Profile
Blog
Photos
Videos
Næste morgen stod vi op da væggeuret ringede kl 7:30 - her fandt vi hostelet totalt og aldeles øde! Nærmest som et spøgelseshus gik vi igennem rum for rum for at finde receptionisten, men vi fandt ingen! Der viser sig så, at idet vi trådte over grænsen skulle vi have sat uret en time tilbage dvs kl reelt kun var 6:30 - og at receptionisten selvfølgelig ikke var mødt endnu! Så vi besluttede os for at få noget morgenmad på en lokal restaurant istedet. Herefter gik jagten så efter et tur-selskab som arrangerede ture til saltørkenen. I denne jagt blev man atter hevet i fra alle kanter og lovet guld og grønne skove. Kathrine og jeg besluttede os dog for et selskab, hvor man fik lov til at mountainbike midt ude i ørkenen og hvor man skulle på svævebane højt oppe imellem to bjerge:) Turen begyndte kort tid efter og vi blev taget godt imod af vores guide som viste sig at være fra den bolivianske hær! Første stop i ørkenen var ved det sted hvor de lokale graver salten op og renser den til senere brug i madlavning. I denne yderkant af ørkenen er saltet nemt at hakke op, idet vandet kun ligger få cm under overfladen. Helt inde på midten af ørkenen gælder dette dog ikke og saltlaget er her virkelig hårdt og næsten umuligt at udvinde! Uyuni saltørken er verdens største saltørken med hele 12.000 kvadratkilometer og med en saltdybde på optil 8-10 meter! Et imponerende syn og fantastisk oplevelse bare at kunne køre uendeligt igennem en totalt flad saltørken på mountainbike. Næste stop var ved den såkaldte Fish Island, som dukker op midt i al den hvide ørken - her gror kæmpe kaktusser på flere meters højde på de stejle bjergskråninger. Her fik vi også tid til at få taget os nogle sjove billeder, idet den uendelige saltørken og frie horisont indbyder til urealistiske perspektiver. I kan se nogle af billederne i albummet;) Efter et stykke tid stod den på frokost på et hotel midt ude i ørkenen. Det sjove ved hotellet var at det udelukkende var lavet af hårdtpresset salt! Her spiste en rigtig lækker frokost og fik alle de medfølgende seks bolivianere til at sige skål på dansk - det syntes de var meget sjovt:) Sidste stop på turen var svævebanen! Lige kort inden fik vi lov til at opleve en grotte som man for fem år siden udgravede og fandt mumier. Her lå stadig en af mumierne og flere af de remedier de havde brugt i deres hverdag i grotten. Virkelig spændende! Men herefter stod den så på det der skulle vise sig at blive en kæmpe udfordring for Kathrine - svævebanen imellem de to bjerge! På med sikkerhedsudstyr, hjelm og sikkerhedsliner og opad bjerget vi gik! Godt 500meter oppe startede svævebanen - første levende mand på podiet var den ene af to bolivianere. Han var dødsensangst og rystede over hele kroppen, men efter grundig peptalks fra os og hans kæreste kastede han sig ud fra bjerget og susede over den dybe kløft! Dernæst var det kærestens tur, også hun måtte have et venligt skub før hun drønede udad linen. Dernæst var det mig der susede derud - og hold da op et adrenalinrush! Ved afsættet drønede man lige akkurat forbi en kæmpe kaktus og udover afgrunden! Fantastisk følelse og virkelig smuk udsigt udover saltørkenen. Fra den anden side af kløften kunne jeg se Kathrine stille sig på podiet - da der blev råbt klar til afgang gik der et par minutter inden hun også susede skrigende over imod os andre:) Det skal lige siges, at Kathrine havde det RIGTIG svært ved at få overvundet frygten, men hun gjorde det sgu og er bare mega sej! Turen tilbage til Uyuni tog omkring en lille times tid og alle fik sig lige en lille blunder ovenpå den vilde tur på svævebanen:) Samme aften havde vi booket busbilletter til La Paz, Bolivias hovedstad, hvor vi ville skifte bus til Puno i Peru ved Lake Titcaca, verdens højestliggende navigerbare sø. Busturen var noget af en rystetur eftersom vejen nok er den mest nedslidte af sin slags i verden! Fem timer med følelsen af at være ombord i en rystepudser er ikke særlig fedt! Heldigvis kom vi derefter ud på asfalt og kunne få sovet lidt:) Knus og kram herfra!
- comments