Profile
Blog
Photos
Videos
Den 23. september tog vi et sent fly fra Hanoi til Bangkok. Vi ankom til Bangkok kl. ca. 03.00 og valgte at sove på et lufthavnshotel (som var meget mere luksus end vi havde forventet, vi boede nemlig på superior floor) i et par timer inden vi tog et fly kl. 8.45 til Chiang Mai. Vi blev kørt fra lufthavnen til vores hostel for sølle 23 kr., allerede der forelskede vi os i Thailand og vi aftalte med taxamanden for en fair pris at han skulle køre os rundt resten af dagen, så vi havde privatchauffør hele dagen.
Vores første dag i Chiang Mai blev brugt på at vi besøgte Tiger Kingdom, hvor vi praktisk talt brugte to timer på at se, kramme, klappe og sove på tigere! Det var lidt grænseoverskridende at gå ind til en fuldvoksen tiger, men heller ikke en oplevelse vi ville have været foruden - det var en fantastisk dag.
Derefter tog vi op til et bjerg og besøgte et flot buddhistisk tempel: Wat phrathat doi suthep temple.
Efter templet blev vi sat af i byen og valgte selv at gå lidt rundt indtil vi fandt en tuktu-taxa som tilbød os at køre os rundt i byen. Vi blev kørt rundt i 3 timer og kom bl.a ud at se en smykkefabrik.
Efter aftensmaden farede vi lidt vildt, men fandt heldigvis hen til vores hyggelig hostel igen.
På andendagen i Chiang Mai blev vi hentet af en tourguide kl 9.30. Vi skulle på en tredages trekking i Chiang Mai's jungle. Vi kørte afsted med Sean og Garreth fra England, John fra Holland, Klaus fra Frankrig og et kærestepar fra Korea som vi ikke kan huske navnene på.
Vores trekking startede med at vi red på elefanter igennem et lille stykke af junglen - virkelig en sjov oplevelse. En lille babyelefant snuste til Nana og elefanten vi red på valgte at sprøjte mudder med sin snabel på os.
Efter rideturen vandrede vi i 2 timer op af et meget stejlt bjerg. Det var virkelig ved at tage livet af os begge, det var hårdere end vi havde forventet plus der var sindssygt varmt, men naturen og udsigten var det værd. Dog var der flere gange hvor vi overvejede hvordan vi kunne slippe for at gå længere, men det nyttede ikke fordi vi skulle jo op til vores sovested, som var en bambushytte med et stort soverum. Toilettet var en oplevelse, da det var et bambusskur med et hul i jorden.
Om aftenen hyggede vi ved bålet med de andre. Vores guide og en af de lokale spillede guitar og sang engelske sange, som de ikke rigtig kunne teksten på, så der var mange nye spændende lyriske sammensætninger.
Dagen efter blev gruppen delt op i to, nogle skulle kun trekke i to dage. Så det endte med at det kun var os og fyren fra Holland som var sammen på tur.
Vi brugte dagen på at gå 1 time til et vandfald, hvor vi tilbragte omkring 2 timer med at slappe af, bade, spise frokost og drikke te lavet i et bambusrør over bålet.
Bagefter gik vi 1 time tilbage til vores hytte i forholdsvis stejlt terræn igen, så endnu engang var vi udmattet bagefter.
Eftermiddagen blev brugt på at slappe af, snakke med hollænderen og endnu engang bare nyde at vi er ude at rejse.
På den sidste dags trekking samlede vi en gruppe op og vandrede sammen med dem. Vi gik ned til et nyt vandfald hvor nogle badede og bagefter gik vi 1 time til et riverrafting sted. På vejen mødte vi et søskendepar fra Silkeborg, verden er virkelig lille!
Riverrafting var virkelig sjovt og levede virkelig op til vores forventninger. En guide fra en af de andre både valgte at springe i vandet og trække mig (Sofie) med ned i vandet. Efter stort besvær kom jeg op i båden igen og så gik der vel 10 min, så valgte vores egen guide at hoppe i vandet og trække mig med ned. Så de morede sig rigtig meget og det var egentlig også meget sjovt bagefter.
Efter riverrafting blev vi sejlet på bambustømmerflåder hen til vores frokoststed og efter frokost blev vi kørt tilbage til Chiang Mai by. Til aftensmad fik jeg (Nana) en meget stærk curry og min mund brændte voldsomt. Men tænkte at det stærke mad var godt mod min forkølelse så blev ved med at spise.
