Profile
Blog
Photos
Videos
Efter mere end en måned i Mellemamerika (udover måneden i Columbia) kommer her en update, så i derhjemme har en chance for at følge en smule med i hvad vi har bedrevet her ovre.
Panamá City
Efter problemerne med at lette fra Columbia landede vi sikkert i Panamá City's lufthavn. Her gik vi mere eller mindre problemfrit igennem alle check ind og ud. Et par lufthavnsansatte må have syntes at Kathrine lignede en uden rent mel i posen, siden de skulle udspørge hende lidt (på spansk) om hendes to enorme rygsække, men da Simon kom og fik fortalt de to herrer at den ene af rygsækkende var hans og at vi i øvrigt var fra Danmark, lod det til at de fik den information de havde brug for.
Udenfor lufthavnen blev vi som sædvanlig mødt af en storm af: "Taxi! Taxi!" Men belært af vores lonelyplanetbog krydsede vi lige forbi dem til en overfyldt bus hvor vi godt nok næsten ikke kunne være. Til gengæld viste ind til flere Panamánere sig gladeligt at ville hjælpe de to tosser på rette vej, så efter en halv times bumletur og den nette sum af 2 dollars, ankom vi til promenadefronten i Panamá city. Herfra valgte vi at smide 2 dollars mere efter en noget forvirret taxachauffør der fik os sikkert frem til vores hotel, om end han behøvede et par ekstra ture rundt om blokken og Simons hjælp til rent faktisk at finde stedet.(Taxachauffører i byen er notorisk kendt for deres manglende viden om deres egen by…!)
Vores hostel viste sig at være stort og anstændigt, men noget upersonligt i sammenligning med hvad vi ellers har mødt på rejsen. Vi havde en skøn seng og god udsigt, men ellers ikke noget vildt.
Lidt den samme fade oplevelse fik vi ud af det gamle kvarter(Casco Viejo) vi boede i. Vi brugte eftermiddagen på at se nærmere på byen, men bortset fra masser af grin over forfærdeligheder så som colaflaskestropper og fløjter der spillede helt falsk, var der ikke meget charme i bydelen.
Casco Viejo blev oprindeligt opført efter at Henry Morgan, sørøveren der i dag primært er kendt for en noget tvivlsom rom, havde plyndret den oprindelige by lidt længere nede ad kysten og så godt som jævnet den med jorden.
I stedet for at opbygge den gamle by, byggede man en ny by længere oppe ad kysten, hvor sørøvere ikke så let kunne komme til: Casco Viejo.
Desværre er kvarteret i mange år ikke blevet prioriteret, og det der kunne have været byens perle, et område i stil med det gamle kvarter i Cartagena, er blevet faldefærdigt og fyldt med turistbutikker.
Udsigten der fra er dog stadig vild. Lige fra Den Panamerikanske Motorvejsbro over skibene der venter på tilladelse til at passere kanalen, til den nye bydels skyline med alle skyskraberne var udsigten om ikke smuk, så stor.
Til trods for at byen ikke umiddelbart levede helt op til vores forventninger forsøgte vi at få det bedste ud af aftenen og flottede os ved at købe rødvin på en bar med udsigt over havnebassinet til skylinen. Mens vi sad og nød de pebrede dråber, blev vi enige om at byens virkelige potentiale lå i blandt højhusene, men da der var langt derover og området hvor højhusene ligger, dækker et stort areal, besluttede vi at lege rigtige turister og tage en hop-on-hop-off sightseeing-bus med indbygget guide den følgende dag.
Anden dag i Panamá vågnede vi med tømmermænd til lyden af havemænd der slog græs på den modsatte side af gaden. Da gardinerne røg til side opdagede vi at lige netop disse arbejdsfolk havde perfektioneret en arbejdsform vi har oplevet tendenser til en del gange på vores tur: Ikke mindre end fem mand var i gang med at bruge to ukrudtsskærere til at slå græs på et areal på størrelse med en lille dansk baghave. Et syn der fascinerede Simon i op mod et kvarter - han mente at han selv ville have kunnet slå plænen på under en halv time, ca. den tid det tog de fem gutter at få pakket alt deres grej ud af vognen.
