Profile
Blog
Photos
Videos
Her kommer så lige et kortere indlæg fra byen Antigua, hvor vi har brugt de sidste fire dage.
Efter ankomsten til byen efter en lettere, men dog stadig ubehagelig bustur, fandt vi et hostel nær centrum. Eftermiddagen og aftenen brugte vi på at udforske lidt af byen, samt at få noget aftensmad på en rimelig ringe italiensk restaurant.
Den følgende dag havde vi booket en vandretur til vulkanen Pacaya, en af de fire vulkaner som ligger i omegnen af Antigua, og vist den eneste som stadig er aktiv. Først blev vi kørt i bus til det sted hvor turen skulle starte. Her stod et hold mennesker med heste klar til at tilbyde os en tur på hesteryg til toppen, i stedet for at skulle vandre. Det sagde vi dog pænt nej tak til, og begyndte opstigningen. Selvom klokken var omkring 15, var der stadig sol, og varmen og den hårde opstigning var en del hårdere end forventet. Det gjorde dog også at Siri var nødt til at overgive sig og sige ja tak til at ride resten af vejen, da hun stadig ikke var kommet sig helt over sin sygdom. Efter en timer til halvanden ankom vi så til foden af vulkanen, hvilket var et flot syn. Guiden fortalte os at der havde været et udbrud for kun 3 uger siden, og at vi ikke kunne få lov til at bestige vulkanen, som vi ellers troede var meningen. Selvom det var lidt af en skuffelse, var det alligevel en god oplevelse, og i stedet fik vi lov til at riste skumfiduser i på stenene, som stadig var varme efter udbruddet. Herefter gik vi et lille stykke længere, for at komme til et udkigspunkt, hvor vi så solnedgangen, med udsigt over de andre vulkaner, som man kunne se i horisonten.
Dagen efter valgte vi at skilles for en dag, da Siri havde nogle ting hun skulle ordne, bl.a. sende en pakke, købe nogle forskellige ting og få ordnet negle. Det var jeg (Christian) ikke så interesseret i, så jeg havde aftalt at mødes med Cristian (min guatemalanske ven), da han bor tæt på Antigua og kunne vise mig rundt. Så for mig var dagen kulturel; vi fik set en masse kirker og var derefter oppe på et udkigspunkt, hvor man kunne se udover hele byen. Om aftenen mødtes jeg igen med Siri, og vi fik en god aftensmad inden turen går videre til El Salvador imorgen.
Generelt har vi begge kunnet lide Guatemala; folkene her er rigtig søde og venlige og der er den smukkeste natur, så det har været en fornøjelse at være her, lige bortset fra busturene. Og selvom det kunne tyde på at Guatemala ikke er et så sikkert land, da der f.eks. ved tankstationerne står mænd med shotguns og vagter med våben ved større butikker og restauranter, så har vi endnu ikke oplevet noget, hvor vi har følt os truede - heldigvis for det!
- comments