Den 28. september tog vi om formiddagen et fly fra Chiang Mai til Bangkok. For at spare penge havde vi booket et 6 mands-værelse, men da vi ankom til vores mystiske hostel som lå ovenpå en indisk restaurant fik vi et 2 mandsværelse for samme pris. Værelset var ikke noget at råbe hurra for, men det var virkelig billigt og lå ufattelig tæt på Khaosan Road, som er en meget populær gade.
Dagen blev brugt på sightseeing i storbyen. En tilfældig venlig mand foreslog os at tage en bådtur så vi ville se det gamle kvarter i Bangkok, så det gjorde vi.
Bagefter gik vi selv lidt rundt og stødte igen ind i en venlig thai-mand som foreslog at vi tog en tuktu-taxa rundt for at se nogle seværdigheder. Det koster nærmest intet at køre med dem fordi staten betaler deres benzin. Så vi så en 40m høj buddha, en lucky buddha, et tempel og så blev vi kørt til nogle forskellige butikker.
Om aftenen tog vi i byen og udforskede Bangkoks natteliv. De har en sjov kultur, hvor de helst ser man køber en spand i stedet for bare en drink. Så vi drak spandevis af spande :)
På andendagen i Bangkok var vi lidt præget af tømmermænd. Tømmermænd og ulidelig varme er ikke just en god kombi. Plus vi tog til Grand Palace for at se nogle fantastiske templer, hvor det var påkrævet at dække ben og skuldre for at komme ind, så vi var virkelig ved at dø af varme. Men Grand Palace kan helt klart anbefales.
Bagefter gik vi hen for at se den store liggende buddha som var enorm. Endnu engang skulle vi have noget over os inden vi måtte komme ind.
Efter at have leget turister i et par timer kunne vi ikke overskue mere og gik tilbage til vores hostel og sov. Aftensmaden var en oplevelse da min (Sofie) ret havde små rejer med skal i, som man skulle spise med skallen på. Jeg gav det en chance, men da jeg fandt to små rejehoveder i fik jeg nok.
Når man går ned igennem Khaosan Road er der sælgere der står og tilbyder dig diverse ting og sager. Der er rigtig mange skræddere og en thailandsk skrædder sagde endda til os at han var "billigere end Bilka". Der er rigtig mange der tilbyder at man kan komme ind og se pingpong shows, ikke lige noget for os. Og ellers er der bare boder, gadekøkkener, barer, restauranter, musik og lys over det hele. Bangkok er en meget livlig by.
På den tredje og sidste dag i Bangkok legede vi igen turister og afprøvede det thailandske bussystem. Et busstoppested i Thailand er et tilfældigt stop på en stor vej hvor der er et lille blåt skilt der står busstop på. Nedenunder skiltet er der nogle busnumre, men alle busser kan i princippet stoppe der. Der er ingen busplan. For at komme med bussen skal du løbe lidt halvt ud på vejen og næsten hoppe på imens den triller. Betalingen sker ved at en dame render rundt og tager imod penge. En rigtig sød dame hjalp os med at komme med bussen. Vi elsker thailændere!
Vi tog bussen til et floating market, men markedet var ikke særlig flydende. Det var egentlig bare en lang gade med boder på hver side. Vi fik dog senere fortalt at det floating market findes et andet sted.
Bagefter tog vi bussen ud til et weekend marked, som var enormt. Der var boder over det hele, med alverderns ting, det var et helt slaraffenland.
På vejen hjem til Bangkoks centrum tog vi den forkerte bus, så vi blev nød til at vente på en busterminal i et lille stykke tid og køre en omvej, men så fik vi også set lidt mere.
Kl. 22.50 tog vi et sitting train mod det sydlige Thailand og påbegyndte vores eventyr mod øerne.
Den 1. oktober ankom vi til Koh Tao, som var den første ø, efter en rejse med nattog, bus, færge og en meget sur færgedame kl. 07 om morgenen. Hun var lige ved ikke at lade os komme med fordi betalingen fra vores rejsebureau ikke var gået igennem, det var lidt frustrende. Men vi kom heldigvis med.
Vores hotel lå ovenpå en dykkerbutik, hvilket var lidt specielt men det var et lækkert værelse.
Vi brugte det første af dagen på at dase på stranden, bade, nyde solen og det fantastiske tropiske paradis vi lige var ankommet til.
Om eftermiddagen lejede vi en scooter og udforskede øen på må og få. Vi kørte til forskellige udsigtspunkter og bjergtoppe - det var en skøn eftermiddag.
