Profile
Blog
Photos
Videos
For det første; hvor er det dejligt, at i allesammen følger med! Vi bliver så glade, når vi ser at i har sendt os en lille besked - vi tænker også på jer!
Vi forlod Pushkar med en stor klump i maven. Det var hårdt at opleve fattigdom og samfund på den måde, og i de situationer er vi glade for, at vi har hinanden at dele vores tanker med. Da vi kørte ind mod Pushkar var vi desuden begge enige om - at her skulle vi IKKE bo, og vi blev derfor glade, da Asif kørte os hen til byens bedste hotel med pool.... Men efterfølgende må vi indrømme at vi havde det en smule dårligt over at bo sådan, når folk lå og sov på gaden.
Næste dag kørte vi tidligt mod Jodhpur - den blå by. Og her blev vi selvfølgelig smidt af på endnu et fort, som i virkeligheden mindede utrolig meget om Red Fort.... Da Asif parkerede bilen fortalte han, at man normalt brugte 2 timer, så vi skulle bare tage os god tid. Det må man sige at vi gjorde - vi brugte i hvert fald god tid i skyggen, så den arme chauffør også kunne få lidt fred. Vi ville jo næsten ikke være bekendt, at komme tilbage før der var gået 2 timer ;-) Nu har vi så fortalt ham at vi IKKE behøver at se flere forter....
Efter fortet blev vi kørt ud til en lille hyggelig have, og her blev vi igen overfaldet af indere - denne gang både af damer og en kæmpe børneflok! Børnene var simpelthen så søde og ville gerne snakke - den ene af drengene var dog utrolig interesseret i Christinas ur og vores kamerataske, men han fik et ordentligt dask på hånden af de andre børn, da han prøvede at række ud efter tingene!
Da børnene efter megen modvilje måtte forlade de to blege mennesker, troede vi endelig at vi kunne få lidt fred.... Men nej. Lidt længere nede af stien begyndte en mor, at kaste ting efter sin lille datter, og hurtigt tog storebroren over og gav den lille pige så mange tæsk med en kæp, at hun skreg ud over hele parken. Vi blev lidt i tvivl om, om scenen var for "vores skyld" eller om vi rent faktisk stod midt i et familiedrama. Det var den mest ubehagelige oplevelse til dato, og vi skyndte os at forlade stedet. Vores hjerter blødte en smule, og vi overvejede kraftigt at tage den lille pige med os, men vi har jo lang vej endnu..... Og Asif ville nok heller ikke blive begejstret!
Om aftenen tog vi - med Asif som "bodyguard" - ud til Jodhpurs Clock Tower bazar, hvor vi stødte ind i byens bedste krydderi- og thebutik. Lad os bare sige, at det ikke var så sundt for pladsen i rygsækken, og Simone kunne som sædvanlig ikke styre sit overforbrug. Men så er alt jo som det plejer!
Da vi endelig havde fået pakket rygsækkene om, tog vi så videre mod Udaipur.. Endnu engang var der en laaaaang biltur forude! Dog lavede Asif nogle stop undervejs i nogle små bydele. Først blev vi præsenteret for en hel familie som alle boede fælles på en gård, og her arbejdede de ihærdigt med en masse forskellige ting hver dag! Der blev bl.a. lavet krukker af ler og diverse forskellige figurer på bare en rund stenplade. Bagefter viste et andet familiemedlem os så frem for diverse tæpper - som jo selvfølgelig også var håndmalet og med en masse forskellige mønstre... Endnu engang blev pengepungen lettere, men taskerne tungere!!
