Profile
Blog
Photos
Videos
En turbulent rejse
Timerne optil rejsen fra Mendoza var lidt turbulente, da vi skulle nå at lave mad og spise, tjekke ud og gøre bagagen klar. I mens jeg stod og børstede tænder kom receptionisten og fortalte at vores taxi allerede var ankommet. Så jeg fik hurtigt sagt farvel til nogle af de andre gæster på vandrehjemmet og så måtte vi ellers af sted. På vej i taxaen sagde Anders pludselig at han ikke kunne finde sin busbillet til Chile. Da vi ankom endevendte vi hans kuffert og taske og fandt den endelig i hans bukser. Men problemerne var ikke slutte endnu. Den del af billetten, som personalet skal rive af ved indgang i bussen, var nemlig allerede revet af, af en eller anden grund. Dette gav problemer da vi skulle ind i bussen, hvor der blev nægtet adgang for Anders. Da vi gik ind på busselskabets kontor kunne vi dog alligevel få lov at komme med efter vi havde snakket lidt med dem. Så endelig kom vi af sted.
Bussen var den dårligste klasse vi hidtil har prøvet - nemlig común - hvilket betyder ordinær. Og følelsen af vi, på en eller anden måde, var kommet forket i byen på denne rejse blev også understreget da en medpassager, efter en mindre diskussion omkring pas med en inspektør, stillede os spørgsmålet: "What are you doing here?" mens han rystede på hovedet. Da vi endelig fik fred for diverse udfyldningsskemaer, lagde vi os til at sove. Klokken var godt elleve. De mange huller i vejen gjorde det imidlertid umuligt, men efter godt en halv time lykkedes det.
Klokken halv to vågnede jeg igen. I al forvirringen ved afgang fra vores hostel glemte vi begge at få vand med på rejsen, hvilket jeg nu måtte bøde for ved at være ved at dø af tørst. Aftensmadens ellers gode rødvin forbedrede heller ikke situationen. Jeg var ved at gå amok - jeg måtte have noget vand! Jeg gik nedenunder i bussen og forsøgte at få fat i noget personale, hvilket ikke lykkedes, således jeg forsøgte at drikke vandet ude på badeværelset. Men smagen af klor og tanken om hvad det var for noget vand, gjorde at dette var umuligt for mig. Jeg satte mig tilbage på sædet. En kortvarig og halvdårlig løsning var at drikke min medbragte energidrik, som ellers kun var til nødstilfælde - andre slags nødstilfælde. Det hjalp en anelse på tørsten, men indlysende nok en dårlig løsning på søvnløsheden.
Klokken to ankom vi ved den Chilenske grænse og endnu engang fik vi uddelt nye skemaer med hensyn til bagage, formål med rejse osv. Efter noget tid blev vi alle kaldt ind på kontoret for at vise pas og udfyldningsskemaer i håb om til gengæld at modtage et chilensk stempel i passet, hvilket lykkedes. Værre var det med bagagen. Chile har på mange punkter nogle andre krav til de varer man besidder end man har i Argentina. Nærmest surrealistisk var det nærmest, at den største fokus lå på om vi medbragte frugt, ost eller lignende varer fra Argentina. Hele tre gange blev jeg spurgt; "medbringer du frugt?", som var det narko vi snakkede om. Men narkodelen kom vi til. Vi blev alle linet op på rækker med vores håndbagage, mens en narkohund kunne gå rundt og snuse til os og vores tasker. Alt imens vores kufferter blev tjekket igennem af scannere, som i lufthavnen. Her blev min taske udvalgt til ekstratjek af en eller anden grund. Så jeg måtte melde mig, da de stod og råbte op om kufferten. Som den uskyldige frugtsmuler jeg var, måtte jeg gå gennem alle rækkern, hen og åbne min kuffert. En kvinde endevendte herefter min kuffert i håb om at finde et ulovligt æble eller to, men intet var der. Min ellers så fint pakkede kuffert, måtte nu i rodet tilstand komme tilbage i bussen og vi fik endelig lov at komme videre. Som en fattig ørkenvandrer spurgte jeg de fleste på vejen for vand, og det endte med jeg fik et lille glas sodavand. Igen en halvløsning.
Grænseovergangen Los Liberadores ligger i Andesbjergene, så det næste lange stykke tid gik det nedad igennem hårnålesving så tæt på kanten og mørket at vi hver gang blev i tvivl om vi var kørt ud over kanten. Men det skete heldigvis ikke. Efter vi var kommet på mere normal vej, kunne vi lægge os til at sove indtil vi nåede den chilenske hovedstad. Her kom det uundgåelige problem klokken halv seks, lørdag morgen i Santiago; hvad nu?
