Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det altså ved at være nu!!
Kufferten er nu blevet pakket for 10 gang, som et resultat af min nervøsitet for at have glemt et eller andet. Men har nu pakket for den (forhåbentlig) sidste gang, og føler mig for første gang klar - skønt :) Jeg er dog stadig nervøs, dog mest for at skulle sige farvel til familie og venner. Det bliver svært, at skulle undvære dem i 3 mdr. Men jeg har oprettet denne blog, så I herhjemme i kolde Danmark, kan følge med i mine foretagender i Tanzania. Jeg vil så vidt muligt forsøge, at opdatere her på bloggen med beretninger og billeder undervejs.
Men jeg letter på Kastrup lufthavn d. 18. september kl. 16.30, mellemlander i Heathrow, London, og derefter direkte videre til Dar es Salaam, hvor jeg lander d. 19. september kl. 07.00.
Programmet for de 3 mdr. er i store træk:
Uge 1: Dar Es Salaam
Den første uge lærer vi området at kende og slapper af på stranden. Vi bliver vist rundt i landsbyen og de omkringliggende steder, besøger projekterne og centrale Dar es Salaam. Vilærer at tale Kiswahili til husbehov, så vi er rustet til at kommunikere en smule med de lokale, som ikke taler engelsk. Vi kommer med traditionel Dhow båd til Coral Islands med mulighed for snorkeling omkring korallerne.
Uge 2-4: Dar Es Salaam, frivilligt arbejde og safari
Vores safari går til Ruaha vildtreservat, omkring 600 kilometer fra Dar es Salaam - en dejlig tur gennem Tanzanias smukke landskaber, hvor vi passerer grønne bjerge, små landsbyer og kæmpestore sletter. I vildtreservatet får vi mulighed for at se alle de store vilde dyr i deres naturlige omgivelser. Vi overnatter i bungalows ved Ruaha flodbredden, hvor der kun er flodheste og krokodiller til at forstyrre vores nattesøvn. Vi tilbringer 2 dage i vildreservatet. I Dar es Salaam laver vi frivilligt arbejde og nyder de skønne strande og den hyggelige by med de mange muligheder: markeder, live musik og diskotek. Der indgår i weekenden to ekskursioner: den gamle slaveby Bagamoyo og strandcamp.
Uge 5-8: Dar es Salaam, frivilligt arbejde og Zanzibar
Vi fortsætter det frivillige arbejde og har yderligere en ekskursion i weekenden, som går til markedet I Dar es Salaam. I starten af uge 7 rejser vi til de eksotiske Zanzibar øer, hvor vi bruger 10 dage. På Zanzibar opleves den gamle afrikanske kultur, historiske Stone Town med dens minder om kolonitiden og slaveriet og naturligvis de fantastiske, hvide strande med turkisblåt vand og koralrev. Her skal vi også på rundtur for at opleve de friske krydderier blive plukket og klargjort til de bliver eksporteret til bl.a. Danmark.
Uge 9-12: Arusha, frivilligt arbejde, masaier og safari
Fra Dar es Salaam rejser vi vestpå til Arusha, hvor vi skal lave frivilligt arbejde og opleve indlandskulturen i Tanzania. Vi bliver orienteret på projekterne og starter det frivillige arbejde. I weekenden tager vi på safari og trekking ved N'gorongoro krateret, hvor vi har rig mulighed for at opleve en stor variation af det afrikanske dyreliv lige fra flodheste til giraffer. Vi bruger nogle dage på at få et indblik i masaiernes verden. Hos det farverige stammefolk, som lever i fin balance med de vilde dyr, skal vi bo for en tid, undervise i engelsk og lære om deres skikke og levevis. Vi fortsætter til Iragi landsbyen, som er masaiernes gamle fjender. Her skal vi opleve en meget anderledes stamme. Programmet slutter tilbage i Dar es Salaam, hvor vi holder afskedsfest!
- comments
Vibeke Hansen Hold da op - sikke et pogram. Det bliver bare så fedt Simone. God tur - og nyd den nu i fulde drag
Simone Mange tak, Vibeke :)