingen finder sted idag. Her kunne man se hvilken film, der vandt årets film de forskellige år. Foran Chinese Theatre så vi de kendtes hånd- og fodaftryk og prøvede selv at sætte hænder og fødder i aftrykkene. Vi skulle mødes på Roosevelt Hotel og da vi kom tilbage var New Zealænderen Daniel der allerede, og han havde købt fire demo cd'er med ukendte kunstnere, fordi de havde stukket dem i hånden på ham, og så var han nødt til at betale, fordi de ikke ville tage dem tilbage. Han var endt med at bruge over 25 $ på cd'er, som han aldrig kommer til at lytte til. Da vi alle var samlet igen kørte vi til Beverly Hills, for at besøge nogle af de kendte. Vi kørte forbi Zac Efrons hus, Tom Cruise og Katie Holmes hus, the playboy mansion og nogle andre. De fleste steder kunne vi slet ikke se husene, men kun toppen af taget gemt bag en hæk. Derefter kørte vi mod stranden ad Sunset Boulevard, hvor vi kørte forbi Sunset Strip, hvor alle de smarte clubs ligger. Vi kom til Santa Monica Beach, hvor vi så et stort tivoli på molen. Vi havde kun 10 min,.så vi gik bare lige ned og mærkede sandet og kørte videre til Venice Beach. I Venice var der små boder langs stranden og folk, der optrådte på gaden. Der var sindssygt mange mennesker og rigtig mange kørte på skateboard og cyklede. Der var så meget liv og en hyggelig stemning. Derefter kørte vi til Rodeo Drive, der var det sidste stop på vores tur. Det var spændende at se alle de fine og dyre butikker, men vi havde jo ikke råd til at købe noget, så det er godt, at det er gratis bare at kigge. Vi brugte aftenen på at spille lidt kort og hygge i opholdsstuen med nogle af de andre fra hostlet.
Fredag d.29/6 L.A. Universal Studios
Vi tog afsted til Universal Studios kl. 9 sammen med Eva-Maria og Daniel. Det første vi prøvede var House of Horrors, der var et spøgelseshus med live performers, der sprang frem og forskrækkede os. Jeg syntes det var mega uhyggeligt og samtidig ret sjovt, fordi man jo ikke vidste hvad der kom som det næste. Da vi kom ud igen gik vi ind for at se en 3D film med Terminator, som var virkelig fed, fordi der var skuespillere med samtidig med at det var 3D. Der var også en masse special effects såsom røg og ild, det var virkelig godt lavet. Vi gik hen for at prøve Simpsons the Ride, som var en simulator, men den føltes som om det var en rigtig rutsjebane. Den var vildt sjov og fungerede rigtig godt, så man følte at man virkelig var i en rutsjebane. Derefter prøvede vi Jurassic Park, som var en vandforlystelse, der mindede meget om træstammerne i Fårup Sommerland. Man blev bare mega våd! Der var heldigvis godt vejr, så vi tørrede hurtigt. Vi gik hen for at prøve Revenge of the Mummy, der var en rigtig rutsjebane, som kørte helt vildt stærkt og var ret vild. Men der var heldigvis mørkt, så må ikke opdagede hvor vild, den egentlig var. Daniel kunne ikke lide den og skreg som en lille pige, det morede vi os vældigt over. Derefter gik vi i kø, for at prøve den nye Transformers 3D, vi stod i kø i ca. en time, men den var virkelig det hele værd. Det var en rutsjebane samtidig med at det var et 3D show. Den var virkelig fed og det føltes virkelig som om man var med i filmen. Vi var en transformer som kæmpede mod andre Transformers, og det var så sjovt. Bagefter gik vi i kø, for at komme på studio tour, hvor vi skulle se forskellige sets, studier og berømte biler fra film. Vi kom forbi Bates Motel fra Hitchcocks Psycho og så Norman Bates, der var ved at bære liget af Marion ud i bilen. Da han så at der var publikum på kom han efter os med kniven. Det var et stort skuespil, men det var sjovt alligevel. Vi kørte forbi en masse fede set fx sets fra flystyrt, westerns, Fast and Furious og mange andre. Vi fik demonstreret hvordan de får bilerne til at bevæge sig som de gør i film ved hjælp af en maskindrevet platform under bilen. Det så virkelig fedt ud. Vi så også, hvordan de laver regnvejr med sprinklere og stormflod ved at lade en stor mængde vand vælte ned ad en skrænt. Vi blev også taget med ind i et set fra en undergrundsstation, hvor der pludselig væltede en lastbil ned over os og der gik hul i en vandledning, så alt blev oversvømmet. Det så vildt fedt ud. Vi kørte gennem en tunnel, hvor det føltes som om vores bus drejede rundt, og jeg blev helt rundtosset, selvom vi ikke bevægede os overhovedet. Vi skulle have sluttet turen af med at se King Kong i 3D, men den var i stykker på det tidspunkt, såvi fik front of line passes til en anden forlystelse istedet, så vi ikke skulle stå i kø. Jeg var godt nok lidt skuffet, for jeg ville gerne have set den, men det var der jo bare ikke noget at gøre ved. Vi brugte vores front of line passes på at gå ind og se Shrek i 4D, men den var ikke så god, som nogle af de andre forlystelser. Det var den sidste forlystelse vi nåede at prøve, og så skulle vi til og tilbage til bussen. På vejen nåede vi lige at kigge på nogle af butikkerne på Universal City Walk, der er den gade der fører op til indgangen af parken. Da vi kom hjem var vi ret trætte, så vi gik direkte ud og fik noget aftensmad. Eva-Maria skulle afsted næste morgen, så hun gik tidligt i seng og Sisse og jeg sad og hyggede os i opholdsstuen inden vi gik i seng.
