Profile
Blog
Photos
Videos
Den 30. oktober stod på at komme fra Brisbane til Gold Coast, hvor vi skulle overnatte et par dage hos en af mine (Sofie) kammerater, Tau. Togturen fra Brisbane tog over en time og vi stod af i Nerang. Derfra prøvede vi os lidt frem og tog en bus som vi regnede med kørte os til det rigtige område. Buschaufføreren var så usædvanligt sød at låne os hans telefon, så vi kunne tjekke hvilken bus vi skulle tage for at komme direkte hen til adressen. At han så valgte at vildlede os med en forkert bus, så vi blev nød til at gå ekstremt langt fra busstoppet til den præcise adresse, det er en helt anden sag. Da vi endelig, efter det halve maraton, ankom til adressen var vi lidt usikre på om det var den rette adr. vi egentlig var kommet til. Huset så rimelig lukket ud, det virkede lidt forladt og vi kunne ikke komme ind af den port som Tau havde sagt vi kunne komme ind af. Men godtroende som vi var, besluttede vi os for at stille vores tasker i baghaven og gå ud og købe en kage og bagefter sætte os på husets fortrappe og vente. Da vi kom tilbage til huset spurgte vi en nabodame om der boede 4 danske fyre i huset, hvorefter hun svarede: "Nej, der bor kun én mand." Så der fik vi svaret på at det altså var det forkerte hus vi var ankommet til og vi skyndte os at tage vores tasker på ryggen igen og så ellers komme så hurtigt som muligt væk derfra igen.
Derefter valgte vi at gå lidt længere ned af vejen for at finde ud af at der var to steder på vejen der hed nummer 7! Denne gang var vi ikke helt så friske på bare lige at tjekke huset ud, så vi satte os i vejkanten, spiste vores kage og ventede på at vi fik Tau til at bekræfte at vi faktisk var det rigtige sted denne her gang.
Vi var endelig det rigtige sted, låste os ind og hilste på Rasmus, den ene af Tau's 3 bofæller. Efter at have smidt vores tasker tullede vi ned i byen, tjekkede stranden, Nobby Beach, ud og om aftenen spiste vi på en af de lokale restauranter. Vi havde brug for at blive forkælet lidt efter dagens strabadser med at finde frem og efter vores "indbrud" på en mands ejendom.
Næste dag i Gold Coast valgte vi at gå langs vores strand, Nobby Beach, op til Broadbeach og Surfers Paradise. Det lige lidt over en time. Vi udforskede de to områder i et par timer. Surfers paradise er kendt for at være et vildt gå-i-byen sted og selvfølgelig blev vi stoppet af en mand der prøvede at sælge os en partybus billet ligesom den vi blev narret til i Cairns dog var prisen her 80 dollars pr. mand!! - helt sindssygt. Men vi sagde pænt nej tak, vi er blevet klogere siden sidst.
Efter at have set områderne og shoppet en smule tog vi en bus til Burleigh Heads, som ligger i den anden ende af Gold Coast og der er et naturreservat. Klokken var mange, så vi nåede ikke rigtig at udforske naturreservatet, men valgte i stedet at gå langs stranden hjem og nyde eftermiddags solen.
3. dagen blev brugt på at besøge Seaworld. Vi tog en bus derhen og tilbragte en 4 timer der. Vi så pingviner, en isbjørn, hajer, en masse fisk, rokker, et søløve show, et delfin show og et jetstunt extreme show, sejlede i cykelbåde og så prøvede vi 3 rutsjebaner. Det var en rigtig hyggelig dag, dog er Seaworld et rimeligt familiebaseret sted, men vi morede os f.eks med at se det meget børnerettet søløve show.
Den anden sidste dag i Gold Coast blev formiddagen brugt på at spise morgenmad med Tau på en lokal cafe, hvor vi bagefter tog ned til stranden for at bade. Dette var en prøvelse fordi det blæste meget, så bølgerne var store, men det gjorde det egentlig bare sjovere fordi man blev væltet af bølgerne hele tiden og når man først sad på bunden, skulle man kæmpe meget for at komme op igen.
Efter formiddagshyggen tog Nana og jeg til Robina stationen for at hente vores busbilletter til Byron Bay og bestille togbilletter fra Byron til Sydney. Derefter tog vi afsted mod Movieworld hvor vi brugte resten af dagen. Vi havde en rigtig hyggelig og sjov dag, hvor vi prøvede en masse rutsjebaner. Og typisk for os prøvede vi en forlystelse, hvor vi finder ud af da vi sidder i den, at vi begge har sagt ja til at prøve den fordi vi troede den anden helt vildt gerne ville prøve den. Men Movieworld kan helt klart anbefales, det er en dag fuld af latter.
Den sidste dag i Gold Coast tullede vi hjemme i huset og tilbragte tid med drengene. Vi tog en bus mod surfers paradise med alt vores oppakning og tog en bus derfra kl. 14 mod Byron Bay, det tog 2 timer.
Da vi ankom til Byron Bay fandt vi ud af at vores hostel lå sindssygt langt væk fra selve Byron Bay. Ingen busser kørte direkte til Evans Heads og det ville koste omkring 200 dollars for at blive kørt derud med taxa....så vi bestemte os hurtigt for at afbestille det hostel og så prøve at finde et nyt sted at sove. Alt var dog fuldstændig booket for natten, dog var det let nok at finde et sted at sove til natten efter. Så det endte med at vi lod vores ting stå på det hostel vi bookede til natten efter og så tilbragte vi ellers bare resten af aftenen og natten med at spise aftensmad og sove på en bænk. Vi fandt en bænk hvor der var net. Tiden blev udnyttet fornuftigt, jeg (Nana) lavede blog og jeg (Sofie) spillede min mobil tør for strøm og prøvede ellers at falde i søvn på Nana's skød. Det var en interressant nat, med en masse fulde mennesker som ikke kunne forstå at vi var taget hele vejen fra Danmark bare for at sove på en bænk... Det var egentlig ikke så slemt at sove på en bænk, men det er just ikke noget vi har lyst til at gentage.
Da klokken blev 07.00 næste morgen begav vi os ud for at finde noget morgenmad og klokken 08.00 satte vi os i vores hostels opholdsstue og sov i deres sofaer, for at indhente nattens manglende søvn, indtil klokken blev 12.00 hvor vi endelig kunne få lov til at tjekke ind på vores hostel.
Bagefter gik vi hen til et lokalt hyggeligt marked hvor vi tilbragte en del tid og købte nogle få ting. Efter markedet smuttede vi på stranden og prøvede at få noget mere søvn imens vi nød solen.
Om aftenen tog vi ud for at undersøge Byron Bays natteliv, vi havde fået af vide at der altid er gang i Byron. Vi tog på en bar/diskotek men der skete ikke det vilde, så vi så det som en god undskyldning for at tage hjem og nyde faktisk at sove i en seng!
Dagen efter, som var den sidste dag i Byron gik vi en god lang tur hen af stranden. Planen var at gå op til fyrtårnet, men da vi var gået et godt stykke og opdagede at vi skulle gå en del opad for at komme dertil, bestemte vi os for at nøjes med at tage nogle billeder fra et udkigspunkt. Bagefter lagde vi os på stranden i 3 timer og badede/legede i vandet. Derefter gik vi tilbage mod centrum, spiste en is og så gik vi mod vores hostel for at hente vores tasker så vi kunne komme med en bus kl. 17.00 mod Casino og derfra tage et nattog mod Sydney.
- comments