Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Cochin, hvor vi blev modtaget med skiltet "Mr. Larsen". Vi antog, at det måtte være Sofie trods et kønsskifte, så vi hoppede ind i Mr. Neevas bil. Han skulle være vores chauffør alle seks dage i staten Kerala. Hans engelske var ikke super, men han var sød og venlig. Desuden havde han den mest voldsomme hovedrysten vi har set i Indien (det skønne indiske hoved, der vipper fra side til side for at sige "ja", "okay", "tak" mm). Vi blev kørt til vores hotel i Cochin, hvor vi for første gang på turen spiste mad på vores værelse. Roomservice og filmhygge skulle nydes, mens vi stadig havde muligheden!
Næste dag kørte vi til Alleppey, hvorfra vi skulle starte en sejltur på "The Backwaters" - en masse smukke floder og kanaler. Kerala var en stor kontrast til det tørre nord. Her var grønt, frodigt og en dejlig temperatur, hvilket var dejligt efter tre uger i over 40 grader.
Vi kom ombord på en hyggelig lille husbåd, hvor vi var de eneste passagerer. Vi havde et lille soveværelse med tilhørende badeværelse, og så var der ellers en fin spisestue og en slags førstesal med stole og en sofa. Vi havde en styrmand og en kok med ombord (der var også et lille køkken). Sejlturen gik med kortspil, læsning, afslapning og så selvfølgelig en masse billedtagning og beundring af det flotte landsskab, der omgav os. Palmer, rismarker, huse på bredden og fuglefløjt i solskin var fantastisk! Det var lækkert at sejle stille afsted, kun afbrudt ind i mellem af et par meget voldsomme højtalere på bredden, der spillede indisk musik. The Backwaters er et super smukt område, hvor der virkede til at være dejligt at bo - det var i hvert fald et dejligt sted at besøge som turister.
Om aftenen mødte vi en dansk pige, Ruma, som vi hyggesnakkede lidt med før vi fik serveret aftensmad af kokken og hoppede i seng.
Dagen efter sejlede vi tilbage til Alleppey - en sejltur vi nød under solen på "første sal". På land fandt vi Mr. Neeva, og kørte så den lange vej til byen Kovalam. Hotellet vi tjekkede ind på virkede langt fra som et 4-stjernet hotel, som vi var blevet lovet, men det gjorde os egentlig ikke noget; så længe der bare var pool. Men det var der ikke! Det synes vi på ingen måde var i orden - en pool var det vigtigste og største krav vi havde til hotellet, og så var den ikke-eksisterende. Vi lånte derfor hotellets telefon, og ringede til det lokale turistbureau. Vi forklarede vores situation, og de lovede, de ville undersøge sagen. Da vi igen kom i kontakt med turistbureauet, fik vi beskeden, at vi ikke havde bedt om pool, og at vi måtte have misforstået det med de fire stjerner. Der var stor frustration - hvad gør man, når man sidder i Kovalam, flere hundrede kilometer fra den mand, der har taget røven på én? Heldigvis blev hotelreceptionisten vores redningsmand; ja vi vil jo nærmest kalde ham vores skytsengel, sendt fra det allerhøjeste sted. Han arrangerede det, så vi - uden at skulle betale noget - kunne flytte til et andet af hotelkædens hoteller i byen. Han fulgte os til det nye hotel, som havde pool, og lå lige ud til havpromenaden. Således lå stranden 20 m fra hotellet, og både fra poolen, hotelværelset og restauranten, kunne vi se havet - vi var lykkelige!
Efter det hele var faldet på plads nød vi eftermiddagssolen ved poolen og havde en dejlig aften.
De følgende tre dage var en slags mini-ferie, som skulle slutte vores lange rejse. Alt vi behøvede var samlet på den fine lille strand med fyrtårn og palmer, små butikker og restauranter på den hyggelige promenade og så selvfølgelig poolen på hotellet. Programmet var alle dage meget enkelt - ligge ved poolen, hoppe i poolen, ligge mere ved poolen. Måske spise lidt mad. Læse en bog, smøre lidt solcreme på eller købe lidt flere billige smykker. Skrive postkort og hvis det gik vildt for sig - gå de 20 meter hen over strandpromenaden og hoppe i havets bølger. Vi foretrak dog at ligge på hotellet og sole os frem for stranden, for her var vi de eneste i bikini. Indere bader med alt tøjet på, så når vi nød en saltvandsdukkert, holdt vi både holde øje med stærk understrøm og stirrende indere :) Det var skønt at slappe fuldstændigt af og få den sidste sol (okay, vi blev måske lidt røde igen igen...).
