Profile
Blog
Photos
Videos
Efter kameltur og masser af sand var vi fredag klar til mere civilisation. Vores tog gennem ørkenen fra Bikaner til Jaisalmer var uden aircondition, så der var kun nogle fans og de åbne døre og vinduer til at gøre varmen mere udholdelig. Nu er det desværre sådan, at ørkensand og et bumlende tog ikke er den bedste kombination; vi endte i hvert fald med at have sand over det hele!
Fremme i Jaisalmer erfarede vi til vores glæde, at der var en pool på hotellet. Første halvdel af dagen blev derfor brugt i det våde element sammen med den resterende del af 'Den skandinaviske mafia'. Om eftermiddagen gik vi den obligatoriske orientationwalk i den utroligt hyggelige by! Jaisalmer har, som nærmest alle store indiske byer, et fort, men her var fortet stadig beboet. Der var noget specielt over at gå rundt i de smalle gader, hvor vi til tider måtte springe ind i en butik for at undgå at blive trampet ned af en ko. Der var forskellige udkigsposter, hvorfra vi fik et smukt view over bydelen uden for fortet og længere ude ørkenen. Helt usædvanligt for årstiden begyndte det at regne - det stod ned i tykke stråler, og lyn bredte sig på himlen. De lokale var selvfølgelig glade, og vi syntes da også det var meget rart, at sandstøvet lagde sig lidt :)
Dagen efter var det store brug-penge dag! Lædertasker i alle størrelser - smykker i ægte og uægte sølv - slaskebukser - tørklæder. Mange af os fik desuden læst hænder af smykkesælgerne, som havde håndlæsning som sidebeskæftigelse. Om Rebecka ender med at blive super rig inden hun er 35 eller om vi får hhv. 2 og 3 børn, ja det vil tiden vise. Det at bruge penge var overraskende rart - ja vi blev næsten helt høje af det. Vi føler dog ikke vi i vores købeiver fik købt noget vi nu fortryder... Men vi kan selvfølgelig ikke sige, om Vilde fortryder købet af en sari :)
Ellers bød dagen på et paladsbesøg og gåtur ved søen, og så så vi om aftenen et stort bryllupsoptog, hvor brudgommen var klædt i diamantbesatte klæder, ridende på en hvid hest.
Næste dag kørte vi videre til Jodhpur. Vi ville op til byens fort, og formåede på forunderligste vis at klemme os fem ind i en lille tuk-tuk (Vilde lå syg hjemme på hotellet). Fortet bød på historisk stemning, endnu et fotoshoot og så en fantastisk udsigt over Jodhpur, hvor vi så hvorfor byen har tilnavnet "Den blå by"; mange af husene er malet med blå maling. Nede fra fortet gik vi lidt rundt i byens marked, før vi satte os og fik byens special-lassi; en indisk yoghurtdrik, her med safran og kardemomme.
Turen hjem til hotellet foregik i vores helt egen party-tuk-tuk. Fire sad på bagsædet, mens Sofie sad oppe ved chaufføren. Og før vi vidste af det, kørte Sofie tuk-tuk'en, og vores 'forhenværende' chauffør satte festmusik på. Dagen blev rundet af på bedste vis på en thali-restaurant, som er en all-you-can-eat indisk restaurant - lige noget for os skandinaviske piger!
Mandag den 13. var det endnu en gang tidligt op, og endnu engang var der bananer til morgenmad (den nemmeste frugt at spise på farten). Vi skulle med en 'god lokal bus' havde Chatrashal fortalt os. Bussen i sig selv var da også helt fin med god benplads og A.C. Men - de to indiske mænd foran os mente, at de uden hensyntagen til os der sad bad dem, var i deres gode ret til at lægge deres sæder HELT ned! Deres sæder blev nærmest til senge, og vi kunne IKKE side med vores ben normalt! Vi prøvede først på høfligste vis at få dem til at forstå, at vi ikke kunne være der... Men nej, de forstod ikke vores hentydninger. Vi gik derfor over til mere højlydte beklagelser, og Sofie 'kom til' at kaste en banan ind under deres sæder (bare rolig mor - vi fjernede den igen). Vores personlige bus-problem blev dog næsten overskygget af et 'lille' trafikuheld. Buschaufføren havde ikke kørt på den mest fantastiske måde, og lige pludselig slog bussen et stort sving ind i modsatte kørebane, der lød et bump, og vi kørte over noget. Inden bumpet havde vi set et glimt af en mand på en scooter, der kom lige imod os. Så gik det ellers for sig - Chatrashal fløj tilbage i bussen og kiggede ud af bagruden, mændene skiftedes til at gå op til chaufføren og tale med ham, alle havde gang i mobilerne. Og hvad med buschaufføren? Han kørte bare videre. Det var ikke særlig fedt, og vi var alle lettere bekymrede. Efter noget tid blev bussen stoppet af politiet, og alle mændene i bussen gik ud og fortalte hvad de havde set. Det viste sig, at buschaufføren havde drejet kraftigt, for at undgå en scooter der svingede ud fra en sidevej. Dermed ramte han en anden mand på en scooter, som dog heldigvis ikke kom noget til (det var sten vi havde kørt over og ikke ham). Chaufføren var derfor ikke 'skyldig i noget', og fik lov til at køre videre.