Lørdag d. 30/6 Hollywood Boulevard og Madame Tussauds
Da vi havde fået morgenmad sagde vi farvel til Eva-Maria og tog bussen ind til Hollywood Boulevard, hvor vi stod af på hjørnet af Hollywood og La Brea, der er der hvor Walk of Fame starter. Vi gik ad Walk of Fame hele vejen ind til Madame Tussauds voksmuseum, hvor vi brugte et par timer. Vi tog en masse billeder sammen med voksfigurerne, og det var ret sjovt. Sisse var på date med George Clooney og jeg gik på line med Patrick Swayze. Vi var også lige en tur forbi det ovale kontor og sige hej til Obama, men fik det desværre ikke på billede fordi man skulle købe de billeder, som de ansatte tog. Det var rigtig sjovt og mange af dem var utrolig livagtige og lignede helt vildt, mens andre ikke rigtig lignede. Da vi havde været det hele igennem gik vi ud for at spise frokost på en restaurant, der var inspireret af New Orleans. Det var god mad, og så kunne vi lige klare resten af dagen, hvor vi shoppede og brugte en masse penge. På vej hjemad stod vi af et par stop tidligere for at købe noget til aftensmad. Der lå nemlig en butik, som hed whole foods to blokke længere oppe ad vejen, hvor man kunne få friske salater sammen med et stykke kylling eller laks. Så vi købte sådan en boks og så havde vi mad til om aftenen. Da vi var færdige med at spise gik vi på værelset for at slappe af og så kom vi aldrig derfra igen. Det er hårdt at være ude og shoppe en hel dag.
Søndag d. 1/7 Los Angeles
Vi brugte vores søndag formiddag på at tjekke et vintagemarked ud, som var på Fairfax High School lige på den anden side af vores hostel. Det kostede 2 $ for at komme ind, men der var også rigtig mange fine ting at kigge på. Der var alt fra møbler til smykker, og der var rigtig mange små boder. En af de ansatte på hostlet, Alex med Cowboyhatten og rød Hawaiiskjorte, havde fortalt om markedet og sagt at der var en hel masse "vintage s***", og at der både var "good s***" og bare "s***". Vi købte en del smykker og så fik jeg mig en taske, som skulle være et eller andet dyrt mærke, men den tror jeg ikke helt på. Men det var en fin taske og jeg havde lige brug for sådan en, så kan det jo være ligegyldigt om den er et fancy mærke eller ej. Da vi havde set alt på vintagemarkedet tog vi bussen ind til Hollywood Boulevard for at tage på Hard Rock Café. Der var ca. 15 minutters ventetid for at få et bord, men vi blev udstyret med en pager, som vibrerede, når vores bord var klar. Så kunne vi gå og kigge lidt på butikker, mens vi ventede. Da vi kom tilbage blev vi vist hen til vores bord og vi bestilte to store sodavand, og jeg bestilte en burger og Sisse en clubsandwich. Det var en ret pebret omgang, men det smagte også rigtig godt og stemningen var bare helt i orden. Da vi havde spist gik vi ud for at kigge lidt mere på butikker, men vi købte ikke rigtig noget kun lidt shampoo, fordi vi var ved at løbe tør. Da vi kom tilbage til hostlet slappede vi lidt af inden vi gik ud for at få noget aftensmad. Da vi kom tilbage satte vi os ud i opholdsstuen og spillede lidt kort, mens vi så på nogle der spillede bordtennis. Inden vi gik i seng skulle jeg lige forberede lidt til næste morgen, så Sisse kunne få sig en ordentlig fødselsdag.