Den sidste dag i Kovalam gik med værelseshygge, for denne dag var solen erstattet af massive regn- og tordenbyger. Efter frokost kørte Neeva os til Cochin, hvor vi havde en sidste overnatning i Kerala.
Om morgenen d. 1. juni kørte vi i lufthavnen for at flyve indenrigs en sidste gang. Kursen gik mod Mumbai, som var vores rejses sidste stop. Vi fandt en taxi og kom til vores hotel, der dog havde svært ved at finde vores booking. Egentlig var det forståeligt nok, når den blev booket helt tilbage i august sidste år hos Kilroy :)
Det lykkedes dog til sidst, og efter en frokost tog vi toget til bydelen Colaba. Her fik vi booket en tur til dagen efter og brugte så dagen i dette kvarter. Vi fik set Gateway of India, som var "porten" til englændernes imperium i kolonitiden, men som stadig i dag står flot og imponerende ud mod havet. Vi fik også set "Leopolds Café" fra bogen "Shantaram", kigget i butikker og nydt en is :)
Vi besluttede os desuden for at få lidt indisk kultur på egen krop - vi skulle da have lavet henna i håndfladerne. Vi fandt et sted, hvor to piger fik tegnet fine mønstre på vores hænder, mens vi prøvede at sidde så stille som muligt. Hennaen var mega længe om at tørre, så til sidst måtte vi gå med fugtige fingerspidser.
Vi fandt et sted at spise aftensmad, men det er overraskende besværligt at holde på en ske og hive et brød i stykker uden rigtigt at bruge hænderne :) Vi gjorde vores bedste for ikke at ødelægge kunsten, så vi lignede nok nogle, der aldrig havde lært om bare nogenlunde bordskik.
Hjemturen gik igen med tog, for vi boede i en af byens forstæder. Erfarne i rejsekunst, som vi efterhånden er blevet, fik vi købt den billige billet til "second class". Vi hoppede ind i vognen beregnet kun til kvinder (første og anden klasse var her det samme.) Vi stod tæt pakket, men utroligt nok faldt ingen ud af de åbne døre, mens vi kørte. Da vi skulle af toget måtte vi mase os ud, men vi klarede det :) Man forstår næsten, hvorfor mange indere vælger at kravle op på togenes tage og køre, når vognene er så fyldte...
Vi kom hjem til hotellet og fik efter store anstrengelser tøjet af og hoppet i seng trods hennaen, der skulle tørre resten af natten.
Skulle vi sige én ting om Mumbai, ville vi nok sige slum. Det forholder sig dog sådan, at Mumbai nok er den mest 'civiliserede' og den reneste by, vi har set i Indien. Jo, der er masser af slum, men der er også flotte, prangende skyskrabere, 'normale' vestlige butikker med visa-terminal og folk i jakkesæt og store biler. Dagen havde dog også budt på tiggere og krøblinge, men det var på ingen måde det, der dominerede i bybilledet. Vi kan dog ikke komme uden om, at det var hårdt at se børn, der sov i rendestene eller under trapperne på togstationerne.
Da vi vågnede næste morgen var det i senge fyldt med henna-drys. Vi kunne vaske det sidste af med vand, og de fine mønstre vil være tatoveret i vores håndflader for den næste uges tid :) Vi spiste en sidste morgenmadsbuffet, før vi blev hentet af vores chauffør og tur-guide for dagen, Bindu.
Bindu kørte os ud til det, der engang var Asiens største slum, Dvarka. Med formaninger om at holde os til ham og ikke bruge store kameraer, gik vi ind ad de små gyder. Vi bevægede os rundt i slummens "fabrikskvarteret" i halvanden time, hvor vi så mange forskellige småfabrikker; der blev sorteret plastik efter farve og kvalitet, som et andet sted blev omsmeltet til nye plastikdunke og plastiksmykker. Der blev syet skoleuniformer af gamle stofrester og broderet stof til kvindetøj. Der blev omsmeltet aluminium og glas, bagt brød og kager. Det var imponerende at se, og vi kunne ikke lade være med at tænke på, hvad en dansker ville sige, hvis denne skulle sortere plastik en hel dag, hver dag, hele sit liv. Slummen står altså for hele Mumbais "recycling-system". Som vi gik gennem de smalle, dunkle gyder, kiggede små børn frem fra vinduer og sprækker i husene; ja, det var faktisk rigtige huse af beton. Selvfølgelig var der også pap og blik, men ift. at vi havde forventet skæve, faldefærdige boliger, var det helt civiliseret. Slummen bød desuden på "Slumdog Millionaire"-lokationer, og det var sjovt at se nogle af de steder, vi kunne kende fra filmen.
Fra slummen kørte vi til Mumbais friluftsvaskeri, hvor en stor den af indbyggernes vasketøj bliver vasket i store betonkar; der hang da også vasketøj over det hele, og der var masser af liv.
