Profile
Blog
Photos
Videos
Malaysia
Vi fløj fra Cochin i Indien til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Vi var rigtig klar til at komme videre og ikke mindst opleve et andet land og en helt anden kultur.
Vi landede sent om aftenen, så vi tog lige en overnatning i lufthavnen i ankomsthallen, men det gjorde nu ikke det store, da vi til vores glæde fandt det hotel vi havde fået anbefalet af andre fra vores studiehold, da vi kom ind til KL. Stedet hedder Reggae Mansion og det er virkelig Backpacker-heaven. Man får sin egen lille cubicle, gratis morgenmad og gode hænge-ud-steder. Derefter trak vi i vores turist-habit (solbriller, kort og kamera)og gik ud for at opleve KL. Sikke et fantastisk sted at befinde sig efter 3 støvede måneder i Indien. Der er rent og man er rimelig sikker på stadig at leve efter man har krydset vejen. Deres Malls er større end Aarhus og jeg følte mig personligt under-dressed i disse marmor-belagte mærkevare højborge. Dette afholdte os dog ikke fra nærmest at slå lejr der, og vi var der hver dag, bare for at gå rundt og nyde og beundre. Det skal dog siges at Rebecca næsten gik tabt i en butik ved navn Forever 21, da udsalget var startet og priserne passede vores budget en del bedre. Hun brugte det meste af en dag derinde og havde jeg ikke spillet mit jeg laver en scene fordi jeg er sulten-kort var hun nok stadig at finde derinde. Vi fik de 5 dage vi var i KL til at nyde den flotte arkitektur, heriblandt Petrona Towers, fik gået i det lille stykke regnskov, der er tilbage midt inde i byen, nydt den fantastiske gademad og så selvfølgelig igen shopping! Der var et kæmpe stort gademarked, hvor alt under solen kunne købes til det halve. Her snakker vi jo selvfølgelig "ægte" Casio ure, alle slags mærke parfumer (Jeg fik selv en Chanel parfume til 30 dkr. God pris må jeg sige. Den er jo ÆGTE!), alle tøjmærker og lædertasker. ALT man kunne forestille sig fandtes der!
En af afterne mødtes vi med min fætter Bjarke og hans kæreste Gitte, som også er på rundrejse i Asien og de kom fra Cambodia. Vi havde en storartet aften, med dejlig mad fra mad-gaden og en kølig kokosnød til at drikke. Sidst på aftenen fik vi en øl på en bar og så skulle Bjarke og Gitte tilbage og pakke til deres tur til Teman Nagara den følgende dag. Det var rigtig dejligt at mødes med nogle kendte og ikke mindst herlige mennesker, og få udvekslet rejseanekdoter.
Efter vores 5 dage i KL tog vi videre til Cameron Higlands. Dette område er kendt for grøntsager, sommerfuglefarme, jordbær og the. Som navnet antyder ligger det oppe i bjergene. Vi skulle først med et super moderne tog, hvor jeg valgte at bruge det meste af turen på at battle med damen foran, om gardinet skulle være trukket ned eller ej. Da vi stod af toget fandt jeg ud af at hun mindst må have været 90. Meeen vi endte altså på vores bestemmelsessted efter en semi-lang rejse og vi var ret trætte og gik desværre i den gamle fælde og hoppede på første tilbud om et værelse. Værelset er vel det tætteste man kommer på en fængselscelle, og lugten var fæl. Så vi skiftede til et bedre sted dagen efter. I Cameron Highlands var vi på en nature-walk, hvor vi blev kørt rundt i en Land-Rover som for længst havde set bedre dage, sammen med fire englændere, hvoraf to af dem gik ind for dødsstraf og alle fire syntes det var helt fint at stikke sit barn en flad. Charmerende selskab!
Turen var fin og vi fik gået i den tilmossede skov, set et højt udsigtspunkt, en masse sommerfugle, og teplantager så langt øjet rækker. Der arbejder 200 mennesker på plantagen og de tjener 20 øre per kilo the de høster. De snoller nok ikke det meste væk....
Efter 2 dage i højderne tog vi hurtigt videre, og bestemte os for at tage til Langkawi, som er en rigtig dejlig bouty-ø, med smukke strande og blåt hav. Det var lettere sagt end gjort. Vi tog med en bus kl. 8 om morgenen efter at have købt billetter dagen før af en indisk dame med for meget entusiasme og alt for meget øjenskygge. Der burde vi nok have anet uråd. Bussen var lavet af mælkekartoner og motoren osede indad, hvilket betød at vi alle nær var døde af for meget udstødning. Den eneste der ikke virkede påvirket var chafføren, men han er står nok ikke til at rede alligevel efter alle de ture han kører. Da vi ankom til stedet hvor det var mening vi kunne tage en bus direkte til færgen, blev det først tricky. Bussen var fuld booket og der var først ledige sæder kl. 18 om aftenen. Klokken var 13 på det tidspunkt. Men de hjælpsomme malay-mennesker fandt hurtigt ud af at vi kunne tage to forskellige busser i stedet. Første skulle vi med en fin bus, men med jordens mest mærkelige buschaffør. Rebecca var sikker på at havde en hjerneskade. Han lavede spøjse lyde med munden og flere gange troede jeg at han fik et anfald. MEGET ubehageligt. Til trods for denne ubehagelige oplevelse, blev vi hjulpet af en utrolig sød dame, der bor på Langkawi, så vi fik lov at følge i hælene på hende stort set hele vejen.
