Ugen før den planlagte Kili-dato, valgte jeg at spille fodbold i klipklapper på et børnehjem i Moshi. Vi spillede i børnenes baghave, hvor der lå byggemateriale over det hele. Det resulterede selvfølgelig i at jeg kommer til at sparke til en mursten. På grund af min selvpålagte skade, kunne jeg derfor ikke tage med resten af min gruppe som planlagt, og måtte i stedet for vente en lille uges tid. Jeg legede bjergbestiger sammen med to andre frivillige fra Art In Tanzania. En australier Matt og en pige fra Finland ved navn Janna. Vi havde sammen valgt at tage Machame ruten også kendt under navnet Whisky ruten, da den i forhold til coca cola ruten skulle være en smuk men svær rute. Man bruger i alt 6 dage på at komme helt op på toppen og ned til gaten igen, og fra gate til gate går man ca. 62 km.

Dag 1: tirsdag d. 22 januar startede eventyret med et morgenmøde. Her fik vi en briefing om ruten, vores team, mad, overnatning osv. Derefter blev vi kørt til hovedkontoret for at prøve og leje diverse vinterudstyr. Det er bare underligt at stå i Afrika i 35 graders varme med elefanthue og skiundertøj! Da alt udstyret var på plads, var det hurtigt hjem at pakke og så af sted mod Machame gaten ved foden af Kilimanjaro. Her blev vi mødt af en sværm af menneske der flåede vores rygsække ud af bilen og der var bare kaos. Vi blev registreret og derefter mødte vi vores team på ca. 10 mennesker. 2 guider, 1 kok og resten "lifters". Deres job var at bærer på alt hvad vi havde med af skrammel, telte, vand, mad osv. De måtte max bærer på 20 kg, men disse gutter vejer knap nok selv 20 kg så det er virkelig voldsomt med de mængder de bærer på op ad Afrikas højeste bjerg. Da vi endelig havde fået grønt lys, begyndte vi på vores gåtur op til første camp. På første dagen går man igennem regnskoven og forbi vandfald. Der er utrolig flot og frodigt og det er en dejlig og stille og rolig gåtur på ca. 11 km. På halvejen satte vi os og spiste vores medbragte madpakke, og derefter begav vi os videre til vi ramte første camp nemlig Machame campen (2850m). Da vi ankom, var vores telte allerede sat op, og aftensmaden var næsten klar. Maden på Kilimanjaro er den bedste jeg har spist i de tre måneder jeg var i Tanzania. En treretters menu bestående af suppe til forret, diverse kål, grønsager, kartofler, kød og fisk til hovedret og frugt til dessert efterfulgt af enten kaffe eller te. Og så var det på hovedet i seng.

Dag 2: vi blev vækket tidligt, fik morgenmad og campen blev pakket sammen. Derefter gik turen videre mod Shira 2 campen. Det er en stejl opstigning med en smuk udsigt både over toppen af bjerget og ud over Arusha og Mt. Meru (Tanzanias 2. største bjerg). På halvejen ligger en kæmpe klippesten, som næsten hænger ud over bjerget. Der klatrede vi op og fik nogle fantastiske billeder fra alle vinkler. Derefter videre mod Shira 2 campen (3810m)

Dag 3: Efter morgenmaden drog vi videre mod Lava Tower, hen over et sjovt landskab (det der kan ses på billedet) hvor man kunne se toppen klart og tydligt. Vi havde været heldige med vejret hele vejen igennem, så alt var tydligt at se. Efter at have vandret i et par timer, kom vi til Lava Tower (4630m), hvor vi skulle spise frokost. Når man kommer derop i de luftlag er der bare koldt, og det var første gang jeg har frosset så meget i kontinentet Afrika. Man kunne hverken sidde, stå eller ligge ned. Lava Tower er en del af ruten, da man bør vænne sig til højden og akklimatiserer. Lava Tower er også kaldt "sharks tooth" da det sådan set er en kæmpe vulkansk klippe der står lige op i vejret og ligner en hajtand. Derfra og hurtigt videre ned igen mod Barranco campen (3976m). Her løb vi alle sammen i et vulkansk landskab med underlige planter og blomster samt vandfald og meget mere. Det tog os kun 1½ time at komme helt ned til campen, hvorefter vi slappede af og fik te og kaffe. Vi var her tidligt, så eftermiddagen blev brugt på at gå rundt i landskabet og tjekke huler ud.

