Profile
Blog
Photos
Videos
Status efter 2 måneder i Sydney
Sydney, New South Wales
Sååeh.. 2 måneder er fløjet afsted og jeg tænkte derfor, det var ved at være på tide med en opdatering her fra den sydlige del af kloden. Først og fremmest - jeg har det fantastisk og nyder livet i Sydney.
De første par uger gik med at lære byen at kende, finde bolig, lege turist, deltage i diverse velkomstarrangementer på universitet, få styr på fag osv. Det tog ikke længe at opdage, at Sydney er en by med rigtig meget at byde på. You name it, Sydney's got it.. Sydney er på én måde en kaotisk storby som så mange andre og så alligevel ikke.. Der er så mange fantastiske åndehuller. Inner Sydney har den obligatoriske skyline, chinatown, central business district etc., men man finder også dejlige parker, smukke strande og virkelig hyggelige suburbs. Sydney er byen, hvor solen altid skinner på én - bogstaveligt talt! Tror vi har haft max 5 dage med overskyet vejr ud af de 2 måneder vi har været her - og juli og august er oven i købet vintermåneder. September er den første forårsmåned og det er vejrguderne klar over - fra den ene dag til den anden skiftede det fra 20 til 27 grader. Det virker som om varmen er kommet for at blive, og Katrine og jeg er nu en anelse bange for at smelte, når sommeren kommer..
Det tog ikke længe at finde bolig - omkring 3 dage.. Jeg kom herned en uge før Katrine og startede boligjagten allerede der.. Jeg fandt et par steder, som hun var med ude at se, og vi blev enige om et share house, der ligger lige ved siden af universitetets campus. Boligpriserne i Sydney er absurde, og vi er endt med at dele værelse for at have råd til huslejen. Vi betaler omtrent 5000kr om måneden pr person for 12 kvm. Ja - absurd! Vi har dog også vores egen altan, som er næsten lige så stor som værelset, så det er virkelig lækkert. Huset vi har lejet et værelse i, deler vi med en spansk pige, en australsk pige, en tysk pige, en hollandsk pige og to kinesiske fyre. De er simpelthen allesammen så søde, og jeg kunne ikke forestille mig nogle bedre house mates. Og så er det spændende med forskellige nationaliteter under samme tag.. Vi har fælles middage en gang om ugen, hvor vi skiftes til at lave nationale retter - meget lækkert!
Vi bor meget centralt med gåafstand til det meste.. Det har vist sig at være utroligt vigtigt, da offentlig transport ikke er det de gør bedst. At en så traffikeret by ikke har nogen form for undergrunds-system kan man undre sig over.. Busserne kører lidt som vinden blæser og man ender sjældent der, hvor man først havde tænkt. Om det er bussernes eller vores egen skyld er jeg stadig lidt usikker på. Sjældent har jeg været så glad for kortet på min iPhone :)
Hvor I derhjemme først lige er startet op på semestret igen er vi næsten halvvejs. Vi startede undervisning allerede d. 29. juli, men har så til gengæld allerede ferie d. 19. november. Jeg er utroligt glad for de fag jeg har fået hernede - de er meget spændende og jeg lærer rigtig meget. Det er dog utroligt intenst til tider og jeg har været nødt til at skrue op for min studieaktivitet i forhold til, hvad jeg er vant til derhjemme. Vi har en del afleveringer løbende, som tæller en procentdel af ens endelige bedømmelse. Har fx lige afleveret et par opgaver, der hver talte 40% af min endelige karakter i de fag. Det betyder, at jeg allerede nu har haft et par perioder med rigtig mange timer på læsesalen.. Det betyder dog også, at eksamensperioden til sidst slet ikke bliver noget at skrive hjem om, så det er rart nok. Jeg har kun undervisning tirsdag 16-20 og torsdag 18-20, så når jeg ikke lige er travl med opgaver har jeg masser af tid til at nyde byen og tage på ture rundt omkring. Det er ikke blevet til meget rejseri endnu, men jeg har meget spændende planer for resten af tiden hernede :)
Universitetet er temmelig anderledes end hvad vi er vant til i København. De fleste studier er samlet på ét gigantisk campus, og det vrimler med studerende fra diverse forskellige etniciteter og med diverse forskellige interesser. Der er altid liv og der bliver dagligt afholdt alverdens mere eller mindre bizarre events rundt omkring. Sydney uni har over 200 forskellige societies man kan melde sig ind i, og der er virkelig lidt til enhver smag. Der er bl.a. chocolate society, bushwalking society, crossword society, disney appreciation society og quidditch society. Jeg har meldt mig ind i Movement and dance society, SoulXpress (hiphop society) og Psychology society. Det er en god måde at lære flere at kende på, og jeg har mulighed for at dukke op til 15 forskellige dansetimer om ugen, der rummer alt lige fra contemporary til hiphop og mavedans.
Selve hovedbygningen på campus er bygget i meget gammel stil og man får ofte lidt fornemmelsen af at studere på Hogwartz. Det bliver forstærket, når Quidditch Society spiller deres kampe ude foran den bygning.. Og ja, der er koste involveret. Det er åbenbart en stor ting, og de rejser også rundt til universiteter i andre byer og spiller turneringer.
Wauw, det er svært sådan at opdatere for hele 2 måneder, men jeg har prøvet så godt jeg kunne at fortælle lidt om mit liv hernede so far. Vigtigst af alt er, at jeg er utroligt glad for at være her og har det rigtig rigtig godt :)
So long..
- comments