Kaere alle sammen.

Her kommer en sidste hilsen fra Indonesien. Der er ikke laenge til vores visum udloeber og heller ikke tiden! Vi har nok vi gerne vil naa.....

De sidste uger har vaeret nogle af de mest oplevelsesrige paa hele rejsen, vi har oplevet saa helt vildt meget og moedt saa mange mennesker - men for at starte hvor Maja sluttede kommer vi efter 9 timers venten endelig med toget mod Solo. Paa stationen kom jeg i snak med en rar mand. Han er 37 aar og arbejder som chefkok paa et skib. Han skulle hente sin kone ved toget - de havde ikke set hinanden 4 maaneder fordi han havde sejlet!! Han viste mig billeder af hans arbejde, boern, kone og fortalte ogsaa om hans land - at Solo som vi rejste mod var fint, men at i hovedstaden Jakarta skulle vi passe paa. Efter vi havde afsluttet samtalen kom han tilbage og gav os nogle smaa poser krydderolie vi skulle proeve paa vores mad. Han fortalte mig ogsaa hvor og hvad jeg skulle koebe mod min hoste.
Og det er bare saadan folk er her i Indonesien - det her land har vundet mit hjerte!
Folk er utrolig imoedekommende, hilser og henvender sig for at snakke eller spoerge om vi har brug for hjaelp - dejligt folkefaerd!

Vi koebte billetter til mellemklassen i toget, hvilket var helt alm saeder, saa det var en lang nat uden meget soevn. Kl. 5 skiftede vi tog og koerte derefter 5 timer mere, foer vi kom til Solo. Togturen var en oplevelse. Det var et lokaltog, saa der var mange mennekser at kigge paa - og mange der kiggede paa os!! Isaer det sidste tog var prop fuldt. Vi 3 sad paa et saede og overfor os 3 indonesierer. De maatte sidde i skraederstilling det meste af vejen for at der var plads til os!! Gennem den 5 timer lange togtur kom saelgere hele tiden gennem toget - og naar de stod af ved en station, stod en flok nye paa. De solgte alt muligeligt; toej, mad og drikke, en fejede gulv, en solgte kjoler, 3 spillede guitar og sang, en kom med mikrofon og sang karaok for fuld skrue - det var en hel fest. Og dog lykkedes det de to smaa at sove det meste af turen J

Det har vaeret mit oenske at vi ikke blot floej videre til et nyt land, men rejste lidt paa denne maade og mest af alt paa egen haand. Og det har ingen af os fortrudt, at vi valgte at goere. Paa togturen fik vi set en masse af Indonesiens smukke natur og smaa byer og paa en anden maade end med bus og bil. Da der skulle tjekkes billetter i toget kom foerst 2 vagter, saa 2 kontroloerer og der efter 2 maend i politiuniform!! Godt vi havde styr paa billetten!
Da vi langt om laenge ankom til Solo blev vi koert af hver vores cykeltaxa til Cakra Homestay. Det viste sig at vaere en gammel batikfabrik, hvor noget af det gamle var bevaret mens resten i 2000 var lavet til Homestay, stoettet af Unesco. Der var gamle moebler og lysekroner og rum med gamle traditionelle instrumenter som der blev spillet paa om aftenen. Det var et hyggeligt, stille, sted hvor alle de ansatte var venner eller familie og meget gerne ville fortaelle baade om stedet og byen.

I min "Southeast asia on a shoestring" bog - som er vores trofast ven og foelgesvend paa denne rejse - havde vi laest om resturant "O Solo mio", vi fik det flinke personale til at forklarer os vejen og gik ca en halvtime, foer vi kom til et fint sted, hvor vi ville fejre at have klaret 3 lange rejsedage. Tjeneren viste os hen til vores bord og spurgte " Er det jer fra Cakra Homestay? Vi har hoert at I ville komme!". Det blev starten paa en tid som turistattraktion!!! Men mere om det senere...
Maden her var virkelig god - deres laekre broed som forret sendte mig i tankerne lige tilbage i Farfar og Annas koekken paa Landoe og Annas gode broed! Og ja ja Mor, det er da sikkert pga af bla. soedmaelken - men godt var det altsaa!

Naar vi gik gennem Solo kiggede alle folk efter os, mange raabte hej, og stoppede vi op for at kigge paa kort, gik der ikke mange oejeblikke foer der stod flere folk som gerne ville hjaelpe og det paatrods af manglende engelskkundskaber. Smiler vi tilbage eller siger hallo smiler de endnu mere og foltaeller straks folk omkring dem hvad der lige er sket. Det har virkelig overgaaet min vildeste fantasi at vi kom til en by hvor vi fik saa meget opmaerksomhed! J
Dagen efter lejede vi cykler og cyklede gennem byen til zoo. Det var lidt af en opgave, at cykle gennem den meget trafikerede by og saa i modsatte side. Skal du dreje til hoejre er det bare ud midt paa vejbanen, i svingbanen med biler, scootere og lastbiler og med rundt i svinget! Pyy.. Vi fik et par gange hjaelp til at finde vej. Da vi sidste gang stoppede op for at kigge paa kort, kom en fyr paa scooter hen, han gav tegn til at vi skulle foelge efter og koerte saa, ca en km meget langsomt for at vi kunne foelge med paa cykel, hele vejen hen og ind paa zoo's p-plads! Hjaelpsomheden vil ingen ende tage!
Vi havde et par hyggelige timer i deres zoo - de havde mange dyr - men det var desvaerre ikke alle der havde de forhold de burde.

