Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi søndag formiddag ankom til vores hostle Haven backpackers blev vi glædeligt overrasket over at finde en pool - på den anden side er det dødeligt nødvendigt i en så varm by som Alice Springs!
Vi kom på værelse med fem andre søde piger, som hurtigt gav os "gode" råd om køb at hatte og salt-mineralpulver til vores outback-tur... Vi kunne dog sagtens have undværet det :) Vi gik ud for at se byen og især et aboriginalcenter, men blev mødt af en nærmest død by, hvor majoriteten af individer var irriterende fluer. Vi købte derfor ind, og gik hjem til vores pool.
Næste dag stod vi klar kl. 6.15 for at blive hentet til vores outbacktur - men ingen af busserne havde vores navne på deres liste. Vi nåede lige at få stress :) En sød guide hjalp os dog, og vi endte med at køre med hendes bus, for så at skifte til vores egen nogle timer senere. Med busskiftet steg gennemsnitsalderen betydeligt (!), og ud over os og en dansk jævnaldrende dreng, Søren, var alle enten forældre eller bedsteforældre; de viste sig dog alle at være godt selskab :) Efter yderligere 4 timers kørsel ankom vi til Ayers Rock Resort, hvorfra vi efter en kort frokost kørte til Kata Tjuta. Her vandrede vi mellem de kæmpe, røde klippeblokke, som Kata Tjuta består af; en utrolig flot tur, hvor vi også så vores første vilde kænguru!
Efter den lange gåtur tog vi hen til en udkigspost, hvorfra vi så solnedgangen over Uluru, som er det aboriginale navn for Ayers Rock. Mens vi nød at se Ulurus farveskift (dokumenteret ved billedtagning hvert andet minut), drak vi champagne og spiste ost og kiks. Da solen var gået ned, var det hjem til camp'en, og efter en hyggelig aftensmad med bl.a kamelpølser og kængurukød (det første godt, det andet ikke så godt), krøb vi som de eneste ned i to swags (en kraftig sovepose) og sov under åben himmel... Dette på trods af overhængende livsfare for slangebid og dingoattacks ;)
Næste morgen skulle vi op kl. 4.00, da vi skulle nå ud og se solopgangen ved Uluru - tidligt, men så var vi igang! Vi gik herefter en tur langs en af siderne på den store sten, som var meget flot og imponerende. Den næste del af turen omkring Uluru var i selskab med en aboriginal, som fortalte både myter og rigtige historier om stenen. Det var rigtig spændende at høre og blev kun ødelagt af, at hun tilsidst benyttede lejligheden til at forsøge sig med salg af malerier. Der forsvandt den autentiske stemning en smule og gav mere en fornemmelse af, at hun gjorde det for pengenes skyld.
Efter frokost kørte vi et par hundrede kilometer mere for at komme til Kings Canyon Resort. Efter en køretur gennem det øde, varme landskab var en tur i poolen på resortet rigtig lækkert :) (vi tænkte på jer hjemme i Danmark som vi lå der i poolen).
Efter at have sovet i en telthytte fik vi lov at "sove længe" - helt til kl. 6.00!! Vi skulle nemlig starte vandreturen i Kings Canyon inden kl. 8.00, da ruten ellers nemt kan blive lukket pga. varmen. Vi har været meget heldige med temperaturen, der alle dage har været under 40 grader. I sidste uge var det 45 grader! Turen på 7 km i Kings Canyon var fantastisk - en virkelig speciel blanding af rå klipper, frodige regnskovsplanter og flotte udsigtspunkter.
Da turen var slut og vi igen var tilbage i Alice, tog vi ud og spiste på en hyggelig restaurant for at fejre vores 10-dages rejsejubilæum :) Denne gang oplevede vi liv i byen, og at man kan bo så langt væk fra alting var pludselig mere forståeligt.
Den sidste dag i byen var vi ude og få didgeridoo-undervisning (der kom da lidt lyd ud, men det er nok ikke vores fremtidsbeskæftigelse).
Vores fem dage i det centrale Australien har givet os et meget større indblik i, hvor kæmpe dette land egentlig er, og at man virkelig er isoleret og langt fra alting herude. Det har dog været meget fascinerende at se, og vi kan godt forstå at nogle mennesker synes det er fantastisk at bo herude. Mht. aboriginal-livet har vi også lært meget og forstår nu lidt bedre deres sociale problemer og kontrasten mellem dem og de hvide australiere. Selvom outback'en har været vild at se, så glæder vi os meget til strand og en by, der er større end, at man kan gå på tværs af den på 15 minutter :)
- comments
Hanne Jeg vil gerne takke jer for at tænke på os herhjemme i sne, tø, frost, regne, sne, tø, frost, tø, sne, frost og jeg kunne blive ved;-) Det lyder til at være dejligt og spændende.