Hej igen derhjemme!

Vi sidder lige nu på vores pæne hotelværelse på New Road Guest house og slapper lidt af og nyder livet. Det har været sådan at vi har haft et såkaldt "backpacker room" siden vi kom hjem fra Umphang og indtil i dag, men skæbnen ville at vi skulle have en gratis opgradering til deluxe room de sidste dage af vores rejse. Skæbnen viste sig i form af store blodsugende luse-lignende kryb der havde taget bolig i vores sengetøj og mæsket sig i vores blod. Træls og pænt ulækkert, men helt i orden med det meget lækre værelse!!!

Bangkok har vist sig fra sin bedste side den tid vi har været her, og jeg må sige jeg er blevet ret så vild med byen. Men mere om det senere - først:

Umphang trek:

Efter vores herlige ophold i Malaysia tog vi et fly til Bangkok, hvor vi lige havde to overnatninger inden vores afgang til junglen. De to dage gik med lidt sightseeing og shopping malls (de store flotte malls er blevet lidt en guilty pleasure for os, ikke fordi vi køber så meget, men der er så dejligt køligt og rent og man bliver helt fascineret af hvor vilde menneskeskabte bygninger kan blive). Vi var (og er nu) indlogeret på Jysk rejsebureaus New Road Guesthouse, som er danskernes foretrukne hotel i Asien åbenbart, gæsterne er i hvert fald 90 % danskere. Men her er rigtigt hyggeligt, god stemning og personalet er usandsynligt hjælpsomme. Bangkok kan godt være lidt en jungle at finde ud af, så deres hjælp har været meget velkommen!

Men efter 2 dage i civilisationen tog vi en natbus til Mae sot i vest Thailand ved grænsen til Burma. Bussen var ultimativ luksus, med kæmpe sæder, mad, tæpper og det hele. På trods af alt dette blev det ikke til meget søvn - specielt ikke de sidste par timer, der foregik i bjerglandskab. Derfor var det rart at vi ved ankomsten kunne få et par timer mere på en madras. Vi blev hentet af verdens ældste thai mand (hans gang mindede til forveksling om Ozzy Osbournes, men tror i hans tilfælde det var alderen, der var synderen og ikke en diæt bestående af heroin), som kørte os i sit bumle-rugbrød til hans underlige garagehus, hvor vi fik lidt morgenmad (toast og røræg - SURPLIE (surprise med thai accent)) og sovet lidt. Efter dette tog han os på en lille tur i den bette grænseby. Højdepunktet var at vi kunne se Burma fra grænsen, der bestod af en lille beskidt flod, og så at Burmas helt San Sun kyi var på besøg i byen, hvilket betød at den burmesiske del af befolkningen var helt oppe i det røde felt over at kunne få et glimt af deres heltinde.

Kl. 12, efter en frokost bestående af en tam fried rice (dem der har med turister at gøre, tror åbenbart vi er skrækslagende for stærk mad og krydderier, så på hele turen smagte maden mest af luft fordi de ikke ville forstyrre vores sarte maver - de skulle bare vide hvad vi fik proppet i hovedet i Indien, tror vi kan klare alt efter den tur!) hoppede vi på en songthaew og tog den 5 (!) timers lange tur til Umphang. En Songthaew er de lokales foretrukne transportmiddel, og er i bund og grund en ladvogn med bænke. Kunsten er så at få proppet så mange mennesker og gods ind at bilen næsten ikke kan trække sig selv op af bjergvejene. Da det var travlest tror jeg vi var 15 mennesker på ladet, 5 store kasser reservedele til et bilværksted, madforsyninger til en dames restaurant og en lille dreng, der brækkede sig ud over det hele hver 10. minut. Det var en oplevelse! For at gøre det hele endnu mere ynkeligt, var det Sofies 25 års fødselsdag, som så blev fejret på den værste måde i mands minde!

