Profile
Blog
Photos
Videos
Namaste eller namasteeeeeeeeeeeeeeeeee som de kaere nepalesere ynder at udtale det!
Hermed det uigenkaldeligt sidste blogindlaeg. Det er ikke til at forstaa.
Vi skrev vores sidste blog paa oeen Koh Pha-ngan og tog snart efter videre til den anden side af Thailandske legendariske kyst til Krabi og derfra med baad til Koh Phi Phi, der skulle vaere hjemsted for nogle af verdens bedste strande og location for filmen "The Beach" med selveste Leonardo DiCaprio i hovedrollen, vi maatte dog hurtigt sande at Mr. Floedebolle desvaerre ingen steder var at finde. Det var diverse ingredienser til at underholde, beruse og fodre os, dog, naar vi tog en sjaelden pause fra at tanne paa stranden, omgivet af longtail boats og dramastisk limestone klipper. Dagene i paradis floej forbi, ikke mindst da vi rendte ind i to i-forvejen-velkendte piger fra Danmark, som vi delte et par Strawberry Daquiries eller fem og en fantastisk snorkeltur med.
Efter fem dages tid sammenlignede vi en sidste gang vores grad af brunhed, pakkede sydfrugterne og hoppede paa en natbus (nr. 73, saadan cirka, og absolut sidste paa turen) og lod os transportere til Bangkok. Ekstatiske over for foerste gang i godt og vel 3 maaneder at vaere tilbage paa allerede eroberet terretorium og have den legendariske One Night In Bangkok, souvenirshoppede vi som de skoere turister vi er, graed ned i vores sidste thai-ret og forsoegte med vold og magt at klargoere vores tasker til den efterfoelgende flyvetur til Kathmandu i Nepal. Den sidste crazy night in Bangkok sluttede kl. 20, da party animal 1. og 2. maatte overgive sig til dynerne, eller rettere lagnerne, gammelt aegtepar, nej overhoved ikke. Naeste dag, hvis man overhovedet kan kalde 5.30 dag, tog vi for vi ved ikke hvilken gang en taaretvaedet afsked med folk med gul hud og skaeve oejne, uvidende om at det blev et kort farvel til de skaevojede. Turen inkluderede et pitstop i Delhi hvis hoejdepunkt var Masala Lays chips, de indere er vist helt fjollede med karry-ish spices - med opdagelsen af chippen mener vi at kunne saette hak ved at have oplevet det mest essentielle i Indien.
Selve flyveturen til Kathmandu var en oplevelse for saadan et par Himmelbjergs-vante danere som os, og vi betragtede Himalayas sneklaedte bjergtopper med slet skjult aerefrygt, ikke mindst med det in mente at vi faa dage senere selv skulle proeve kraefter med bjergtrekking. Kathmandu Lufthavn, senere kendt som Verdens Mindste og Mest Lokale-Folkeskole-lignende Lufthavn, stroej vi igennem og fandt os snart i den mest ramponerede Toyota der nogensinde har kaldt sig selv for en taxa. Turen gennem Kathmandu var en aabenbaring af lave kasser af beboelse, elendige veje, haabloes trafik, folk i sarier og med roed maling smattet ud i panden og, ikke mindst, aber, og udmattede kunne vi endelig tjekke ind og moede vores guide paa den forestaaende Nepal-tur, Puskar ("Just think of Push and Car," tilboed han behjaelpeligt, og saerligt push-delen skulle vi senere for at foele at den kaere mand var saerdeles god til). Senere blev vi introduceret for resten af vores Nepal-gruppe og vi observerede tilfredst omend i vanlig usympatisk stil at et pensioneret par og en engelsk kvinde der doejede med et par skavanker, var iblandt gruppens medlemmer og taenkte at det der trek i Annapurna, Himalaya, burde vaere barnemad for saadan et par friske unge pigeboern som os selv! Ak..
Inden vi tog hul paa den slags ubehageligheder brugte vi en dag i Kathmandu paa sightseeing rundt om Durbar Square i Bhaktapur, et mekka af middelalderlige bygninger, og eftermiddagen ved det hoejtliggende saakaldte Monkey tempel, hvor vi saa en masse roede numser, flest af dem tilhoerende aber og en masse oerne/falke kredse over Kathmandu. Og et tempel, forstaes. Allerede nu stod et par ting klart om nepaleserne, foerst og fremmest at tid og deadlines er et relativt begreb, isaer naar det kommer til tilberedning og servering af maaltider, noget der gav anledning til meget angst her hos madneurose 1 og 2.
