At tilbringe 1 soendag i advent paa Mahaba beach i Dar Es Salaam skriger ikke ligefrem jul, men klage vil jeg ikke. Endelig er jeg tilbage i Dar og selvom 10 aar er gaaet siden jeg sidste besoeg, foeles det som om intet har forandret sig. Jeg har nu tilbragt to uger paa Art in Tanzania volunteering house som ligger lige ved siden af Bahari Beach, og det er virkelig en oplevelse. Vaerelserne her er hvad man kan forvente - fanen virker ikke altid optimalt, toilettet har svaert ved at skylde ud og jeg er saa smaat ved at vaenne mig til det meget kolde brudebad. Men igen, saa laenge jeg har en seng at sove i og et myggenet at sove under kan jeg ik klage. Jeg bor sammen med tre andre danske piger, som jeg skal rejse rundt med her i Tanzania. De er alle tre rigtig soede og vi har det (indtil videre) rigtig godt med hinanden. Vi er dog ikke de eneste der logere i huset. Her er frivillige fra stortset alle steder i verden, saa vi er en international flok paa omkring 25 frivillige, som alle underviser paa diverse lokale skoler og boernehjem rundt omkring i Dar.

Udtryk som Hakuna Matata og this is Africa bliver stadig brugt alt for ofte, saa hvis man skal have ordnet noget er det bedst og hurtigst bare at goere det selv, og hvor irriterende det saa end kan vaere, er det ogsaa en del af charmen ved Tanzania. Alt foregaar i sit eget tempo og hvad vi ikke naar i dag naar vi i morgen. En lille ting som jeg som barn ikke rigtig lagde maerke til, men jeg kan helt bestemt maerke nu, at det er en laengere tilvendings proces at slappe fuldstaendig af og komme helt ned i gear.

Det frivillige arbejde er virkelig ogsaa en udfordring i sig selv. Vi fik ikke meget at vide omkring det frivillige arbejde, saa vi er stortset bare blevet kastet ud i et projekt og saa maa man ellers bare selv faa det til at fungere. Jeg underviser i oejeblikket en boernehaveklasse paa et boernehjem i engelsk og matematik. Undervisningen i sig selv er ikke svaer, men at holde styr paa 15 unger, som knap nok kan sige to saetninger paa engelsk er lidt af en udfordring. Men ligemeget hvor haardt og svaert det somme tider er, kan man ikke lade vaere med at forelske sig lidt i alle de smaa energiske unger. Det foerste de goer naar de ser en komme gaaende er at loebe imod en, raabe "teacher, teacher, teacher" og springe op paa en. Det der dog har slaaet mig mest er trods alt hvad mange af dem har vaeret igennem er de de gladeste boern i verden.

Jeg er ogsaa ved at starte nogle faa projekter op om eftermiddagen. To gange om ugen underviser jeg i ART (billedkunst) og de resterende dage er jeg traener for en flok lokale unge fodboldspillere paa den lokale fodbold bane (et meget toert stykke land uden maal og andre former for redskaber). Det bedste ved at arbejde som frivillig er at se og faa at vide hvor taknemmelige alle er for vores hjaelp. For mig er det bare sjovt at sparke til lidt fodbold og goere mig selv til grin og det foeles engentlig ikke som om at jeg er til meget hjaelp, men for de fleste betyder det alverden at en mzungu (hvid) gider at bruge tid paa at spille bold med dem. Det er netop det der goer at jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg har valgt den helt rigtigt med den her rejse. Jeg har dog fundet ud af at jeg IKKE skal gaa i mors fodspor og blive underviser, saa allerede nu har oplevelsen givet mig en del.

Weekenderne bliver selvfoelgelig brugt paa stranden, og intet har forandret sig der. Vi gaar og joker med at der ligger sne her i form af meget hvide sandstrande og vandet er ligesaa krystal blaat som jeg husker det. I en af de kommende weekender har vi arrengeret en fiske tur med dhow (tanzaniansk fiskebaad) og det glaeder jeg mig helt vildt til, Ind imellem er det meget rart at komme lidt vaek fra huset.

Alt i alt gaar alt rigtig godt her, og jeg nyder hvert eneste minut. Ikke engang de utallige myggestik kan faa mit humoer til at falde, saa det er jo et godt tegn.

Nu har jeg kun at sige hakuna matata og lala salama. This is SERIOUSLY Africa!