Hej alle der hjemme

Det tog en lang flyvetur for at komme til Nepal med et stop i Doha, Qatar, som er en paa alle maader kedelig lufthavn. heldigvis stoedte jeg ind i Subash, da vi stod og ventede paa at komme igennem sikkerhedskontrollen. Subash er nepalser, som studerer p[ Roskilde Universitet, men skulle nu hjem paa besoeg. Da der var mange nepalesiske arbejdere i lufthavnen, soergede han for, at vi kunne faa en omgang gratis mad i cafeteriet!

De 5 timers venten gaar noget hurtigere, naar man har nogen at snakke med.

I Kathmandu gik det relativt tjept med at komme gennem immigrationen og faa min bagage. Det store kulturckok rammer foerst en, naar man kommer ud af lufthavnen, hvor en masse nepalsiske taxichauffoerer og deres venner alle proever at faa fat i en. Det endte med, at jeg fulgte med en fyr, der havde et skilt med mit hotels navn paa, hvor der blev lovet gratis transport. Det viste sg hurtigt ikke at vaere gratis< han ville have 0 dollars for det. Det fik jeg forhanldet ned til 8, selvom det nok vart overpris. JTaimanden ville dog ikke koere, foer jeg havde givet hans venner drikkepenge for at flaa mine tasker ud af haenderne paa mig og proppe dem ind i blen. de forlangte 10 dollrs, men gav dem 3. Orkede ikke at diskutere for havde kun sovet 3 daarlige timer i flyveren.

Taxamfyren var dog meget venlig og snaksagelig, men vejene var elendige og hullede... SSaadan er Nepal, forklarede han.

Det gik dog problemfrit at komme til hotellet, Hotel Silver Home. Personalet er meget venligt, men vaerlset til 8 dollrs pr nat er meget spartansk og en smule beskidt.

Som det foerste i Kathmandu gik jeg paa jagt efter en pengeautomat gennem Kathmandus gader.

Der er et helt utroligt leben i gaderne med dyttende biler og mtyotorcykler, cykelrickshaws, hunde, hoens, af og til en ko eller en ged og en masse mennesker. Det er klart, at i turistdistriktet Thamel, hvor jeg bor, forsoeger de alle, at saelge dig noget, for det meste turistskrammel eller en tur i deres rickshaw. Nogle forstaar et paent nej, mens andre foelger efter dig en 100-200 meter. @Very cheap, good price for you@

Andre igen bruger en snedig ere taktik. De starter en konversation og er meget venlige. Ofte begynder de at tale om det tempel, som man staar ved, hvorefter jeg med det samme slaar fast, at jeg ikke betaler dem nogle penge. @okay, okay@, siger de. @I want no money, no money needed my friend@

De fortaeller loes, og naevner ofte, at det i dag er en aerlig fridag/helligdag (om end taxamanden kunne fortalle at den sluttede tirsdag) og at de derfor af deres hjertens glaede viser turister rundt. snart efter komme de dog ind paa at de er kunstner eller ejer en forretning, og om man ikke lige har lyst til at gaa derhen? Ved et nej, siger de straks farvel (dog skal der et bestemt nej til).

Kathmandu er dog en spaende by med smaa templer paa naesten hvert et hjoerne. Pludselig drejer man ned ad en gade og staat foran en kaempe stupa (buddhistisk helligdom).

Efter al den renden rundt i gaderne for at finde en ATM, var jeg dog doedtraet og tog tilbage til hotellet og gik iseng uden aftensmad kl 18.30. Jeg sov elendigt og stodf foerst op kl 10, fik morgenmad paa hotellet (toast med marmelade og nepalesisk maelkete), hvorefter jeg satte kursen mod Abetemplet Swayambhunaht. Ja, mor, der er aber, og som en lille dreng fortalte mig @be careful. if they bite, you get rabid!@

Men nu foregriber jeg tingenes gang. Turen ud til abetemplet var meget interessant. jeg kom nemlig ud af turistdistriktet og pludselg greb nepalserne ikke ud efter en laengere. ingen forsoegte at saelge mig noget (paa naer et par holymen som ville putte noget stads i hovedet paa mig og blev saa fornaermet da jeg sagde nej, at de forsoege at vise mig den forkerte vej til templet)

