Profile
Blog
Photos
Videos
Da klokken ringede to fredag eftermiddag, var den midlertidige skolegang slut. De naeste tre ventede os istedet hiking i et bjergomraade nordoest for Oaxaca beliggende over 3000m over havet. Vi havde paa forhaand booket tre dages guidet hikingtur imellem fire smaa landsbyer, saa vi havde bestemt noget at se frem til.
Vi naaede kun lige akurat vores bus fra den lokale busstation (hvilket var den sidste der gik dertil denne fredag) og havde dermed begivet os paa en to en halv times bustur op i bjergene. Efterhaanden som vi kom op i hoejderne kunne vi maerke hvordan temperaturen tilsvarende dalede og da vi hoppede af bussen var temperaturen ikke meget mere end 10-12 grader (saaden foeltes det i hvert fald).
Byen vi ankom til hed llano Grande, omend den paa ingen maader var stor. Faktisk boede der ikke mere end 150 mennekser i denne lille bjergby. Vi havde paa forhaand blot bestilt to senge i en sovesal, men grundet lavsaeson var der rigeligt med plads og vi fik derfor istedet vores egen lille hytte med to dobbeltsenge. Hytten laa ca. 50m hoejere end resten af byen og det var da ogsaa paa vej herop til, at vi virkelig maerkede hvordan den tynde luft besvaerliggjorde vores vejrtraeknin (Simon havde en hvilepuls paa 70 heroppe. Til sammenligning ligger den ellers omkring 55).
Efter at have pakket ud gik vi ud for at lede efter et maaltid mad. Vi valgte det foerste og bedste af byens tre spisersteder. Det var en lille hytte, hvor moderen og hendes to doetre stod og roerte i gryderne da vi kom ind. Vi blev hurtig klar over, at her fandtes der ikke menukort - her spiser man blot hvad der nu engang er i gryderne, hvilket bestemt ogsaa var mere end udemaerket.
Om loerdagen stod vi tidligt op, da vores guidede bygyndte klokken ni. Vi bemaerkede hurtigt at der blev spillet hoej musik nedefra byen. Da vi kom derned viste det sig at vaere fra den lokale politistation, som tilsyneladende flere gange dagligt opmundrer befolkningen med en sang eller to. Da klokken slog halv ti tog to unge maend og deres guide klar til en fem timers lang tur i de taet bevoksede bjerge. Vi slap for at slaebe alle vores ting med paa denne tur, da vi paa denne foerste tur igen sluttede i llano Grande - og tak for det. Aldrig nogensinde har vi vaeret udsat for noget lignende (ikke engang ture i militaeret eller fodboldkampe med toemmermaend kunne maale sig med dette). Den tynde luft kombineret med de stejle bjerge gjorde det virkelig til en kamp fra foerste floejt. Vores guide derimod lod sig ikke paavirke: Han hverken svedte, drak vand eller prustede og stoennede som os. Selve turen var ellers rigtig flot; Vi kom til gode udsigtsposter, krydsede smaa og store vandloeb, saa vandfald og oplevede dermed naturen paa naermeste hold.
"Desvaerre" broed en gammelknaeskade ud, da vi blot manglede et par kilometer. Zach maatte saaledes kaempe sig i maal med et knae der var blevet traet af at gaa op ad bakke. Af samme grund valgte vi at stoppe vores hiking-tur her, dog tog vi som planlagt videre med bus til den naeste landsby Cuajimoloyas, hvor vi tilbragte en nat. Kan komme fra den ene by til den anden viste sig viste sig at blive alt andet end let. Vi blev anbefalet at saette os ned hovedvejen for at vente paa en lokal taxa, som formentlig ville komme forbi inden for den naeste time. Alternativt ville der i hvert fald helt sikkert komme en bus imellem 18.30 og 19.00 (paa dette tidspunkt var klokken ved at vaere 15.00). Efter smaa tre timers venten kom der endelig en lokal taxa der havde plads til to mere foruden de to passagerer der allerede sad i bilen.
Soendag morgen vaagnede vi igen til lyden af musik, denne gang spillet fra Cuajimoloyas politistation. Vi fik pakket sammen og begav os ned mod hovedvejen, hvor en bus samlede os op. Paa dette tidspunkt var vi vist begge godt tilfredse med at turen ikke blev laengere.
- comments