Lettere forsinket ankom vi til Udaipur, hvor vi afprøvede poolen før orientationwalk'en. Byen virkede rigtig hyggelig, med gode shoppingmuligheder, hyggelige gader og flot arkitektur. Byen er kendt for 'Lake Place', som er et SUPER dyrt hotel, der ligner det flyder i byens sø. Man kan vel godt betegne et hotel som dyrt, hvis én nat koster $12.000! Udaipur er desuden den by James Bond tager til i 'Octop**** , og mange af byens restauranter viste filmen HVER aften!
På vores første hele dag i byen, lagde 8 af os fra gruppen ud med at tage på madlavningskursus. Det var anderledes end det vi var på i Vietnam, men stadig rigtig godt og super hyggeligt! Hvor vi i Vietnam lavede alt maden selv, var vi her tre personer om at lave en ret, mens de andre så på. Dernæst gennemgik vores 'lærer' en ny ret, hvorpå denne blev lavet af tre andre. Vores lærer havde en skøn indisk accent, som gjorde hans mange ordsprog endnu sjovere at høre på. Vores yndlings var "You can cook it - you can eat it!"
Mætte af al den lækre mad vi havde lavet, tog vi til 'City Palace' hvor vi gik rundt og nød bygningen udefra, før vi splittede op. Lærke blev på landjorden og nød lassi og mango. Hun mødte desuden en fyr, som var elev på en kunstskole. Ham og et par andre fra skolen skulle sjovt nok til Danmark i maj, for de skulle udstille deres kunst på Louisiana :) Han var imponeret over, at vi kunne lide Indien - hans indtryk var nemlig ofte, at turister tænkte på INDIA som "I Never Do It Again" :) Sofie og nogle af de andre tog i stedet på en bådtur rundt på søen, hvor det blev tydeligt, hvorfor Udaipur kaldes 'Østens Venedig', og det var tydeligt at se, hvorfor man i sin tid valgte, at skyde en Bond-film netop der.
Efter bådturen mødtes vi igen, slog et smut forbi et tempel og besøgte så den kunstskole Lærkes "ven" gik på. Vi så hvilke teknikker malerne bruger når de maler indiske malerier på silkestof, og gav os tid til at se på deres samling - og ja, vi fik serveret chai :)
Om aftenen var vi til danseforestilling, og hold da op en oplevelse! Vi så mange forskellige dansearter samt majonetdukke-dans. Mest imponerende var dog en dame, som endte med at danse rundt med 11 krukker på hovedet! Imponerende!
Vi må her lige indskyde, at vi om eftermiddagen var blevet inviteret på middag hjemme hos en mand, vi købte smykker af. Efter danseforestillingen gik vi derfor hen til smykkebutikken og mødte manden. Vi var seks, og han forsikrede at det bare ville være ham og os. Derfor fulgte vi ham til hans hjem. Men allerede da vi begyndte at gå, begyndte noget at snøre sig sammen i vores maver. De andre piger virkede glade og helt friske på at spise hos manden. Jo, vi kunne få en super hyggelig aften i godt selskab. Men det kunne også blive en rigtig dårlig aften - vi kunne jo ikke lade være med at tænke på de overfald og voldtægter, der har været her i Indien. De andre gik op på mandens roof-top - vi stod og talte lidt frem og tilbage. Da to af mandens venner lige pludselig dukkede op, var det afgjort - vi havde ikke lyst til at blive. De andre piger valgte at gå med os, da de hørte om de ekstra 'gæster'. Det vi nu kalder 'Voldtægtsaftenen' sluttede derfor på en hyggelig restaurant, hvor vi vi endnu en gang fik lækker mad.
- comments