Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ville gerne have besøgt Fraser Islands til fods, og camperet derovre, men på grund af ekstrem brandfare, var dette ikke muligt. I stedet for så vi os nødsaget til at tage på vores første guidede tur. Vi havnede i en firehjulstrækker med vanvittige østrigske chauffør Fritz, som levede efter mottoet: "Drive it like you stole it". Han introducerede sig selv, og fortalte at han var den dårligste chauffør, de havde. Efterfølgende gik han i gang med at fortælle om fatale ulykker på Fraser Island, om folk der for tre uger siden havde troet de skulle dø på en af hans ture osv. Måske en smule upassende, ville nogen mene! Fritz havde benzin i blodet og gav den gas igennem regnskoven på sandbund med 90 km/timen (fartgrænsen var 30 km/t), og 120 km/timen på stranden (grænsen var 80 km/t). Fritz bragte os dog til de smukkeste landskaber. Fraser Island er verdens største sand-ø med sine 120 x 15 km. På turen så vi krystalklare ferskvandssøer, massevis af vandløb, som løb ud på den billedskønne 75 Mile Beach, og dyreliv fra toppen af klipper. Fritz sørgede for underholdning under hele turen med jokes af svingende kvalitet, ofte under bæltestedet. Turen sluttede med rally gennem regnskoven i hæsblæsende fart og med hjertet i halsen, for at nå den sidste færge tilbage til fastlandet. Fritz havde dog situationen under kontrol, og sørgede for at vi fik alt ud af dagen ved at køre om bord på færgen to minutter før afgang. Tilbage på campingpladsen åndede vi lettede ud, glædede os over at have overlevet Fritz, og have oplevet endnu nogle skønne steder.
- comments