Så sidder jeg igen i lejligheden hos Bechara og har lidt tid, så nu må det være tid til endnu en blog om livet her i Brasilien.

Først er jeg nødt til at rose Søren. Han sagde inden vi tog afsted at han ikke kunne snakke sproget, men vi har endnu ikke haft problemer fordi han kan snakke med alle og han er den bedste tolk jeg kunne forestille mig. Uden ham var der ingen af os der var kommet i snak med nogen, og han har endda også overskud til at lære en smule fra sig, så jeg har også lært en smule.

Efter den lidt kaotiske start på vores rejse har vi haft det helt fantastisk! i weekenden (som jo var lige efter vi ankom) var vi hos en af Becharas venner der hedder Mota. Han er professionel fodboldspiller i en Sydkoreansk klub, men han er hjemme på en kort ferie. Han har 5!!! huse og et af dem ligger tæt på vandet, så vi var selvfølgelig også ved stranden. Men første gang vi var det, var det for at køre beach buggy. Det var super fedt at få lidt vind i håret og se forskellige steder ved kysten. Ellers var opholdet hos Mota ren afslapning. Han havde en del familie og nogle venner boende, og hvert 5 minut kom der en forbi og spurgte om vi var sultne, så vores første ord vi har lært er "sjeijo" (ved ikke hvordan det staves) som betyder "mæt". Ud over at spise hos Mota var vi også i hans pool, spillede fodbold mod det lokale fodboldhold (gamle gutter, men bolden ligger død for deres fødder bare de kigger på den!! Og så skal det også lige nævnes at jeg lavede to mål: Et med det kolde venstre og et hvor jeg satte hele forsvaret, for til sidst at snyde målmanden og ligge den ind bagved den sagesløse stakkel), set futsal (indendørs fodbold på en lille bane med en bold der ikke rigtigt hopper. Vi så finalen, og fordi vi var sammen med Bechara og Mota, der er meget kendte her i området, skulle vi selvfølgelig ind og overrække medaljer) og været ved stranden og bade. Stranden var meget anderledes end i Danmark, for der var KÆMPE store bølger og en meget stærk understrøm, så man skulle passe på ikke at blive hevet med. Men Søren og mig brugte alligevel ca tre kvarter i det varme vand på at lege i bølgerne :D

Efter vores strandtur søndag tog vi hjem til Bechara igen for at klæde om til fest om aftenen. Her gør det ikke noget hvilken dag det er, de fester alligevel. Så vi blev introduceret for Luiza. Luiza er 21 år, og lillesøster til Becharas kone og hun tog os med til en Forró fest. Forró (udtales "fohor") er en speciel dans de har i den by vi var til fest i, og det er meget glad musik og meget glad dans. Luiza var lidt genert til at starte med, men efterhånden blødte hun lidt op, og hun fik os lært hvordan man fester i Fortaleza, og hun fik endda lært os at danse en smule forró.

Mandag stod den på at sove længe, så derfor skete der ikke rigtig så meget. Og alligevel fik vi en oplevelse uden lige! Vi var med ude og se Bechara træne en smule fodbold med et andet lokalt fodboldhold, og da vi kom hjem skulle vi på churrascaria (udtales "sjuaskaría"). Denne form for restaurant er et fantastisk koncept der går ud på at spise en masse kød. Det vender jeg tilbage til. Jeg spurgte Bechara inden vi tog afsted om mine fodboldshorts var okay at have på, og det var der ingen problemer i sagde han. Men det første jeg lagde mærke til da vi ankom, var alle de fine mennesker der gik ind og ud af restauranten, mens der stod tjenere i kø for at få lov til at parkere bilen! Jeg skulle nok alligevel have taget fint tøj på. Nåh.. men da vi kom ind og fik af vide at alt var optaget, gik Bechara lige hen og sagde sit navn. Så fik piben en anden lyd, og det var pludselig ingen problemer at skaffe et bord. Vi fik knap nok lov til at sætte os til rette før den ene tjener efter den anden kom gående med forskellige slags kød på en stor pind. hvis vi ønskede noget kom de hen og skar et stykke af til os, og hvis ikke skulle vi ikke vente mere end 5 sekunder før den næste tjener kom gående forbi med kød! (Det må være enhver drengs drøm at komme sådan et sted: All you-can-eat med kød, maden bliver serveret, og vigtigst af alt, kød i lange baner!!) alt dette for 50 reals per person (1 real svarer til 3,66 kroner.. You do the math, I do the eating ;)

Tirsdag (i dag) har Luiza taget os med til noget der hedder Beach Park (google for mere info). Kæmpe udendørs vandland med rutschebaner over alt, og især én vækker opsigt: 40 meter frit fald!! Det gav et ordentligt sug i maven at ryge ud over, men en fantastisk oplevelse. Ud over det hyggede vi os med forskellige vandaktiviteter og havde en afslappende dag.

Solen er meget stærk hernede og det har vi fået at mærke på vores ryg og i ansigtet, så vi ligner alle sammen en camarao (reje). Ud over det har vi det godt og vi nyder det stadig i fulde drag. Luiza er en fantastisk guide, og hun fortæller os rigtig mange ting om ungdomskulturen.

Vores planer er at rejse videre til Pantanal på fredag morgen, hvorefter vi skal passe på os selv i 17 dage, ind til vi den 27 december kommer til Rio, hvor vi igen får et sted at bo fast. Ind til da må guderne vide hvornår jeg igen får skrevet et blogindlæg. Billederne fra turen er på vej igennem censur maskinen, men der skulle ikke gå lang tid før vi får smidt dem op på nettet så i kan se hvad vi går og laver. Som man siger: et billede siger mere end tusinde ord, så derfor vil jeg slutte nu og tænde censur maskinen igen :o)

Kommentarer modtages meget gerne, men husk at skrive navn. "mor" er f.eks. ikke et navn, men noget vi alle tre har hvorimod m.b. kun findes i min familie ;)

Tchau, ha´ det godt og en masse meget varme tanker - fra Simon

P.S: De bruger mac-computer hernede og den kan indstilles til dansk, så derfor jeg har æ,ø og å. Smart