Vi fortsatte til Crawfort-markedet, hvor der sælges frugt, te, krydderier, smykker og tøj samt hunde og katte i bur. Vi fik jo helt lyst til at købe sidstnævnte, men vi nøjedes med te, krydderier og mangoer. En sød, ældre mangosælger forærede os, ud over de fire vi havde købt, tre mangoer - så sødt! Endelig fik vi noget "for free" :)
Vi kørte videre til det såkaldte "Mini London", som var et område med masser af bygninger fra den engelske kolonitid. I dag bruges det til kontorer og så som location i Bollywoodfilm, når det skal ligne Europa. Bindu havde faktisk kontakter med nogle af filmfolkene, som søger europæiske turister til statist-roller. Vi kunne have tjent 50 kr og fået roller i en film, men desværre optog de først de følgende dage, hvor vi ikke længere var i Indien. Det kunne ellers have været sjovt!
Egentlig var turprogrammet slut her, men vi besluttede at se mere af byen med Bindu. Vi kørte til det rige kvarter ved Malabar Hills, hvor vi på vejen kunne se havnepromenaden og
byens "skyline". Det var en stor kontrast pludselig at være i dette kvarter - et helt andet Mumbai, ja et helt andet Indien.
Vi gik en lille tur i parken kaldet "De hængende haver", hvor der var flot udsigt over hele byen. Man kunne f.eks. se verdens dyreste hus!
Tæt herved så vi desuden et tempel, hvor en specielt gruppe religiøse lægger deres døde op i høje tårne - hvor de så bliver spist af gribbe og ørne, ad!
Dagens sidste stop var et hus, hvor Gandhi havde boet og arbejdet. Der var en udstilling om hans liv, hvor man f.eks. kunne se et brev han havde sendt til Hitler i 1939, hvor han bad ham forhindre krigen. Der var billeder af Gandhi fra han var helt lille - at han ikke altid har været gammel, krumrygget og gået med stok var helt mærkeligt at se :)
Turen med Bindu var nu slut - og hvor havde det bare været godt! Han var en super god guide, som vi virkelig følte fik fik vist os alle sider af Mumbai. En perfekt sidste dags sightseeing!
Da vi skulle spise frokost, sluttede en inder sig til os. Vi talte lidt med ham på gaden, men gjorde så antræk til at gå ind på en restaurant. Vi ved virkelig ikke hvorfor, men han fulgte med os ind, og satte sig ved vores bord. Han bestilte ikke noget mad, og sagde kun lidt engang imellem. Virkelig mærkeligt, og ret irriterende. Vi kørte først ignorerings-taktikken, men da han ikke gik, kunne vi jo lige så godt tale med ham. Han var da også ganske flink... Men stadig - det var da mærkeligt!
Vi fik heldigvis "rystet ham af os" efter frokost, og vi begav os mod McDonalds for at købe en is. Og her oplevede vi virkelig en manglende køkultur. Der var lang kø, men det rørte åbentbart ikke den mand, der skubbede sit barn foran sig, op til disken. Han gav barnet instruktion om hvad der skulle bestilles, og så stak hun ellers armen ind over disken. Men næ nej - det skulle ikke bare lykkes for dem, sådan at springe over. Vi afskærmede derfor pigen rimelig åbentlyst, og hun måtte opgive. Men så kom moren, og hun var kold et vist sted! Fuldstændig ligeglad med alle andre - hun skulle bare have sine tre is. Sofie fik bestilt før - vi kalder hende koen! Men hun fik sprunget Lærke over. Og der kunne vi altså ikke lade være med at sige noget! Men - hun rystede bare på hovedet på indermåden. Selv da inderne i køen brokkede sig, var hun ligeglad. Vi håbede at hun ville tabe alle isene, og satte os så for at nyde vores is.
Eftermiddagen blev brugt på at drikke kaffe og så spiste vi en sidste indisk aftensmad; rejsens sidste aftensmad :( Det var ret så underligt og lidt sørgeligt - samtalen var derfor også primært om alle vores oplevelser i løbet af de sidste 4,5 måneder.
Vi ville egentlig have taget toget hjem, men som i en film skulle det selvfølgelig regne, når stemningen nu var en smule vemodig. Vi endte derfor med at tage en taxi hele vejen hjem til hotellet. Her fik vi pakket vores backpacks en sidste gang og spist alle mangoerne fra dagens markedsbesøg.
Vi undskylder for vores til tider grimme sprogbrug, men i perioden, som denne blog dækker, har der været nogle voldsomme irritationsmomenter, når folk ikke opfører sig som vi vil! :)
- comments