Vi forlod herlige Paraty, om end vi håbede på bedre vejr. Vi havde sat kursen mod et af verdens største vandfald Iguacu Falls, der ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Først skulle vi køre et par timer før vi kom til Brasiliens største by, Sao Paulo, der er en kæmpe by med op mod 20 mio. indbyggere. Vi ankom til storbyens busterminal via de store spaghetti-motorvejsudfletninger, som der jo ofte findes i byer af denne størrelse. Vi havde 3 timers venten på vores bus til Iguacu, men desværre havde vi kun tid til at se busterminalen, da vi ikke ville risikere at misse vores bus, så det blev til lang tids venten i Sao Paulo inden vi kunne starte på vores 17 timer lange natbustur til Iguacu. Vi kunne Sao Paulos sky line på vej ud af byen, men ellers var der ikke mange højdepunkter på den lange bustur, hvor der blev sovet en del. Vi havde et stop på en af de mange veletablerede motorvejsrastepladser, som der findes så mange af her i landet. Der er ofte store cafeteria-linende spisesteder, hvor der i denne ene ende er en buffet, hvor man betaler pr. kilo, som man spiser. Per-Kilo-Restauranterne er generelt ret populære i dette land. Udover buffeten, så er der ofte en grillbar i det modsatte hjørne, og et sted hvor man kan købe brød og kager, udover en lille butik. Så der er et stort udvalgt af mad, og som sædvanlig er der ingen risiko for at man sulter i Brasilien.

Julen varer lige til påske

Selvom vi er i midten af januar, så er de stadigvæk ikke nået til den tanke at julepyntet snart skal pilles ned. En af de restauranter som vi stoppede ved var fuldstændig fyldt op med julepynt. Ligesom vi så flere store juletræer i flere forskellige af de byer, som vi passerede undervejs på busturen. Så der er måske en sandhed om at julen varer lige til påske!

Storslåede Iguacu Falls

Næste morgen ankom vi til Iguacu, og vi tog nærmest direkte ud til de kendte vandfald. Her fra den brasilianske side af Iguacu Falls har man et panorama view udover den utrolige mængde af vandfald. Udover vi så de store vandfald falde ned over klippesiderne, så fik vi også set et par Coatis.

Om aftenen røg vi på en rodizio-restaurant igen. Så det blev til en overflod af kylling og kød, hvor højdepunkterne nok var kanin i ost, og den lækre ananas grillet i kanel. I øvrigt har rodizio restauranterne ry for at de altid servere masser af kylling og gris i stedet for kød i starten, hvor kunderne er mest sultne, da kød som bekendt er dyrere end f.eks. kylling. Jeg kender ikke prisen på oste gratinerede kartoffelmos, men det var i hvert fald vildt lækkert.

Næste morgen vågnede vi op til et overdådigt morgenbord, der var et par klasser bedre end den hostel-morgenmad, som jeg var vant til, og i bedste brasiliansk stil bestod morgenmaden af søde sager ad libitum. Dette inkluderer bl.a. pølsehorn, karamelrand og chokoladekage!

Denne dag skulle vi se den argentinske side af vandfaldene. Vi passerede floden, der er grænseovergangen mellem Brasilien og Argentina. Det er meget sjovt at man kan se de brasilianske flag på den første halv del af broen, hvorefter det skifter til de argentinske farver lige præcis mit på broen. Desværre var vi kommet af sted i øsende regnvejr. Det stod virkelig ned!

Der kan falde 100 mm regn på en dag her i området, så det kan virkelig pisse ned, hvilket vi fik af føle. Det er bl.a. de store vandmængder, der gør at der er så meget vand i vandfaldene, og derudover er der en underjordisk kilde, der også fører vand til de kolossalt mange vandfald i Foz do Iguacu.

Vi var først på en båd tur, hvor vi sejlede i en zodiac ind under San Martin vandfaldet, hvilket var ret sjovt, og jeg må sige at vi blev pænt våde!

Derefter gik vi en tur langs den sti, der fører en rundt om de mange vandfald, hvorefter vi sluttede ved Djævlens Hals, der var højdepunktet. Det var helt vildt imponerende at se de kaskader af vand, der flød de ca. 85 meter ned af alle de klippevægge, som man overhovedet kunne se. Desuden er det fascinerende at høre den enorme lyd, som det giver, når så meget vand falder ned fra toppen af det, der ellers ligner en stille og fredelig sø. Interessant nok kunne vi også iagttage at fuglene bor inde under selve vandfaldene, hvor de har bygget redder i klippevæggen. Ellers så vi et par store cat fish og enkelte caimans i floden, mens vi var på vej tilbage fra vandfaldene. Iguacu Falls er meget imponerende, men det er flottest set fra den argentinske side og ikke mindst Garganta do Diablo.

På vejen tilbage fra Djævlens Hals, der ligger i det fjerneste hjørne af parken, kørte vi med et lille tog, og på togturen så vi en Tucan, som en stor fugl med et kæmpe gult næb. Den var ret flot som den sad, der og tronede i toppen af et stort træ.

Vores aftensmad spiste vi nok engang på en all-you-can-eat rodiziorestaurant. Denne gang var det pizzaer, som man bare kunne spise løs af. De almindelige pizza var vel mest af alt gennemsnitlige - palmetræs pizzaen var vel en af de bedste, men jeg har dog svært ved at skjule min begejstring for de gode dessertpizzaer, som stedet kunne diske op med. Disse kunne f.eks. indeholde fyld som chokolade og jordbær, banan, honning og kanel og en kokospizza. Vi kunne bestemt lære noget derhjemme med denne type af dessert pizzaer. De er virkelig lækre!