Hej alle,

Så blev det tid til endnu et blogindlæg. Dette blogindlæg bliver formentlig det sidste inden mit syv dages forsøg på bestigning af Kilimanjaro! Huh… Jeg starter bestigningen af bjerget fredag d. 17. januar 2014 og skulle gerne være nede igen torsdag d. 23. januar 2014 - forhåbentlig med en masse billeder fra toppen af Afrika! Men selvom jeg muligvis ikke skulle nå til toppen, så har jeg hørt, at det skulle være en kæmpe oplevelse alligevel; Det håber jeg holder stik.

Jeg havde en smule opstartsproblemer med træningen efter ferien med Peter. Dette skyldtes, at jeg nu skulle til at træne i mine mors vandrestøvler som er ca. to numre for store - men det er vandresko! Efter første træningspas i de nye sko betød det dog, at jeg var klar til at skifte ham overalt på mine fødder. Det er naturligvis ikke det optimale udgangspunkt for syv dage på Kilimanjaro så jeg blev nødt til at holde en uges mere pause for ikke at få flere vabler - idet jeg samtidig blev mere og mere stresset over min manglende træning. Jo tættere man kommer på bestigningen, jo mere tænker man naturligt nok på om man nu kan klare det - både helbredsmæssigt, konditionsmæssigt, vabel-mæssigt mv.. Jeg optog dog træningen igen nu her for en uges tid siden, og var i går ude at gå 34 km. op af et bjerg næsten uden at få vabler - det længste jeg tilsyneladende kommer til at vandre på Kilimanjaro er ca. 20 km.(men der er luften så også anderledes). Men udover at jeg på et tidspunkt blev jagtet af fire halsende vilde hunde op af bjerget igen, så gik mit træningspas godt så jeg skal sq nok klare det!

Det blev også i denne uge, at jeg endelig fik købt mine billetter til Ghana. Jeg synes der har været rigtig mange problemer hermed i forbindelse med koordinering med den ghanesiske immigration service, Women In Progress, vacciner, flyselskabers bookingservice der ikke virker mv., men det er nu heldigvis alt sammen faldet på plads. Torsdag d. 30. januar 2014 rejser jeg således til Ghana - dét glæder jeg mig bestemt også til.

For at få visum til Ghana forlanger de dog ligeledes at se at jeg agter at rejse fra landet igen, og det skulle så ske ved, at jeg ligeledes købte min billet fra Ghana til Danmark. Så det er nu officielt, at jeg ankommer i Danmark torsdag d. 1. maj 2014 :)

Så var det også i denne uge, at jeg havde min sidste arbejdsdag hos Maasai Pastoralists Foundation. Fredag d. 10. januar 2014 blev min sidste arbejdsdag hos MPF. Puha, den sidste uge har godt nok også været lidt af en kamp at komme igennem på arbejdet. Naturligt nok har de ikke rigtigt haft noget at lave til mig siden organisationen åbnede d. 6. januar 2014, da jeg kun skulle arbejde en uge. De fandt dog på, at jeg skulle designe en ny brochure for dem. Det har dog været en yderst demotiverende opgave, da jeg ved at de formentlig ikke kommer til at publicere den foreløbig. De har formentlig ikke penge til det. Og får de den publiceret så ligger den formentlig bare her på kontoret og fylder - det gør mange af de andre brochurer de har i hvert fald. Som tidligere skrevet, så er arbejdskraft i Tanzania langt billigere end de materialer der anvendes, og arbejdskraft bliver således brugt i store mængder hvorimod der spares på materialerne - det stik modsatte af Danmark. Jeg er sikker på, at en tanzanianer ville frustreres voldsomt ved vores kæmpe materiale-spild i Danmark. Men jeg må godt nok også indrømme at det er ekstremt frustrerende at se(og mærke), hvorledes de spilder arbejdskraften her i Tanzania…

Nå, men ellers så er der ikke rigtig sket noget den sidste uges tid. Jeg tænkte derfor, at jeg kunne fortælle jer lidt om en oplevelse jeg havde for snart lang tid siden til en konfirmation hos en af naboerne i den by jeg bor i. Denne fest var den mindste jeg har været til så jeg havde det lidt bedre med at være til stede(procentdelen af deres indkomst anvendt til festen har dog formentlig været omtrent den samme som de øvrige arrangørers, så det giver reelt ikke nogen mening).

Som tidligere beskrevet har jeg det lidt dårligt med at deltage i disse fester når jeg ved, at de reelt ikke har råd til at holde den. Samtidig har jeg det stadig lidt svært med det med, at man bare dukker op. Min familie havde fået en invitation fra arrangørerne, men de ved jo formentlig ikke at jeg bor hos familien. Jeg tror dog aldrig arrangøren af en fest i Tanzania ved hvor mange der kommer. For det første ved de ikke hvor mange de reelt har inviteret(hvor mange mennesker der reelt bor i hver husstand), og for det andet så ved de ikke hvor mange der kommer af de inviterede(jeg tror ikke man som i Danmark kender til begrebet 'S.U. senest den…') - derforuden kommer der alle de gadebørn og andre ubudne gæster som også synes det kunne være lækkert med en bid mad.

