Profile
Blog
Photos
Videos
Så sidder jeg her i min camp, midt i Usambara-bjergene - ikke det værste sted at kunne sige man har sovet! :) Jeg er nu lidt over halvvejs på turen og synes den har været helt vild indtil nu - især pga. safarien og synet af kilimanjaros top stikke op mellem skyerne!
Men for lige at tage fat hvor jeg slap med hensyn til gruppen tjaa.. Så vil jeg sige at mit førstehåndsindtryk enten er rigtigt, eller også er jeg bare fyldt fuldstændig op så der slet ikke er overskud til nye mennesker lige nu! For jeg synes godt nok de er en flok ja.. Det ved jeg ikke.. :p Men godt vi er fire sammen i hvert fald - selvom vi efterhånden også mangler samtaleemner m.m.. Sådan går det vist når man er af sted tre måneder sammen.. :)
Men ellers er turen virkelig alle tiders! Vi kører rundt i en kæmpe truck/lastbil med masser af plads til at sidde og så er den ellers bare pakket med telte, madrasser, mad, vand, stole og ja.. Der er ikke den ting den ikke har som man skal bruge på sådan en camp, og ikke mindst har vi en virkelig god kok med - aftensmaden er altid noget der bliver set frem til! :) Indtil videre har vi sovet i fire forskellige camps, hvor vi sover i to-mandstelte. Ganske glimrende camps med bar, swimmingpool, almindelige toiletter og varme bade, så det kan vi heller ikke klage over.
Indtil nu har turen budt på besøg i en village, en tur til Arusha, safari og sovet samt vandret rundt for foden af Kilimanjaro. Højdepunktet for mig på den her tur var klart safarien og det var også en helt fantastisk oplevelse. Men alt det andet er bare en bonus i pakken.
Selvom jeg efterhånden har set en del til forskellige villages, vil det være en ting jeg aldrig får for meget af. Når jeg går rundt der mellem alle de små huse bygget af mudder og ser alle afrikanerne sidde og arbejde eller hvad de nu foretager sig, er det lige uvirkeligt for mig hver gang, når jeg går og tænker på, at det faktisk er sådan de lever hele deres liv! Det er som at være tilskuer til en eller anden film som man slukker for igen når man forlader området.
Den samme oplevelse fik jeg, da vi gik rundt på kilimanjaro. Her blev vi kørt op til en lille, idyllisk camp, der fordelte sig på tre "etager", da der var så stejlt. Her overnattede vi og tog så ud på en mindre gåtur rundt i området og lidt op og ned. Vi så bl.a. et projekt som England har stablet på benene - det handlede om at "videreuddanne" lærerne så børnene fik bedre vilkår for at lære samt få etableret skole og få børnene i området til at lave noget andet end ballade. På turen rundt gik vi forbi beboernes små idylliske huse placeret hist og her på bjergsiden! Virkelig en hyggelig tur.. Det var også på turen til kilimanjaro jeg fik et af de flotteste syn jeg nogensinde har set - at stå i varmen og kigge på mod himlen og skyerne, hvor jeg så ser kilimanjaros snebeklædte top stikke op mellem skyerne! Da jeg så det blev jeg sikker på, at jeg engang i mit liv skal bestige det bjerg til tops!
Ellers har vi også brugt rigtig meget tid i vores truck/lastbil for at komme rundt til de forskellige vigtige holdepunkter her i Tanzania. Heldigvis er det jo en helt fantastisk natur man sidder og er tilskuer til samt der er så meget liv blandt afrikanerne - både inde i byerne, men også ude i de små massaisamfund, så hvis ikke man gider sove, læse eller høre musik, kan tiden nemt bruges på bare at sidde og kigge ud! På en af vores lange køreturer holdte vi ind i Arusha som er en af Tanzanias store turistbyer - især pga. den store safaripark der ligger lige i nærheden mener jeg. Egentlig tror jeg ikke der er det store at komme efter i den by, men jeg nød opholdet meget, da min veninde Line hjemme fra Tønder pt. bor i Arusha, så hende fik jeg mig en frokostaftale med. Og hvor var det virkelig mærkeligt at stå der på parkeringspladsen og ringe hende op for at spørge, hvor vi skulle mødes - som vi har gjort mange gange før, bare hjemme i lille Tønder og ikke et eller andet sted i Afrika, hvor vi tilfældigvis mødes, fordi vores veje lige falder sammen! Det var virkelig mærkeligt men også rigtig rigtig dejligt at se hende! :)
