Profile
Blog
Photos
Videos
På jagt efter krig og kommunisme - Asien 2011/2012
I fryser derhjemme, siger I? Det kniber med sympatien herfra.
Vi har spenderet den sidste uges tid i det nordlige Vietnam, som vi vil huske for mangen en oplevelse, forhaabentlig ikke kun kulden, som vi har vaeret relativt daarligt forberedt paa, i og med at vi i heftig triumf hjemsendte og dumpede vores jakker og varme toej de sidste dage i Kina. De foedder bliver aldrig de samme.Vi har on/off boet den sidste uge paa et fantastisk og meget lidt vietnamesisk hostel i Hanoi, originalt nok kaldet Hanoi Backpackers, hvor rengoering og madlavning ordnes af de lokale, mens mere eller mindre alkoholiserede unge vesterlaendinge staar for hver aftens underholdning (the world as it should be, aabenbart). Efter langsomt at have restitueret os selv ovenpaa en fabelagtig 30 timers rejse til Vietnam besluttede vi os for at foretage os noget aktivt, naermere bestemt at besoege mausolaeet for den gode kommunist og tidligere praesident Ho Chi Minh, der, udover mange gode kommunistiske gerninger, (gen)forenede Vietnam efter lang og blodig krig med frankerne og ufrivilligt gav nyt navn til landets stoerste by, Ho Chi Minh City, interessant nok. Han er i hvert fald en populaer faetter, eller som de lokale kalder ham onkel, hernede, med saa mange portraetteringer rundt omkring at Thailands regent maa skule misundeligt mod oest, og der siger ikke saa lidt.
At begive sig ud i Hanoi kan vaere en farlig affaere; et utal af motorcykler blander sig med fodgaengere og biler og ser stort paa de mest grundlaeggende faerdselsregler, saa hornet bruges som varslingssignal, og saa er det ellers bare at komme af vejen og smyge sig videre ned ad de smalle gader. Vi noget dog levende frem til vores bestemmelsessted. Paa trods af utvetydige oensker om at blive kremeret og faa et ellers chill liv efter det jordiske, er onkel Ho naturligvis balsameret og ligger som enhver god kommu-leder til offentligt skue i et imponerende mausolaeum her i Hanoi*, et syn man dog kun kan skue frem til 10.30, saa noget modvilligt drog vi tidligt af sted med endnu et kvindeligt kiwi** bekendtskab fra den 30 timer lange busrejse. Og novra, hvor vi blev beloennet for indsatsen! Efter 2,5 sikkerhedstjek og registrering af alle kameraer og andre former for recording devices (hvilket dog ikke hindrede Sofie i uproblematisk at smule et kamera ind til ingen verdens nytte) gik vi i skarp procession og absolutt tyssna med andre aerefulde besoegende den tunge gang ind i mausolaet og en gang rundt om det absolut helligste, Ho Chi Minh i kiste i glasmontre, en fredfyldt omend saerdeles vokslignende skikkelse***, men hvad ved vi, han saa okay ud for en der har vaeret doed i 40 aar. Turen rundt om kisten tog omkring de 15 sekunder (af ukendte aarsager STAAR man ikke og betragter onkel Ho, man GAAR uafbrudt og i passende respektfuldt tempo fra indgang direkte mod udgang) og efterlod os maerkede resten af dagen, eller i hvert fald indtil vi kunne tage turistbilleder foran mausolaeet med vores haardt proevede kameraer.
Bagefter besoegte vi Temple of Litterature, i gamle tider et universitet og nu et aabenbart must-see, som vi fandt udpraeget kedeligt. Unge nu tildages altsaa..
Med en frisk dosis kommunistisk sight-seeing indenbords var vi klar paa at se noget fantastisk natur og bookede en 2 day-1 night tur til sagnomspundne Halong Bay, en masse store og ikke mindst velformede klipper ved den vietnamesiske kyst, der, som mange andre turistattraktioner, har vi efterhaanden laert, forsoeger at brande sig som en af verdens uspecificerede antal vidundere. Efter mange overvejelser besluttede vi os for vores hostels semidyre party-tur, ligedele fordi vi saa ville kunne foelges med en fornoejelig inder-kiwi som fordi vi havde hoert gode historier om turen, og taenkte ikke naermere over det. I hvert fald ikke foer vi ved afrejse moedte vores af hostlet udnaevnte tour leader/party priest, en svagt rystende (fordi han endnu ikke havde faaet sine 4 oel), roedoejet piercet gut med et imponerende skaeg. Fulde af benovelse lod vi os transportere til kysten, hvor vi ventede tre kvarters tid paa noget ingen vidste hvad var****, inden vi med 25 andre backpackere gik ombord paa den famoese Jolly Roger aka Long Hard Party Boat, eller noget lignende, endnu uvidende om de loejer der ventede os. Vi blev modtaget af foernaevnte alkoholiserede guide, Josh, komplet med oel i haand (klokken var ogsaa 12.15) og hans velkomsttale, der primaert gennemgik regler (vi maatte ikke lege Jack Sparrow i sejlene medmindre vi var vietnamesere, ikke f***e med hans iPod, og fangede han nogen i at tage en taar med deres hoejre haand ville de omgaaende og naadesloest blive doemt til at drikke alt de havde i glasset/daasen/whiskeyflasken). Vejret var et sted mellem lige lovligt koeligt og direkte koldt, mens vi noed det imponerende syn af op mod 2000 klipper/oeer der floed forbi os, foerst fra daek, siden noget anstrengt fra kayak, det kan vidst saette et hvert venskab paa spil. Resten af aftenen staar lidt hen i en taage af delvis glemsel, delvis fortraengning - I skal blive sparet for detaljerne, men sikkert er det at vi i vores 20 somre gamle liv har set megen druk og uanstaendighed, men aldrig rigtig noget lignende.
