Jeg var ankommet til Altiplanoen eller højsletten i Bolivia, og det er et specielt landskab, der er gold og der er nærmest ingen træer. Der er kun lave buske og kaktusser som gror her, men alligevel kan de vilde lamaer tilsyneladende godt leve i dette golde miljø for vi så en del af dem her midt imellem de mange sten og klippeformationer.

Vi havde et frokost stop på turen mellem Potosi og Uyuni, og ved dette stop blev der læsset en masse colaer på bussen, hvilket undrede mig. Efterfølgende fandt jeg ud af det var til passagerne, og det må vist være første gang jeg har prøvet at en cola åbenbart var inkluderet i min busbillet, så det var god service, men det skulle måske rette op på den til tider elendige støvvej som vi kørte på langs den totalt udtørrede flod. Flodbunden havde dog spektakulære grønne, hvide og gule farver, så det var et særprægede syn, der skulle være en forsmag på, hvad vi skulle se af surrealistiske landskaber i saltørkenen.

Bussen var fyldt med de lokale og indfødte kvinder med det lange mørke hår, og det hjemmestrikkede tøj, skørter og de traditionelle hatte, og dette gav en lidt pudsig oplevelse, da alt er til forhandling i dette land, selv ting der egentlig har og burde have en pris!

Jeg så i bussen at en kvinde spurgte til prisen, og den var på 100 bolivianos, men det ville hun ikke betale så hun gik ud af bussen, men så råbte konduktøren efter hende, at hun kunne få sædet for 80, og så kom hun tilbage. Den var nok ikke gået derhjemme, hvis jeg begyndte at forhandle med buschaufføren om prisen i bybussen, men her virker det til at være normen at man kan prie om enhver pris.

Selv fastsatte hotelpriser er åbenbart til forhandling. Jeg prøvede i Uyuni at jeg fik oplyst prisen 58 bolivianos på det første hostel, som jeg henvendt mig til, og mens jeg står og overvejer om det er værd at betale denne fyrstelige sum, når jeg kun skal bruge en seng i en nat, og så videre næste morgen, men så kommer der en gut gående, og jeg spørger om han kan anbefale et hostel i byen. Han fortæller han bor inde på netop dette hostel, og man da bare kan forhandle med dem, og at han kun betaler 40 bolivianos for sit værelse, så det forsøgte jeg også, og ganske rigtig prisen var til forhandling, så det er bestemt en helt anden mentalitet, der hersker her i landet angående priser!

En anden ting man lige skal vende sig til som rejsende i Bolivia er, at de åbenbart ikke bruger badeforhæng på deres badeværelser. Alle de steder jeg har boet i landet har de ikke haft et badeforhæng således heller ikke her i Uyuni, selvom jeg bor på hotel. Derudover er toiletpapir på badeværelset heller ikke altid en selvfølgelig på hostel og hoteller, så det er en noget anderledes verden her end derhjemme.

Uyuni var blot et sted, hvor jeg skulle sove og have noget mad inden jeg næste dag forlad byen for at starte min tur i saltørkenen, hvilket jeg har glædet mig til længe. Dermed er Bolivia også et kapitel der er blevet lukket. Det har været et interessant bekendtskab med nogle pudsige og sjove oplevelser, og derudover har landet også nogle attraktioner, der er værd at besøge.