Profile
Blog
Photos
Videos
Rejsen fra Santiago de Chile til Salta var lang - ca. 28 timer. Turen var dog afbrudt af en halvanden times pause i vores forrige stoppested, Mendoza, hvor vi ankom kl. 7 om morgen for at få noget at spise. Herefter gik turen mod provinsen Salta, som sammen med Jujuy er de to nordligste provinser i La Argentina. Selvom rejsen var lang i bus, så er vi efterhånden så vant til lange busture, at det faktisk ikke er noget jeg betragtede som en decideret lang og kedelig tur. Desuden er det godt at have tid til at læse om stedet inden man ankommer, så dette var en oplagt mulighed. Som om vi ikke havde lært noget af Santiagoepisoden, med hensyn til at have styr på hostelet i god tid, sad vi i øvrigt i bussen uden at vide hvad vi ville gøre når vi ankom. Heldigvis havde vi vores to bedste guider med til at hjælpe med at finde et vandrehjem; Rough Guide og Lonely Planet. Således lykkedes det os, til trods for at suse ud og ind af telefondækningen, at få ringet og bestilt et vandrehjem med god central beliggenhed i Salta-provinsens hovedstad med samme navn. En by med næsten en halv million indbyggere.
Første dag brugte vi sædvanligvis på at udforske lokalområdet og orientere os om begivenheder rundt omkring i provinsen, ting man skal se. Hostelet var desværre lidt slidt og ikke lige som vi havde forestillet os, da de heller ikke (som de ellers havde sagt i telefonen) havde Wi-Fi, hvilket normalt er et af de vigtigste krav vi stiller. Men da vores lugtende værelseskammerat tog af sted den første dag, således vi nu havde eget værelse med lås, begyndte vi pludselig at synes lidt bedre om det. Det skulle senere vise sig at også ejeren og hans meget få ansatte (som han sagde; hvis man i Argentina blot har to ansatte som altid møder til tiden, er det det samme som at have 5 gennemsnitlige argentinere, som alligevel aldrig dukker op når de skal) var utroligt samvittighedsfulde og specielt ejeren var ekstrem hjælpsom. Under hele opholdet blev vi næsten som nogle sønner han skulle passe på, og sørgede for at hjælpe med al planlægning af de kommende dage. De første to dage besluttede vi at leje bil for at se området i den sydlige del af provinsen den første dag og den nordlige del og naboprovinsen Jujuy den anden dag. Ejeren, Ricardo, sørgede for at skaffe en lejebil til os fra et sted hvor alderen modsat de officielle argentinske, ikke havde betydning. Han planlagde herefter en meget specifik rejse på kort og forklarede os hvad der skete de forskellige steder osv. Efter mange timers planlægning (husk på vi trods alt ikke engang betaler 200 kr. for vores 4 dage på hans hostel), var vi endelig klar til de to næste dages køreture på i alt ca. 1200 km. Han tilmed tog ned og købte billetter til både vores bus til San Miguel de Tucumán og til det meget berømte Tren a las Nubes (Toget til skyerne), således der ikke var andet for end at møde op de steder han efterfølgende sagde. Tilmed kan det siges at han er uddannet i en eller anden magisk masageform, som han gav gratis til Anders mod hans ryg, som i længere tid har været smadret efter diverse busture og rafting.
Den anden dag tog vi af sted sydpå i vores hvide Volkswagen Gol (ja, der mangler ikke et f, modellen hedder Gol). Her kom vi forbi en lang række bjergkæder med utrolig flotte stenkonstruktioner og stoppede og kiggede en masse steder under vejs. På video og foto vil man i øvrigt kunne se rigeligt herfra, så det behøves den store beskrivelse. Turen kom ligeledes forbi vinbyen Cafayate. Som vi efterhånden har oplevet en del gange i mindre byer i Argentina, så er folk ikke vant til at se folk fra Danmark og slet ikke lyshårede. Specielt for store flokke af skolepiger bliver vi ofte gjort til mål for en masse billeder, snak og fnis. Faktisk kom der efterfølgende to skolepiger efter os, som meget modigt må vi indrømme, spurgte os om de måtte tage billeder sammen med os. Noget i den stil skete ligeledes i Mendoza og i en anden pueblo. Turen sluttede i Ruinas de Quilmes (Quilmesstammens ruiner), som er en gammel indianerby, hvor alt står nogenlunde som de forlod den, da de for flere hundrede år siden begik sig ud på en rejse til Buenos Aires.
