Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen.
Her kommer så den sidste blog i et stykke tid, da vi om 5 dages tid smutter 2 uger til Fiji og efter hvad vi har hørt, så er der hverken internet eller mobildækning på Fiji. Så det her bliver den sidste blog i et par uger.
Efter nogle fede dage i Airlie Beach, tog vi en overnight bus til Cairns. Den kørte fra Airlie kl.20 om aftenen og skulle så ankomme til Cairns kl.6 om morgenen. Det var en relativt hurtig bustur syntes vi begge, da vi næsten fik sovet hele vejen.
Vi ankom til Cairns kl.6 og var meget opsatte på bare at finde et hostel hurtigt. Så vi hev Lonely Planet bogen frem og fandt et hostel på Esplanaden der lå midt i byen. Da vi nåede frem til vores hostel, Bellview, havde de heldigvis allerede åbnet, da klokken jo ellers kun var 6 om morgenen. Vi bestilte 2 nætter i receptionen, men lige da vi fik set vores værelse besluttede vi os for at allerede nu bestille 2 nætter ekstra da det var et dejligt stille og nydeligt rent hostel. Så Bellview skulle altså være vores hjem i de 4 nætter vi havde i Cairns.
Første dag blev ren afslapning. Vi startede dagen med at gå over til et kæmpe center der var, så Seb kunne kigge lidt på kjoler og sko og sådan. Efter et stykke tid der, besluttede vi os for at gå tilbage til vores hostel og skifte til badetøj. Det var simpelthen blevet for varmt til at rende rundt i et center. Vi smed badetøj på og gik lige over på den anden side af vejen hvor Lagunen lå. Lagunen er et fedt sted med en saltvands-strand-pool-græsplæne ting. Alt i et. Der nød vi det meste af eftermiddagen inden vi tog hjem og lavede mad: kyllinge kebab-spyd med nudler og broccoli....mmmmm:( det synes Casper smagte rigtig godt:-s
Nå, men anden dag gik lidt med det samme. Vi mødte to hollandske tvillinger som vi havde snakket med på båden i Whitsundays. Vi aftalte at mødes med dem om aftenen og gå ud og få lidt aftensmad sammen. Det gjorde vi så og under maden faldt samtalen på at de havde bil og dagen efter ville de køre til Port Douglas (en strandby lidt nord for Cairns), og vi ville gerne se Port Douglas. Det endte med at vi aftalte en tid næste morgen hvor de ville hente os på vores hostel og så ville vi tage en dag sammen nordpå.
Det var en skæg dag. Ikke mindst fordi at i Australien der sidder rattet i modsatte side og alt er modsat, så tvillingedrengene skulle lige vende sig til IKKE at slå vinduesviskeren til når de ville dreje til højre, og ikke putte sprinkler på forruden når de ville give det lange lys:) Vi nåede til Port Douglas hvor der var ret koldt på stranden, så vi valgte at køre lidt længere op til en regnskov der hed Cape Tribulation. Det var et smukt sted med mange snoede veje og en flot tropisk natur. Efter det kørte vi hjemad og var først tilbage på vores hostel efter mørkets frembrud.
Næstsidste dag i Cairns skulle tilbringes i noget der hed Tjupakai. Det var en aboriginal park som Seb havde udset sig som vores næste kulturelle mål. Det var en lidt ærgelig oplevelse. Vi betalte 35 $ hver for noget der ikke var særlig godt. Ja vi fik hørt lidt aboriginal historie, så hvad de jagede med og fik lov til at kaste med spyd og boomerang, men det var også ligesom dét! Vi havde begge håbet på at se lidt om hvordan de boede og se dem i deres naturlige omgivelser og ikke på en scene med en mikrofon på.
Efter en lidt tam dag tog vi om aftenen en afskedsøl med de hollandske drenge, da vi dagen efter skulle flyve til Darwin. Det er hyggeligt at møde folk fra andre lande som har været de steder vi skal til og som kan give os lidt gode råd.
Søndag (idag) fløj vi så til Darwin hvor vi skal bo i en lille uge. Og ja, hvis i har fulgt med i nyhederne så er det her at man lige har fundet en krokodille i en swimmingpool:) Der er meget meget varmt i Darwin men byen er lidt Sunny Beach agtig. Ikke lige hvad vi havde håbet. Men imorgen skal vi ned til det danske konsulat og afgive vores stemme til folketingsvalget. I løbet af ugen skal vi også ud til Kakadu National Park. Det er en kæmpe park hvor der også bor aboriginals, så måske der kan vi se nogle ægte aboriginals i aktion der:) ellers skal vi bare nyde solen og det gode vejr her i Darwin inden turen på lørdag går til Fiji via en mellemlanding i Sydney.
Som sagt blogger vi ikke mere før vi er tilbage fra Fiji d.25 september, medmindre vi selvfølgelig fanger noget internet et sted. Man ved jo aldrig. Men det bliver sku meget lækkert bare at lukke af for det hele og så bo på en bounty ø i to uger og leve efter Fiji-time (der er når tiden ikke har betydning) :)
Vi håber fortsat at alle har det godt og vi er meget glade for når i skriver beskeder og kommenterer ting herinde. Så ved vi nemlig at i også er i live:)
Vi savner allerede alle meget, men glæder os over alle de oplevelser vi får.
Til vi skrives igen, mange knus og kærlige tanker fra Os<3
- comments
mie Seb, du er meget savnet i Vila. Sikken et eventur i er på:-) Det ser fantastisk ud. Pas på hinanden. Knus Mie
Mikkel Kejser kom så hjem... savner jer