Problemet var helt konkret at vi ikke havde nået at skrive adressen på vores bookede hostel ned på mobilen som vi plejer, fordi vi denne gang bookede på en lidt anden måde. Så der stod vi, midt på busstationen og lignede to store spørgsmålstegn. De to åbenlyse spørgsmålstegn trak heldigvis hurtigt en medpassager til, som spurgte om hun kunne hjælpe os. Kort efter vi havde forklaret vores situation kom en ung chilensk mand og begyndte; "sorry.. I don't speak good english.. I want to help you". Når folk vil hjælpe os hernede, er vi med det samme mistroiske. Især hvis de oveni købet er klædt i rød skjorte og jakkesæt med et skæg der ender i to spidser under hagen, klokken seks om morgenen på en busstation. Efter han havde hakket sig igennem et par engelske sætninger, gik det op for ham at vi rent faktisk snakkede spansk. Han mente vi skulle blive på stationen og vente til klokken ni, fordi det var for farligt at gå ud på gaden på denne tid. Han forsøgte ivrigt at hjælpe på alle mulig måder og viste os bl.a. hen til en hæveautomat, hvor vi kunne få fat i nogle chilenske pesos. At vide hvor mange penge man skal hæve er dog svært, da man ikke kender den eksakte kurs. Som løsning på adresseproblemet valgte vi at ringe til det hostel vi boede på i Córdoba, da det var det eneste nummer jeg havde på mobilen, som man kunne ringe til på denne tid. Efter jeg havde forklaret situationen, gik de ind og fandt adressen på nettet, men desværre tog det hele så lang tid at det dyre opkald kostede mig al min crédito, således opkaldet stoppede. Andet forsøg; Anders' mobil. Denne gang lykkedes det mig at få alle oplysningerne, således vi endelig kunne sige til en taxichauffør hvor vi ville hen. Samtidig blev den mystiske hjælper ved med at stå til rådighed. Han forklarede dog sin tilstedeværelse og påklædning i og med han havde været til fest og sad nu og ventede på sin kærestes bus skulle gå. Det viste sig utroligt nok at han virkelig blot ville hjælpe, helt hen til taxien hvor han ville sikre sig at vi alle var enige om prisen hen til bestemmelsesstedet. Vi takkede for hjælpen og tog af sted.
Lige så snart vi ankom på vandrehjemmet, købte vi noget vand, børstede tænder og smuttede til køjs. Da vi vågnede nogle timer senere, begik vi os ud mod byen. Vi startede med at få noget mad på et pizzeria, en meget underlig chilensk pizza. Mest besynderligt var det at vi efter et par minutters diskussion om den chilenske pengekurs i forhold til den argentinske, blev spurgt om vi selv var argentinere. Det valgte vi at tage som et kompliment for vores spansk.
Santiago er egentlig en flot by. Vi har fået en del at vide om at vi ikke skulle forvente en storby a la Buenos Aires, men dens beliggenhed med Andesbjerge hele vejen rundt er utrolig flot. Fra en udkigspost midt i byen, kaldet Cerro Santa Lucia kan man se ud over hele byen og bjergene omkring, som ses på billederne. Desværre var vandrehjemmet ikke helt hvad vi havde forventet. Der arbejdede en afrikaner, med et meget specielt spansk, 24 timer i døgnet. Det betød han ikke altid var lige klar til at åbne døren eller behjælpsom fordi han enten sov eller nød den "fritid" han selv tog med sin kæreste. Desuden var der voldsomt mange værelser og seng og utroligt få senge. Ud over os boede der et chilensk polohold, men når de var ude var der ellers helt tomt. Så når man troede man var helt alene, kom der pludselig en neger frem fra skjul, hvilket kunne give lidt af et chok. Men beliggenheden var god, og når vi blot overnattede en enkelt nat, gjorde det ikke så meget at der kun var et enkelt glas i hele køkkenet, at der ellers stort set kun var fyldt med halvødelagte ting og ellers afrikanerens private ting.
Den følgende dag mødtes vi med en lokal bekendt - nemlig den udvekslingsstudent der har gået i vores klasse gennem noget af anden og tredje g - Valeria. Hun viste os en del ting, som hun selv syntes var vigtige i Santiago - Regeringens hus, noget åbenbart verdenskendt kunst (som hun ikke forstod vi ikke kendte) og en tur op i højderne på en anden bakketop med utroligt udsigt og et meget chilensk optog. Ligeledes spiste vi på et berømt sted, som var halvt fiskemarked og halv restaurant, hvor vi spiste en delikat fisk reineta, som jeg ikke ved, hvad hedder på dansk. Om aftenen tog vi af sted for at begive os ud på en lang tog rejse på i alt 28 timer til Salta, nordlige Argentina.
- comments