På tredjedagen og andendagen i vores Gol, tog vi nordpå. Turen gik gennem nogle bjerge og med første stop i Juruy-provinsens hovedstad San Salvador de Jujuy - enret kedelig by, men så har man da været der. Derefter gik turen forbi nogle flere bjerge og op mod Saltinas Grandes; nogle udtørrede saltvandssøer, som kun har efterladt sig en masse salt, som ligeledes kan se på videoen Salt, salt og atter salt. Herefter gik turen op mod en genskabt indianerlandsby i Nord, forbi en anden lille by og så ellers hjemad.
På fjerde og sidste dag i Salta tog vi toget til skyerne; Tren a las Nubes. Turen er en 15 timers tur, hvor man kører ud på skinner, hvor kun toget er og absolut intet andet. Vi syntes egentlig at turen var lige lovlig dyr, især fordi vi følte at vi havde set så meget lignende de to dage forinden.Alligevel var det dog en oplevelse. Vi sad ved siden af et ældre fransk par, som ikke kunne et engelsk ord, men som dog kunne et par enkelte spanske. Video fra toget kan også findes under Videos. Højdepunkterne undervejs var bl.a. stoppet i den desperate, indianske bjergby San Antonio, hvor der var dobbelt så mange desperate indianske sælgere som der var turister fra toget. Et andet højdepunkt var efter aftensmaden. På togets restaurant fandt vi i øvrigt ud af vi manglede 5 pesos for at betale regningen, da vi forinden ikke vidste noget om de 10 pesos i servicio de mesa. Efter at have undgået en stor opvask efter en mindre diskussion med tjeneren, vendte vi tilbage til vores vogn, hvor der af en eller anden grund var sket store sager. Vognguiden og to fejedrenge havde netop grebet mikrofonen og var begyndt at danse rundt i vognen, mens de forsøgte at få folk med, nogle var med på den, andre - som os - var ikke lige klar på nordargentinsk disko i en togvogn.
De tre dage var alle meget lange med mange timer uden det helt store action, så det kan til tider være svært at holde sig vågen. Af denne årsag har vi kastet os ud i et kokainmisbrug. Ja, godt nok et lille og meget beskedent et af slagsen. I Nordargentina er det nemlig meget populært at spise koka-blade sammen med et kemisk stof, populært kaldet bica. Igennem mange år har europæere forsøgt at gøre indtaget af kokablade ulovligt, netop fordi det er de selv samme blade, der bruges til at udvinde kokain. Dette er der imidlertid ingen grund til, da det er et naturmedicin, som kan klare diverse småproblemer som sult, højdesyge, sløvhed og lignende, ja sådan set tager det det hele. Hvis man indtager det i mindre mængder kan det faktisk være sundt, i og med det også er rigt på masser af vitaminer. Man kan købe det i de fleste kiosker her i nord under navnet "Coca y bica" eller det mere diskrete "Si hay" = Ja der er (kokablade her, red.). Så dette har vi været på det meste af vores ophold i Salta og faktisk anbefalede de at man tog det for at klare den lange togtur i Tren a las Nubes.
Efter togets ankomst i Salta ved 11-tiden om aftenen, gik vi hjem og gjorde os klar til busturen. Bussen kørte kl. 2 og så var vi endnu engang klar til at rejse videre mod et nyt sted. Denne gang San Miguel de Tucumán,Provincia de Tucumán.
- comments