Efter en lille morgenmad smuttede vi ned og sprang på bussen. Her fik vi udleveret et par små hovedtelefoner med hvilke man kunne følge med i en guide der på det fineste oxford-engelsk fortalte om alle byens mere, eller især mindre smukke omgivelser (sådan fremstod det dog ikke igennem høretelefonerne).
Bussen kørte først igennem lidt af de finere kvarterer, hvor seværdighederne inkluderede bl.a. ambassader og restauranter, fortsatte ud til ruinerne af den oprindelige by (en sølle lille stump, som blev opslugt af skyskrabere), før den kørte ordentlig ind imellem skyskraberne til centrum. Simon sad og var noget betaget af størrelsen af højhusene der rejste sig på hver side af os. Kathrine var noget mindre benovet over bygningernes størrelse, de var store, ja, men i sammenligning med New York's tætpakkede mastodonter blegnede de noget.
I centrum spiste vi frokost, hvilket viste sig at være en af dagens store positive overraskelser; maden i Panamá er væsentlig bedre end den Columbianske, dog også 4 gange så dyr(!).
Efter frokosten kørte vi videre med turistbussen, først forbi deres enorme indkøbscenter Albrook, ud forbi Kanalen (som vi dog ventede med at se nærmere på). På vej ind forbi byen kom man forbi deres toldfri zone, som for to danskeres vedkommende var et pudsigt syn idet størstedelen af de containere vi kunne se, var fra Maersk.
Bussen fortsatte ud på den såkaldte Causeway. En jordvold der forbinder tre tidligere øer udenfor byen med fastlandet.
Causeway'en blev oprindeligt bygget af jord fra arbejdet med Panamákanalen, som blev lagt i en tange ud fra byen for at skabe et værn mod tilsanding af indsejlingen. Før Anden Verdenskrig besluttede amerikanerne sig for at indrette bunkere på øerne for at forsvare kanalen.
Fra Causewayen gik turen ind over den nylavede motortrafikvej der løber rundt om den gamle bydel ude over vandet. Helt sikkert en praktisk foranstaltning, men også noget af en såkaldt "øje-lort".
Bussen endte i midtbyen, hvorfra vi valgte at tage turen hjem til fods langs havnepromenaden for forhåbentlig at få en fredelig hjemtur. Havnepromenaden er i udbredt brug blandt Panamánerne som et rekreativt område og vi passerede mange løbere, cyklister og folk på rulleskøjter, hvilket vi ellers ikke ser tit. Desværre lå den mere eller mindre vis-a-vis med en firesporet hovedtrafikåre.
Vores gå tur endte ved byens fiskemarked, som audioguiden havde omtalt i rosende vendinger. Det viste sig dog at være et noget mindre end hyggeligt sted hvor hvert cevicheria (fiskestand) konkurrerede med de omkringliggende om hvis anlæg kunne lukke salsa, popmusik og techno ud ved flest decibel.
Deres fisk var der dog ikke noget galt med, så da vi havde skaffet nogle rejer 'to go' (for ca. 50 dkk) smuttede vi ned og nød aftensmaden med udsigt over havnebassinerne i stedet.
Der på havnen diskuterede vi oplevelsen af byen og vores videre tur. Vores indtryk af Panamá City var generelt ikke særlig positive. Vi mente at vi havde givet byen en chance, men Kathrines beskrivelse af stedet som "en by af gavepapir" satte oplevelsen på spidsen. Panamá City har en masse storhed, men man følte at selv de mest pompøse skyskrabere kun havde en tynd facade under hvilken de var temmelig elendigt sammensat, tænkt og konstrueret for turisternes naive øjne.
Samtidig var den økonomiske forskel forfærdelig tydelig i byen. Der hvor vi boede, var der rent og pænt og penge til at forsøge at restaurere nogle af de gamle bygninger med, men i kvarteret nord for vores, hutlede folk sig igennem tilværelsen uden at have penge til tøj på kroppen mens skyskraberne og Burgerkings tårnede sig op på den anden side af havnen.
Alt i alt endte vi med at beslutte os for at rive pløkkerne op og komme videre. Først skulle vi dog se kanalen som Kathrine havde været fascineret af siden vi var i Danmark.
