Profile
Blog
Photos
Videos
Der sker hele tiden noget og så kommer jeg altså lidt til at forsømme min rejseblog, men "no news is good news" som men siger.
Vi blev udsat for endnu er røveriforsøg på vej tilbage til Granada efter Corn Islands. Vi skulle med bussen fra Managua til Granada og havde besluttet at ta lokalbussen som koster $1 i forhold til turist bussen som kostet $18, og som var den jeg tog da jeg først ankom til Nicaragua. Men fordi at det var dag og fordi vi kendte Managua lidt, tænkte vi at det ville være fint at ta the chicken bus. Andre rejsende sagde også at det var ok, og at de ingen problem havde haft. Men... på et tidspunkt steg der et par unge fyre på bussen, og den ene satte sig ved siden af mig. Han blev ved med at rykke tættere og tættere på, det var ret ubehageligt, men lige som jeg skulle til at sige noget rykkede han ca 10 cm væk, men stadig ved siden af mig. Jeg var blevet nervøs, så jeg tog min (lille) ryksæk på skødet og holdt fast i den. De var rigtig i hopla, de unge fyre, de sang højt med på musikken og jokede med hinanden, ret sikker på at de var høje på lim el. lig.. Nå, bussen holder så ved ind til siden ved et stop, og min sidekammerat læner han sig ind over os. To paint the picture, vi sad ved vinduet på bagsædet og troede først at ha skulle sige noget til nogen det stod udenfor på gaden. Men så tager han fat i Charlottes skuldertaske, som hun har rundt om ryggen, og springer ud af bussen. Hun holder fast og blir hevet hen af gulvet. Han står på gaden og holder i tasken mens hun har fat i remmen. Jeg når også at få fat i remmen og flår til og han slipper og løber. De andre i bussen kigger bare til, lige så chokeret som os. Tasken gik i stykket men hun mistede ingenting. Nå men, ham der tyvens venner er jo stadig med bussen og de holder godt øje med os, så bus kontroløren kommer og sidder med os og drengene blir sat af bussen lidt udenfor Granada så vi kan stå af sikkert ved ende stationen. Det er det vilde vest...
Vi tilbragte så en enkelt nat i Granada og tog bussen til Costa Rica dagen efter. Vi kom til Costa Rica torsdag d. 24. sidst på eftermiddagen. Vi kørte med (Tica)bussen fra Granada til Liberia, hvor Gitte, Charlottes anden rejsefælle, har boet de sidste to måneder og lavet frivilligt arbejde. Turen tog ca 5 timer i en udemærket aircondition bus med affjedring, toilet, film, al mulig uvandt luksus. Ved grænsen skulle vi så ud og ha stemplet vores pas, det skulle vel være en smal sag, men nej, jeg måtte ikke komme ind i Costa Rica, da jeg ikke havde en billet ud af landet. Jeg prøvede at forklare at jeg jo, som de også ku se på min billet, skulle flyve ud af Miami d 27.4. - men som manden jo har så evigt ret i så er ligger Miami ikke i Costa Rica (vel?!), så ergo jeg havde ikke en billet ud. Så var det jo meget heldigt at der stod ca 20 Ticabus-piger klar med returbilletter til Nicaragua for $20, og så må man godt komme på besøg i Costa Rica. Har så siden hen også fundet ud af at det koster $26 at rejse ud af landet, en slags skat. Man må jo tjene hvor man kan...
Men frem kom vi, og blev sat af ved en drive-in MacDonalds, og såen er det med Costa Rica, det er meget amerikaniseret, og dyrt! Vi havde iforvejen planlagt at bo hos Gittes værtsfamilie, som havde en ledigt værelse vi ku leje for 100 kr pr nat. Det var en ret "autentisk" oplevelse at komme ind i et privat hjem, hos en ægte mammasita, en stor dame der snakkede konstant, enten i telefon, til hunden, til fjernsynet eller bare ud i luften. Hun snakkede også til mig, som jo ikke fattede mere end en 1/2 % af hva hun sagde - Charlotte og Gitte ku så fortælle mig at hun, når samtalen mellem os atter var brudt sammen, gentog flere gange for sig selv, på spansk; "nej hun snakker altså ikke spansk".
Liberia er ikke en særlig spændende by, men det var hyggeligt at se Gitte og møde hendes værtsfamilie, det var lidt som at være teenager og være på besøge hos en veninde, hvor man er lidt itvivl om hva man må og ikke må for hendes forældre, og om man er bange for at man ikke kan li aftensmaden.
Lørdag morgen tog vi bussen til Tamarido, en surferby på Nicoya halvøen, hvor Mikael skulle komme og mødes os om søndagen. Tamarindo behøver man egentlig ikke stoppe i en anden gang. Jeg er sikker på at det er paradis for rige amerikaner, men det er dyrt og toppet op med unge afbleget, solbrændte fyre på coke - to ting man fint kan leve lykkeligt uden. Så da Mikael havde haft en chance for at få lidt sol og hav, tog vi, onsdag, den dagslange bustur til Samara, lidt længere syd på, også på kysten. Her er vi så nu, her er fantastisk dejligt. Smuk strand, lille overskulig by og et par enkelte goe (halv dyre) spisesteder. Her er mange heste, som bare går rund og græsser hvor de nu har lyst. Så man kan sidde på en cafe og drikke morgenkaffes og så kommet der en hest eller to forbi, og så kan man jo glo lidt på hinanden.
Gitte er lige stødt til os, hun er færdig i projektet i Leberia og skal rejse til Ecuador med Charlotte d 20. Ja så inden længe er jeg solo. Jeg glæder mig men et også lidt spændt på hvordan jeg reagere. Jeg har endnu ikke besluttet hvor jeg skal hen efter vi skilles, måske Guatemala og øve lidt spansk. Måske Mexico? Jeg mødte et søskendepar i Granada, Louise og Marlene, de er super søde og jeg har skrevet lidt med dem om at ta til Cuba sammen i midten af at April. Må lige kigge på billetptiser etc. Jeg har stadig ikke besluttet om jeg rejser en måned mere eller hva. Umiddelbart ser det ud til at jeg har råd, men jeg må se hvordan det følels, solo. Jeg kommer til at savne de 3 andre, det har været fis og ballade at være sammen.
Gitte blev iøvrigt også overfaldet den sidste weekend i Liberia, de var 5 der gik sammen og som blev overfaldet og berøvet af 5 mænd. Hun fik så også, som den eneste i det selskab, sin taske igen. Det er vildt at der er så meget kriminalitet. Men jeg tror vi har været ret uheldige, vi har ikke mødt andre der har oplevet overfald eller røveri på den måde.
- comments
Jørn Dejlig beskrivelse, spændende tur. Det er måske det Dorte og jeg sku gøre, når hun blir pensionist?! Knus og kys /Jørn