Om aftenen tog vi en cykeltaxa til byens aftenmarkede. Paa vej ud til cykeltaxaen traeder Maja paa en rottes hale, saa dens krop staar paa hendes anden fod - Fy for den!! Men saadan er det her, alligevel kiggede vi alle ekstra godt efter paa jorden de naeste par dage J Natmarkedet var en afspaeret vej, hvor var en raekke gadekoekkener, bordere sat op paa vejen, og vi fik god lokalmad. Vi har efterhaanden spist en del lokalt og ved hvad vi skal kigge efter, og i en by hvor langt fra alle kan engelsk, er det godt at kunne navnet paa en eller to gode retter J

Efter 2 dage i byen var vi stadigvaek overvaeldet af deres opmaerksomhed - mange griner naar Luna og Maja praesentere sig - hvilket vi ikke helt forstod, indtil en lokal grinende fortalte os, at en stor skuespiller/sanger stjerne her i landet hedder Luna maja - saa kan vi jo godt forstaa at det er lidt morsomt J

Efter nogle rigtig gode dage i Solo gik turen til den stoerre by Yogyakarta , en times togkoersel derfra. Her boede vi midt i byen, men i en rolig gade. Det var tydeligt at vi igen var kommet til en turistby, vi saa for foerste gang i flere dage andre hvide mennesker og igen henvendte folk sig kun for at saelge os ting. I de andre smaa gader der omkring, fandt vi hurtigt en resturant som faldt lige i vores smag, med god mad og gode desserter! Efter et par dage med ris, ris og ris var det tiltrangt synes vi J Omraadet er kendt for deres batik, saa i gaderne laa mange fine butikker med batik baade toej og kunst.
Vi bestilte en chauffoer til den efterfoelgende dag, som skulle tage os paa tur. Vi starede kl 8 og saa foerst Borobudur - stort flot tempel med en endnu smukkere udsigt fra toppen. Paa templet var der mange turister - men kun 3 hvide............ Hvis vi havde faaet 1 kr pr billede havde jeg haft raad til at rejse et halvt aar endnu! DET VAR HELT VANVITTIGT! Alle ville have taget billede med os, foerst kom skoleklasser og boern, saa ogsaa laererne, boernefamilier, kaerestepar og andre voksne mennersker! Jamen altsaa - og hver gang vi selv proevede at stille os op, til et af vores egne fotos, kom de og stillede op ved siden af og tog billeder. Jeg blev endda interviewet af nogle elever der havde spoergsmaal med paa papir og baade filmede, optog lyd og tog billeder af mig.
Det var en oplevelse! J
Derefter videre til Prambanan som ogsaa er et gammel tempel. Vi gik en tur rundt paa stedet og var oppe i et enkelt tempel - det var lidt haardt at gaa i den bagende sol saa Luna forslog at vi gik tilbage til bilen - men lige der, kommer 3 unge lidt nervoese piger og spoerger om de maa oeve sig i at fortaelle om stedet for os - ja selvfoelgelig - saa startede den store tur og vi var (ogsaa Luna J ) oppe i samtlige templer og fik beskrevet og forklaret alt - og selvfoelgelige naaede vi at staa model til et par billeder undervejs J

Om aftenen ville vi vaere lidt kulturelle og tog ind og saa traditionel dans - desvaerre har jeg arvet min mors gode sovehjerte og sov der meste af forstilling vaek - ha ha J

Naeste morgen blev vi hentet af taxa kl 5 og koert til lufthavnen. Vi floej foerst til hovedstaden Jakarta hvor vi mellemlandede for derefter at flyve til Medan. Her tog vi en taxa til busstationen hvor vi var heldige at komme paa en bus der nettop skulle til at koerer. Det var en prop fyldt lokalbus uden aircondision og hvor der igen maatte ryges - efter 5 timer - med fuldstaendig vanvittig vild koersel, hvilket siger en del naar man har proevet at koerer i Cambodja -var vi fremme ved Parapat hvorfra vi skulle med faergen. Klokken var efterhaanden 20, og den sidste faerge var sejlet, saa efter mange timer paa farten, fandt vi et Homestay lige ved havnen og overnattede der til i dag. I morges tog vi saa faergen over. Oen hedder Pulau Samosir og ligger midt i verdens dybeste soe, og i morgen vil vi gerne ud at se soeen, som ligger paa oen, i soeen ( Kunne I foelge med? J).


Maja og Luna ved at bestille flybilletter - jeg maa hellere lige finde ud af hvor til.
I faar en melding senere! ;)

Ha' det godt allesammen.
Kaerligst Signe