Profile
Blog
Photos
Videos
Kære læsere!
Jeg beklager meget, at jeg ikke har fået opdateret den i en hel måned, det er sgu også for dårligt af mig! Jeg lover at jeg vil forsøge at gøre det så ofte som muligt/nødvendigt, som egentlig var idéen med hele bloggen.
Bloggen er nu blevet lavet om til at indeholde indlæg fra både mit semester her i Kina som exchange studerende, men også fra min praktik hos Creative HQ i Wellington. Adressen er stadig den samme, blot for ikke at gøre det mere forvirrende.
Der er sket nogle ting siden den sidste opdatering. Fra den 9. - 18. november havde jeg besøg af mine skønne forældre (ja som nogle nok har gættet, er det dem på billedet). Det var rigtig skønt at se dem og ja jeg kunne jo nok ikke helt holde følelserne tilbage, da jeg endelig så dem komme ud af terminalen, men nok om dette øjeblik! Vi havde planlagt en masse forskellige begivenheder hver eneste dag, så vi vidste hvordan tiden skulle forløbe de næste 9 dage. Vi startede turen med lyntoget fra Pudong lufthavn, hvor vi nåede en topfart på 431 km/t og sluttede lørdag af med en middag inde i byen, hvor det nu var blevet tid til at tage afsked og sige "Vi ses igen i Københavns lufthavn". Det var dejligt endelig at holde en ferie med dem igen, så nu er jeg klar på en invitation til endnu et lækkert sted mor & far.
Nu er vi allerede ved at være halvvejs til juleaften, dette betyder så for os at vi skal igang med eksamen snart og derfor må begynde at knokle lidt for at forberede os! Den første eksamen er desværre placeret på juleaften, faktisk har vi hele 2 den dag. Man fejrer jo ikke jul og nytår i Kina som vi gør og det betyder så at vi stort set skal op i alle vores fag inden den 1. januar. Det er selvfølgelig ikke noget man skal klage over, da det så bare giver mere tid til at rejse rundt i Kina i januar, inden turen går mod Danmark.
Julestemning er der ikke meget af herude, de fleste butikker/restauranter som har pyntet op til jul og spiller julemusik, er de mere vestlige og det vil så sige nul julestemning hvor jeg bor! Heldigvis findes der er nogle pakkekalendre på de forskellige værelser her på 3. sal, så når man besøger dem, føler man da at man får en lille del af julen med.
Jeg skal forsøge at få tid til at redigere nogle af de mange billeder taget i løbet af ferien med de gamle, så i kan se hvad man laver som turist i Shanghai.
Vi snakkes ved (Jeg skriver, I læser), forhåbentlig i næste uge. Juleknus fra Shanghai.
- comments