Andet stop blev så ved endnu et tempel.....Denne dag havde vi dog vovet os ud i afslapningstøj aka. shorts og top! Det var inderne i tempelindgangen ikke så begejstret for! Vi blev pænt bedt om at måtte betale for et par lange bukser til hver. Ømme det var vi, og endnu mere blev vi det i hvertfald, da vi så skulle smide skoene og bevæge os hen over de 1000 grader varme klinker på vej hen til templet! Vi var dog de eneste med så følsomme fødder, for indermændene sagde bare "relax - it's not hot up there".... Men jo, lad os bare sige at vi dansede os vej igennem templet! Endnu engang synes Asif at vi havde været voldsomt hurtige om at se alle templerne... Men hvad skal man gøre? ;-)
Langt om længe - og uden at se flere templer, forter og haver - kom vi til Udaipur. Udaipur er indehaver af en flot bydel - City Palace - og det helt fantastisk flotte Lake Palace. Et Palads (nu bygget om til hotel og restaurant) der "flyder" på vandet. For at se paladset på tættere hold bestilte vi en boat ride på Picholasøen. Her havnede vi så i en båd med 30 franskmænd og deres guide - not nice! Under sejlturen bliver vi sat af ved Mongulpaladset nær Lake Palace, og da det på dette tidspunkt stadig var utrolig varmt og vi - igen - ikke var så kulturelle søgte vi ly i skyggen. Da gruppen af franskmænd forlader stedet, følger vi selvfølgelig trop, men bliver af deres guide bedt om at blive, da vi ikke behøver at følge efter dem.... Okay, tænker vi og søger skygge for solen igen. Det viser sig 2 minutter senere, at gruppen har forladt os for at tage de to både vi kom med! Det var to ikke så glade danskere - nu mindre glade for franskmænd - der opgivende vadede paladset rundt for at finde en båd. Og jo jo, vi kom da hjem.... Lige tids nok til at nå at sole os på hotellets tag!
Det skulle vi så ikke have gjort..... Det resulterede i to meget røde danskere - som jo ellers havde været på apoteket og købe solcreme (vi føler lidt at inderne IGEN har rullet os) - der nu ikke rigtig tåler solen. Vi blev derfor resten af aftenen på vores værelse - hvilket viste sig at være meget godt, eftersom at vi begge er ramt af en maveinfektion. Men vi tager det som en oplevelse, og det hører vel altsammen med i vores indiske eventyr.
Nu er vi så havnet i Jaipur, men efter en full body massage og ansigtsrensning er vi simpelthen for trætte til at skrive videre.... Vi tænker også, at i har hørt nok for denne omgang!
Christina og Simone
- comments
Dorte Johansen Dejligt at høre fra jer igen:) Man må sige I bliver udfordret på mange måder - med masser af oplevelser på både den ene og den anden måde. I må blive bedre til at sige nej og ikke være for godtroende. Håber jeres røde hud er ved at blive normal igen - I har sikkert haft en varm nat:) Håber i får styr på jeres maveinfektion, så den ikke ødelægger jeres tur. Fortsat rigtig god tur gennem det indiske med endnu flere oplevelser - pas godt på jer selv og husk godt med solcreme:) Knus Mor
Dorte Johansen PS: Husk I har lang vej at bære på jeres rygsække endnu - så køb nu ikke hele Indien på jeres videre færd;)
Peter Christian Jensen Det lyder godt nok som om I har bevæget jer ud på en berigende oplevelse! Man sidder og bliver helt eventyrlysten med alt det I har oplevet! Men mon ikke om I har meget mere at byde på ;-) Det kommer i øvrigt slet ikke bag på mig at Simone ikke kunne styre sit forbrug på the-/krydderimarkedet! Fortsat god fornøjelse med jeres oplevelser. Vi er mange der tænker på jer! /Peter :-)
Helle Hvor er i skønne piger :) og gode til at fortælle :) Pas på jer selv Knus fra mor
tove jensen Hej med jer piger. Hvor får i oplevet en masse -og vi andre gennem jer-pas på jer selv-pas på solen- knus farmor
Onkel H Skønt at høre fra jer og dejlige billeder. Nyder at følge med på jeres rejse :-) Pas på jer selv. Knus Onkel H
Helle C Kære Piger. Spændende tur - og grænseoverskridende lyder det som. Knuz fra "Mor helle C"