Fiaskotur til det døde hav

Det døde hav er nok udover Jerusalem det, jeg har glædet mig mest til at opleve hernede. Fredag havde vi endelig fået arrangeret en tur, så vi kunne komme af sted. Man kan komme til døde hav mange steder, men ifølge vores oplysninger, så er der ikke nogen ressorts på Vestbredden, og vi ville gerne have den fulde luksusoplevelse med mudderbad og pools og det hele. Så vi stod tidligt op og satte kursen mod Jerusalem. Det tager altid længere tid, end vi regner, men efter to busser og en taxa stod vi på den centrale busstation, hvor vi skulle fange en bus til Ein Gedi Spa, der ifølge Lonely Planet skulle være det perfekte sted at få den fulde oplevelse. Så vi kørte af sted i 1,5 times tid en i en bus, der heldigvis havde air condition, da temperaturen udenfor nærmede sig de 45 grader. Det meste af turen kører man med udsigt over det Det Døde Hav, hvilket er et imponerende syn. Havet er på begge sider omkrandset af bjerge og ligger midt i ørken. Man kører højt oppe mange steder, så man har udsigt ud over det døde hav, der snor sig langs kysten i flotte saltformationer. På den anden side af det ret smalle hav ligger de jordanske bjerge, og man føler næsten, at man kan svømme derover.

Vi ankom spændte til Eid Gedi Spa, men blev hurtigt klar over, at dette ikke var det luksusresort, som vi alle havde forestillet os. Det ligger midt i ørkenen, som en mindre oase. Fordi kystlinien har trukket sig tilbage i løbet af de sidste 25 år, bliver man fragtet ned til havet i et lille tog. Vi betalte 136 skekels, (cirka 220 kroner), hvilket er rigtig mange penge hernede. Men i stedet for et lækkert lukushotel, kom vi ind i, hvad der godt kan sammenlignes med en middelmådig dansk svømmehal. Omklædningsrummet var fyldt med ældre, tykke madammer, der særligt kredsede om to sulfatpools. Jeg besluttede hurtigt, at jeg godt kunne leve uden at komme ned og gnubbe hud med damerne, der fyldte det meste af poolen - også selvom jeg så gik glip af en helsebringende oplevelse. De så i øvrigt ikke specielt sunde ud, så jeg turde godt tage chancen.

Vi hoppede i stedet ind i det lille tog, der førte os ned mod det primære mål, Det Døde Hav. Vandet ligner vand så mange andre steder, og man kan godt tro, at man bare er kommet til en hver anden strand, bortset fra de bstore mængder salt, der ligger på stranden. Jeg var så spændt på at komme ned og prøve, og det var på ingen måde en skuffelse. Vandet er meget varmere, end jeg havde troet, og man skal ikke forvente at blive kølet ned, hvilket ellers kan være tiltrængt, da man befinder sig i hed ørkenvarme. Men oplevelsen af at komme ud og svømme er intet mindre end fantastisk.

Man kan uden problemer sidde op, og jeg forsøgte mig med en flydende lotusstilling, hvilket sagtens kunne lade sig gøre. Man har en følelse af at være et oppusteligt badedyr, der popper op af vandet ligegyldigt, hvad man gør. Man kan stå i vandet uden at røre bunden, og jeg kan ikke lade være med at overveje, om historien om Jesus på vandet, kan have haft noget med dette hav at gøre. Det er ikke rigtig muligt at svømme, da benene ligger over vandet, når man forsøger. Så man flyder bare rundt og laver forskellige mærkelige stillinger, og nyder følelsen af vægtløshed. Jeg forstod pludselig, hvorfor vandsenge blev populært, for følelsen af at ligge hele afslappet i varmt vand er noget af det lækreste, jeg har prøvet.

Jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg lå der, men kunne have fortsat hele dagen. Da jeg kigger op, var de tre piger, jeg var af sted med, imidlertid væk. Jeg regnede med, at de var på stranden og ventede på mig, men på vej op ser jeg dem gå mod toget, og jeg undrer mig lidt over, hvorfor jeg bliver forladt. Det var der imidlertid ikke så meget at gøre ved og jeg måtte pænt vente på, at toget kom tilbage.

Oppe ved hotellet bliver jeg mødt af en stresset Madeline, der har fundet ud af, at vores sidste bus kører om en time på grund af Shabbat. Selvfølgelig, vi har endnu engang glemt, at landet bogstavelig talt går i stå hver fredag. Det betød så, at vi pænt måtte droppe de faciliteter, som vores mange penge havde betalt for, intet mudderbad og ingen dasetid ved poolen. Folk, der kender mig godt nok, ved, hvor ærgerlig det gør mig BÅDE at blive snydt for tid i swimmingpool OG at have spildt mine penge. Det, vi havde fået ud af stedet, en tur i Det Døde Hav, kunne vi nemlig have gjort på Vestbredden mindre end time væk fra, hvor vi bor og ganske gratis.

Vi skovlede den inkluderede frokost i os, der formentlig er det dårligste måltid, jeg har fået, siden jeg kom, og jeg surmulede stadig over, at pigerne havde forladt mig på stranden. De havde ikke rigtig anden forklaring, end at jeg så ud til at nyde tiden i vandet. Jo bevares, men derfor ville jeg nok hellere følges med dem, end at stå alene på en strand, mens de spiste frokost. Ja ja amerikanere, de tænker måske anderledes, hvad ved jeg.

Bussen kom og tog os tilbage til Jerusalem, hvor vi måtte tage endnu en taxi for at komme tilbage til bussen, der kører Ramallah. Jeg valgte imidlertid at blive i Jerusalem for at få lidt mere ud af dagen, når man nu alligevel var i en af de mest fantastiske byer i verden. Og det var den helt rigtige beslutning. Jeg endte med at blive inviteret til Shabbat middag hos Steffen Jensen i hans hjem i Jerusalem. Han bor sammen med sin israelske kone og sine børn, og jeg blev taget så godt imod, at jeg glemte alt om vores Lonely Planet-fiasko. Det var en stor oplevelse at tale med en journalist som Steffen Jensen, der har dækket konflikten i så mange år, og det var sundt for mig at møde andre israelere end dem, der står ved check-pointet med maskingevær. Jeg blev klogere og fik et mere nuanceret syn på konflikten samtidig med, at jeg havde en skøn aften og blev taget imod, som var jeg en del af familien.

Så det gode opvejer klart det dårlige, og næste tur til det døde hav går uden om Lonely Planet!