Den efterfoelgende dag brugte vi i bus gennem billedskoenne Nepal og i Pokhara, beliggende ved foden af Annapurna Reservatet, og saa kunne det ikke udsaettes laengere. Vores bagage var overgivet til seks storsmilende portere - nepalsere hvis job det var at fragte vores enorme tasker frem til dagens endedestination af samme ufremkommelige vej som os meninge trekkere, blot dobbelt saa hurtigt, ofte i loeb og, skulle det vise sig, syngende, fraekke sange uhhhh...
Foerste dag lagde haardt ud med at smadre al eventuel selvrespekt for form, styrke og kondition idet den inkluderede ind stigning paa 800 som blev tilbagelagt paa 2 timer og 45 minutter. Hurtigt blev sniksnakken minimal, vejrtraekningen stadig mere hoejlydt og desperat og angsten for vores usandsynlig spinkle bjerg-guide AKA Stankelbenets bestemte "Djum djum!" ("Pausen er slut, videre, fede tabere) intens.
Vi vil ikke kede jer med unoedige detaljer for basically kan turen beskrives som op, ned, op, ned, op kun afbrudt af kortvarige tepauser, hvem fanden der gider at drikke te naar de svedende forsoeger at faa vejret efter vandring paa naermest lodrette stier forbliver uvidst, og selvfoelgelig ubeskrivelig smuk natur indbefaftende sneklaedte tinder, rismarker ala Sapa, og kaempe fugle - som de fugleentusiaster vi nu en gang er, vil vi skyde paa at det var gribe.
Med pinligt oemme ben, som medfoerte en noget saerlig gangart, blev vi i Himalaya-bjergene for foerste gang introduceret for nepalesisk dans og sang, hvilket langt fra gaar stille for sig. Med vores kaere portere i front, og et helt kor af nepalesiske damer kunne loejerne gaa i gang. Stadig uvidende om hvilke ubehageligheder vi senere skulle udsaettes for klappede vi gladeligt med, og lur os om ikke en enkelt lille nepalesisk strofe eller to ogsaa slap ud i vores kaadhed. Da portere begyndte at traekke vores villige med-turister ud paa dansegulvet sprang koldsveden frem, af uransagelige aarsager, for alle 13 medturister plus Puskar og stankelbenet synes faellesdans var en umaadelig god ide. Foerste aften med rundedans undgik vi dog ved det kendte trick jeg-tager-jo-billeder-af-jer-alle-og-kan-desvaerre-ikke-danse-med-trick, men denne strategi nyttede ikke noget paa andendagen hvor den kaere Puskar og portere mere eller mindre fik baaret os ind paa dansegulvet, og med to charmerende inder-look-a-likes som dansepartnere kan man jo ikke andet end at vise dem ens umaadelig smarte dansemoves anno 70'erne med dykkeren og jeg-plukker-frugt oeverst paa listen, der ikke blev vaerre af foernaevt stivbenethed. Nepaleserne filmede os godt nok, og kender youtube, men nej the crazy dancing danes ligner maaske os, men det er det altsaa ikke! Hvad sker i Himalaya bliver nemlig i Himalaya!
