Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi ved at have fundet os til rette i lejligheden i Buenos Aires. Nu efter 6 dage i Argentinas hovedstad, har vi langsomt udvidet vores kendskab til byen efter vi, dag for dag, har udforsket nye sider af denne.
I løbet af ugen har vi løbet hver dag fra onsdag til fredag, da man sådan set er tættest på byen på gåben, og ved at løbe kommer man tilmed fremmad. Vi valgte at løbe ned mod parkerne, da Buenos Aires' vejstruktur gør at man ikke kan løbe mere end 50 meter før man kommer til endnu et kryds (se evt. på google earth) og må stoppe. Selvom folk kiggede underligt på de løbende "gringo'er", faldt vi bedre ind i billedet, da vi kom til en vej rundt om en park (Parque 3 de febrero), kun med motionister. Dog virker argentinerne ikke særlig motiverede og de fleste går bare med skulderne højt og store armsvingninger som om de løber. Vi har snakket om vi nok kunne vinde alle løb i Bs As hvis det bare var de samme "løbere" der deltog der. Samme rute løb vi derefter hver, med undtagelse af fredag hvor vi løb hen fordi en gigantisk travbane på flere kilometer.
Lidt efter lidt har vi lært el Subte (metroen) at kende, og når det blot koster ca. 1,5 kroner per tur, er det lige til at overkomme. Al transport (bortset fra falske taxier fra lufthavnen) er utroligt billigt, hvilket en del også har fundet ud af. Til tider har vi måtte lade en vogn køre forbi, fordi den var fyldt - og når den her er fyldt, ER den fyldt, således man kan presse alt hvad man vil mod pøblen for at presse sig ind uden det vil lykkedes. Så man står en smule tæt derinde.Sproget er noget anderledes end det man lærer i timerne på gymnasiet. Selvom vi er kommet over de udtaler alle j-lyde som sj-lyde og andre småting, så går tempoet og det anderledes ordvalg at vi til tider er helt satte når en fremmed siger noget vi ikke har en anelse om hvad er. Ligeledes var der lidt problemer da jeg skulle købe et SIM-kort i det lokale storcenter Alto Palermo. Efter at måtte sige ¿qué? og ¿otra vez? en masse gange fandt jeg til sidst ud at hvad det gik ud på og senere gættet mig godt igennem telefonvejledningen ved aktivering af kortet. Men en ting er sikkert; argentinere gennem en telefon er et No-Go - dårlige chancer for jeg fatter det.
Dog fik vores indtryk af sproget heldigvis et positivt kick da vi igår besøgte en argentiner. Det var broderen til den udvekslingsstudent, der boede hos Bager sidste år. Efter at have gået rundt forkert rundt i midtbyen, i alt ca. 12 km., hvor vi tog en del af de billeder, som er i albummet fra idag, ankom vi til Guidos lejlighed. Guido lignede Marco på en prik, blot et år ældre. Vi snakkede udelukkende spansk og heldigvis forstod vi hvad han sagde, selvom der selvfølgelig var ord der løb forbi. Han fortalte om steder i Buenos Aires og Argentina der var ved at besøg, og alt i alt var det godt at snakke sådan en længere og mere rolig samtale med en lokal.
Fodbold fylder meget hernede og i hver anden butik sælger de argentinske fodboldtrøjer, men sjovt nok varierer prisen også stort set fra hver butik og detaljerne er tit forskellige, således man betvivler lidt handlen af disse. Ligeledes sælges alle de lokale fodboldtrøjer og selv de europæiske trøjer (ca. 350 kr.) er noget billigere hernede, samtidig med man får de lokale til ca. 200 kr. Generelt må man konstatere at ting i Argentina er billige. Det bærer dog præg af at man generelt heller ikke har så mange penge her, for jo større værdi genstanden har, des tættere bliver priserne også på de danske, og endda dyrere når vi kommer til fladskærmstv osv. Men billigt er det - en liter Budweiser koster i supermarked under 5 kroner, taxitur fra centrum ud til os koster ca. 30 kroner (tager ca. et kvarter*), et kilo bøffer koster 10 kroner, restaurantbesøg mellem 50 og 80 kroner og en hamburger på McD 6 kroner.