Næste morgen stod vi derfor tidligt op og tog ud til kanalen. Det er nødvendigt at komme tidligt af sted til sluserne, da det afgjort er sjovest at se dem i aktion, altså når skibe sejler igennem, og det er sjovest når disse er store. Dette sker enten om morgenen, hvor skibene fra Stillehavet får lov til at slippe igennem, eller efter kl. tre om eftermiddagen, hvor de skibe der kommer fra Atlanterhavet sænkes ned igen til stillehavssiden. Sluserne er også i brug for småtrafikken om natten, men det er både sværere at se og ikke lige så imponerende som når containerskibene sniger sig igennem med blot 30 cm. på hver side. (Skibene passer til disse forhold da de er bygget specielt til at skulle kunne klemme sig igennem Panamákanalens sluser med størst mulig last)
Selve turen blev et stunt af vandre- og busture, før vi kom frem mere end en time senere end vi havde regnet med.
Det sidste stykke til kanalen gik fra hovedvejen, ned forbi slusernes tilhørende kraftværk, over en parkeringsplads hvor skilte advarede om lokale alligatorers forkærlighed for at slikke sol på pladsens varme asfalt, før vi nåede op til 'The Miraflores Locks' og det tilhørende besøgscenter.
Besøgscenteret er en fire etager høj bygning med udsigt over sluserne fra en stor terrasse på øverste sal. Over denne sad kontrolcenteret og styrede sluserne, sammen med en guide der på spansk og engelsk fortalte om hvilke skibe der sejlede igennem.
Det var lidt specielt at besøge kanalen netop i år, da det er 100 år siden at de blev indviede. Det har medført at der er blevet lavet en masse tiltag for at udstille sluserne. Selve sluserne var lidt over 30x100 meter store, hvilket synes af meget, men når et af de rigtig store skibe klemmer sig ind, virker de små. Et af skibene sejlede igennem sluserne med en lystyacht i kølvandet, hvilket var lidt en oplevelse at se dette pragtskib komme til at ligne en sød lille sejlbåd.
Der hvor vi så dem var der blot to sluser, som hver hævede skibene 8 meter. Efter denne sluse skulle de så krydse en lille sø, før de kommer til en ekstra sluse som hæver dem yderligere 8 meter op til Gatun-søen. Den bruger de så dagen på at krydse, før tilsvarende 3 sluser sænker dem de fulde 24 meter ned igen på den anden side.
Slusesystemet var et påfaldende stilfærdigt stykke maskineri. Det viser sig at de kontrollerer hele systemet udelukkende med vandtryk fra de ovenforliggende sø, så der er ingen motorer der larmer. Skibene sejler selv igennem sluserne, men ved den lave hastighed støjer de ikke meget. På hver side af hver slusesæt (der er to sæt ved siden af hinanden) kører der små togvogne, kaldet æsler(fordi deres rolle plejede at blive varetaget af æsler) som er forbundet til skibene med kabler. Disse bruges dog ikke som man skulle tro, til at trække skibene, men udelukkende til at holde dem fra at påsejle slusernes sider.
Vi stod og iagttog skibene passere i flere timer, til hele morgenens gennemsejling var overstået. Pudsigt nok fik vi en lille ekstra overraskelse da det tredje sidste skib skulle igennem. Her kom der nemlig en turistbus kørende ind, neden for bygningen hvor vi stod og hele Real Madrids fodboldhold steg ud og vinkede op til folk på terrassen, før de gik hen over en af sluserne for at se med på gennemsejlingerne fra huset imellem de to sluser.
Da vi var færdige med at se på skibe gik vi ned og så besøgscenterets udstilling/museum om kanalen. Det var egentlig en ganske fin udstilling med et par interessante fortællinger om både det franske forsøg på at grave sig gennem hele strædet og amerikanernes arbejde, både med slusesystemer og hvordan de brolagde hele Panamá City for ikke at give myggene mulighed for at sprede sig i vejenes mudderpøle.(De byggede ligeledes kloakker og havde hældt olie på mange lokale vandhuller)
Desværre var vi ikke de eneste der havde ment at det var smart at smutte på museum nu hvor der ikke var flere skibe at se, så vi havde lidt mere selskab end vi havde lyst til.