Men alt crazyness har en ende, ogsaa vores bekendtskab med Verdens Gladeste Mennesker, de kaere portere, der som resten af nepaleserne har meget let til smil og latter. Vi lagde Annapurna bag os til fordel for en nationalpark i Chitwan, hvor vi skulle lege safari og paa en enkelt dag jagte eksotiske dyr til lands, til vands og i luften, eller i hvert paa til vejrs paa elefantryg. Iklaedt efter ordre i vores mest kamouflageagtige klaeder modtog vi baevende instruktioner om hvordan man bedst undgaar at blive trampet, stanget eller tygget ihjel, skulle vi rende ind i de bjoerne, tigere, leoparder og naesehorn som parken indeholder. Saaledes helt beroligede kunne ekspeditionen begynde, vores kaekke naturguide forrest, vi selv i respektfuld optog et stykke bagerst, for foerste gang taknemmelige for manglende neon-nuancer i vores rygsaeks noget ensartede garderobe. Foerste halvdel af turen forlob roligt, nogen vil sige kedeligt, med hoejdepunkter der inkluderede en roed bille, naesehornenes foretrukne toilethjoerne med rigelige efterladenskaber som bevis og et fodspor fra hvad der muligvis var en tiger, muligvis en gennemsnitlig nepalesisk huskat. Men netop som vi var lullet ind i en falsk jungletryghed tog begivenhederne fart! Naturguiden i front kom pludselig hastende mod os, heftigt vinkende os tilbage, og mens vi loeb, meget lidt diskrete og uden at kunne huske det mindste til overlevelsestips, forstod vi at der var tale om to naesehorn, mor og datter. Ad anden vej vovede vi efterfoelgende saa taet som 10 meter paa de to pansrede vidundere, kun adskilt af nogle taette buske, inden guiden vurderede at nu var det for meget af det gode. Et par aber og nogle fjerntliggende krokodiller senere rundede vi gaaturen af - blot endnu en almindelig dag i en nepalesisk nationalpark. Eftermiddagen spenderede vi til elefantrygs, et transportmiddel den erfarne bloglaeser vil vide vi allerede har udpraeget erfaring med, og udover en ny dosis aber, krokodiller og smarte asiatiske raadyr kunne vi denne gang nyde naesehornene endnu bedre, tre fede styks, som vores elefantryttere spottede midt i det daglige bad, og som til aere for de femtem maabende turister steg op fra mudderbadet og rigtig lod os gaa amok med kameraerne.
Hoej var begejstringen da vi vendte tilbage og rundede aftenen af med endnu et danseshow, hvor vi glaedeligt kunne konstatere at vi kunne synge med paa et af numrene, hvor vi kunne have svoret at omkvaedet loed "Leslo hilili, leslo hilili, you have no donkey, I have no donkey, leslo hilili!". Ja, I skal ikke sige vi ikke engagerer os i den lokale kultur.
En afskedsmiddag senere var det tid til et sidste taarervaeddet farvel til mennesker vi har spenderet en relativ kort men god tid sammen med og paa gensyn til Nepal, landet med de tusinde smil og utrolige skodagtige biler. En sand omvaeltning at traede ud af et fly og befinde sig i verdens rigeste land pr. indbygger, landet med utallige sorte maend i store hvide biler, Qatar. Allerede i lufthavnens paskontrol blev vi moedt af elegante etniske herrer i de karakteristiske hvide beduinlignende klaeder og partisantoerklaede, og vi arbejder nu paa at identificere de aegte oliesheiker blandt de aabenbart mange falske.
Ved ankomsten til hotellet blev vi moedt af to vidunderlige overraskelser: for det foerste var vi blevet opgraderet til det i forvejen luksurioese hotels luksussuite, og for det andet befandt vi os i et sandt mekka af fast-food restauranter til at kompensere for den ellers udpraegede grad af fancy-pancy-hed der udgoer hotellet.
Vi har siden ankomst forsoegt at give den som Fine Damer, et udfordring naar man har levet paa stadiet lige over f***ing Klam i tre maaneder og ikke engang kan moenstre en eneste fin fornemmelse derhjemme. Et stort problem er vores backpacker-ish hamstrings-tendens som udvikles naar man lever laenge paa budget og er vant til at intet er gratis - symptomer indkluderer kriblen efter at stoppe tre toiletpapirsruller i lommen, at toemme bolsje- og aeblefadet naar rengoeringen ikke kigger og gemme alle vaerelsets toiletartikler i haabet om at nye bliver fyldt op. Det er pinligt fordi det er sandt.
Vi bliver nu kaldt ma'am alligevel.
Og det er her, omgivet af absurd luksus, at vi runder af for denne gang. Aah hvor har det vaeret vildt og voldsomt, og vi har nydt at dele det hele med jer og ikke mindst jeres mange vittige kommentarer. Vi vender hjemad med bevidstheden om at vi skal til at stille noget alvorligt op med vores liv, og haaber at lysten til at goere dette melder sig naar sulten efter rugbroed, egen seng og leverpostej er blevet stillet.
Soo long, Asien
Mange knus
Nønne og Sofie
- comments