Som sagt fylder fodbold meget hernede og er meget vigtigt. Det har vi nu, efter at have set to fodboldkampe, fundet ud af. Vi har efterhånden gennem TV og internet forsøgt at undersøge den argentinske liga, La Apertura, som den hedder i øjeblikket. Ligaen er nemlig opdelt i La Apertura og La Clausura (åbning og lukning) hver med egen mester, som sammen deler sæsonen i to. Da vi så at de senere på dagen ville sende San Lorenzo mod Colón i tv, samtidig med vi opdagede San Lorenzo faktisk lå i Buenos Aires, begyndte vi at undersøge muligheden for at tage ud til kampen. Efter at have planlagt ruten med Subte og Premetro tog vi afsted i god tid, da tidsplanen stadig var ukendt, da tre skift godt kan tage lidt tid. Uheldigt nok var vognen også denne gang fyldt, men vi kunne dog presse os ind så døren lige nøjagtig kunne lukkes - det hele på bedste Tokyo-manér. Ved det efterfølgende stop gik det op for os at vi blev forfulgt. To mystiske mænd skulede hele tiden til os og da de langsomt bevægede sig nærmere i vognen, begyndte vi at overveje, hvad vi skulle gøre. Ved næste stop stillede vi os hen foran døren og gjorde klar til at gå af. Med det samme reagerede mændene og stillede sig klar til at gå af. Da vi ved den næste station gik af, og de gjorde det samme, vendte vi hurtigt om lige før dørene lukkede og fortsatte i Subte'en. Mens vi kørte væk kunne vi se hvordan mændene vendte sig om flere gange på vejen væk. Heldigvis havde vi undgået et potentielt overfald. Videre mod kampen. Da vi efter godt halvanden time var nået til sidste stop kom vi ud i en slags ghetto, et noget andet Buenos Aires end hvad vi hidtil havde set. Endelig nåede vi hen til stadion som var noget anderledes standard end hvad vi kendte fra Danmark. Gaderne var som bombede veje i Bagdad og underlige indgange og parkeringspladser fik os til at tvivle på om det hele nu kunne være rigtigt. Men vi fandt frem til billetbåsene hvor priserne var: Sucios $25, Invitados $50. Her blev vi lidt forvirrede da sucio betyder beskidt og invitados betyder gæster. Altså det er billigst hvis man var beskidt? Senere fandt vi dog ud af det blot var dårlig håndskrift og at der egentligt skulle have stået Socios (medlemmer). Kampen mellem San Lorenzo og Colón endte 3-0 til hjemmeholdet, som i øvrigt fører ligaen. Det mest specielle er at intet virker officielt ved det hele. De forskellige ting man kan købe sælges af selvstændige gadesælgere, hvor garantien for masser af baktier er rimelig god. Desuden er der ikke noget der hedder specifikke siddepladser. Til trods for det står på billetten, kan man godt regne med man ikke kommer til at sidde på den købte plads. Inde på stadion er stemningen anderledes end i Danmark. Stadionet er gammelt og usselt - det er stort, men tribunerne virker mest af alt som lange, skrå betonplader med indsate trapper og elendige sæder. En måltavle har man ikke engang ofret penge på til dagens 22.000 tilskuere på et stadion der slet ikke var fyldt. Til trods for dette virkede det ikke som om det betød noget for argentinerne, som har et utroligt pasioneret forhold til fodbolden. De synger konstant lange melodiske sange meget de danske (f.eks. lå lå lå, fck eller lign.). Vi sad på la platea, hvilket er den mere stille del af stadion og alligevel skriger de og råber ¡hijo de puta! efter dommeren så snart han dømmer imod dem. Da kampen var færdig blev alle holdt tilbage af politiet og inden vi endelig var tilbage i centrum, var den næsten 22.30 da vi ville finde et sted at spise. Vi fandt ud af det langt fra var sent at spise hernede, og som tiden gik kom der flere og flere - som var det kl. 20 i dk - her var det blot kl. 23! Generelt er det ligeledes sådan at ingen spiser aftensmad før kl. 21.
Igår søndag blev vi enige om at skulle se endnu en fodboldkamp. Selvom den tilsynladende allerede var igang i tv, skulle den først starte senere og vi tog chancen og tog en taxa ud til La Bombonera, Boca Juniors' hjemmebane. Her vrimlede det med mennesker og det var svært at vide hvor vi kom ind da vi stillede os i en billetkø. Vi kom efter to kropsvisitationer ind på det såkaldte el popular, hvor Boca Juniors fans stod. Tribunen var som fyldt med syngende aber, som hang og stod overalt (mange flere mennesker ind antal pladser) og det var som om sikkerheden inden var fuldt stændig væk når man endelig kom ind. De syngende aber som gerne manglede et par fortænder lod ikke til at bemærke meget hvad der skete på banen og selv da deres hold var bagud 2-0 sang de blot højere uden at tøve. Efter 90 minutter og efterfølgende en god halv times polititilbageholdelse af hele tribunen, blev vi enige om denne fankultur virkede meningsløst og i modsat Danmark hørte vi ikke en der snakkede om det der faktisk skete på banen, hvorvidt det gik godt og skidt. Man kan sige fansne var utrolig trofaste, men hvad betyder det hvis de INTET feedback giver på banens hændelser?
For at komme hjem måtte vi uheldigvis først misse omkring 40 taxaer, som enten ikke så os eller også var fyldte. Men hjem kom vi i sidste ende!
Generelt må man sige vi er ved at synes om Argentina, og er ved at finde os til rette. Men Bs As er stor og vi har stadig en masse ting vi skal nå her.
- comments