Efter en dejlig nat i 4-personers værelse på Berggasthaus Hernione var vi klar til en kort dag, hvor planen var, at nå Memminger Hütte i 1800 m efter blot 3 timers vandring. Vi startede opturen i solskin og var klar på, at vejrudsigten sagde tordenvejr ved 17-tiden. Vi havde en fin opstigning, hvor vi bl.a. så en gemse græsse. Lige før Memminge Hütten var der et stort engområde, hvor der gik heste. Det var et meget smukt scenarie, som vi dvælede ved - og med et så vi at der i området vrimlede med murmeldyr - store og små. Det var MEGET fascinerende!
Da vi kom frem til hytten, blev vi rådet til at fortsætte, idet der var varslet snefald i området næste dag og da vi efter planen skulle igennem et pas i 2600 meters højde med efterfølgende fysisk udfordrende nedfart, valgte vi at følge rådet. At vejret skulle blive så dårligt, var ikke til at forestille sig. Vi havde de mest fantastiske views op gennem passet - vi kom forbi flere bjergsøer, så en stenbuk, der hjemmevant gebærdede sig i det for os så svært fremkommelige landskab. Stien op til passet var stejl og passet så smalt at kun en person kunne passere af gangen. Vi indtog madpakker med smuk-smuk udsigt over Insdalen.
Så gik turen nedad. Det var stejlt og der var masser af rullesten. Vi havde 4-5 timers vandring foran os, hvilket betød at vi ville nå Zams ved 19-tiden. Det var en virkelig hård tur. Heldigvis nåede tordenvejret os ikke. Vi gik de sidste 3 timer på en lille sti på bjergvæggen, som de lokale bønder for mange år siden fik hugget, så køerne kunne komme på græs i højderne. Gå-forholdene var derfor rimelige og knap så strabadserende for os, men vi var dig alligevel noget ødelagte, da vi nåede Zams kl. 20.30. En vært på en lille restaurant undervejs havde sørget for værelse til os i Zams - det var vi meget taknemmelige for. Vi var også taknemmelige for det gode råd, vi fik i forhold til at tage den lange tur over passet - spec. da regnen og tordenvejret satte ind ved midnatstid.