Turen var hård og vi var meget trætte og beskidte da vi endelig kom til trekking landsbyen Umphang, derfor spiste vi noget mad og hoppede på hovedet ind under myggenettet og gjorde os klar til næste dags trekking tur.

Tidligt næste morgen blev vi hentet af de to mænd, der skulle være vores guider (læs: babysittere) på turen. Vi var så heldige at få verden bedste guide, Tun, der var rigtig god til engelsk og både meget interesseret i at høre om Danmark og fortælle om Thailand. Som det ofte sker herude fik han lidt af et chok da han hørte uddannelse ikke bare er gratis i DK, men at vi faktisk får betaling for det. Som en mand, der kommer fra landet i Thailand var han lidt frustreret over at de fattige ikke havde mulighed for ordentlig uddannelse udelukkende pga af det var for dyrt.

Dagen startede med et par timers rolig rafting i gummibåd. Det var rigtig skægt og usandsynligt flot - tænk jurassic park blandet med avatar. Vi var i vældigt humør og nød det rigtig meget. Frokost spiste vi under en klippe og den bestod af det mest lækre thai kyllingelår og ris. Mad smager bare bedre i naturen og det faldt virkeligt på et tørt sted. Da turen vare ved at være slut begyndte det at dryppe. Og så stod det ned i stænger. I 4 timer. I brusebadslignende tilstande hoppede vi ud af båden og fandt vores nyindkøbte gummistøvler og regnjakker frem. Det viste sig så at sælgeren havde givet os den forkerte jakke. I stedet for en regnponcho der kunne holde både os og vores rygsække tørre havde vi fået en frakke med to knapper foran i børne størrelse, så der gik ca 30 sekunder og ALT var gennemblødt. Så stod den på 10 km. Bjerg-jungle trek i gennemblødt tøj og gummistøvler fyldt halvt op med vand - JA det var hårdt!! Tror vores guide synes vi var nogle pylrehoveder, da han tørt påpegede at vi var jo kommet i regntiden. Rigtigt nok, så vi klappede i og vandrede til vores lejr inde i junglen. Her smed vi et kuppeltelt op, fik et par liggeunderlag og hængte vores klamme tøj til tørre. Vores herlige kok tilberedte så et måltid mad vi spise på bambusmåtter med stearinlys - egentlig ret så hyggeligt.

Vi lærte hurtigt, at en ting junglen ikke er, er stille! Det eneste sted jeg har sovet hvor det har larmet mere er Roskilde festival, så kan i selv forestille jer lydniveauet. Men det var fint, vi fik et par timers søvn og glædede os til næste dag.

Formiddagen næste dag gik med besøg til Sydøstasiens største vandfald, og det var ret imponerende! Vi fik lov til at dyppe os i det friske vand og nyde udsigten lidt sammen med Tun, der gladelig fortalte om Thai kultur og hans familie.

Efter endnu en solid frokost drog vi videre mod en Karen-landsby hvor vi skulle tilbringe natten. Vejret var mildere, så vi var kun lidt gennemblødte på gåturen der igen var ca. 10 km. Landsbyen vidste sig at være et vildt spændende sted. Husene var traditionelle pælehuse, hævet ca 2 meter over jorden. Vi skulle bo i et af dette huse sammen med en familie på mor og far og 7 børn (moren var 32, så jeg synes det var lidt af en bedrift at hun havde fået sådan en flok ud så hurtigt). De var rigtig søde og rare. Vi fik lov at gå en tur i landsbyen hvor vi tog billeder, grinede af de små grise og gav børnene noget slik. Det var fantastisk at se at mennesker stadig lever så simple liv og egentlig har det så godt. Ja, de ville da gerne have elektricitet, men ellers var de helt tilfredse med tilværelsen i deres lille landsby. Tun gjorde det også meget klart for os, at de manglede ingenting, de havde det godt og ønskede ikke at leve anderledes. Det var en stor oplevelse at se landsbyen og iagttage deres livsform, som er så meget mere jordnær og 100 % fokuseret på familie.