Langkawi er et fantastisk sted og vi nød det hele. Undtagen lige den nat, hvor vi næsten brændte inde. Rebecca vågnede ved at stikkontakten spruttede og air-condition stikket var næsten begyndt at brænde, inden vi fik slukket. Rummet stank af plastik og giftig maling. Næste morgen berettede vi sagen for manageren, men han ville hellere vide om vi ville have en øl. Klokken 8 om morgenen mener jeg personligt er en tand for tidligt at begynde at drikke øl. Han mente at han sagtens selv kunne fixe problemet, men vi mente at vi sagtens selv kunne finde et andet sted at bo, så det gjorde vi i en fart.
På Langkawi var vi på ø-hopning, sammen med det halve af Malaysias befolkning, som mener at reglementer kun er vejledene, så når der står at man ikke skal larme i skoven, er det bedst hvis man råber til hinanden. Dog var det rigtig sjovt at sejle i speedbåd og samtidig, dog på afstand, beundre den smukke natur. Ydermere havde vi besluttet os for at være nogle rigtige dare-devils og fik også prøvet para-sailing. Det går ud på at man hænger i en sele, som er fæstnet til en faldskærm. Hele molevitten er så spændt efter en speedbåd, der trækker én efter sig i 30 meters højde. Jeg startede første omgang, da Rebecca egentlig slet ikke havde tænkt sig at prøve. Men hun fik blod på tanden, da jeg glædesstrålende kom helskindet ned på jorden igen. Resten af den uge vi havde på Langkawi brugte vi på at solbade og sightseeing.
Så tog vi til Penang og Georgetown, hvor der er et UNESCO Heritage område, et Little India og et super-duper mall. Der er også et Reggae Mansion hostel, hvor vi mødte en masse herlige mennesker og blev gode venner med et kærestepar fra USA, hvor fyren viste sig at være en omvandrende vidensbank. Dette nød vi godt af, idet han kunne fortælle vidt og bredt om stort set alt historisk (det er jeg personligt stor fan af, når folk kan). Han var tidligere advokat, men syntes det var et såkaldt skodjob, så han sagde op og tog sin kæreste under armen og begav sig ud på et 9 måneders rejseeventyr. De skal Asien rundt og tager derefter til Europa. Herligt at måde rejseglade mennesker, der elsker at dele deres erfaringer.
Der var også en værre fidus til en manager på hostellet. Han kaldte sig for Charlie, men det kan godt være han i virkeligheden hedder noget andet. Hans engelske og især hans noget skæve tænder besværede forståelsesprocessen en del. Så var der desuden en hel del af hans kollegaer, der insisterede på at de var ung med de unge, selvom alderen på dem alle er 50+. Ikke desto mindre var det et dejligt sted vi til enhver tid vil anbefale. Sidste stop i Malaysia, truly Asia, som deres reklame-spots-jingle synger, var Penang lufthavn, hvor jeg fik fornøjelsen af at skrive første del af nærværende blog, i selskab med tre raske Malay drenge størrelse 3-4 år, som syntes at det var sjovt at starte en konkurrence med hende den lyshårede computerbums. Konkurrencen gik ud på at man skulle sige HEEEEY så mange gange som muligt til hinanden og helst på en sjov måde, mens de løb cirkler rundt om mig. Jeg vandt! Vi havde det sjovt!
Nu hedder det Bangkok i Thailand og det er fedt! Vi skal om ca. en times tid afsted på Umphang Trek, som er et 6 dages jungletrek med rafting og elefant ridning. Så jeg skal fejre min fødselsdag på en ladvogn, der skal transportere os ind i junglen og jeg tror ikke jeg har lyst til en anden måde at fejre den på.
Vi ses meget snart og håber stadig, der er en eller to læsere, der følger med.
/Sofie
- comments
Liv Jeg er fortsat med som fast læser, og det er lige underholdende hver gang. Hils Becca og giv hende et kæmpe knus fra mig.
BuddyTard 2 HAHA!!! Typisk - at tilbyde øl i stedet for at ringe til elektrikeren... Manjana Manjana. Håber, I nyder trekket. Vi er lige kommet tilbage fra vores fantastiske tur. Vi rammer Bangkok d. 9 om morgenen... Glæder mig til at finde jer på New Road Guesthouse <3