Mandag d. 2/7 L.A. Sisses fødselsdag
Da jeg vågnede var Sisse allerede vågnet, fordi nogle af de andre på værelset larmede, så jeg fik ikke lov til at vække hende med fødselsdagssang, men hun fik en flagguirlande hængt op i køjesengen i stedet, så det var rigtig fødselsdag. Hun pakkede sin fødselsdagsgave op i sengen, og så stod vi op og fik tøj på. Da vi sad og spiste morgenmad kom Daniel lige forbi og ville høre hvad vi skulle lave i dag, og da vi sagde at vi måske ville tage i biografen for at fejre Sisses fødselsdag, fik hun både kys på kinden og kram. Han lovede at bage en kage til hende, men vi troede bare det var noget han sagde. Hen ad eftermiddagen gik vi ned til et udendørs shopping center 3 blokke væk, der hed Farmers Market. Her spiste vi frokost på en lækker café, hvor vi fik suppe og salat. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor der kørte et lille tog, der nærmest lignede en gammel sporvogn, op og ned ad gaden. Da vi havde spist frokost kiggede vi lidt på butikker, og tjekkede om der gik nogle gode film i biografen. Der var ikke lige nogen vi gad se, eller også var det bare for sent, så vi droppede det. I stedet kiggede vi på nogle af de butikker, som vi kender fra film og serier. Vi var inde i en Pottery Barn Kids, Abercrombie and Fitch, Barneys og nogle andre. Vi gik tilbage til hostlet for at få vasket lidt tøj og for at få gratis aftensmad. Der var nemlig gratis BBQ burgers med chips. Vi spiste sammen med nogle fra Daniels værelse, og de var rigtig søde. Der var to englændere Chris og Dave og en skotte der hed Marc og så var der to australske piger, der lige var kommet. Alex med cowboyhatten spillede guitar og sang mens vi spiste og da vi var færdige gav Marc fra Skotland et nummer og Dave beatboxede på et nummer. Det lød rigtig godt og det var sindssygt hyggeligt. Lige pludselig var Daniel væk og vi troede han var gået i seng, for han sover hele tiden. Men da jeg ville hente en trøje fordi det var ved at blive koldt løb jeg næsten ind i ham, han kom med en kage med lys i til Sisse, så jeg fik travlt med at skulle hente et kamera i stedet for. Jeg nåede at få taget billeder af Sisse der fik sin fødselsdagskage. Alle sang Happy Birthday og Sisse fik en øl, selvom hun jo ikke er gammel nok til det herover ;) Det var rigtig sødt af Daniel at købe en kage til hende, og Sisse blev virkelig overrasket, hun havde ikke lige regnet med at han ville gøre det. Bagefter gik vi nedenunder for at se Comedy/Stand-up, hvor der også var gratis øl. Der var tre komikere og den første var helt klart den bedste, de to andre var jeg ikke så vild med. Den sidste blev nærmest buet af scenen og folk svinede ham til, det gik lidt over gevind til sidst. Da de var færdige med stand-up fik Dave Beatbox Bentley lov til at komme op og beatboxe, og det lød mega godt, han var så god til det og fik vildt meget ros. Han var nødt til at give et nummer mere så det kunne komme på YOUTUBE, så hvis han en dag bliver kendt, var vi tilstede da han blev opdaget. Det var ret fedt og der var også en der dansede til det, han var også rigtig dygtig.
Knus Sofie.
- comments
Mor Hej. Jeg har ikke læst det endnu, men jeg glæder mig til at læse det iaften, når jeg kommer hjem fra arbejde. Udfra det du fortalte da vi skypede den anden dag, så er det bare nogle fantastiske oplevelser. Ha det godt, hils Sisse mange gange, og pas på jer selv. Knus Mor
Bente Lund Knudsen Hej Det er sindsygt spændende, at læse hvad I oplever.... Utroligt mange oplevelser... håber ikke I spiller alle pengene op i Las Vegas. Fortsat go rejse Knus os fra Dammergåde P.S. Lige fortælle at Tom Cruise skal skilles fra Kate :)
Sofie Hej Bente :) Det ved vi godt, det stod i avisen dagen før vi besøgte deres hus, men det er jo stadig deres hus. Der sker så mange fede ting, og jeg spillede kun 1 $ i Vegas og vandt ikke en skid, men det var så sjovt. Hils Niels Knus
Bente Hej søde :) håber I stadig nyder rejsen gennem USA..... Kan godt forstå det er meget spændende. Skal hilse fra Niels. Knus Bente