Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg prøver at leve efter et princip der hedder: "hvis du ikke har noget godt at sige så hold mund" og sådan havde jeg det lidt det sidste stykke tid jeg opholdte mig i Indien. Og jaa, det er forkert at brokke mig når der er så mange omkring mig der har det værre, men som man siger så er mine problemer bare større(for mig) af den simple grund at de er mine.
For det første var min tålmodighed med indere ved at være godt og grundigt slidt ned. Hvor jeg i Mysore var for høflig (jeg prøvede at sige nej på en sød måde og endte med at købe en fløjte, hvis du læser dette Annika, så jaa den er til dig;)) blev jeg i Varanasi(vores sidste stop i Indien) ret uhøflig. Jeg begyndte at sige nej tak og hvis de blev ved ignorerede jeg dem til de blev trætte af at følge efter.
Hvis tuk-tuk, taxi eller cykelchaffører spurgte "where are you going?" I said that way and pointed. Jeg ved godt at de bare er overvenlige og vil hjælpe eller er nysgerrige, men jeg magtede bare ikke flere smalltalk med random indere som jeg ikke gad snakke med eller købe noget af. Og det er da fint at de kan sige Copenhagen når jeg siger Danmark, men det giver mig ikke grund til at købe noget. Derudover er det bare til at grine af når de siger Nice country fordi man ved at det siger de hver gang og de aner intet om landet.
Noget andet er det der med billederne. Jeg forstår stadig ikke det med at tage billeder af os hvide mennesker. Jaa, det er noget status at vise man har hvide venner, men det er vi jo ikke rigtigt og de er aldrig de gamle tyske turister de vil have billeder med. Så da folk stoppede med at spørge og prøvede at skjule det så blev vi en smule mobsede. Men jeg er sikker på at der er en del billeder af os rundt omkring.
Noget andet jeg var blevet en smule træt af var den indiske kost. Jeg har nok aldrig været helt vild med den, jeg kunne godt lide maden på Ashrammet og idle og dosas er også ret godt. Med det var sydindien. Nordindisk er mere sovser som har kanel i allesammen (what the f***? Put kanel i jeres kager ) derudover har jeg været midlertidig vegetar, så jeg ikke vil dø af madforgiftning. Så maden i Nepal er rigtig godt. Det minder om Ashram maden, måske mest fordi man ikke selv skal kigge i en menu og vælge(hvilken er så rart efter at have spist på restaurant i 2 mdr, 2-3 gange om dagen. ) og så spiser vi med fingrene igen - yay. Det er bare sjovere, idag slikkede jeg min tallerken, og det var helt acceptabelt. Hehe.
Dilmaya(børnehjemmets husmor/søster på 20 år) er også en fremragende kok, så vi nyder hendes madlavning. Imorgen har vi dog tænkt os at lave tunmad til børnene. Det bliver spændende om de kan lid det, på den anden side er det mest for vores egen skyld, da vi savner det så meget og fandt et tysk bageri der laver 'rugbrød'(mørkt sandwichbrød) og en butik der solgte tun og mayo. Uhh, hvor jeg glæder mig som et lille barn til juleaften.
Nu vi snakker om Nepal så er det helt anderledes end Indien. Folk siger Namaste men så er det op til dig at komme nærmere eller gå videre, hvilket er så befriende. De er meget mindre dominerende og mere høflige. Noget andet der er helt anderledes er vejret, hvor vi i Indien var ved at drukne i sved eller dø af hedeslag så er vi faktisk ved at drukne i regn og dø af kulde. Der er dog også dejlige øjeblikke med skøn sol og blå himmel. Lad os tage i dag som eksempel, vi står op(kl 6) til dejlig solskin og mærker solen varme os igennem, vi følger børnene i skole og jeg stiller mig faktisk i skyggen i skolegården. Efter vi har undervist(i 2 timer efter det er ens hoved ved at eksplodere(dog ikke af varmen, det nepalesiske skolesystem er lidt specielt)) nyder vi en kop te i solen og går herefter hjem. Kl 15.00(da vi skal hente børnene fra skole) begynder det at dryppe lidt, så vi tager bores regnjakker på og tager de to mindstes med. Da vi når til skolen er vi drivvåde på alt udenfor regnjakkens beskyttelsesområde og der er floder i gaderne, jeg er barfodet da mine sko er gennemblødte og jeg jeg glider rundt i dem. På vejen tilbage ofre jeg mit regnslag til en af de ældre børn og kæmper mig hjem gennem gaderne/floderne med en fem-årig dreng i hånden/på skulderen for at undgå at han bliver skyllet væk. Da vi når tilbage er jeg total gennemblødt(ja, jeg gik ind under en kæmpevandstråle fordi det ville være et fedt billede, men det gjorde ikke den store forskel.) lidt af det her er måske overdrevet en smule, men kun en lille bitte smule for at forbedre historien ;) men ret vildt vejrskifte alligevel. Jeg mener at monsunen må være begyndt, men det er den åbenbart ikke. Held og lykke til Rebecca der har valgt at blive her længere for at opleve den :)
Jeg undskylder at jeg ikke har fået skrevet blog i så lang tid og at grunden var ikke at ville brokke mig og så gøre det alligevel, men det hører vel med. Der er vel en grund til at man siger "ude godt, men hjemme bedst"
Jeg tror jeg slutter her, jeg er begyndt at glæde mig ret så meget til at se min dejlige familie igen og mine savnede veninder :) Men jeg er super glad for Nepal og livet på børnehjemmet som i må høre mere om en anden dag, for kl er 23 og små børn vågner kl 6 selvom de har fridag imorgen ;)
Shout-out til min dejlige lillesøster Simone og veninde Katrine - dejligt at snakke med jer over Viber. Er der andre der har lyst til at snakke så download app'en og mit nr er 9806622320. Landekoden er vidst +977
Peace out ---
- comments
åse Men det er jo dejligt at höre alting ikke er så dejligt hele tiden og särligt når det gör at du måske savner os lidt extra :) Pigerne täller dagene til du kommer hjem. Puss o Kram
Annika Vestergaard Hej Lotte :D Sikke en masse oplevelser! Og jeg kan 100% forstå din utålmodighed omkring gadesælgere og tuktuk's. Jeg havde det på præcis samme måde, de sidste uger i Vietnam! Der var også et par gange, hvor jeg vist ikke fik svaret helt så pænt - hvilket jeg har fortrudt, det kan man jo ikke tillade sig, men alligevel... :) Uhhh, har du en fløjte med hjem??? Det lyder spændende - så må vi se om jeg kan lære at spille på den ;) Så skal jeg spille for dig min ven :D Kanel i sovs??? Det er da nogle underlige nogen, de indere! Lyder ikke som noget jeg ville synes om heller. Men at spise med fingrerne og slikke sin tallerken - jeg kan se dig for mig ;) Hehe, men det kunne jeg også godt selv tænke mig at prøve, lyder sjovt og anderledes. Men det lyder til at Nepal er et fantastisk sted, på trods af de ekstreme vejrskift. Det lyder rigtig spændende at være på børnehjemmet - det glæder jeg mig rigtig meget til at høre om. Fortsat god rejse, og så ses vi jo om ikke så længe :D Knus Annika