Profile
Blog
Photos
Videos
Vi vil lige starte indlaegget her med at fortaelle, at vi altsaa ikke tog til Kashmir, fordi vi syntes det kunne vaere sjovt, fedt, anderledes eller andet. Vi tog til byen Srinagar, fordi der var en indisk saelger i Delhi (Mustafa....!), der viste os fine billeder og fortalte om hvor storslaaet, det var. Og saa var det jo lige ved Manali, som egentlig var der, vi gerne ville til. Saa vi koebte tre overnatninger deroppe. Det var foerst, da vi kom ind i lufthavnen i Srinagar og der stod "Welcome to Jammu & Kashmir" at vi fandt ud af, hvor vi var kommet til.
Men men, videre paa historien...
Vi vaagnede naeste morgen til en glaedelig overraskelse: der var kommet to tyskere til vores baad! De hed Olaf og Markus og var ph.d.-studerende fra Delhi, paa udveksling fra Tyskland. Det var lidt rart at have nogen "hjemmefra" (ja, nu taenker I nok: Tyskland er da ikke hjemme! Men paa en husbaad i Kashmir betoed det ikke noget, der kunne de ligesaa godt have vaeret danskere) at tale med og dele det med.
Vi skulle se den hoejeste "cable car" - eller skilift - i verden!! (For at vaere aerlig, kan jeg faktisk ikke huske, hvor hoejt, den koerte op. Men det var hoejt og man fik ihvertfald propper i oererne )
Vi koerte sammen med tyskerne i bil i laaaang tid op paa et bjerg, hvor vi skulle starte vores tur op ad bjerget med skiliften. For foden af bjerget og ved starten af liften, saa vi et meget sjovt faenomen: der var fyldt med maend med kaelke og folk paa ski. Det var der i sig selv ikke noget specielt i, da omraadet nemt kunne forveksles med et skiomraade i Italien eller Frankrig. Forskellen var bare, at der plejer folk rent faktisk at koere paa kaelkene og staa ned ad bjerget paa skiene. Her stod man - rent bogstaveligt - bare paa sine ski og kaelkene blev brugt til transport. Jeg ved ikke, om I kan forestille Jer, hvor utroligt, det ser ud, naar en lille indisk mand paa omkring 40kg traekker en +120kg kone paa en gammel traekaelk paa en asfaltvej, men ellers skal jeg hjaelpe Jer: det ser haardt ud. Rigtig, rigtig, RIGTIG haardt ud. Og ogsaa lidt sjovt, Og de gjorde det allesammen, de smaa stakkels maend.
Oppe paa toppen af bjerget var der koldt og det sneede og jeg var sur! Jeg gad aerligt talt ikke vaere i Kashmir og jeg gad da slet ikke vaere paa et bjerg med sne! Saa mens tyskerne gik lidt op ad bjerget for at tage billeder, sad Soeren og jeg faktisk bare og kiggede lidt og drak varm kaffe/kakao inde ved liften. Da de kom ned igen tog vi lidt ned med liften og spiste frokost paa en lille udendoers cafe og saa skulle vi ellers til at ned igen.
Vi blev tilbudt at staa paa ski ned, men det ville kraeve en guide, da de ikke mente vi selv kunne finde ned og det blev derfor ret dyrt. Saa vi tog bare liften ned igen til alle "skiloeberne" og de "kaelkende kvinder". Og derfra tog vi bilen hjem til vores lille husbaad, hvor vi fik laekker mad. For det maa man sige, de kunne finde ud af - vores gode ven, kokken i nabobaaden, lavede fantastisk mad!
Naeste dag stod den paa afslappende bjertur paa hesteryg! Eller det viste sig, at det var knap saa afslappende, som jeg havde haabet paa. Igen havde vi planlagt det sammen med tyskerne, for det var jo lidt hyggeligere at goere tingene med dem, naar de nu var der. Vi havde regnet med, at vi fire bare ville faa en hest hver og saa en guide og saa skulle vi ellers bare ud paa bjerget og se det flotte Himalaya. Men endnu engang overraskede Indien.
For vi var paa ingen maade alene paa det bjerg. Der var omkring ottetusinde heste, der allesammen saa forfaerdelige ud. De var beskidte, halvdelen haltede og resten saa bare virkelig triste ud. Og saa var der ellers proppet med mennesker og engang imellem var der da ogsaa en bil, der lige skulle forbi. Vores fire heste blev foert af to smaa drenge, som blev ved med at gaa og klappe dem bagi, og jeg var raedselsslagen for, at min skulle begynde at loebe, for vejen (som egentlig bare var en bred sti) var rent kaos. Men de klaskede loes paa de stakkels heste, som umuligt kan have syntes det var saerligt sjovt at have fire dumme turister siddende paa ryggen...
Vi red (eller, mest af alt sad vi bare og bumpede paa hestene, der proevede at komme frem) i 10-15 min op til en bakke, hvor turen stoppede. Der sad vi saa og spiste vores frokost (kokken pakkede os hver dag en lille boks med frokost: to sandwiches, to aeg, to maerkelige slikbarer, der hed "Tourist"...). Efter frokosten red vi tilbage til bilen og saa gik turen endnu engang hjem mod baaden. Paa vejen maatte vi dog lige stoppe ved en lille vejcafe, fordi vores chauffoer skulle have en kop kaffe
Den aften saa vi lidt film og sagde ellers paent farvel (og maaske "auf wiedersehen", hvem ved?) til vores to tyske venner, da vi skulle flyve tidligt naeste morgen. Og saa sov vi ellers rigtig godt den sidste nat i Kashmir!
- comments