Opholdet sluttede med en lille 3D-film om stedets historie og især om planerne for en udvidelse med et større sæt sluser som snart bliver indviet. Filmen var grundlæggende lidt ligegyldig, men vi havde det temmelig sjovt over at opleve hvordan Panamánerne og Columbianerne åbenbart har en fælles forkærlighed for animerede informationsvideoer med en tilsvarende animeret guide, typisk med et meget fjollet navn og en meget overpædagogisk fortælling om stedet.(Vi så næsten præcis den samme film i saltminerne i Zipaquirá)
Efter kanalen tog vi en hurtig tur forbi en musikbutik, da især Simon håbede at finde et instrument vi kunne have med på den videre rejse, men ud over deres imponerende udvalg af percussion-instrumenter var instrumenterne af en temmelig pauver kvalitet i forhold til deres pris, så vi valgte at tage hjem og se at få begyndt på at pakke til den kommende dags videre rejse.
Hibiscus Garden - Santa Catalina
Den følgende morgen flottede vi os en smule og tog en taxa til Albrook terminalen, hvorfra busserne mod vest gik. Her sprang vi på en bus mod byen David, skiftede på vejen og tog en ny bus i retning af surferbyen Santa Catalina. På nær Simons hidtil heftigste møde med mavesmerter, hvilket er en temmelig træls oplevelse når man sidder klar med en rulle toiletpapir i en "kyllingebus" og chaufføren bliver ved med at erklære at vi er fremme om ti minutter, forløb turen godt.
Ti minutters kørsel før Santa Catalina sprang vi af bussen og gik af en lille jordvej en kilometer ned til et hyggeligt lille sted kaldet Hibiscus Garden.
Stedet der var ejet af et tysk par, blev til daglig drevet af Rosie og Simon, to britter som havde valgt at bruge deres otium på at drive det lille sted. De var enormt søde, men det var samtidig enormt mærkeligt at snakke med mennesker der havde boet i landet i hen ved et år, men hvis spanskkunden rakte til huevos(æg), camarones/langostos(rejer/hummer) og ajo(hvidløg).
Stedet havde en fantastisk god restaurant med en tysk kok. Desværre var det noget pebret (i forhold til lokale priser) så allerede dagen efter følte vi os nødsagede til at finde ud af at komme ud og få købt ind så vi selv kunne kokkerere i det tilgængelige hostel-køkken.
Næste morgen drog vi således af sted til den nærmeste landsby for at købe ind. Landsbyen lå på den anden side af en lille flod. Ved højvande måtte man bruge en lille båd og et tov-system til at krydse den, men da det heldigvis var helt lavvandet på det tidspunkt, kunne vi krydse floden til fods. På vej til floden kom vi ned på stranden hvilket satte gang i Kathrines latente konkylie-og-muslingeskaller-samlemani. Før vi nåede frem til floden (mindre end 100 meter væk), havde Kathrine hænderne fulde af skaller og konkylier som vi (hun) har slæbt på lige siden, og ja, flere er kommet til jo flere strande vi har besøgt på vores rejse...
Oppe i landsbyen kiggede vi noget forvirret efter butikkerne vi havde fået at vide skulle ligge der. Pudsigt nok kiggede vi ind i et lille hus for at spørge om vej og mødte der en midaldrende herre som vi havde fulgtes med hele vejen fra Panamá City dagen før, og som havde hjulpet os enormt meget på turen.
Det viste sig at han var præst for den lokale menighed af protestanter. Han tog os med til byens butik og inviterede os der ud over til at komme forbi til en gudstjeneste. Det sidste fik vi aldrig gjort.
I butikken opdagede vi desværre at udbuddet stort set begrænsede sig til kaffe, ris og minutpasta. Dette gjorde os lettere urolige, indtil en af de lokale fortalte at der ikke var langt til et større minimarked i den næste by. Indledningsvis var vi tvivlsomme overfor om vi selv kunne finde derhen, men i samme øjeblik kom der to kvinder med en dreng og to hunde gående forbi. De sagde at de sagtens kunne følge os på vej. Af sted det gik.
Vejen viste sig at være noget mere besværlig end kvindernes stilethæle insinuerede. Igennem junglen og over små vandløb kravlede vi, mens vi to danskere undrede os over at moderen til drengen kunne være overrasket, eller sågar træt af at ungen blev beskidt på turen. Pludselig åbnede skoven sig op og vi kom ud på en stor åben mark. Det viste sig at vores "guider" var på vej til det lokale månedlige rodeo.
