Jeg forlod Vientiane om onsdagen (28. marts) med sovebussen til Pakse i syd. At rejse med sovebus er aldrig en specielt behagelig oplevelse, men saerligt ikke i Laos. For det foerste er sengene rigtigt smaa. Ligge udstrakt kunne jeg ikke. For det andet, og vaerre, saa er man to personer om en seng, saa jeg skulle altsaa dele en i forvejen for lille seng med en anden vesterlaending. I kan forestille jeg, hvor meget vi maate krybe sammen for at kunne vaere der.

Velankommet ved 7-tiden naeste dag i Pakse valgte jeg at overhoere tuk-tuk-chauffoerernes tilbud om at blive koert de 2 km fra busstationen til byen til den vanvittige pris af 10 000 kip (7-8 kr) og gik i stedet. Det var dog ikke lige nemt at finde rundt, indtil jeg spejdede kirketaarnet paa den katolske kirke, hvorfra det var en smal sag at finde et sted at sove.

Pakse er en endnu mere soevnig by end Vientiane, saa jeg slentrede blot rundt i gaderne og langs Mekong-floden. Her stoedte jeg paa fire unge kinesere, som spurgte, om jeg ikke havde lyst til noget at drikke. Jo, det kunne jeg vel godt, det var jo ikke, fordi der var saa meget andet at lave. Saa vi fik noget at drikke og derefter frokost med endnu en kineser. I Kina bestiller man typisk en masse retter, som alle deler, saa der kom en syv otte retter paa bordet paa en fiskerestaurant, der laa ude i Mekong-floden. Det er utroligt saa nemt, man kan faa venner, naar man rejser, og jeg soergede da ogsaa for at faa deres kontaktoplysninger. Nu har jeg saa nogen at besoege i Kina ogsaa. Faktisk insisterede de ogsaa paa at betale for det hele, det skulle jeg slet ikke skaenke en tanke.

Naeste dag fik jeg lejet en mountainbike, som synedes i nogenlunde stand. Det skulle siden vise sig ikke at passe. Jeg satte dog ved 8-tiden kurs mod Bolaven-plateauet oest for Pakse og det gik da ogsaa fint nok. Vejen blev stejlere jo laengere oest paa jeg kom, og hvad vaerre var, saa holdt 1-gearet paa op med at virke. Det er altsaa ikke saerligt sjovt at cykle stejlt opad i + 30 grader uden foerste gear. Det gik dog nogenlunde, og jeg fik set et flotvandfald, men mest interessant var det at cykle gennem landsbyerne, hvor boernene kom loebende ud, vinkende og raabende "Sabaai dii"(goddag) efter mig. Dette var et indblik i det virkelige Laos, hvor 80 % af befolkningen lever paa landet (og hvor de derfor ogsaa er meget sandsynlige potentielle ofre for de amerikanske bomber).

Jeg kom ca. 50 km, foer cyklen gik i stykker, og jeg kunne ikke se, hvad problemet var. Heldigvis stoedte jeg paa en gruppe unge laoter paa weekendudflugt fra Pakse, og de gav venligt mig og min cykel et lift tilbage til Pakse. Det havde da ogsaa taget utroligt langt tid at cykle de 50 km, og jeg kunne virkeligt foele varmen. Drak vel mindst 4 liter vand og 1 liter iste paa den cykeltur.

Jeg opgav naeste dag de tvilvsomme cykler og tog i stedet bussen til Tat Lo, et omraade paa plateauet med flotte vandfald, hvor jeg tilbragte to dage med at vandre rundt. Her kom jeg ogsaa i gennem de lokales marker, hvor jeg kunne se enkelte arbejde i den bagende sol. Egentligt virker folkene i Laos ikke saerligt arbejdsivrige. Franskmaendene, landets tidligere koloniherrer, fandt det saa slemt, at de havde en plan om at bygge en jernbane fra Hanoi til Vientiane for at fragte de flittige vietnamnesere til Laos, tvangsfjerne de lokale og faa et overskud tilbage til Frankrig. Anden Verdenskrig satte dog en stopper for den plan. Det er dog et meget venligt folkeslag og paa toppen af et hoejt vandfald, som kraevede en moejsommelig masen gennem taet juglekrat, stoedte jeg pa en stor familie paa udflugt som fluks boed mig paa en oel. Noget koldt at drikke kunne jeg absolut ikke afslaa efter den strabaserende tur op.

Fra Pakse fortsatte jeg til Champasak, som husede nogle Khmer-ruiner (Khmer er betegnelsen for folk fra Cambodja og bygherrerne til Angkor Wat), der dog ikke var vanvittigt imponerende og alt for dyre at se, men cykelturen dertil og udsigten derfra var dog gode.

Mit sidste stop i Laos blev De Firetusinde Oer. Her deler Mekong-floden sig i flere loeb og danner en stor maengde store og smaa oer med dejlige sandstrande.

Paa oen Don Det, som er lidt af en backpackerghetto og partyoe, fik jeg en bungalow med udsigt til floden og en haengekoeje paa terassen, saa den foerste dag blev tilbragt med afslapning. Jeg faldt vist nok ogsaa i soevn hen paa eftermiddagen efter alle mine anstrengende dage.

Naeste dag tog jeg paa en heldags kayaktur rundt mellem oerne. Her saa jeg flere imponerende vandfald og de sjaeldne Irrawady-delfiner, som kun lever i Mekong-floden. Frokost blev indtaget paa en lille oe med en god badestrand, saa svoemmes skulle der. Det var da ogsaa dejligt svalende med en dukkert efter en halvdags padlen, og det blev da ogsaa lidt anstrengende sigt paa dagen, men i det mindste havde det vaeret en rigtigt dejlig tur. Det blev ogsaa min sidste dag i Lao PDR. 6. april rejste jeg ind i Kongeriget Cambodja.

Jeg haaber alle har haft en god paaske

Fra Kratie, Cambodja

Simon