Natten tilbragte vi på familiens gulv under et kæmpe myggenet, og som i junglen var larmen overvældende, plus, når elektricitet ikke er en del af huset står man op med hanens gal og lyset - dvs kl. 04. Vi var efterhånden ved at være godt udkørte af vandring og søvnmangel, så vi hoppede glad ombord på den elefant, der på 4 timer skulle tage os tilbage til Umphang. Det skulle vise sig at være turens nedtur. Elefantstolen er absolut ikke konstrueret til to store hvide piger, og vi sad i de mest akavede stillinger klemt inde i trækisten oven på det store dyr. Vi turde ikke røre os af frygt for at falde ned af dyret, der nogle gange besteg nærmest lodrette skrænter i junglen. Det var virkelig ikke en let rute vi skulle ud på, og vi startede med at krydse en flod, hvor elefanten gik i helt til maven, men sådan en arbejdselefant er forbavsende adræt og sikker på sine store fødder, så hver gang vi tænkte "nu går den sgu galt", luntede den bare videre.

Sofie prøvede modigt at grine over den ubehageligt tur, jeg klarede det knap så elegant. Det hele ville være gået fint, hvis ikke jeg pludselig ser ned i stolen og ser verdens største kakerlak pile rundt lige under mig/på mig. Det skal siges at fuldstændigt irrationelt er kakerlakker det dyr jeg frygter mest i hele verden, jeg kager helt ud når de er i nærheden, og den her var nærmest på mig. Så uden at tænke overhovedet, rejser jeg mig op på elefanten, skriger og tuder. Ikke mit stolteste øjeblik. Elefantføreren fattede brik og stakkels Tun troede nok jeg var ved at dø. Men Sofie fik børstet det klamme dyr væk og jeg brugte den næste time på at komme mig og få styr på mit hysteriske hoved. Heldigvis nåede vi hurtigt frem til ankomststedet og kunne tage en bil tilbage til stedet vi havde overnattet første nat i Umphang. Her fik vi en hurtig frokost, og bliv igen smidt ind i en Songthaew tilbage til Maesot og så var det bare tilbage til Bangkok, hvor vi helt smadrede indlogerede os på New Road igen.

Det var en kæmpe og virkelig udfordrende oplevelse, men er ret så stolt over at jeg overlevede og kun havde et hysterisk anfald...

Bangkok har været god ved os de sidste par dage. Vi har slappet af, shoppet uendeligt meget og nydt byen. En af dagene var vi på cooking class (jeg fik sgu lokket Sofie med!!), hvor vi handlede ind på marked og lærte at lave 5 fantastiske Thairetter, som jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med når jeg kommer hjem. Vi skulle også spise hver ret, så da vi var færdige kunne vi nærmest trille tilbage med vores fyldte maver, kogebøger og grydeskeer. Ellers har vi fundet Ina, der jo har tilbragt et semester i Vietnam, og det har været så hyggeligt at tusse rundt med hende! Vi har blandt andet haft en spa dag, hvor jeg fik en traumatiserende massage. Head-back-shoulder massage lyder da meget uskyldigt - der stod bare ingen steder at massagen foregik ved at den ikke så lille thai dame skulle gå på min ryg og ben. Voldsom smerte, men sjovt nok havde jeg det ret så godt bag efter, og den gamle ryg gjorde slet ikke ondt mere...

Nu vil vi bare nyde de sidste par dage af vores fantastiske rejse og drømme lidt om Danmark og alt det vi glæder os til at komme hjem til i næste uge - listen er lang! Thailand har været fantastisk, og jeg glæder mig til at komme tilbage og udforske landet mere i fremtiden. Det er et smukt og spændende land, med ufatteligt rare mennesker!

Vi ses snart i lille DK!

Mange tanker og knus Rebecca