På toppen af en bakke var der fyldt med mænd og drenge til hest. Nogle havde fundet læderstøvlerne og sporer frem, andre red rundt i de gummistøvler som enhver bonde i Mellemamerika ejer. Vi listede os imellem hestene ind til metalhegnet der omgav arenaen og Panamánerne lavede plads så vi kunne komme ind og se. Ingen af de lokale, eller muligvis på nær de der deltog i konkurrencen, virkede til at være ædru og det virkede som om at vi to danskere i deres øjne næsten var lige så spændene et syn som rodeoet.
Inde på arenaen konkurrerede folk i disciplinen "fang en kalv". Rytteren red om bag et reb der løb hen til et bur med en kalv. Når kalven var løbet et vist antal meter ud af buret, faldt rebet ned og rytteren satte efter. Stående op i stigbøjlerne og med lassoen cirklende om hovedet forsøgte rytteren at sende lassoen ned over kalven. Så vidt vi forstod reglerne, kunne et mislykket forsøg genforsøges hvis man kunne samle lassoen hurtigt op og hesten havde fart nok på. Hvis ikke rytteren nåede at fange kalven, hjalp to-tre unge drenge til hest (og i gummistøvler) med at drive kalven tilbage til starten. En ny kalv røg i buret og en ny rytter gjorde sig klar. Hvem der vandt, fandt vi aldrig ud af, men det lod til at de konkurrerede i hold, angivet i forskelligfarvede skjorter
Efter Panamá Citys skyskrabere af gavepapir, var det skønt at opleve de Panamánske cowboys. Her var hatte og støvler og macheter i de obligatoriske læderfrynsede skeder, men det var helt tydeligt at dette ikke var et opstillet cirkus til vores ære. Det her var landsby mod landsby i retfærdig dyst og lidt af en folkefest. Hatte og sko var kommet frem, men det var ikke for at tilfredsstille en flok turisters ønsker om at se en rigtig cowboy, det var simpelthen fordi at det var disse mænds arbejdstøj og det de godt kunne lide selv at vise sig frem i - altså for deres fornøjelse og ikke for vores.
Desværre havde vi ikke planlagt efter at skulle vade lige ind i et rodeoshow på vej til købmanden, så vi havde ikke vand eller penge eller mentalt overskud til at gøre rodeoshowet til en heldagsoplevelse, og måtte efter lidt tid smutte videre ned ad gaden mod supermarkedet.
Dette viste sig nu også at være en rimelig flad affære. Her var flere ting end i det foregående, men det var svært at sammensætte ting til en egentlig aftensmad. Et af problemerne var nok at markedet var ment som henvendt til de lokale. Således var der hverken kød eller grøntsager i nogen nævneværdig grad, for bortset fra en enkelt turist her og der, ville den slags have været som at sælge sand i Sahara. De lokale er bønder og fiskere og de har alle sammen en fin og stor have hvor de tager hvad de skal bruge til dagligdagen. Vi fik dog købt lidt ind, og så vendte vi snuden hjem.
Dagen efter fik vi endelig taget hul på vores læseplaner. I en hængekøje med udsigt til Stillehavet var det ligesom ikke så slemt at skulle slide sig igennem det caribiske slaveris historie. Den følgende dag skete det forfærdelige dog at vi løb tør for kaffe. Dette nødvendiggjorde at Simon (uden diskussion) ville af sted til den lille landsby på den anden side af floden (kaffe var som bekendt en af de få ting man godt kunne få derovre). Tilfældigvis viste det sig at vores vært også skulle derover, så mens Kathrine blev liggende i hængekøjen med opgavelæsning, drog Simon og Simon på tur. Dette var faktisk en af de længste perioder vi har været adskilt på denne tur indtil videre - hvilket vi efterhånden har sværere og sværere ved at vænne os til når vi er.