Paa den 3,5 km lange tur derud, saa jeg nepalsernes dagligdag: boern i skole hvor frikvarteret blev brugt paa boldspil og korsang (ja, virkelig); kvinder der kjoebte ind eller passede deres smaa; kulier med stor vaegt paa ryggen osv osv. Det eneste man fik med paa vejen, var et hoefligt "Nameste", som er nepesisk for goddag (egtl. "Jeg hilser det guddommelige i dig")

Abetemplet ligger oppe paa en stor bakke, saa foerst kiggede jeg mig lidt omkring og stoedte paa nogle skoledrenge paa deres half-time break. De hed Denis, Sumon og en bunke sare navne som jeg ikke kan huske, men de fortalte mig en smule om templet og tilboed mig at tage et billede (for en smule penge... elers tak i denne omgang). De viste mig dog den rigtige vej op: en flot lang trappe, flankeret af helligdome, souvenirsaelgere og aber.

Den foernaevne dreng begyndte at fortaelle mig om templet, antallet aff trin op og de farlige aber. Jeg stod dog fast paa at jeg ikke ville betale noget; i starten naegtede han at han ville have penge, men det kom dog frem til sidst. Saa jeg sagde paent nej tak og farvel og gik de 300-et-eller andet op til stupaen paa toppen. det er et utroligt flot syn,isaer efter at have gaaet gennem varmen og stoejen. 200 Rupees for at komme ind (ca 14 kr) og straks hopper guiden illish (saadan loed det) frem. Utroligt nok ville han ikke have nogle penge og han fortalte mig om stupaens betydning (billeder kommer senere; kunne ikke slutte kameraet til pcen paa hotellet): den hvide kuppel er en lotusblomst, der springer frem; lynet foran symboliserer oplysning; det altseende oeje paa toppen visdom m.m Rundt om stupaen er drejelige cylindrer med tibetansk indskrift i et raekvark. Man drejer dem rundt, men s man gaar rundt om stupaen i urets retning for held (den modsatte retning bringer uheld).

Da jeg var traet og havde deet varmt, satte jeg mig dog hurtigt ned og noed udsigten og medbragt vand (1 liter 10 Rs, altsaa 75 ore og det er endda turistprisen i et supermarked i Thamel).

Illish og jeg snakkede lidt om forskellen paa Danmark og Nepal. Han fortalte lidt om borgerkrigen for 6 aar siden, hvor der hver aften var udganbgsforbud i Kathmandu; om den sindssyge kronprins mord paa stoerstedelen af kongefamilien for 11 aar siden, og kongedoemmets afskaffelse for 2 aar siden. Nu sidder de tidligere maoistiske oproerer i regeringen og landet har en preasident. Han fortalte ogsaa, at folk selv maate betale for uddannelse og sundhedspleje. "If I get sick, I die" konstaterede han lakonisk og fortalte at han havde mistet sin ene bror for 25 aar siden til lungekraeft og sin anden bror for 8 aar siden til astma.

Efter at have kigget mig omkring paa bjerget, gik jeg tilbage mod Thamel; fik dog en klipning til 100 Rs paa vejen (ca 7 kr, hvilket slaar de 15 kr jeg betalte for det samme i Hoi An i Vietnam forrige aar). Klipningen slutter af med en form for hovedbundsmassage-besvaergelse, som nok giver held.

I Thamel fik jeg frokost, en sarlig tibetansk snak kaldet momos. Fik dem stegte og med boeffel + en kop te, i alt 105 Rs, inkl. serviceafgift paa 10 procent. 7,5 kr for frokost! Hold da fast. Det var dog en sen frokst, ca 14.30. Resten af dagene vandrede jeg lidt rundt i byen i narheden af det tidl. kongelig palads og ned gennem en markedsgade. Omkring kl 18 fik jeg aftensmad paa en fin og velbesoegt thairestaurant. Jeg fik groencurry med ris og en pot te for 566 Rs (vel en 42 kr)

Nu sidder jeg paa hotellet og skriver denne blog, kl. er ca 21. Jeg vil proeve at uploade billeder paa det naeste hotel paa soendag.

Haaber alle har det godt