Så var der safarien! Aldrig har jeg prøvet noget så vildt! Vi blev delt op i to forskellige jeeps - de rigtige safaribiler med tag der kan løftes. Og så gik turen ellers bare gennem Serengeti og Ngorongoro i tre dage i træk - tre helt fantastiske dage. Og campen vi overnattede i de to nætter, ja den lå da også bare midt i Serengeti, så om aftenen blev der lavet bål for at holde dyrene væk og så var det ellers bare om at tage alt med sig ind i teltet samt virkelig at få tisset af inden vi lagde os i poserne, da vi ikke kunne gå op på toilettet midt om natten grundet risiko for at støde ind i et sødt lille dyr! :) En fed fed oplevelse.. Dagene gik med at køre rundt og lede efter dyr - lidt vildt at tænke over, hvor meget tid der egentlig er blevet brugt i den bil på de tre dage, for det føles slet ikke sådan. Den første dag kørte vi "bare" igennem den to parker og hen til vores camp og så så de dyr vi mødte på vejen. Allerede den dag var vi helt oppe at køre og havde stort set set alle de dyr vi håbede på! Dagen efter kørte vi ud tidligt morgen og begyndte så rigtig at lede efter dyrene. Den dag var helt ekstremt vild! Vi så virkelig mange dyr og de var EKSTREMT tæt på! Der var en elefant der virkelig gik LIGE forbi bagenden på vores jeep så vi kunne stå op og nærmest røre den og senere så vi løver lige i vejkanten - fuldstændig sindssygt at stå der i bilen, lige ved siden af en løve, der seriøst ville kunne dræbe dig, men stadig føle sig fuldstændig tryg! Og løverne lå endda ikke kun i vejkanten, nej vi var så heldige at få lov at se dem i action to gange, hvor de prøvede at lave lille Simba.. :) Derudover så vi giraffer, geparder, leoparder, gazeller, gnuer, zebraer, antiloper, flodheste, krokodiller, hyæner, fugle i forskellige skabninger, vortesvin, bøffel og næsehorn - tror det var det, men mangler sikkert nogen! Jeg så i hvert fald langt de fleste dyr fra løvernes konge og fik fuldført "the big 5", der består af løver, elefanter, næsehorn, bøffel og leoparder! Ud over dyr så jeg også den smukkeste solnedgang jeg nogensinde har set. At se solen gå ned over Serengeti med dens bjerge i baggrunden og dyr gående rundt i det helt specielle landskab der er, det er virkelig noget af en oplevelse ! Ja, hele safarien er generelt en oplevelse, der ikke kan beskrives, men nu har jeg prøvet lidt alligevel! :)
Og som sagt sidder jeg nu i en camp midt i Usambara-bjergene. Her ankom vi sidst på eftermiddagen og skal i morgen på en mindre vandring rundt i området for at se nogle utrolig flotte udsigter samt hilse på lokalbefolkningen. Tirsdag tager vi så videre til Dar es Salam, hvor vi skal bo i en camp på stranden for onsdag at sejle over til Zanzibar. Når vi ankommer til Zanzibar er camp-livet slut og vi skal bo på hotel resten af dagene. Her har vi to overnatninger på den nordlige del, hvor vi bare skal nyde den lækre strand (endnu engang :) samt to overnatninger i Stone town. Her er bl.a. planlagt en "spicy tour" og så har vi snakket om at tage til Prison Island for at se kæmpe havskildpadder og selvfølgelig også lige få historien om den ø med.. :) Derudover håber jeg lidt på at finde en god fletter, for mine fletninger er efterhånden ikke så pænere mere pga. min egen udgroning så håber at finde en der kan lave nogle nye - så nu må jeg se om jeg kommer hjem som blondine eller brunette på mandag.. ;)
Jeg har selvfølgelig også en masse billeder af det jeg har oplevet - især safarien, men internettet her er ikke så godt, så jeg har ikke mulighed for at oploade lige nu. Måske på Zanzibar, men ellers kommer de når jeg igen befinder mig på dansk jord på mandag.. ;)
Jeg glæder mig meget til at komme hjem til jer alle igen og håber I passer godt på hinanden den sidste uge med! :) Vi ses om en uge!
- comments
Solveig Hvor er det godt, at der nu er en mere, der forstår, hvorfor jeg gerne tager til Serengeti mm igen! Det er nemlig bare FOR fedt! Har haft hygsomt kaffebesøg af Hanne og Niels i mit mønske skovparadis i dag - det er fjernt fra Afrika, men har også sine egne kvaliteter :-) Nyd de sidste dage - og jeg lover at fejre mor Hanne på torsdag! Kærlig hilsen med rejselængsel frra
Moren Det er fantastisk godt beskrevet. Du har virkeligt udviklet dine skriveevner i de forløbne måneder, måske er det mest os, der kender dig, der kan se det. I går kunne vi slet ikke komme ind på siden, men nu gik det. Håber jeg kan give Rita en oplevelse ved at vise hende alle de "gamle" billeder i eftermiddag.
Glendi Hvidkilde Dejligt at læse den sidste beretning fra det afrikanske,dejligt at det slutter med en så positiv oplevelse,du må også være godt fyldt op med alle de indtryk,mon ikke det går en rum tid iden det harskt sig. En rejse og oplevelser for livet.det med bjergbestigningen,den vendér vi lige tilbage til engang. God tur hjem. Hilsen fa Povl og Glendi