På turen var det ikke blot en fordel at have Simon (værten) med, fordi han kunne vise hvor der lå en butik mere. Han var samtidig fantastisk sød til at fortælle om alle personerne i byen, stedets planter osv. Prikken over i'et var at møde en af de lokale der fortalte at der var en rejefangst man kunne købe af. Byens udsalg viste sig at foregå i en lille træhytte lidt inde i byen. Huset blev ejet af den tyske koks svigerfar, en lokal mand der, som den eneste i byen ejede ikke bare én, men hele to kummefrysere. Således var han blevet centrum for alle de lokale fiskere; alt hvad de ikke kunne spise selv den dag de fangede det, kunne de sælge til ham, hvorefter han solgte det videre. Hytten han boede i bestod af et stort rum hvor hængekøjer hang på kryds og tværs. I det ene hjørne stod de famøse kummefrysere, i det diagonalt modsatte hang en fiskevægt ved siden af det åbne ildsted.
Ved ildstedet sad en lille dame som fortalte at der desværre ikke var ret mange rejer at få: "Højest en tre-fire kilo i alt". Dette var dog noget mere end to par kunne sætte til livs på en aften, så Simon og Simon købte et kilo hver og drog tilbage til hotellet.
Det viste sig at betydningen af rejer ikke helt er den samme i Centralamerika som i Danmark. Selv de mindste af disse rejer ville få rejer i danske butikker til at blegne. De største mindede mere om hummere end rejer. Samtidig havde vi samme dag haft mulighed for at købe ind fra en omrejsende grøntsagsforhandler, så aftensmaden blev et festmåltid.
Sidste dag på hotellet gik for det meste med læsning i stedets hængekøjer. Vi tog en beslutning om at tage videre den følgende dag, så vi fik Simon(værten) til at hjælpe os med at skaffe nogle kokosnødder vi kunne spise af.
Vores vært tog os derfor med ud til et sted hvor der var kokosnødder over det hele. Her fandt vi et par store nedfaldne, brune, lodne kokosnødder hvor saften stadig kunne mærkes skvulpe. Vi tog dem med tilbage til hotellet hvor vores vært forsøgte at vise os hvordan de lokale brugte en machete til at skære det tykke fiberlag af nødderne. Hans evner til at åbne kokosnødder viste sig desværre kun at være en smule bedre end hans evner på spansk, så det hjalp en del på undervisningskvaliteten da en af de lokale drenge, en fyr på ca. 12 som plejede at undervise vores vært i fiskning, tilfældigvis kom forbi. Han greb macheten og på den halve tid af hvad vores vært havde taget om 1/4 af nøden, flækkede han resten af bastlaget af.
Da første nød således lå klar, gik Simon (Helm) i gang med nummer to, til stor bekymring for Kathrine, der mente at hendes kæreste var lige så tæt på at gøre sig selv to fingre kortere som han var på at få has på nød nummer to.
Ikke at det gik meget hurtigere end vores værts forsøg på at åbne nødder, men af kom fiberlaget dog trods alt og vi kunne nyde saften og frugtkødet.
Rigtig sjovt blev det, da den lokale dreng samtidig kom tilbage med fire gule kokosnødder. To til os og to til et argentinsk par der arbejdede på stedet. Kokosnødder er først grønne, så gule og til sidst brune, før de falder ned og kan samles op.
De brune vi havde fået først er søde i saften og har et tykt lag hvidt, hårdt kød på indersiden. De gule og de grønne har ikke den tykke bast som de brune. Der er heller ikke noget nævneværdigt lag af frugtkød, men de er fuldstændig fyldt med klar, frisk saft. Desværre er de normalt noget sværere at få fat på end de brune, som man kan samle op fra jorden, men vores ven var noget mere vandt til kokospalmer end os, så mens Simon havde forsøgt at hugge fingrene af sig selv, var den lokale dreng kort og godt klatret op i en kokospalme og havde sparket fire nødder ned.
Vi gik således godt til ro denne aften med maverne fulde a frisk kokosnød og tanken om stille og roligt at skulle drage videre næste morgen. Så stille og rolig skulle den følgende dag dog langt fra vise sig at blive…
Næste stop: Boca Brava i Stillehavet
- comments
inge andersen Jeg ser frem til fortsættelsen, det er lige som en spændende TV serie der stopper det mest spændende sted - og man må vente til næste uge. Jeg skal lige love for I oplever en masse og også møder mange forskellige mennesker, jeres hoveder må være kæmpestore af oplevelser, glæder mig til i kommer hjem og kan fortælle om det hele. Kærligst/knus farmor/inge