En stor fryd var det derfor at tjekke ud af kahytten kl. 07:00 naeste morgen og konstatere at Halong Bay stadig eksisterede i al sin storhed (og til dels ensformighed), og et par timers doven dvasken til havs og uigennemskuelig ventetid senere var vi paa vej tilbage mod Hanoi og vores kaere hostel. Efter middag med vores medtraumatiserede baad-venner gik Noenne aka Frk. Fornuftig i seng mens Sofie valgte at haandtere gaarsdagens oplevelser gennem happy hour og endte med Halong Bay-bekendtskaberne paa en tilfaeldig turistet bar, inden et shot tequila bragte minderne for taet paa og hun ogsaa soegte hjem.
Dagen efter slog vi tiden lidt ihjel ved at betragte Dexter(ualmindelig god TV-serie btw)slaa andre ihjel, inden vi begav os mod natbussen der skulle tage os til den nordlige by Sapa omgivet af beroemte rismarker. For 57$ havde vi sikret os transport tur-retur, seks maaltider, et hotelvaerelse, trekking og guide og var spaendte paa, hvad der ventede os, og efter en ganske behagelig nat i bus ankom vi til et gennemkoldt hotel i kolde Sapa. Heldigivs kastede vi os straks ud i trekking, der foerte os til fantastisk udsigt over de karakteristiske lag-paa-lag rismarker ned ad bjergskraaninger og et mindre imponerende vandfald. Tilbage ved frokosttid noed vi et indkluderet maaltid og brugte det meste af den resterende dag og nat paa at holde varmen i vores u-varmede hotelvaerelse. Morgenen oprandt, og vi tog hul paa ca. fire 4,5 timers trekking i lejede gummistoevler, hvilket skulle vise sig at vaere en meget klog prioritering. Ved afgang fra hotellet undrede vi os over, at gruppen udover vores lokale tur-guide blev fulgt af lokale stammekvinder i antal svarende til gruppens stoerrelse, isaer fordi de ikke (fra starten) forsoegte at saelge os noget mere eller mindre lokalt tingeltangel, men ak, snart blev vi klogere! Vi havde ikke laenge vaeret i gang med nedstigningen blandt visuelt imponerende, men afsindigt mudrede, rismarker, foer den foerste turist skred lidt i mudderet og straks maerkede et staerkt greb i armen fra en af de smaa men kyndige stammekvinder. Mens vi kaempede os ned af betragtede vi med stigende undren og taknemmelighed, hvordan hver enkel stammekvinde rutinemaessigt knyttede sig til et gruppemedlem og sikkert guidede dem gennem saerligt stejle eller mudrede passager. Vi er ikke for stolte til at indroemme at vi med svedige haender klamrede os til "vores" stammekvinder mere eller mindre hele vejen(hvem siger at vi savner lidt moderlig omsorg?). Dog skete det en enkelt gang eller tre at det alligevel lykkedes et lidt for stolt og gerne mandligt gruppemedlem at skvatte i mudderet, hver gang til stor og aabenlys morskab for vores lokale foelgesvende. Kvinderne laerte os samtidig et og andet om kulturen i deres respektive stammer, hvor de bl.a. ikke kunne bestride et egentligt job og derfor solgte crab til turister paa markedet, og om hvordan man efterhaanden sjaeldent fik de ellers traditionelle 9-12 boern men var gaaet ned til beskedne fire-fem stk.
Kvaestede vendte vi tilbage til hotellet og var kort tid senere paa vej tilbage til Hanoi, hvorfra vi 12 timer senere kastede os ind i endnu en natbus og derfra nu kan skrive til jer fra Hoi An, en kystby 18 timers koersel fra Hanoi, som primaert er kendt for skraeddere i hundredevis.
Om vi har faaet ny garderobe inden naeste blog vil vise sig; paa den tid haaber vi at vaere yderligere sydpaa ved vores allerfoerste strand! KH fra Frk. Fornuftig og The Party Animal
*Bortset fra et par maaneder om aaret, hvor han sendes til Rusland for restituering. Hvem der bare var saa heldig
**New Zealaenderes ord for dem selv. Har du da ikke laert det endnu, altsaa.
***Hvor vover vi (og et betragteligt antal guideboeger) at slaa tvivl om hans legemes aegtehed!
****Standard beskaeftigelse for turister i Sydoestasien
- comments