Efter aftensmaden som vi indtog på en restaurant placeret på stranden, gik vi længere hen af stranden og stødte ind i en hyggelig strandbar som hed Lotus Bar. Vi sad på tæpper og puder ved små borde på stranden med små fakler lige ud til vandet. Plus der var tre mænd som lavede et fakkel show med fakler i kæder. Det var virkelig hyggeligt og vi snakkede med en del sjove mennesker og drak igen af spande :)
Dagen efter skulle vi forholdsvis tidligt afsted til den næste ø, nemlig Koh Phangan. Endnu engang overgik det vores forventninger. Vi sov i små hytter på stranden, der var en hyggelig strandbar og et loungeområde 1 meter fra vandet. Det var bare helt fantastisk. Endnu engang igen brugte vi dagen på at slappe af på stranden, bade, hygge, pleje tømmermænd og bare nyde livet.
Tredjedagen på øerne blev også brugt på Koh Phanghan. Vi lejede igen en scooter. Vi startede med at køre lidt forkert, så vi kom til øens afbrændingsplads, som var en kæmpe losseplads med virkelig meget skrald som de bare havde sat lidt ild til. Men fordi vi kørte forkert så vi også en palmeskov.
Efter at komme på rette kurs kørte vi mod den oprindelige Full Moon Party strand og tilbragte lidt tid der med at solbade og nyde vandet.
Derefter kørte vi mod den anden ende af øen og kørte igen en smule forkert, så vi fik nærmest set hele øen. Hvilket egentlig også var meget positivt. På scooterturen prøvede jeg (Sofie) at køre et kort stykke hvilket egentlig gik meget godt lige indtil vi skulle dreje og jeg ikke vidste man skal følge med scooteren, så vi styrede direkte over i den anden side af vejen i stedet for. Vi overlevede heldigvis, men bilerne dyttede lidt. Halvanden time efter, da styret igen var blevet overdraget til Nana, valgte jeg (Nana) at komme til at køre ind i to parkerede scootere, så de væltede og der kom en sort streg på vores egen scooter. Det var virkelig en action præget dag!
Om aftenen endte vi på Cocktail and Dreams, som var ejet af en dansk mand. Han kom meget tilfældigt hen og sagde skål!
Der skete ikke så meget på den bar, det vildeste var at vi fik en skål peanuts hvor der var en bille i som lignede en peanut utrolig meget. Det var til gengæld også ulækkert. Bagefter gik vi tilbage til vores egen strandbar hvor vi snakkede med bartenderen Sin og nogle af de andre der boede der.
På fjerdedagen på øerne forlod vi Koh Phanghan og tog til Koh Samui. Taxaen fra vores hostel til færgen var en bil med åbent lad, så vi havde god aircondition.
På Koh Samui boede vi igen direkte på stranden i en utrolig hyggelig træhytte med en hængekøje ude foran - meget behageligt. Dagen blev igen tilbragt i dovenskabens tegn, vi badede og slikkede sol.
Om aftenen ville vi gå langs stranden og finde et sted at spise, vi tog det første og det bedste fordi det så hyggeligt ud. Det var til gengæld også hundedyrt og meget fornemt, men vi kunne ikke rigtig flygte derfra, så vi måtte af med overpris for noget vi tidligere havde spist for få penge. Men det smagte godt.
Den femte og sidste dag på øerne blev brugt på at tage på tur på Koh Samui. Vi blev hentet tidligt og derefter sejlet ud til Angthong National Marine Park, som er et ø område med skønne strande og fantastisk natur. Vi tilbragte tid i solen på det øverste dæk, vi sejlede i kajak i 40 min, så en lagune og så prøvede vi at snorkle, men man kunne ikke rigtig se noget. Hen på eftermiddagen blev vi sejlet og kørt tilbage til vores hotel. Vi var rimelig smadret efter en hel dag i solen, så vi gik tidligt i seng for at være friske til kl. 06.00 næste dag hvor vi blev hentet af en taxa og begav os mod Singapore med diverse transportmidler.
Thailand har virkelig været fantastisk og det er et land fyldt med glade og imødekommende mennesker. Det er en utrolig dejlig fordel at mange er gode til engelsk, så vi undgår de mange misforståelser som i Vietnam. Øerne har været helt fantastiske og virkelige behahagelige at tilbringe tid på. Det er en skam vi ikke har længere tid her, men nu gælder det Singapore!
Vi skrives :)
- comments