Alle fester, det være sig både graduation parties, bryllupper, jubilæums mv., følger samme grundlæggende traditioner, hvor en form for vært styrer hele forløbet. Jeg har endnu ikke været til en fest hvor man har ment, at det ikke er nødvendigt at lade værten anvende en mikrofon og således leje nogle KÆMPE højtalere så hele forsamlingen kan følge med. Efter nogle initiale taler fra arrangørerne/de der festes for, går man videre til gaveoverrækkelsen. Dette foregår ved at folk grupperes efter deres relation til forældrene til de der festes for. Herefter kommer man smådansende i en lang række ned til de der skal modtage gaverne. Selvom jeg nu har deltaget i mange fester har jeg dog desværre kun set ét bevis på deres utrolige rytme - resten har blot smådanset. Som gave kan enten gives en gave som vi forstår det, eller man kan vælge at medbringe et halstørklæde som man sætter om skuldrene på den/de pågældende personer. Der er dog en del der ikke medbringer en gave og i stedet blot lader som om de putter en gave ned i den kurv der er stillet frem til gaverne. Alle kan se, at de ikke giver nogen gave da de kommer dansende ned langs gulvet tomhændet så jeg forstår ikke helt hvorfor de lader som om de putter en gave ned i kurven… Jeg tror dog ikke på den måde der bliver set ilde på en hvis man ikke giver en gave - i hvert fald er der mange der ikke giver nogle gave. Når gaven er givet giver man først hånd til gavemodtagerne, hvorefter der gives hånd til arrangørerne i form af forældre mv. Det er lidt sjovt at se for jeg tror ofte ikke, at gavemodtageren ved hvem giveren er og dermed hvem de giver hånd til. Det virker tillige ej heller som om der er den store interesse heri, da man ofte ikke engang orker at se den enkelte i øjnene eller smile. Jeg mener, det var da det mindste du kunne gøre hvis du lige har fået en gave af vedkommende?! Men det er nok endnu en af de mange kulturelle forskelle… :) På billeder har jeg ej heller nogensinde set en tanzanianer forsøge at smile - der skal man helst se så sur/ligeglad ud som muligt. Jeg har dog nu fået at vide, at de mener man er useriøs hvis man smiler på billeder, så for at blive taget seriøst så smiler de sjældent på billeder. Det synes jeg jo personligt er synd, da jeg synes billedet bliver så meget bedre når de smiler.

En af sideeffekterne ved at der var tale om en af de lidt mindre fester var jo så, at det gjorde det sværere for mig som den eneste 'msungu'(vestling), at skjule mig blandt de mange andre gæster. Efter gaveoverrækkelsen springes et par champagne-flasker(i dette tilfælde alkoholfri, da der var tale om en fest for børn) i bedste nytårsaften-stil. Dette gøres normalt af folk med tæt relation til de der festes for, men min familie fortalte mig, at de oprindeligt ville have haft mig til at åbne en af flaskerne - heldigvis fik min familie dog talt dem fra dette, da det vist skulle være et lidt ærefuldt job. Jeg ville således være ked af at have taget jobbet fra en nær slægtning eller lignende. Efter champagne skæres kagen ud. Til de fester jeg deltager er det som oftest moderen i den familie jeg bor i som har lavet kagerne - I har måske set billederne i nogle af de tidligere albums her på bloggen. Kagen skæres for og de første par stykker gives af de der festes for til forældre og nære familie hertil, som en måde at sige tak for festen på. Jeg blev dybt forarget, da min familie efterfølgende fortalte mig at børnene, ved den initiale overrækkelse af kage til sine forældre, blev spurgt af værten 'Hvem kan du bedst lide?', hvorefter det første stykke kage skulle tildeles den af forældrene barnet bedst kunne lide. Hvad er det for et dilemma at stille børnene i?! Jeg var dybt chokeret. Men det virkede nu ikke til at påvirke børnene synderligt; De havde ikke problemer med at foretage deres valg…

Her sad jeg så, lidt i mine andre tanker da jeg havde set overrækkelsen af kage mange gange før. Pludselig ser jeg dog, at værten og dermed resten af forsamlingen har vendt opmærksomheden mod mig. Så skulle jeg så op og have et stykke kage af de to børn der festes for… Et tydeligt tegn på, at jeg som msungu nok havde tiltrukket mere opmærksomhed end jeg egentlig troede, men en sjov oplevelse selvom jeg dog tror jeg var ganske postkasse-rød i ansigtet da jeg gik ned fra 'scenen' igen :)

Nå, jeg vil slutte af her. Det blev et kort blogindlæg denne gang, idet der samtidig kommer til at gå to uger før næste blogindlæg kommer. I mellemtiden vil jeg forsøge at bestige Kilimanjaro!

Pas på kulden hjemme i Danmark og så vil jeg se om jeg kan overvinde kulden(og alle de andre forhindringer) på Kili!