Dag 4: På fjerde dagen stod vi meget tidligt op, for nu begyndte klatrearbejdet. Campen lå for enden af en kæmpe vulkansk væg som vi selvfølgelig skulle op ad. Efter gårdagens løben havde jeg fået ondt i både den skadede fod og knæene, så at klatre på kæmpe sten med risiko for at falde var ikke den fedeste oplevelse, men jeg kom igennem. Da vi endelig nåede toppen kom vi frem til det flotteste syn af Kilimanjaros top, og vi havde endda skyfri himmel. Det var så smukt og hele klatreturen værd. Derefter gik turen videre mod vores picnic spot, men for at nå dertil skulle vi passere en kløft. Jeg havde så ondt i knæene at jeg var langt langsommere end de andre, og min ene guide besluttede sig derfor at tage mig med af en anden men ny rute. Det viser sig så, at han aldrig har taget den rute før, men kun hørt om den! Det var den værste omgang sand man gled rundt i, og det var så svært at stå fast, at jeg ofte måtte sætte mig på røven og kure ned. Da vi endelig var kommet ned, skulle vi jo også op igen, og her var der næsten mere stejlt en på den forrige opstigning. På dette tidspunkt var jeg ikke i det bedste humør, og jeg var ikke just glad for min guide. Da vi endelig kom frem til picnic spottet, sad de andre 2 og ventede på mig. Jeg brød fuldstændig sammen, tørrede næsen, spiste min mad og fortsatte mod campen, uden at sige noget som helst. De andre var gået i forvejen og min ene guide syntes bare at jeg skulle gå i forvejen, så jeg endte med at gå sidste stykke helt alene. Da jeg endelig nåede Barafu camp (4673m) faldt jeg sammen i mit telt. Vi var så højt oppe, men vi havde stadig skyfrihimmel og der var en fantastisk udsigt fra campen. Nu stod resten af eftermiddagen på afslapning, da vi ville blive vækket kl. 11 om aftenen for at gå videre op mod toppen.

Kl. 11 blev vi vækket, på med diverse ski tøj og pandelampen, for nu gjaldt det. Vi gik under en stjerneklar himmel og der var bare stille. Alle lysene i byen Moshi kunne vi se og der var en rar og dejlig atmosfærer. Pludselig begyndte jeg at få det skidt. Jeg blev svimmel og havde svært ved at trække vejret. Jeg prøvede at kæmpe mig igennem det, men det blev ikke bedre. De andre to i min gruppe frøs efterhånden så meget af at vente på mig, så vi besluttede os for at splittes. De andre to gik med den ene guide, og den anden blev hos mig. På dette tidspunkt gik det meeeeget langsomt. Jeg gik 3 skridt og måtte kaste op. Det var hårdt, svært, ulideligt, irriterende, men det eneste jeg tænkte på var at jeg bare skulle op på toppen.

Dag 5: kl 6 om morgen nåede jeg endelig toppen nemlig Stella point (5745m), og her så jeg den flotteste solopgang jeg nogensinde har været vidne til. Uheldigvis var der ikke tid til at slappe af, for ellers ville jeg aldrig nå Kilimanjaros højeste punkt nemlig Uhuru peak (5895m). Denne gåtur på ca. 20 min tog mig to timer at gå. Da jeg endelig nåede frem var jeg det mest stolte menneske på jorden. Jeg hev min medbragte Kilimanjaro øl frem og tog et par billeder. Problemet når man har nået toppen er at man også skal ned igen. Det havde jeg jo ikke lige tænkt på, da jeg gik og havde højdesyge og bare skulle op. Vi startede med at løbe, men mine knæ og fod gjorde så ondt at jeg knap nok kunne gå. Igen måtte jeg det meste af vejen sætte mig ned og kurer. Da jeg ikke var langt fra campen, kom hele mit team (med kokken) løbene for at give mig klip klapper på. Da jeg endelig endelig endelig nåede frem til campen, var jeg lettet og stolt. På vejen ind i teltet, sagde min anden guide at vi skulle hurtigt ned, da det ville være farligt for mig at blive i den højde når jeg havde haft højdesyge. Så der var ingen tid til at slappe af eller få mad. Campen blev pakket sammen og videre igen. Jeg måtte tage den lange tur helt fra 4673 meters højde til Mweka campen i 3068 meters højde i klipklapper. Det tog mig en evighed og jeg nåede først frem kl. 8 om aftenen. Herfra var jeg helt fuldstændig smadret. Vi fik aftensmad og derefter på hovedet i seng.

Dag 6: Man vågnede med den ønsket om bare at komme ned fra det skide bjerg. Vi spiste morgenmad og derefter gik jeg før de andre, så jeg kunne få et forspring. Vi gik i regnskoven igen og lige pludselig havde jeg fået mit gode humør igen. Det tog 3 timer og sammen krydsede vi stregen til campen, hvor vi fik vores diplom og en øl. Vi blev hentet og kørt til Moshi, hvor jeg fik den bedste og mest velfortjente pizza jeg nogensinde har fået.

Spørger folk mig i dag om jeg ville gøre det igen, vil jeg sige, trods højdesyge, knæ, fod og klipklapper ville jeg gøre det hele en gang til. Det var den mest udfordrende men flotte og spændende oplevelse jeg indtil videre har fået med mig i mit liv, og alle bør prøve det på en eller anden måde. Bare husk klipklapperne :D